|
Det
danske anmelderis historie, 1994, lugter af disputats helt op i titlen. Man behøver
ikke at læse sig mange sider ind i bogen, før man er klar over, at
ordet ”jeg” næsten ikke vil være til opdrive. Til gengæld bliver
fodnoterne flere og flere. Det samme gør forbeholdene. Man kan mærke,
at skribenten gør alt, hvad han kan, for ikke at blive grebet i fejl.
Og den, der vil prøve at pille ved grundlaget, må stå tidligt op. Der
er lagt en bund af sej empiri.
Jeg
havde samlet stof ind til den bog i årevis. Mine mapper med
kritikhistoriske dokumenter bugnede. Det lignede kaos. Men da jeg fandt
mine to formler, ordnede stoffet sig forbavsende hurtigt. Den ene
formel hed ”kritikhistorie som genrehistorie”, med anmeldelsen som den
centrale genre. Den anden formel hed ”anmeldelse og bladtype”. Ved at
vise, hvordan forskellige bladtyper fremmede bestemte anmeldelsesformer
fik jeg foretaget en kobling mellem den traditionelle historiske
presseforskning (Niels Thomsen m.fl.) og den slags
form-indholdsanalyse, som jeg havde dyrket i mine studier i vurderinger
og manipulationer i anmeldelser. Hvad jeg her kalder formler, svarer
til det, man i disputatssprog kalder teser. Ved at være bygget op på
nogle teser lignede min bog en disputats.
Men
bogen er ikke på forhånd tænkt som en disputats, den blev bare sådan.
Og da den blev, som den blev, kunne jeg ligeså godt indlevere den. Jeg
fortalte Hans Hertel om mine planer på vej hjem fra en sammenkomst hos
en af vores kulturformidlingsstuderende. Hans blev spontant glad, og
sagde, at det lød også som en disputats, når jeg fortalte om bogen, men
han havde ikke villet skubbe på. Det var klogt af ham. For en disputats
er så stort et forehavende, at man selv må tage ansvaret for
beslutningen. Det gjorde jeg i den grad. Ingen havde læst så meget som
en side af den, før jeg indleverede.
Siden
Den
sande kunst udkom, havde jeg fået to nye grunde til
at doktorere. Den ene var, at jeg som formand for forskningsudvalget på
mit institut skulle håndtere et stadig større antal sager om
nedsættelse af bedømmelsesudvalg, og det kom til at virke mere og mere
underligt, at jeg ikke selv havde nogen af de grader, det drejede sig
om. Den anden grund var, at en del af lektorernes løn skulle udbetales
som kvalifikationstillæg – og doktorgraden var i denne sammenhæng en
relevant kvalifikation. Jeg ville med andre ord sakke bagud i
lønudviklingen, hvis jeg ikke blev doktor. Prestige og penge er ikke
noget, man taler om i åndslivet. Det betyder ikke, at disse faktorer
ikke spiller nogen rolle.
At
indlevere et manuskript til bedømmelse som doktordisputats indebærer en
risiko for ansigtstab.
Det
kan ikke holdes hemmeligt, at en afhandling er blevet afvist. Og hvis
afhandlingen først antages og derefter falder ved det mundtlige
forsvar, er ansigtstabet stort. Man spiller et spil og risikerer at
tabe. I det år, der gik fra jeg afleverede min afhandling i januar
1994, til jeg forsvarede den i januar 1995, havde jeg adskillige
mareridt om Peter Madsen, som organiserede sine kadrer i læsegrupper,
der skulle finde fatale fejl i min afhandling, og om forfattere, som
jeg havde anmeldt kritisk i Politiken, og som nu ville hævne sig ved at
møde op og på talerstolen afsløre lidet flatterende detaljer fra mit
privatliv. Det viste sig alt sammen at være grandiose overvurderinger
af min betydning.
Da
det kom til stykket, blev forsvaret en festforestilling. Stedet var det
gamle lokale i Studiestræde. Min skønne polskfødte hustru vakte jubel i
en snæver kreds, da hun spurgte: ”Er det Thorkil Damsgaard, der skal
føre dig op?” Kritikken var, som det hed i Politikens referat, til at
overskue. Niels Thomsen, presseforskningens nestor, chokerede mig ved
straks at fare op til tavlen for at rette en faktuel fejl. Mine udefra
kommende officielle opponenter, Finn Hauberg Mortensen og Per Rydén,
var milde i mælet og nøjedes med at drille. Det samme gjorde
institutionens egen repræsentant, Thomas Bredsdorff, som sluttede sin
opposition med at forære mig en kostbar førsteudgave af Søren
Kierkegaards Af en endnu Levendes Papirer, mens
min forlægger, Jørgen Fisker, ved festen efter forsvaret skænkede mig
en førsteudgave af Kierkegaards En litterair
Anmeldelse.
Det
er som regel ikke svært at finde forlæggere til en disputats, fordi
staten er med til at finansiere dem. Jeg kom med 65.000 kr. fra
forskningsrådet. Så det var næppe min skyld, at Jørgen Fisker få år
efter blev erklæret konkurs. Ud af konkursboet købte han for en
symbolsk sum 100 usolgte eksemplarer, som han forærede mig. Da han døde
i 2004, var kopimaskinerne for længst begyndt at rulle. Det er
forspillet og efterspillet, der er blevet kopieret. Måske kunne jeg
have sparet mig de mellemliggende 260 sider.
|