|
Se
bogen i bibliografien.
Da jeg var ung, var Tom
Kristensen gammel, men stadig ung nok til at anmelde digtsamlinger af
Klaus Rifbjerg i Politiken. Han tilstod åbent og ærligt, når der var
noget, han ikke forstod. Det var ind imellem en trøst.
Jeg mener: Når Tom
Kristensen skulle bruge mere end ‘halvanden dag og en eftermiddag’ på
at forstå digtene i “Konfrontation”, så kunne man som gymnasieelev godt
tillade sig at bakse med dem i ugevis.
Bedaget skønånd
Stillet over for
Rifbjergs modernistiske digte følte Tom Kristensen sig som en bedaget
skønånd. Det skrev han selv i anmeldelsen. Og han var ikke bange for,
at Rifbjerg skulle brokke sig, for det var Rifbjerg selv, der havde
ønsket sig at få Tom Kristensen som anmelder. Det fremgik også af
anmeldelsen.
Tom Kristensen charmede
sig afvæbnende gennem anmeldelsen ved at gøre sig selv til en naiv, men
åbenhjertig figur. Han vidste jo udmærket, at Rifbjerg ikke havde
forestillet sig, at hans utraditionelle anmodning blev afsløret i
avisen.
Hyggeligt causerende
Selve anmeldelsen bestod
i, at Tom Kristensen gik rundt og botaniserede frit blandt digtene. Han
citerede nogle prægnante tekststeder og knyttede en kommentar til et og
andet. Tonen var hyggeligt causerende. Ingen læsere blev skræmt væk.
Rifbjerg
syntes, at den gamle kritiker var blevet lidt “lind i stemplerne”, men
at det var en lise at læse ham, fordi de faglige forudsætninger var i
orden uden at der blev skiltet med fremmedordene.
Mange år efter Tom
Kristensens død kunne Rifbjerg, som han udtrykte det, ‘forfalde’ til
læsning hans kritiske artikler, dels fordi de var holdt i et alment
tilgængeligt journalistisk sprog og dels fordi de var uden
‘nivellerende sammenligninger’ og anlagt på at ‘generere entusiasme’
(“Facitlisten”, 1995:102).
Lodret forkert
Den sidste del af
karakteristikken er lodret forkert, når talen er om den unge Tom
Kristensens anmeldelser i Politiken - dem, som “Kritiker eller
emigrant” handler om. De var fulde af ‘nivellerende sammenligninger’ og absolut ikke
anlagt på at ‘generere entusiasme” for andet end kritikerens
hårdhændede fremfærd.
Jeg skal være den sidste
til at bebrejde Rifbjerg noget, for jeg svævede i samme vildfarelse som
han. Jeg troede, at de fede, gule efterkrigsbind
“Mellem Krigene” og “Til Dags Dato” var
repræsentative for Tom Kristensens kritik. Disse bøger viste Tom
Kristensen på toppen. Manden, der gav danske læsere det første overblik
over “Ulysses”. Manden, der introducerede til Hemingway, Huxley og
Faulkner. Manden, der søgte det bedste i litteraturen. Manden, der
hellere ville kaldes anmelder end kritiker.
Tom Kristensen blev min
kritiske følgesvend. Jeg læste ham, underviste i ham, forskede i ham –
uden nogensinde at få greb om ham.
Flere revisioner
Flere gange har jeg
måttet revidere mit syn på ham. Han var en genkommende figur i
kollektiv-projektet “Anmelderi.
Teater og litteratur i pressen siden 1880”, som Thomas
Bredsdorff, Finn Klysner og jeg redigerede i 1983. Et sted skrev vi, at
Tom Kristensens kritik “degenererede til tre lange citater og tre korte
hurraer”.
“Var det nu en retfærdig
karakteristik? spurgte jeg i kapitlet om Tom Kristensen i min
portrætbog om “Kulturkritikkens
mestre. Danske dagbladsanmeldere 1900-1990” (1991). Svaret
var nej.
Til
gengæld dummede jeg mig i denne bog ved at skrive, at Tom Kristensen
ikke var kritiker, men “snarere, hvad vi i dag ville kalde en
litteraturformidler”.
Den påstand trækker jeg
tilbage i min nye bog, som dokumenterer, hvor kritisk den unge Tom
Kristensen var i sine anmeldelser i Politiken i 1920’erne.
Jeg kom på sporet af den
kritiske Tom Kristensen, da jeg efter min disputats om “Det
danske anmelderis historie” (1994), ville gå videre ind i det
tyvende århundrede.
Den unge Tom K.
I forbindelse med et
universitetskursus foretog jeg stikprøver i den unge Tom Kristensens
kritik og fandt interessante forløbere for den moderne ironiske
anmeldelse. Det fortalte jeg om i en artikel om “Recensionens retorik”
i tidsskriftet Kritik nr. 120 i 1996.
Men videre kom jeg ikke.
Jeg havde en vag drøm om at skrive den store monografi. Men der var
hele tiden noget andet, jeg skulle først. Intuitivt har jeg vel tænkt,
at opgaven var uoverkommelig for ét menneske - for mig i hvert fald.
En tiendedel
Bøgerne med Tom
Kristensens blev imidlertid ved med at stå på reolen. De gloede på mig
og gav mig dårlig samvittighed. Samtidig havde jeg lyst til at tage fat
på dem. Når jeg fremstillede mit problem for gamle venner, sagde de, at
jeg ikke behøvede at skrive om det hele på én gang. Jeg plejede jo at
være god til at lære andre at skære en opgave til. Og så begyndte jeg
med begyndelsen: Tom Kristensens anmeldelser i Politiken i 1920’erne.
Der er kun godt 200 af dem. Det er cirka en tiendedel af Tom
Kristensens produktion.
Det kan godt være, at
Klaus Rifbjerg får ret i, at Tom Kristensens kritik generelt er
karakteriseret ved, at “etablere en forbindelse mellem læseren og
litteraturen, som genererer entusiasme”. Men indtil
videre må vi nøjes med at sige, at det gælder for de tekster, som blev
udgivet i bogform, mens han levede.
Ikke på formel
Udforskningen af Tom
Kristensens kritiske forfatterskab er kun lige begyndt. Jørgen
Breitenstein lagde for med disputatsen om “Tom Kristensens udvikling” i
1978. Interessen var her koncentreret om kritikken som medium for
personlighedsudvikling, graden af åbenhed, religiøsitet osv. De
kritikhistoriske sammenhænge lå uden for Breitensteins
opmærksomhedsfelt. Men som den første forsøgte han sig med en
periodisering af det kritiske forfatterskab. Det er en af de veje. man
er nødt til at gå. Tom Kristensen ændrede kurs flere gange i sin
kritik. Ideen om at bringe ham på én formel duer ikke mere.
|
