|
Dansk
forfatterleksikon. Biografier,
redigeret under medvirken af Thomas Bredsdorff, 2001, er med sine 599 sider det
største enkeltbind, jeg har haft redaktionelt hovedansvar for. Og
lægger vi værkbindet (se
biografisk note) oveni, kommer vi op over 1.000 sider og
rammer et redaktionelt mål, som burde have krævet et menneskes fulde
arbejdstid og ikke være noget, der skulle gøres ved siden af andre
forpligtende gøremål. Men det tænkte jeg ikke på den eftermiddag, da
Thomas Bredsdorff og jeg mødtes med Merete Ries i forlaget Rosinantes
lokaler i Østersøgade. Ud over at være min gamle ven og
undervisningsmakker var Thomas Bredsdorff nu også min institutbestyrer,
og han kunne lette gangen for mig i det udgivelsesprojekt, han og
Merete nu præsenterede for mig. De to var venner fra gammel tid. Merete
havde tidligere udgivet store værker. Hun var kendt for sin evne til at
rejse fondsmidler. Thomas var et godt papir i hele den litterære
verden, og da han gav tilsagn om at være med til at løbe projektet i
gang og fungere som bagstopper hele vejen igennem, var jeg så godt som
overtalt. Der var hårdt brug for et sådant leksikon. Institut for
Nordisk Filologi havde de fagfolk, der kunne skrive broderparten af
artiklerne. Og hvad mig selv angik, så havde jeg erhvervet nyttige
redaktionelle erfaringer i de tre år (1987-90), hvor jeg havde været
ansat på fuld tid som litteraturredaktør på Politiken.
Projektet blev sat i gang. Thomas
og jeg udarbejdede lister over forfattere, som skulle biograferes, og
skribenter, der kunne gøre det. Vi konfererede listerne med andre
fagfæller. Vi udarbejdede modeller for, hvordan biografierne kunne se
ud. Så snart vi modtog mønsterværdige artikler fra kollegerne, sendte
vi dem ud som inspirationsmateriale til de andre bidragydere. Det
krævede en hel del redaktionel psykologi. Et halvt hundrede ansatte
blev bragt i et arbejdsfællesskab, som samtidig var et
konkurrenceforhold.
Selv prøvede jeg at opkvalificere
mig gennem selvstudier i litterær leksikografi. Jeg udbød også et
kursus i emnet, og det lykkedes en pæn gruppe studerende at komme
igennem med en artikel i leksikonet. ”Dette er 8. version!” skrev en på
sit trykkefærdige bidrag. Jeg samlede mine erfaringer i en forelæsning,
som jeg holdt på Aarhus Universitet og fik trykt under titlen ”Om at
gøre lange liv korte” i tidsskriftet ”Biblioteksarbejde” nr. 61, 2001.
Mit arbejde med at forkorte i
kollegernes artikler gav mig tilnavnet Prokrustes. Det var en kæmpe i
den græske mytologi. Han indfangede de vejfarende og lagde dem i en
seng. Hvis benene strittede ud, skar han dem til, så de passede til
sengen. Hvis ofrene var for korte, lagde han dem i stræk. Det sidste
fik jeg ikke brug for. Til gengæld måtte jeg egenhændigt skrive et
halvt hundrede biografier, enten fordi de var uafsættelige, eller fordi
de oprindelige skribenter ikke kunne overholde aftalen. Med mere end
hundrede medarbejdere måtte man kalkulere med et vist frafald på grund
af sygdom og uforudsete begivenheder. Men maskinen kørte og
tidsfristerne blev overholdt.
Efterhånden som de 800
biografier, kom ind, måtte jeg naturligvis have hjælp til det
praktiske, alt muligt fra at efterkontrollere litteraturhenvisninger
til at sørge for ensretning af forkortelser. Avancerede og ansvarsfulde
studerende blev ansat som redaktionssekretærer. Samtidig havde Merete
Ries sat to professionelle forlagsredaktører på opgaven.
I denne konstruktion med to
redaktioner viste der sig at være konfliktstof …
Fortsættes
i næste biografiske note …
|