|
Mette
Thomsen. Portræt af en ung forfatter, 1998, er uden tvivl min mærkeligste
bog. Ja, ved første øjekast er den måske ikke så mærkelig: en
farvestrålende paperback om en ung succesforfatter. Den begyndte med en
fascination af Mette Thomsens debutroman Af
en superhelts bekendelser, som jeg oplevede som et frisk pust
i ung dansk prosa.
I begyndelsen applauderede
forlaget ivrigt mine planer om at skrive en lille seriøs monografi om
forfatterskabet, men snart holdt de op med at spørge, hvordan det gik.
Fra anden side forstod jeg, at det knirkede i forholdet mellem
forfatter og forlag. Men det var ikke noget, jeg ville eller kunne gå
ind i.
Jeg koncentrerede mig om de tre
romaner, Mette Thomsen havde udsendt i hastigt tempo midt i 90’erne.
Hun kontrollerede selv nogle faktuelle oplysninger, men var ellers
påfaldende kølig over for mit projekt. Måske var hun slet ikke parat
til at komme i søgelyset på den måde. Eller måske fornemmede hun, at
hun på en eller anden måde blev brugt som eksempel på noget – på ung
succeslitteratur som sociologisk fænomen. Hun havde ikke helt uret. Mit
arbejde resulterede i en receptionsstudie, som blev trykt i Nordica nr.
15, 1998. Jeg holdt gæsteforelæsning over den på Syddansk Universitet.
At min lille Mette Thomsen-bog
havde rigeligt med ærinder, blev straks bemærket af anmelderne. Den
berettigede kritik af mig, blev hurtigt til en kritik af Mette Thomsen,
f.eks. når det blev sagt, at der var et misforhold mellem det apparat,
der blev kørt i stilling, og det spinkle forfatterskab, som skulle
tages under behandling. Lars Bukdahl skrev, at han kunne nævne de
første tyve-tredive andre forfatterskaber, som kunne have fortjent at
være genstand for sådan en monografi. Han brugte mig til en kritik af
Mette Thomsen.
Bukdahls verbale kup var
rubrikken ”Døgnflueknepperi”. En ”døgnflue” er et modefænomen.
”Flueknepperi” er overdrevent pedanteri. Når de to døde metaforer
kobles sammen, får de nyt liv, med sexistiske undertoner.
Jeg kunne sagtens tage mosten.
Ja, jeg kunne sågar påskønne de Borum’ske kvaliteter i
”døgnflueknepperi”-metaforen. Men Mette Thomsen må have følt sig som
uskyldigt offer for en smædekampagne. Hun havde ikke gjort andet end at
udgive tre romaner, hvoraf den første var den bedste. Og så fik hun
høvl, fordi jeg havde skrevet en bog om hende.
Min mærkelige bog blev, så vidt
jeg forstår, en klods om benet på forfatteren. Tænk om Superheltens
forfatter i stedet havde evnet at bruge den som en trampolin, hun kunne
hoppe videre fra.
Økonomisk fik min bog om Mette
Thomsen også en mærkelig skæbne. Bogens første oplag kunne ikke sælges
ud til ordinære priser, men da bogen først var væk fra markedet, blev
den kopieret i lange baner, og jeg kunne græde hele vejen hen til
banken. Endelig for et par år siden holdt kopimaskinerne op med rulle.
Så lavede forlaget en netudgave. På den har jeg siden tjent 15 kr., alt
inklusive.
|