|
At
læse forfatterskab. En pædagogisk vejledning, 1974, er anlagt som
en decideret lærebog med studieordninger, eksempler,
litteraturvejledninger, resumeer og niveaudelte opgaver. Den henvender
sig til studerende ved gymnasier, hf, seminarier og universiteter. Når
jeg skriver om den i nutid, er det, fordi den stadigvæk er i brug. Ja,
de fire tusinde trykte eksemplarer er for længst udsolgt, men dele af
bogen eksisterer i kopier, som genoptrykkes år efter år og skaffer mig
en lille biindtægt fra Tekst & Node, det tidligere Copydan.
Som led i
arbejdet med bogen overværede jeg dele af et undervisningsforløb i en
3. g på St. Jørgens Gymnasium i København. Forløbet handlede om Klaus
Rifbjergs forfatterskab, og det var tilrettelagt af Tom Høyem, dengang
adjunkt, senere politiker for CD, grønlandsminister og rektor for
Europaskolen i Karlruhe. Høyem havde fulgt min undervisning i
Litteraturforskningens Metoder og vist sig som en dynamisk og mere end
almindelig alsidig studerende. At han var en lidenskabelig dyrker af
Stuckenbergs lyrik, forhindrede ham ikke i at handle med hundefoder og
tage patent på appelsinskrællere. Og så var han en velorganiseret og
levende litteraturlærer.
Meningen med
bogen var at redde forfatterskabslæsningen ud af gløderne efter
nykritikkens nødvendige krig mod den biografiske litteraturlæsning, som
reducerede et helt forfatterskab til, at moderen var sindssyg og
faderen nazist.
Jeg underviste i
øvrigt aldrig i Panduros forfatterskab. Jeg havde det for tæt på. Mine
pædagogiske erfaringer stammede fra undervisning i Johannes V. Jensen,
Poul Martin Møller og Hans Egede Schack. Jeg blev ansat som
undervisningsassistent i Johannes V’s forfatterskab. Det havde jeg nær
knækket nakken på. Men så kom Poul Martin Møller og reddede mit liv.
Det lyder patetisk, men sådan var det.
|