Først lagt op 30-06-2019; senest opdateret 27-01-2021 15:16

 

Herman Bang – Danmarksmester i dæknavne

 

- En baggrundsartikel om anonymitet og pseudonymitet, med 200 journalist-pseudonymer fra Bangs tid

Af John Chr. Jørgensen

 

Indhold

Demaskering. 1

Terminologiske overvejelser. 1

Det juridiske ansvar. 1

Industrialiseringens anonymitet. 1

Konservatismens anonymitet. 1

Motiver til anonymitet blandt børnebogsforfattere. 1

Herman Bang og markedssamfundets liberalisme. 1

Maskespil som practical joke. 1

Mere end 50 dæknavne. 1

Varemærke og nummer. 1

200 journalistmærker og -pseudonymer i pressens guldalder – med særligt henblik på Herman Bang og Politiken.. 1

Litteratur. 1

 

Den, der interesserer sig seriøst for kunst og journalistik i pressens guldalder (1850-1914), løber hurtigt ind i problemer med mærkelige signaturer som Alceste, Casnar og Columbine for slet ikke at tale om helt anonyme artikler.

Jeg har beskæftiget mig med den slags problemer i en årrække, fordi jeg har haft det privilegium at kunne bruge en stor del af min tid på at skrive bøger om forfattere, kritikere og journalister som Herman Bang, C.E. Jensen, Gustav Esmann, Karen Hammerich og andre.

Derved er jeg kommet i besiddelse af megen mærkelig viden, eksempelvis: Hvis du støder på dæknavnet Alceste i Politiken i år 1900, er det en artikel af Herman Bang, du har foran dig. Han brugte det dæknavn, når han skrev om udenrigspolitiske emner. Men hvis du finder Alceste-signaturen under en teaterartikel i Morgenbladet midt i 1870’erne, er det Edvard Brandes, der er på spil.

Alceste er navnet på en opera af Gluck, som havde Alceste- figuren fra en tragedie af Euripides, hvor formen var Alkestis. Præcis hvad der lå bag d’herrer Brandes’ og Bangs brug af Alceste som dæknavn, var mig i lang tid en gåde: Alceste/Alkestis var nemlig en selvopofrende kvinde! Men så kom jeg i tanker om, at Alceste også er navnet på den mandlige hovedperson i Moliéres Misantropen. Han er en person, der hævder, at man for enhver pris skal sige sandheden, og det viser sig naturligvis at bringe ham i problemer. Det er mere oplagt, at det er Moliéres ’Alceste end, at det er Glucks’, der har afgivet navneinspiration til Brandes og Bang. Men vi ved det ikke, for journalister afslører uhyre sjældent, hvorfor de har valgt dette eller hint dæknavn. Der er et element af gådegætning og drilleri over fænomenet.

At et dæknavn kan være et rigtigt narreværk, har vi et eksempel på i Casnar, som var navnet på en gammel mand eller nar i de antikke komedier, som fra 1840’erne blev kendt herhjemme som ”atellaner”. Den 16-årige latinskole-elev C.E. Jensen valgte Casnar som dæknavn, da han debuterede i Social-Demokraten. Han skrev så gammelklogt, at han lige så godt kunne paradere som en gamling. For resten var han også snart færdig med at være skoleelev. Hans rektor smed ham ud, fordi han ikke ville holde op med at skrive i Social-Demokraten.

Columbine refererer til commedia dell’arte, Pantomimeteatret og Tivoli.  Navnet bringer både fest og farve og ulykkelig kærlighed med sig. Blandt dem, der har anvendt signaturen Columbine, er Karen Hammerich, kvinden der i 1904 skød og dræbte forfatteren Gustav Esmann på et hotelværelse, hvorefter hun tog sit eget liv. Egentlig studerede hun medicin, men hun var for nervøs til at klare eksaminerne. Til gengæld havde hun et naturtalent for kulturjournalistik, som hun dyrkede under Columbine-dæknavnet i Damernes Blad og Politiken.

Alceste, Casnar og Columbine, tre dæknavne anvendt med forskellige motiveringer. Den unge Edvard Brandes drev teaterpolitik under Alceste-masken. Herman Bang gav rollen som udenrigspolitisk vismand under samme maske. Latinskoledrengen C.E. Jensen tog Casnar-masken på for at skjule sit sociale oprør for rektor. Karen Hammerich spillede Columbine, formentlig for at skjule sin journalist-identitet for familien og andre, som stadig troede, at hun læste til læge.

Efter tragedien med Esmann kom hendes rigtige navn på forsiderne.

Ellers kan der gå år og dag, før dæknavne bliver afsløret af litteratur- og teaterhistorikere. Der gik mere end hundrede år, før vi fik sandsynliggjort, at Casnar er identisk med C.E. Jensen.

Demaskering

Den, der vil fastlægge paterniteten til anonymt og pseudonymt skrevne artikler, må være parat til at gribe til mange forskellige midler. Undertiden finder man dæknavnene afsløret i senere udgaver af avisen. Andre gange driller konkurrerende aviser ved at afdække mærkerne. Det sker også, at journalisterne i deres erindringsbøger fortæller, hvilke signaturer de har opereret under. Gådens løsning findes undertiden i breve offentliggjort flere år efter. I svære tilfælde må man gætte sig frem via indholdsmæssige og stilistiske kriterier.

Man kan sjældent slutte logisk fra dæknavnet til det rigtige forfatternavn. Et eksempel på, hvor vanskeligt det kan være, er en interview-artikel i Politiken den 16. april 1887: ”Hos Biskop Monrad i Australien”. Artiklen er signeret n-d. Hvem kan det være? Man kan oparbejde en liste over tidens kendte Politiken-medarbejdere og sætte sig til at gætte i en uendelighed. Hvis det ikke var for Politikens Honorarprotokol dec. 1885 – maj 1887, som findes opbevaret i Det Kongelige Biblioteks Center for Manuskripter og Boghistorie, ville det være næsten umuligt at finde frem til artiklens sandsynlige ophavsmand: Toldkasserer Kleist, Hjørring; det er i hvert fald ham, der ifølge protokollens side 482 har fået anvist honoraret. Men måske dækker toldkassereren over en anden?

Det besværliggør søgeprocessen, at et og samme pseudonym anvendes af flere forskellige journalister. Den maske, journalisten tager på, kan være en type, for eksempel flanøren, den blaserte storbyjournalist. Både N.J. Berendsen, Axel Henriques og Henrik Cavling skrev under dæknavnet Flaneur.

En hel del af tidens dæknavne var franske. De var simpelthen hugget fra de franske aviser. Selv Henrik Cavling, som er kendt for sin ’amerikanisering’ af den danske presse, dyrkede i sin ungdom de franske journalister og deres dæknavne. Gil Blas, som både var et blad, en roman og en romanperson, blev brugt som dæknavn både af Cavling og C.E. Jensen. En af tidens store franske avissucceser, Le Petit Journal, blev redigeret af en mand, Timothé Trimm, hvis navn var et pseudonym (for Léo Lespès)!

Terminologiske overvejelser

Et forsøg på en terminologisk afklaring ud fra de autoriserede store røde danske ordbøger kunne se sådan ud:

Anonym betyder uden kendt navn eller identitet; en anonym tekst er uden afsender eller forfatternavn. Som stilkarakteristik betyder anonym upersonlig.

Et pseudonym er et opdigtet navn, som nogen, især forfattere, bruger for at skjule deres egentlige identitet. Man taler også om et pennenavn eller kunstnernavn. De sidste ord har en mere positiv klang end pseudonym. Man kan sige, at pseudonymet er et gemmested, mens pennenavnet er en kampdragt.

Pseudonymet er som regel et fuldstændigt navn, og det bruges især i forbindelse med bøger. Når talen er om artikler, foretrækkes signatur, mærke, dæknavn eller pennenavn.

En signatur er en underskrift under en skrivelse, et dokument eller en avisartikel. Ordet bruges også om tegn og bogstaver sat på et kunstværk for at markere, at det kommer fra en bestemt kunstners hånd. I denne positive betydning anvender man også ordet mærke. Den, der skriver under mærke, kan udvikle dette positivt til en ny og spændende identitet i offentligheden. En signatur kan udvikle sig til et varemærke, et brand. For eksempel PH og PH-lampe.

Ellers synes de fleste af de omtalte begreber at befinde sig i det moralsk diskutable felt. I Den Danske Begrebsordbog indgår anonymitet og pseudonymitet i en sammenhæng, hvis fællesnævner er hemmelighedskræmmeri og maskering.

Undtaget herfra er initialer, forkortelse ved hjælp af forbogstaver i navne. E.B. for Edvard Brandes. H.B. for Herman Bang. De opfattes som neutrale signaturer, fordi de er let genkendelige og åbenlyst funktionelle, pladsbesparende.

Men tekstsammenhængen er afgørende. Hvis E.B. og H.B. er de eneste signaturer i hele avisen, virker de anmassende. Hvis derimod alle andre artikler er signerede med fuldt navn, virker dem, der kun er forsynet med initialer, beskedne.

Krøllede journalisthoveder kunne naturligvis ikke lade være med at lege med dæknavnene, som fx når C.E. Jensen anmeldte kvindelitteratur under mærket Adam, en teaterversion af Carit Etlars roman Gøngehøvdingen under mærket 2den Mellemklasse og Gilbert & Sullivans operette Mikadoen under mærket Tcheng-Ki-Tong. Viggo Hørup balancerede på kanten af ironien, når han i en polemik underskrev sig Spidsborger (jf. Scheuer Nielsen, 2013:21). Georg Brandes påtog sig rollen som Lucifer, når han diskuterede kønsmoral med kristne kvinder. Og da Gustav Wied debuterede med et angreb på kirken og præsterne, skete det under dæknavnet Peter Idealist. Dæknavne er velegnede til satire, ironi og polemik. Den, der skjuler sig af blufærdighedsgrunde, vil oftest foretrække anonymiteten.

Anonymitet og pseudonymitet er relative begreber. De må ses i en kontekst – både en kommunikativ og en historisk kontekst.

Det juridiske ansvar

I tiden op til Grundloven af 1849 var den danske presse stramt styret ovenfra gennem et sæt af privilegier. Man skulle have kongeligt privilegium for at slå sig ned som bogtrykker. Loven sagde, at bogtrykkeren var ansvarlig for indholdet i de aviser, han lod trykke. At bringe udenrigsstof krævede også kongelige privilegier. Andre privilegier var knyttet til retten til at sende aviser rundt i landet og på at tjene penge på at bringe annoncer. Privilegierne var personligt meddelte og kunne ikke sælges. Hvis nogen skejede ud, kunne de miste privilegierne igen. Avismarkedet var overskueligt, og da hvert blad typisk kun beskæftigede to-tre medarbejdere, kan man sige, at kongemagten havde kort snor i pressen og dens folk.

Med den nye grundlov var pressen ikke længere ansvarlig over for kongen, men alene over for domstolene. Ansvaret blev placeret efter det såkaldte substitutionsprincip: Hvis en artikel nævnte forfatterens navn, og denne kunne drages til ansvar ved en dansk domstol, så var han ansvarlig. Ellers gik ansvaret videre til skriftets udgiver eller forhandler.

Så logisk princippet end forekom, så var det besværligt at forvalte efter i en tid, hvor bladmarkedet voksede eksplosivt, og fra omkring 1870 blev det praksis, at ethvert blad skulle oplyse navnet på den redaktør, som kunne holdes ansvarlig for en usigneret artikel. I forfatningskampens periode (frem til1901), hvor kongen endnu ikke respekterede flertallets ret til at danne regering, svarede oppositionspressen igen ved at hyre såkaldte stråmandsredaktører, dvs. mennesker, der bare lagde navn til og var villige til at gå i fængsel. Alle vidste, at den fængslede ikke var den faktiske redaktør, men navnet bandt. Den, som stod anført som ansvarshavende, røg i spjældet, hvis loven var overtrådt. Det skete dog også, at chefredaktøren, tog ansvaret på sig og gik i fængsel, hvorefter han blev hyldet som frihedshelt, når han kom ud.

Spørgsmålet om anonyme og pseudonyme artikler har således et klart juridisk aspekt, der handler om ansvarspådragelse. Kongemagten og senere domstolene har op gennem tiderne sikret sig at kunne holde en person ansvarlig for eventuelle lovovertrædelser, overskridelser af ytringsfrihedens grænser, krænkelser og lignende.

Industrialiseringens anonymitet

Hvis en avis 1840’erne kun havde én skrivende medarbejder, nemlig redaktøren selv, så var der ingen grund til at signere hver enkelt artikel. Et halvt århundrede senere, da en avis typisk havde en håndfuld faste medarbejdere plus en flok løse, var anonymiteten udtryk for et redaktionelt valg. Journalisterne arbejdede for blade, der skiftede ejere og forsvandt.

”Bortset fra enkelte Stjærner, der i Regelen kun gav Gæsteroller i Pressen og slap dens Tag, saasnart de kunde, blev Journalistik drevet af Anonymer og Mærker. Gennemsnits-Journalisten var i bedre Fald et Navn, der kendtes i Dag og glemtes i Morgen …”

Efter denne beskrivelse, som kommer fra en højt respekteret pressemand, var de ikke-navngivne journalister letudskiftelige løsarbejdere i avisindustrien. Anonymitet var et udtryk for lavstatus. (Franz von Jessen i Carl Th. Jensen: Journalistforeningen i Kjøbenhavn 1880. 2. marts. 1940, 1940:33).

Konservatismens anonymitet

I den konservative Berlingske Tidende fandtes en helt anden tradition for anonymitet. Den hvilede på forestillingen om en objektiv, saglig avis, hvis journalister ikke førte sig frem, men skrev sandheden. Selv anmeldelser foretrak man at bringe usignerede. De var udtryk for avisens mening, ikke enkeltindividers. Princippet, som var overtaget fra The Times, blev håndhævet endnu ved århundredskiftet. Et interessant aspekt af dette konservative princip er, at det ligestillede anmeldere af begge køn og tillod Berlingske Tidende i al hemmelighed at introducere Danmarks første kvindelige anmelder, Athalia Schwartz. Denne polemiske lærerinde havde i 1863 måttet indkassere en bødestraf, fordi hun havde stemplet nogle dispositioner, en skoledirektør havde foretaget, som dumme, men det forhindrede ikke Berlingske Tidende i at bruge hende som teateranmelder under dække af anonymiteten.

Når Athalia Schwartz anmeldte teater andre steder end i Berlingske Tidende, måtte hun dække sig bag et pseudonym. Da skuespillerinden Johanne Luise Heiberg opdagede, at det var Athalia Schwartz, der gemte sig bag anmeldernavnet Cosmus i tidsskriftet ”Norden”, rasede hun: ”— veed først al Verden, at denne Mand er er en Qvinde, da Godnat Autoritet.” (Schyberg 1937:260)

I lang tid var det ikke velset, at kvinder ytrede sig offentligt. Hvis de udgav noget litterært, valgte de ofte et dæknavn. De kaldte sig fx Jacob Abdal, Athem Seni, F.C. van der Burgh, August Lazogas eller J.E. Cart, for nu at tage en håndfuld af de 50 kvindelige forfattere, som udgav skønlitterære bøger pseudonymt i perioden 1871-1891. (jf. Pil Dahlerup, 1983:483). Bag de to sidste navne gemte sig i øvrigt Augusta Brosbøll, som var søster til forfatteren Carit Etlar, hvis navn var et pseudonym for Carl Brosbøll, som han havde fundet frem til ved at blande bogstaverne i sit fornavn med bogstaverne i sin forlovedes fornavn, Tertia. Det var navneleg for viderekomne. Var man først kommet ind i legen, var det svært at melde sig ud igen.

Den kendte skolerektor Ingrid Jespersen udgav ungdomsbøger under pseudonymet H.S. Lynge. Og selv om bøgerne blev positivt modtaget, ønskede hun ikke pseudonymet afsløret. Hun udvidede det dog til Hella S. Lynge og signalerede derved, at forfatteren kunne være en kvinde.

Ikke bare forfatterens køn, men også litteraturens genrer, ja, læsernes alder, spillede en rolle ved valget af pseudonymitet og anonymitet

Motiver til anonymitet blandt børnebogsforfattere

I indledningen til sin lille opsats om Anonymer og pseudonymer i dansk børnelitteratur fra 1989 anfører Vibeke Stybe en håndfuld forklaringer på, at forfattere til eller udgivere af børnebøger vælger at skjule deres identitet:

Kendte folk, der skriver børnebøger med venstre hånd, ønsker måske ikke at vedkende sig dette forfatterskab. Måske er en forfatter så usikker på sit produkt, at han eller hun vil afvente kritikken, før det rigtige navn afsløres. Måske er en forfatter blot ”skriverkarl” for et forlag, der henter ideerne fra udlandet. Måske ønsker forlag og forfatter, at bogen udgives under et passende pseudonym for at den bedre kan sælges. Måske kan det også bare være spændende at være anonym, det kan være en form for krukkeri m.m.

Grundmelodien for dette ræsonnement er, at markedet bestemmer. Hvis det kan betale sig, træder forfatteren tilbage og lader bogen tale. Knud Meister og Carlo Andersen skrev drengebøger (Jan-bøger) i eget navn, men da de gik over til pigebøger (Puk-bøger), valgte de et kvindeligt pseudonym (Lisbeth Werner), formentlig ud fra den antagelse, at en kvindelig afsender ville virke mest troværdig. Tilsvarende, men med modsat fortegn, har kvindelige forfattere, der bevægede sig ind på et traditionelt maskulint felt som kriminalromanen, valgt mandlige dæknavne (Karen Blixen = Pierre Andrézel, Else Faber = Cecil Burton).

Herman Bang og markedssamfundets liberalisme

Af alle danske forfattere er Herman Bang den, der tidligst og tydeligst har udstillet markedssamfundets liberalisme, hvis essens er, at journalisten udnytter konkurrencens og reklamens muligheder.

I sine unge år på Nationaltidende redigerede Herman Bang en litteraturside. Han skrev det meste af siden selv, men for at få det til at se ud til, at der var en større stab af medarbejdere, brugte han forskellige signaturer. På en og samme side finder man artikler af H.B., Herman Bang og Bernhard Hoff – foruden anonyme notitser, som han også selv stod for.

Bang var eminent til at hive penge ud af sine arbejdsgivere. Han opfandt, hvad vi i dag ville kalde et lukrativt system for præstationsløn: Medarbejdere, som kom med små historier, der egnede sig til notitser, skulle have en krone ekstra pr. historie. Herman Bangs ven og kollega Peter Nansen, sagde, at de let kunne skrive 8-10 kr. sammen om dagen for dette ”Petit-Vrøvl”. I betragtning af, at månedslønnen for journalister dengang var 150 kr., kunne disse notitser blive til en betydelig ekstra-fortjeneste.

Når Herman Bang skiftede blad, sørgede han selvfølgelig for at få forhøjet hyren. På Politiken fik han 200 kr., som han benyttede lejligheden til få forhøjet til 300, da Hørup under en krise ville gøre ham til redaktør i Edvard Brandes’ sted.

Han fik også et tilbud fra Dags-Avisen. Inden han sagde nej tak til det, sørgede han lige for, at Politiken blev bekendt med det, så han lige kunne få skruet sin løn i vejret. Når han forhandlede løn, var der hele tiden nogle forskud, der skulle afvikles. Hans nye arbejdsgivere måtte købe ham fri af gælden til de gamle.

Bangs kapitalbehov var var umætteligt. Alene for at holde kreditorerne fra døren skulle han skaffe 2.000 kr. årligt.

Her var hans mange pseudonymer ham til hjælp. Uden hans arbejdsgiver vidste det, kunne han skaffe sig indtægter ved at skrive til en anden avis anonymt eller under dæknavn. Det samme gjaldt, når han i perioder var underlagt et skriveforbud. I udlandet var han mistænkt for anarkisme. Når fremmedpolitiet i Berlin, Wien eller Prag forbød ham at skrive politisk journalistik, måtte han gemme sig bag pseudonymer.

Bang opbyggede en verden af pseudonymer og mærker. Denne leg med identiteter fascinerede ham. Den indeholdt uanede reklamemuligheder.

Maskespil som practical joke

Da Bang debuterede som dramatiker i 1878, blev han anmeldt rosende i Dags-Avisen af signaturen L-o. Han ville absolut vide, hvem det var, og gik op på redaktionen for at få det at vide. Men han måtte gå igen med uforrettet sag. Ingen vidste det, ikke engang bogtrykkeren. Bangs ihærdige spørgen rundt omkring skabte en vældig interesse for L-o, som så følte sig inspireret til at fortsætte med at skrive anmeldelser, hvor han skar igennem som en rigtig ”publikummer”. L-o blev kendt som pseudonymet, der skrev ”frisk fra leveren”. Det gik så godt, at chefredaktøren en dag sagde til bogtrykkeren, at nu kunne han godt holde op med at lege anmelder, for nu havde de råd til at ansætte rigtig teaterkritiker! Det er bogtrykkeren og amatøranmelderen Axel Henriques, der fortæller historien i erindringsbindet Glade Aar, 1930:30ff. Som pseudonym havde han egentlig valgt Lorenzaccio efter hovedpersonen i Mussets drama af samme navn. Men han syntes, det var for langt til Herman Bangs lille skuespil og forkortede det derfor til L-o. Så tilfældigt kunne skribentens valg pseudonym være, og sådan kan maskespillet fungere som en practical joke.

Mere end 50 dæknavne

Ved sit første engagement med en avis – Jyllands-Posten i 1878 – brugte Bang en tegning af en liggende halvmåne som dæknavn. Blandt hans excentriske pseudonymer var Xavier de Kérouët og ”En Kontorist”. Nogle af pseudonymerne var ligesom roller, han spillede. For eksempel brugte han ofte Bernhard Hoff, når han skrev kåde eller kyniske artikler fra underholdningsverdenen. Andre mærker knyttede sig til bestemte aviser. Når han skrev i Bergens Tidende, var det som regel under mærket Armand. Hans initialer kunne være så gennemskuelige som H.B. og så kryptiske som X. Han anvendte danske fornavne som Marie og Rane og latinske verber som veni (jeg kom) og vidi (jeg så). Til overmål kunne han også underskrive sig med et spørgsmålstegn. Tæller vi rub og stub med, kommer vi op over 50 dæknavne. Her kan selv de mest produktive børnebogsforfattere ikke være med. Niels Meyn skrev børne- og ungdomsbøger under kun en god snes forskellige pseudonymer. Men sammenligningen er ikke retfærdig. Bangs dæknavne er knyttet til avisartikler, Niels Meyns til bogudgivelser.

Herman Bangs journalistiske produktion var så stor, at han på trods af sin omfattende og varierede brug af mærker samtidig formåede at gøre sit eget navn til et varemærke.

Varemærke og nummer

Den avis, der kunne føre Herman Bang i marken, havde et forspring frem for de andre. Der stod stråleglans om hans navn, da han skrev om Christiansborg Slots brand i Nationaltidende den 4. oktober 1884. Og senere lyste hans navn op i aviserne København og Aftenbladet. Men Politiken slukkede lyset. Hvorfor? Ja, derom handler Herman Bang og Politiken. Her skal blot peges på to momenter, som har med anonymitet og pseudonymitet at gøre.

I 1888 rapporterede Herman Bang fra en stor nordisk udstilling i København. Han var uhyre flittig – en dag skrev han fem artikler i avisen. Alle var anonyme. Hvorfor? Vi kender ikke den præcise grund, men redaktionen ville have haft mulighed for at kreditere Bang, ligesom den lejlighedsvis krediterede Henrik Cavling.

Der var en uvilje mod Bang dybt inde i redaktionen. Han opførte sig som en hertug, kom og gik, som han havde lyst til. Og redaktionen svarede igen ved at behandle ham som et nummer.

Cavling anså ham for en gammeldags skønånd. Bang på sin side betragtede Cavling som en uartig dreng.

Hvis Bang havde fået lov til at anmelde teater i Politiken, ville han have fået en tydelig identitet i bladet. Men Edvard Brandes sad tungt på stoffet. I øvrigt syntes han, at Bang var en skabagtig personage, en abekat og en usselryg, en led og fordærvet dreng, som han forgæves havde prøvet at hjælpe op fra smudset. Hvad Edvard Brandes og Herman Bang skrev om hinanden i breve til tredjepersoner, er læsning for viderekomne.

Da Edvard Brandes endelig accepterede en fast Herman Bang-klumme under dæknavnet Alceste, var Bang ude i en journalistisk deroute og skrev udenrigspolitiske kommentarer så luftige, at han i privatbreve takserede dem som humbug.

Grundlæggende var Bang skeptisk over for Politiken, både over for de ledende personligheder, den politiske linje og den ironiske tone. Men bladet var en magtfuld partner og god at klemme penge ud af. Herman Bang og Politiken var et ulykkeligt par.

 

200 journalistmærker og -pseudonymer i pressens guldalder – med særligt henblik på Herman Bang og Politiken

Revideret udgave af listen i John Chr. Jørgensen: Kommer De som ven eller som interviewer, 2010: 412-15.

Kilder:

Politikens Honorarprotokoller 1885-1905 (KB).

Ugebladet Verdens-Spejlet 20.9.1903-28.2.1904.

Journalistisk Stat i: fagbladet Journalisten juni 1906-april 1913.

Valdemar Koppel: Af Politikens Historie, II, Register.

Herman Bangs forfatterskab. En annoteret bibliografi. Udarbejdet af René Herring. Under medvirken af Sten Rasmussen, 2018:931-37.

 

A. = Herman Bang

Adam = C.E. Jensen

Agricola = N.P. Bransager

Albert Berger = Herman Bang

Albert Millaud = Peter Nansen, Gustav Esmann

Alceste = Edvard Brandes, Herman Bang

Alonso = C.C. Clausen

Amatør = Gustav Esmann

Andresen = Mantzius

Anton = Henrik Pontoppidan

Antonio = C.C. Clausen

Antonius = Sophus Claussen

Argus = Herman Bang

Armand = Herman Bang

Augur = Herman Bang

 

B. = Herman Bang

Bananen = Breckvoldt, Fr. Madsen

Bernh. H. = Herman Bang

Bernhard = Herman Bang

Bernhard H. = Herman Bang

Bernhard Hoff = Herman Bang

B.H. = Herman Bang

Blondine = Chr. Hiorth-Clausen

Bob = Robert Watt

Bruno Appel = Herman Bang

Bruno v. W…= Herman Bang

Bøffen = Randrup

 

Cadet =  Frejlif Olsen

Caribo = P. Hansen

Casnar = C.E. Jensen

Causeur = Axel Henriques

C.E. = C.E. Jensen

Centaur = Ludvig Mylius-Erichsen

C & 10 = Fritz Cetti

Ces = Charles Kjerulf

C.H. = Christian Houmark

Chark = Christian Houmark

C.M. = Carl Michelsen, Carl Muusmann

Chr. F. = Herman Bang

Columbine = Karen Hammerich

Corsar = Thomas Graae

Cosmus = Athalia Schwartz

C.T. = Caroline Testman

 

Den Ensomme = Valdemar Koppel

Den Yngste = Helge Wamberg

Domino = Ove Rode

Donatus = Valdemar Hermansen

Dr. Bonifacius = Peter Nansen

Dr. Judæus = Ivar Berendsen

Dr. Rank = Christian Houmark

 

­ -e = Sven Lange

E.B. = Edvard Brandes

Eduard Hill = Herman Bang

Einar = Valdemar Koppel

Ejner = Valdemar Koppel

Ekko = Sten Drewsen

Emil Beck = Herman Bang

Emil Trap = Herman Bang

En gammel Pariser = N. J. Berendsen

En kontorist = Herman Bang

En Løsgænger = Herman Bang

En Onkel = Henrik Cavling

En Tankelæser = C.E. Jensen

Esther = Mimi Carstensen

Eva (le Galienne) = Julie Nørregaard

 

F.B. = Francis Beckett

Felix = Herman Bang, Carl Muusmann

Felix Mauthner = Herman Bang

Flaneur = N.J. Berendsen, Axel Henriques, Henrik Cavling

Fix = Carl Muusmann

Flip = Henrik Cavling

Frejlif = Frejlif Olsen

Fritz Holm = Peter Nansen

Frk. Loulou = Loulou Marcussen

Fru Loulou = Loulou Lassen

Fuks = Kristian Dahl

 

G.B. = Georg Brandes

Georg F. = Herman Bang

G.E. = Gustav Esmann

Gil Blas = C.E. Jensen, Henrik Cavling

Gratulanten = Valdemar Koppel

Grib = Edvard Brandes, Peter Nansen

 

-h- = Herman Bang

H. = Herman Bang

Harlekin = Christian Houmark

H.B. = Herman Bang

H.B..g = Herman Bang

H. Bang = Herman Bang

Hector = Valdemar Koppel

Hektor = Valdemar Koppel

Helge = Helge Wamberg

Henrik = Henrik Cavling

h.g. = Herman Bang

H-g, C. = Georg Brandes

H. I. B. = Herman Bang

H. J. B. = Herman Bang

Hj. = Chr. Hiorth-Clausen

Hj.-C. = Chr. Hiorth-Clausen

Homo = L. Mylius-Erichsen

Hr. Hansen = Carl Ewald

Hrk. = Henrik Cavling

Hugin = Th. Steinthal

Hugo Berg = Herman Bang

106 = Clemens Petersen

H-y = Henry Madsen

 

Ignotus = Henrik Cavling

I = Clemens Petersen

I.H. = Herman Bang

Index = Henrik Cavling

 

J. = C.E. Jensen

Jack = Johannes Jacobsen

Janus = C.E. Jensen

Jean = C.E. Jensen

Jeanjean = Johannes Hansen

Je Kaa = J.K. Lauridsen

Jens Kok = Charles’

J.H. = Herman Bang

John Hicks = Poulsen-Nors

Joiner = N.P. Bransager

Jonas Worm = Frejlif Olsen

Jonathan = Poul Levin

Julian Weiss = Herman Bang

Junius = Edvard Brandes

 

Karl 2den Mellemklasse = C.E. Jensen

K.D. = Kristian Dahl

K.H. = Karen Hammerich

K. M. = Karl Madsen

Krølle = Andkjær Larsen

 

l. = Valdemar Koppel

L. = C.E. Jensen

Leander = N.J. Berendsen

Lecteur = Herman Bang

l’Etranger = Herman Bang

Liseur = Herman Bang

- lb. - = Victor Elberling

L-o = Axel Henriques

Lorenzaccio = Axel Henriques

Lucifer = Georg Brandes

Ludvig = C.E. Jensen

 

Marie = Herman Bang

Maurice = P.C.V. Hansen

Mel. = Anton Melbye

Mi-fa = Charles Kjerulf

Moderniste = Herman Bang

Moustache = Chr. Hiorth-Clausen

Mr. Smile = Emil Andersen

Mynde = Henrik Cavling

 

-n = Clemens Petersen

n. = C.E. Jensen

N.I.B. = N.J. Berendsen

 

Observator = Valdemar Koppel

Octavius = Charles Kjerulf

O.M. = Oscar Madsen

O.R. = Ove Rode

 

Pen- = Axel Kjerulf

Per Anden = Peter Nansen

Per Pryd = Andreas Vinding

Peter Idealist = Gustav Wied

Pierre = C.E. Jensen

Pind = Frejlif Olsen

Plutus = Kristian Dahl

P.S. = Paul Sarauw

Pst! = Henrik Cavling

Pts = Valdemar Koppel

 

Quatre diables = Herman Bang

 

Rane = Herman Bang

Rataplan = Chr. Hiorth-Clausen

Rusticus = Henrik Pontoppidan

 

Scanarel = Alexander Cantor, Axel Henriques, Villiam Secher

Signe = Henrik Cavling

S.L. = Sven Lange

Snap = J.C. Henriksen

Snapsen = Henrik Cavling

Spectator = Edvard Brandes

Spidsborger = Viggo Hørup

Spidsmus = Kristian Dahl

-?- (spørgsmålstegn) = Herman Bang

St. D. = Sten Drewsen

Swift = Oscar Madsen

 

Tcheng-Ki-Tong = C.E. Jensen

Témoin = Gustav Esmann

Theatrophil = N.J. Berendsen

Tit = L. Johansen

Tres = C.C. Clausen, J. Ipsen

Tys = Ove Rode

 

Urbanus = Henrik Pontoppidan

 

Veni = Herman Bang

Vidi = Johannes Jacobsen, Herman Bang

Viktor = Viggo Schive

Vips = Lauritz Larsen

V.K. = Valdemar Koppel

Vor Pariserkorrespondent = Herman Bang

V.S. = Victor Sjöberg

W = Helge Wamberg

 

X = Kristian Dahl, Herman Bang

Xavier de Kérouët = Herman Bang

Xox = V.C.S. Topsøe

 

Zu-Zx = Clemens Petersen

 

Øjenvidne, et = Henrik Cavling

 

Tegning af liggende halvmåne = Herman Bang

 

Litteratur

I artiklen her har jeg trukket uhæmmet på mine egne bøger, se Selvbibliografien nr. 21, 24, 25, 29, 32, 33, 34, 38 og Uden for nummer, 2019.

Desuden har jeg brugt :

Frederik Schyberg: Dansk Teaterkritik indtil 1914, 1937

Carl Th. Jensen (red.): Journalistforeningen i Kjøbenhavn 1880 – 2. marts – 1940, 1940

H. Ehrencron-Müller: Anonym- og pseudonymlexikon for Danmark ig Island til 1920 og Norge til 1814, 1940

Hakon Stangerup: Avisens historie 1-3, 1973-74

Vibeke Stybe: Anonymer og pseudonymer i dansk børnelitteratur, 1989

Pil Dahlerup: Det moderne Gjennembruds Kvinder, 1983

Bente Scavenius: Fremsyn-Snæversyn. Dansk dagbladskunstkritik 1880-1901, 1983

Jette D. Søllinge & Niels Thomsen: De danske aviser 1-2, 1988-89

Helge Scheuer Nielsen: Telefon til Hørup, 2013

og sidst, men ikke mindst:

Herman Bangs forfatterskab. En annoteret bibliografi. Udarbejdet af René Herring. Under medvirken af Sten Rasmussen, 2018

 

 

©John Chr. Jørgensen