|
Biografien
uden punktum. Efterspil til C.E. – Kritikeren C.E. Jensen. Liv og værk, 1998, begynder med, at telefonen
ringer hjemme hos Preben Hansen, og en kvik, klar kvindestemme siger: -
De taler med Anne-Marie Søeborg. Jeg er datter af C.E. Jensen.
Preben Hansen var rystet. Gennem
sit utrættelige sporhundearbejde havde han fastslået, at C.E. Jensen
havde en søn og to døtre, men de var døde i hhv. 1957, 1969 og 1984.
Hvordan kunne han så blive ringet op af hans datter?
Svaret er enkelt: C.E. Jensen
havde en elskerinde, en tolv år yngre skuespillerinde, som han i 1917
fik en datter med. Det var denne datter, der i foråret 1998 ringede til
Preben Hansen. Udgivelsen af biografien om C.E. Jensen havde kaldt
hende frem.
Jeg havde oplevet noget lignende,
da jeg publicerede biografien om Leif
Panduro. Dengang dukkede et helt bind ukendte
Panduro-noveller op. Biografien slutter aldrig med et punktum. Højst et
semikolon.
Da Preben Hansen og jeg havde
fået det sidste lille semikolon med, gik vi til vores fortræffelige
forlægger Niels Kølle og overtalte ham til at udgive småtrykket Biografien uden punktum.
Småskriftet, bibliografien og
biografien havde haft Preben Hansen som drivkraft, så vi aftalte, at
han skulle have hele forfatterhonoraret for 1. oplag af biografien,
mens jeg først kom ind i billedet ved ved et eventuelt 2. oplag.
Biografiens 1200 eksemplarer blev
aldrig udsolgt, så jeg fik ikke en krone for mit arbejde. Det var
lønnen værd i sig selv at arbejde sammen med den charmerende diplomat.
Når det gjaldt grundighed og skarphed, kunne han måle sig med enhver
akademiker. Kun i én henseende afslørede han sig som en amatør: Han
ville have alt med. Han kunne ikke holde op. Han mistede sansen for
proportioner. Hans motto syntes at være ”Intet er det mindst
væsentlige.”
Da han senere skrev erindringer,
morsomme og rørende sådanne, måtte vi, hans rådgivere, overtale ham til
at fjerne et kapitel om fodsvamp.
|