|
Jeg,
der kender Pressens Melodier …, 2003, blev udviklet i nær tilknytning
til min undervisning. En gruppe studerende kom og spurgte, om jeg ville
udbyde et kursus i realisme. Jeg var var bange for at blive presset ind
i rollen som den gamle sure mand, der stod og forsvarede sine
positioner fra 70’erne.
Jeg valgte i stedet at belyse en
af den danske realismes store skikkelser som journalist. Herman Bangs
æstetik og kritik havde jeg skrevet om i Den
sande kunst og i Det danske
anmelderis historie. Nu gjaldt det hans sociale reportager,
udlandsreportager, portrætter, petitjournalistik osv. Alt sammen set i
sammenhæng med Bangs generelle syn på journalistik og hans løbebane som
journalist.
Stoffet var den rene fryd at gå
til – både for underviseren og forfatteren. Herman Bang var en
omvandrende anekdotefabrik. René Herrings og Sten Rasmussens store
Herman Bang-bibliografi var dengang endnu ikke udkommet, så læserne
måtte undvære noget dokumentation ude i krogene. Det har så til gengæld
været en lettelse for min nye forlægger, Teddy Petersen på
Journalisthøjskolens forlag Ajour. Han var i forvejen fortvivlet over
mine 641 fodnoter. Efter seje forhandlinger endte de som slutnoter.
|