|
Spinatfugl.
Klaus Rifbjerg om sit liv med pressen, 1995, er bygget op omkring et 75
sider langt interview, som blev optaget på bånd i Kandestederne på to
dage, den 10.-11. juli 1995.
Spinatfugl udkom den 15. december 1995. Den
samlede produktionstid – fra ide til udgivelse – var 9 måneder.
Det er kort tid for en bog af
denne art. Uden Klaus Rifbjergs entusiasme og disciplin kunne det ikke
have ladet sig gøre.
Historien bag bogen er denne:
I forlængelse af mit
disputatsarbejde om det danske anmelderis historie havde jeg
skrevet en artikel om journalisters erindringer i tidsskriftet ”Bogens
Verden” (nr. 1, 1995). Egentlig var det et kronikforslag, som var
blevet afvist af Politikens daværende kronikredaktør, journalisten Jens
Holsøe, som vistnok fandt kronikken nedladende over for journalister.
Jeg var målløs, men det var jo hans ret at læse teksten sådan.
Jeg sendte artiklen til Rifbjerg
sammen med et brev, hvori jeg opfordrede ham til at skrive noget om
sine unge år som journalist på Information og Politiken. Han svarede,
at han foretrak, at jeg interviewede ham om tiden: ”med mikrofon i hånd
kunne du sætte dig i sofaen foran bordet med mad og flasker, så skal
jeg nok fortælle!” (Uhlandstrasse
184, d. 13.3.95). Jeg citerer fra privatbreve fra Rifbjerg
til mig. Som det ses, er han snart i Berlin, snart Spanien, snart i
Malmø.
Det lød som et oplæg til noget,
der kunne blive til en eksplosiv interviewbog om Rifbjergs forhold til
pressen, anmelderne, hele det offentlige cirkus. Jeg skrev (16.3.95)
til Kurt Fromberg og Johannes Riis og spurgte, om det ikke kunne være
en idé til Gyldendals Julebog. De var positive over for ideen forudsat,
at Rifbjerg var med på den og stoffet ellers flaskede sig. Det meddelte
jeg Rifbjerg (11.4.95), som erklærede sig ”200% med på ideen”. Han kom
med nogle forslag til, hvor og hvornår vi kunne mødes.
Sommerferieplaner blev udvekslet. Dermed var projektet på skinner.
Nu gjaldt det om at skaffe sig
akut forskningstid. Jeg spurgte mit institut, om det var i orden, at
jeg i efteråret 1995 udbød et emne, som jeg kaldte ”Klaus Rifbjerg og
den kritiske offentlighed”. Som lokkemad tilbød jeg, at Rifbjerg kunne
komme som gæsteforelæser en dag i november-december. Instituttet gav
grønt lys.
For at skaffe mig en optimal
forberedelsessituation spurgte jeg lederen af Håndskriftafdelingen på
Det Kongelige Bibliotek, Birgitte Possing, om jeg kunne få Rifbjergs
scrapbøger frem på en vogn i læsesalen. Det fik jeg – efter at have
indhentet tilladelse hos Rifbjerg selv. Det var, som om alt gled i
olie. Eneste forsinkende element var, at Rifbjergs mor, som havde
grundlagt scrapbogsamlingen, havde klippet datoerne væk for at få plads
til så mange artikler som muligt. Hvad mødre ikke gør af godt for deres
sønner.
Den 10. juli mødtes vi i
Rifbjergs herskabelige sommerhus i Kandestederne. Faktisk var der to
huse. Jeg kom med tog og taxi fra Fur, hvor min kone og jeg havde lånt
et sommerhus af Esben Odbjerg, Politikens debatredaktør. Mange var
involverede, og der var masser af god vilje omkring projektet. Alle
syntes at tænde på ideen. Det var
desværre kun på landkortet, at Fur lå tæt på Kandestederne. I den
trafikale virkeligheds verden måtte jeg også have en
overnatningsmulighed tættere på Rifbjerg. At
leje sig ind på et badehotel i Kandestederne for at tale med Klaus
Rifbjerg to dage i træk, det var da noget særligt. Var der
også penge i det?
Jeg havde foreslået Rifbjerg, at
vi delte lige over. Men Rifbjerg var generøs. Han ville, at vi skulle
fordele honoraret med en tredjedel til ham og to tredjedele til mig;
”det er trods alt dig, der trækker de store maskinelle læs”. Med fuldt
berettiget mistillid til mine evner som købmand bad han mig dog om at
få ”afklaret helt nøjagtigt, hvad der er i skuffen til os begge”, for
som han tilføjede: ”Vist er vi idealister, men både akademikere og
kunstnere skal overleve, derfor må vi sikre os” (3.7.95). Måske skulle
han selv have taget sig af sagen, for vi skulle helt frem til 1.9.95,
før der lå en kontrakt, og den var næppe vildt tilfredsstillende for
Rifbjerg. Bogen blev trykt i et gaveoplag på ca. 3.500 eksemplarer. Det
udløste et samlet honorar på 20.000 kr., hvoraf jeg skulle have godt
13.000 og Rifbjerg ca. 6.500. Samtidig blev der produceret et
salgsoplag på 1.000 eksemplarer, hvor det samlede honorar ville udgøre
24.000 kr. Alt i alt var der kun ca. 15.000 kr. i skuffen til Rifbjerg.
Han var ikke fattig, men han var
sårbar, når det gjaldt økonomien. De tider var forbi, hvor hans romaner
kunne optrykkes i bogkluboplag på 60-70.000 kr. Efter vores første
interviewdag sad han ved middagsbordet og ømmede sig over, at hans kone
tjente flere penge på at oversætte romaner, end han på at skrive dem.
Om det var sandt, ved jeg ikke, men noget var der om det. Emnet var
bare for betændt til at tale om det over maden, der var langt over
middel ligesom selskabet. Hanne Marie Svendsen havde taget turen ned
fra Skagen. Hun var god ven af Klaus og Ping (fru Rifbjerg). Hun var
tilmed indlæst i Rifbjergs kritik. Det var hende, der havde redigeret
udvalget Rif. Jeg havde haft hende
som lærer på universitet, hvor hun sendte sit lys ind over de islandske
sagaer og Laxness. Sidenhen havde jeg truffet hende i private
sammenhænge. Hun lagde en dæmper på Klaus, som var blevet varmet godt
op af vores interviewsamtale. Der var så mange idioter (anmeldere
osv.), der skulle have et par ord med på vejen, at han måtte tage en
skyller i Vesterhavet bagefter. Han spurgte, om jeg ville med, men jeg
var totalt kokset og måtte tage en pause fra den energiske og hele
tiden latent aggressive ordstrøm.
Rifbjerg var det perfekte
interviewoffer. Ja, offer lyder måske forkert, for han lod sig ikke
køre rundt af nogen. Men han spillede sin rolle til perfektion. Jeg
havde sendt ham en række kronologisk ordnede spørgsmål, og dem brugte
han som talepapir. Hans pointerede sætninger var en fornøjelse. Man så
dem ligesom for sig på tryk, mens han talte. Han leverede alt, hvad man
kunne forvente sig af ham. Også provokationer. Enkelte gange når han
var ved at gå over stregen, sikrerede jeg lige, om jeg nu måtte skrive,
hvad han sagde. I øvrigt var aftalen, at han skulle læse interviewet
igennem og rette eventuelle misforståelser og fejl. Det benyttede han
sig i rigt mål af. Til nogle passager om Niels Barfoed havde han så
mange tilføjelser, at jeg måtte bede ham indskyde et spørgsmål, så
vores samtalerytme ikke blev forstyrret. Det gjorde han så. Jeg har
hele samtalen med hans rettelser, og den vil blive doneret til Det
kongelige Bibliotek, så fremtidige Rifbjerg-forskere kan gå det hele
efter i sømmene.
Hvad jeg ikke har bevaret, er de
oprindelige bånd. Det var mig en ufattelig lidelse at høre, hvordan jeg
sad og hældte vand ud af ørerne, mens Rifbjerg uforfærdet sagde fra
over for snart det ene og snart det andet. Jeg måtte trøste mig med, at
mit ærinde var at få ham til at fortælle. Og det gjorde han. En
anmelder sammenlignede mig med sekretær Eckermann ved Goethes fod. Men
det var dog allerede noget. Samlet om modtagelsen skrev Rifbjerg, at
”den må siges at være lidt af en triumf”
(Mojácar 26.12.95). Han var yderst tilfreds med endnu engang
at have fornærmet en række navngivne kritikere, som han her i brevet
gav endnu et los i røven.
Køreplanen holdt, og Ribjerg kom
som lovet ud på universitetet og talte til de studerende. Det gik
strålende. Han takkede dagen efter for ”omsorg og ildhu” (Malmø 28.11.95). De unge
mennesker, især piger, sagde så mange søde ting om ham, selv hans slips
(!), at jeg måtte referere det for ham.
Den kritiske mand badede i den kærlige atmosfære. Men hvor længe var
Adam i Paradis?
Han fik også en officiel tak fra
universitetsadministrationen, som han sendte videre til mig med denne
hilsen: ”Kære John Chr., bare for at holde gang i korrespondancen, så
synes jeg lige du skal se vedlagte. Ikke fordi jeg er utilfreds, det er
jo ganske ligegyldigt, men dokumentet i sig selv er så henrivende! 700
kr. i kildeskat og til udbetaling 468 kr. og 84 øre! Udenpå brevet var
jeg tituleret: undervisningsassistent, det havde jeg ikke prøvet før,
men livet er fuldt af overraskelser.”
|