|
Tv-teatret, 1976, er den første analytiske og
historiske bog om dansk tv-teater. Ideen var nærliggende. Mens jeg
arbejdede på min
første Leif Panduro-bog, den om hans dramatik, havde jeg
opdaget, hvor lidt brugbar litteratur der fandtes at trække på og
henvise til. De fleste af dem, der virkelig vidste noget om emnet, var
ansat på Danmarks Radios afdeling for tv-teater – og de var ansat til
at producere tv-teater, ikke til at udfolde sig historisk og teoretisk
om det. Den elementære registrering af de forestillinger, afdelingen
havde udsendt, havde de måttet overlade til en tilfældig ældre
studerende. Ja, helt tilfældig var Marguerite Jeppesen ikke, hun var
svenskfødt skuespillerinde, ægtefælle til den kendte danske skuespiller
Jørn Jeppesen, som havde gjort sig godt på tv-skærmen. Men registranten
var hendes universitetsspeciale og ikke tv-teatrets fortjeneste.
Jeg trommede de forhåndenværende
eksperter sammen. Det var foruden Marguerite Jeppesen den garvede
filmlektor Marguerite Engberg og Henrik Brøndsted, yngre ekspert i
tv-teknik. Gyldendal ville lægge forlag til. Det kunne blive et større
projekt. Foreløbig planlagde vi yderligere et bind om ”Tv-teatrets
sociologi”.
Mødet gik sådan set godt. Der var
smil og god vilje omkring bordet. Alle kunne vist se, at det ikke kunne
blive til nogen sammenhængende fremstilling, kun til en ”aspekter
af”-bog for de særligt interesserede. Bogen blev da heller ikke nogen
salgssucces. Et førsteoplag på 3.000 var nok også lige i overkanten.
Det andet bind så aldrig dagens lys. Vi talte simpelthen ikke om det
mere.
Fra igangsætningsmødet husker jeg
især, at Ole Wivel, forlagets direktør, dukkede op. Jeg forstod senere,
at han havde villet ”se mig an”. Det kom der heller ikke mere ud af.
Helt igennem en fiasko, altså?
Nej, den lille bog var god på sine egne præmisser. Hver gang min gode
ven, filmprofessoren Ib Bondebjerg, vil sige noget pænt til mig, nævner
han Tv-teatret fra 1976 som et
pionerværk. Han forbigår venligt, at jeg kun har bidraget med en fire
sider lang indledning. Ideen og det redaktionelle knofedt tæller
selvfølgelig også. Men kvaliteten af indholdet er i længden det
afgørende.
Knap 30 år efter udgivelsen af Tv-teatret udkom Gunhild Aggers 764
siders tunge doktordisputats om ”Dansk tv-drama” (2005). Agger henviser
selvfølgelig til den lille forgænger. Men hun gør mere end det. Hun
sammenligner det, Marguerite Engberg m.fl. nedfældede dengang, med
senere forskningsresultater. For eksempel skriver hun om forskernes
forsøg på at inddele tv-dramatikken i perioder: ”Engbergs periodisering
er den første og klareste.” (s. 168).
Morale: Humanistisk og
samfundsvidenskabelig forskning bliver ikke automatisk bedre og bedre.
Tredive-fyrre år gamle bidrag til et ufuldendt samleværk kan ud fra
væsentlige videnskabelige kriterier, som for eksempel klarhed, være
bedre end nyere og mere ambitiøse værker.
P.S.
At jeg opgav planen om en
”Tv-teatrets sociologi”, betød ikke, at jeg mistede interessen for
skærmens dramatik. Jeg dyrkede den som Panduro-forsker og som
journalistisk researcher og interviewer. Til tidsskriftet ”Levende
Billeder” nr. 3, 1980 skrev og redigerede jeg et tema-indlæg (s. 27-55)
om ”Tv-teatrets
krise”. Bladets
redaktør, Henrik Jul Hansen tidligere dansk-studerende og kommende Tour
de France-kommentator, bad om stilhed i redaktionslokalet i Skt. Peders
Stræde, da han overrakte mig en check for mit arbejde. Det var første
gang, en medarbejder fik løn, sagde han. Den dag i dag ved jeg ikke, om
han tog gas på mig. Men stemningen var høj.
|