Først lagt op 31-10-2019; senest opdateret 04-01-2020 17:11

 

4

”Hans støvler fyldtes med vand”

Tom Buk-Swienty om Jacob A. Riis

 

 

 

Om at skære fra og fylde op

De prosaister, som hidtil er blevet portrætteret i denne række, har det til fælles, at de har sparet sig til et bedre sprog. De har valgt de mest økonomiske løsninger. Niels Barfoed søgte sine pointer i hverdagens faste vendinger. Hans Edvard Nørregård-Nielsen skrev med jævne ord i monumentale bøger om Gud på Kastellet. Søren Ryge Petersen betragtede verden fra sin markvej og lod naboen fortælle om sig selv.  Disse prosaister ville hellere skære fra end fylde på, og derved gjorde de deres prosa mere stringent.

           Spørgsmålet er nu, om der også ville kunne argumenteres for det modsatte synspunkt, altså at man kan tilføre et værk kvalitet ved at fylde på. Teksten, der skal belyse det, er hentet fra den såkaldte fortællende journalistik (narrative journalism), som anvendt i bogform mere præcist kan kaldes creative non-fiction. Det er sagprosa, der anvender greb kendt fra romaner.

 

Den ideelle amerikaner

Historikeren og journalisten Tom Buk-Swienty (f. 1966) er bedst kendt for sine bøger om den dansk-tyske krig i 1864 og for biografierne om Karen Blixen og familien Dinesen, allesammen udgivet i perioden 2008-2019.

           Her skal det handle om et tidligere værk, det nemlig hvori Buk-Swienty introducerede sin kreative skrivestil: Den ideelle amerikaner. En biografi om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis, 2005.

Teksteksemplet er fra bogens 16. kapitel, hvor Jacob A. Riis som nyansat journalist på The New York Tribune bliver sat til at skrive om den gigantisk storm, der den 1. februar 1878 ramte Coney Island ud for New York:

 

Mens stormen rasede og udviklede sig til en tyk snestorm, forsøgte Jacob Riis at nå ud til Coney Island. Han traskede gennem uvejret, blev totalt gennemblødt, hans støvler fyldtes med vand, og udmattet nåede han langt om længe frem til Sheepheads Bay for blot til sin rædsel at opdage, at stormen var så voldsom, at det var umuligt for ham at komme ud på Coney Island; al søfart var indstillet. Det afholdt imidlertid ikke Riis fra at sammenstykke en historie om tilstanden på Coney Island, en historie, han byggede op omkring referater, han fik af folk, der tidligere på dagen havde været derude, hvor de havde været vidner til stormens ødelæggelser. Ingen anden journalist i byen var nået så langt frem som til Sheepheads Bay, og New York Tribune kunne derfor bringe en solohistorie om de makabre begivenheder under stormen.

 

Dette er altså et citat fra en fagbog, en biografi om en dansk-amerikansk journalist. Men det sprog, bogen er skrevet i, ligner det, som vi kender fra romanerne. Tydeligst er verberne, som udtrykker handling: ”stormen rasede”, ”han traskede”,

”nåede han”, ”afholdt ikke Riis fra at sammenstykke”.

 Teksten er bygget op som en fortælling, dvs. en handling udstrakt i tid. Der er en aktør (Riis) og en modstander (stormen) og en hjælper (Riis’ udholdenhed og opfindsomhed). En mand kæmper sig vej gennem uvejret for til sin skuffelse at opdage, at han ikke nåede, hvad han skulle, hvorefter han udkaster en ny plan. Det er et genkommende mønster i romaner.

I tekststykket følger vi én person tæt. Fortælleren identificerer sig med hovedpersonen og fortæller læseren, hvad denne hovedperson føler (”for blot til sin rædsel at opdage”). I fiktionsprosa er vi vant til det. Forfatteren har jo selv skabt figurerne og kan tillade sig at gå ind i dem og ud igen. Når man læser sagprosa, spørger man sig selv, hvorfra forfatteren har sin viden om det, der foregik i virkelig eksisterende personer.

Men den dramatiserende fremstillingsform kan i sig selv være virkningsfuld. Den skaber en illusion om liv. Illusionen understøttes af sansede detaljer (”totalt gennemblødt, hans støvler fyldtes med vand”).

          

Skrivemåden passer til stoffet

Hvorfor vælger fagbogsforfatteren en sådan romanstil? Hvis han syntes, at stoffet egnede sig bedst til en roman, kunne han have skrevet en sådan. Men han har altså valgt den historiske fagbog med dens indbyggede krav til sandhed og kontrollerbarhed.

Samtidig har han brug for at skrive action-præget prosa, for det, der ifølge forordet interesserer Buk-Swienty ved Riis’ livsbane, er processen og den konstante drive. Skrivemåden skal passe til stoffet, mener Buk-Swienty.

Endelig har Buk-Swienty den særlige grund til at bruge litterære greb i en biografi om netop Jacob A. Riis, at Riis selv var en forløber for den narrative journalistik.

 

Stilens aktiver og problemer

Ved at skrive i en stil, som lægger sig op ad Jacob Riis’, kan Buk-Swienty komme ind på livet af Riis og anskueliggøre Riis’ metode, dens aktiver og problemer. Aktiverne ligger i det medrivende, fremdriften, spændingen, sanseligheden, identifikationsmuligheden. Problemerne ligger i fristelsen til at slække på fakta og kontrol. Det blev tematiseret til sidst i den citerede tekst.

          

Reprimande fra redaktøren

Da Riis kom hjem til sin avis med reportagen fra Coney Island, fandt hans redaktør, at den virkede lovlig fantasifuld og at den hvilede på udsagn, der ikke kunne bekræftes af andre. Der var detaljer, f.eks. en kat og en hund, der blev skyllet i land på et bræt, som forekom usandsynlige. Riis måtte modtage en reprimande.

           Det samme ville han have gjort, hvis Buk-Swienty havde været hans redaktør og taget sine egne principper alvorligt. Narrativ journalistik duer kun, hvis den kan verificeres helt ned i detaljen, skriver han i forordet til Riis-bogen – og så anfører han en række detaljer, som har med troværdighed af miljøbeskrivelser at gøre, f.eks. hvordan der så ud og lugtede i New York, da Riis ankom. 

Spørgsmålet er, om Buk-Swienty ikke springer i målet her. For der er forskel på at indhente detaljer til opmaling af baggrund og så at bygge en journalistisk historie op på fantasifulde detaljer, sådan som Jacob Riis gjorde det i sin artikel om Coney Island.

Buk-Swienty undlader at ræsonnere over den journalistfaglige og moralske holdbarhed af Riis’ rekonstruktion. Han lader redaktørens reprimande og Riis’ reaktion tale for sig selv. Buk-Swienty giver med andre ord afkald på historikerens ret til at tænke over begivenhederne og iler videre med den spændende handling.

Riis bliver først fornærmet over reprimanden og lægger et brev med sin opsigelse. Så fortryder han og tager brevet tilbage, hvorefter redaktøren flytter Riis til bedre stilling på bladet. Så paradoksalt fungerer virkeligheden undertiden, og således afspejles virkeligheden ofte i kunsten. Buk-Swienty vælger at følge kunstnerens metode. Han dømmer ikke Riis, men overlader afgørelsen til læseren.

Og hvad så med vandet i støvlerne? Hvor har Buk-Swienty det fra? Hvilken funktion har det i teksten? Og hvad skal læserne med det?

           Går vi til Buk-Swientys hovedkilde, Jacob A. Riis’ erindringsbog The Making of an American (1901:192ff), ser vi, at billedet med gummistøvlen repræsenterer et sødt kærlighedsspil mellem Jacob A. Riis og hans kone: ”Then I hired a sleigh and drove home through the storm, wet through,  – ”I can hear the water yet running out of your boots”, says my wife – wet through and nearly frozen stiff, but tingling with pride at my feat” (dvs. feature, artikel).

Buk-Swienty tager ved sin omskrivning betydning ud af teksten samtidig med, at han banaliserer den ved at pumpe den op med ny betydning. Der er ikke dækning i kilderne for udtryk som ”til sin rædsel” og ”makabre begivenheder”. Spørgsmålet er også om ”traske” er et velvalgt ord for noget, der skal give indtryk af målbevidst søgen.

Buk-Swienty er en produktiv og – så vidt jeg kan bedømme – også kompetent historiker. I biografien om Jacob A. Riis har han været ved kilderne, og han henviser konsekvent til dem. Men når han forsøger at omskrive dem, tilfører han ikke sin danske prosa ny værdi, men får den tværtimod til at krakelere og bryde sammen.

 

 

 

©John Chr. Jørgensen