|
Perfide
portrætter, 2018, er en bog, som forsøger at samle svarene på de
etiske og juridiske spørgsmål, jeg har modtaget i forbindelse med mit
arbejde med anmelderi og kulturjournalistik. Altså spørgsmål om, hvad
der kan siges af uforskammetheder, og hvornår Pressenævnet eller
domstolene træder til. Hvad angår anmelderiet, så er den almindelige
tendens, at hensynet til ytringsfriheden vejer stadig tungere end
hensynet til krænkede følelser.
Den
sidste retssag i min samling er fra 1998, den sidste pressenævnssag er
fra 2013. I begge tilfælde tabte klageren.
Har
forfatterne opgivet at klage over krænkelser i anmeldelser, fordi de
alligevel aldrig får medhold? Eller er anmelderne blevet mere
elskværdige, som Bettina Heltberg foreslår i en interessant kommentar
til bogen (Politiken, 18.11.2018). Heltberg antager, at det er
reklamens og annoncernes magt, der slår igennem i tonen, som i hvert
fald på overfladen er mere venlig.
Her
er nogle hjælpeforklaringer til fri afbenyttelse for den, der har mod
på at undersøge sagen:
Tiden
er ikke til diktatorer, slet ikke smagsdiktatorer?
Anmelderne
sidder ikke så sikkert i sadlen mere, freelancere er mere forsigtige
end fastansatte?
Men
først må selve grundpåstandene undersøges:
Er
tonen i anmelderiet faktisk blevet mere elskværdig?
Hvis
ja, så kan man gå videre med at spørge, om det så er udtryk for en
civilisering?
Eller
er den grove tone så bare trængt ud på nettet, hvor det er sværere at
få den under kontrol?
Eller
er alt det med tonen bare et skinproblem, som Heltberg antyder. Findes
der et mobberi ved siden af anmelderiet?
|