|
Den
sande kunst, 1980, er tilegnet ”studerende på på mine øvelser over
dansk og europæisk realisme ved Københavns
Universitet 1971-78”. De studerendes
engagement sørgede for, at de litterære forbindelser til udlandet blev
holdt varme. Tænk, der var studerende, som foretrak Balzac frem for
Thomasine Gyllembourg! En enkelt fortrød, at han ikke havde valgt at
studere fransk frem for dansk. Jeg var på vej ud i noget landsskadeligt
snavs.
Den sande kunst var bygget op som en disputats. Den havde tre
ærinder: 1) at
påvise eksistensen af en hjemlig tradition bagom det moderne
gennembrud, 2) at karakterisere denne tradition og 3) at bidrage til
forklaringen på denne realismes opkomst og udvikling.
En
af analyserne fra Den sande kunst,
den af En dansk Students Eventyr, blev
præsenteret og diskuteret på en international skandinavistik-kongres i
Ghent i 1976. Der var tale om et omhyggeligt forberedt videnskabeligt
arbejde, som skulle kunne holde til offentlig kritik.
Da
bogen udkom, sagde kollega, hvis
dømmekraft jeg havde grund til at have tillid til, at det var
ærgerligt, at jeg ikke havde villet besudle bogen med en doktortitel.
Jeg følte mig nærmest adlet.
Anmeldelserne
var bedre, end jeg havde turdet håbe på. Mærkede man en vis lettelse
over, at jeg ikke var helt så politisk i hovedet, som mine
dagbladsskriverier kunne give indtryk af?
Jeg
lå på Næs, min barndoms badestrand i Allinge, da min fætter kom med
dagens Politiken (15.7.1980). Den
indeholdt en anmeldelse skrevet af professor F.J. Billeskov Jansen, som
hverken var medlem af SF, LSD eller min vennekreds. Da jeg så, at han
omtalte Den sande kunst som et
originalt, tankevækkende hovedværk om dansk realisme, følte jeg mig
blåstemplet i alle ender og kanter. Og at Billeskov ydermere forudså,
at bogen ville blive diskuteret overalt i Norden, virkede nærmest som
en rejsegaranti. Jeg havde netop taget orlov fra universitetet for at
rejse rundt i Norden for at holde forelæsninger og interviewe
forfattere.
|