|
De
elegante, 2018, begyndte som en selskabsleg og endte som en
udgiverglæde.
–
Undskyld, kan I ikke hjælpe mig med et projekt,
spurgte jeg hen over bordet. – Jeg prøver at finde ud af, hvem der
skrev – og skriver - elegant?
Spørgsmålet
udløste altid afklarende modspørgsmål og diskussioner. Hvilken slags
forfattere? (Journalister, kritikere, essayister,
erindringsforfattere). Elegant, hvad vil det sige? (Ja, hvad lægger I
selv i det?).
Der
kom hurtigt navne på bordet. Nogle blev straks fejet af bordet igen,
mens andre blev liggende. Det var en morsom selskabsleg. Stilkarakteristik for
viderekomne. Der var forbavsende ofte konsensus om visse navne. Nogle
vil sige, at det var, fordi jeg spurgte ind i det samme kulturmiljø,
men alligevel. Navne som Agnes Heningsen (letheden), Kai Friis Møller
(skarpheden), Hans Hertel (humoren) og Henrik Wivel (åndrigheden) gik
igen.
I
sidste instans måtte jeg naturligvis selv tage ansvaret. Det var særlig
svært med de endnu levende. Der var aldrig fuldstændig enighed om dem.
Og da bogen udkom med Hertel og Wivel som de eneste nulevende, modtog
jeg diplomatisk formulerede protestbreve fra læsere, som hellere havde
set andre navne.
Kanonisering
af nulevende er risikabel. Jeg prøvede det, da jeg sammen med Thomas
Bredsdorff redigerede Dansk
forfatterleksikon. – Hvorfor agter du mig ikke? spurgte en
kendt, nu afdød forfatter til rejsebøger. Han var ikke med, fordi han
ikke skrev fiktion, forklarede jeg.
Det
er svært at acceptere sin tilstedeværelse i en given rangorden, med
mindre man selv er i toppen. Jeg mindes
det gys af stilhed, der ramte de tilstedeværende, da den myndige
institutsekretær ved skranken løftede stemmen og sagde på klingende
norsk: - Nej, den, der skriver bedst af jer alle sammen, er Hans Hertel.
Så
meget om min uvidenskabelige research til De
elegante, som ved udgivelsen fik en helt usædvanlig
indforstået og elegant formuleret anmeldelse af Linea Maja Ernst i
Weekendavisen (”Elegantierens grønspættebog”, 27.7.2018). Den tekst
alene var udgiverglæde nok.
|