|
Litteraturen
og hverdagen, 1979, videreudvikler teorierne fra Realisme, 1972, og forbereder min
største satsning inden for realismeforskningen, Den
sande kunst, 1980.
I 1970’erne var jeg fuldstændig
opslugt af realisme-teori. I antologien Dansk
realisme 1820-1975 samlede jeg aktstykker og gav
definitioner. Den udkom i 1977. Ifølge de årlige opgørelser fra Tekst
og Node er den stadig i brug.
I Litteraturen
og hverdagen foretog jeg en systematisk sammenligning af
realisme-teorierne hos Erich Auerbach (Mimesis)
og Georg Lukács (Ästhetik) og
analyserede hverdagen som tema i ældre og nyere dansk litteratur. Det
var en ordentlig mundfuld. For
at gabe over næsten mere end jeg kunne klare modtog jeg i 1979 Georg
Brandes Prisen.
Alene Georg Lukács’ Ästhetik fyldte i den forkortede, men
”fuldt ud autoriserede” paperback-udgave fire bind. Jeg tyggede de 1200
tættrykte tyske sider igennem med et hold 2. dels studerende
(spekulerer på, om sådan noget kunne lade sig gøre nu om stunder?). En
dag var der en kvindelig studerende, der kom for sent til
undervisningen. Da hun ilede op ad midtergangen, tabte hun noget på
gulvet. Alle kiggede på hende. ”Det
er kastanjer”, sagde hun, ”de hjælper mod gigt”. Alle lo. Afstanden
mellem Georg Lukács’ gigantiske rationelle teorier og hverdagens lille
irrationalisme blev komisk stor (Lukács’ alt-kværnende teorimaskine
kunne i øvrigt let have fortæret den smule kastanjer).
For nu at fortsætte i det
anekdotiske spor, så var Georg Lukács det store buzz-ord på et
Dansklærerforeningsseminar, som Mølleren (prof. Sven Møller Kristensen)
og hans realisme-lærlinge afholdt på Hindsgavl. I diskussionen i plenum
blev Lukács nævnt og omtalt på mindst tre forskellige måder. Mølleren
sagde, at han han havde undersøgt sagen hos specialister i ungarsk, og
at det rigtige var ’lukatsch’ med tryk på første stavelse. En af
kursisterne, rejste sig op og ville præsentere sig, før han tog ordet.
Men præsentationen druknede i latter: ”Ib Lucas”.
|