Dansk sagprosa – værk i fremdrift. Forord

1.

Kompliceret venskab – enkel tekst.

Niels Barfoed om Klaus Rifbjerg

2.

Personligt nærvær i stilen – Hans Edvard Nørregård-Nielsen

3.

Det store i det små

– Søren Ryge Petersen og hans historier fra Danmark

4.

”Hans støvler fyldtes med vand” –

Tom Buk-Swienty om Jacob A. Riis

5.

”Skær fedtet væk!” – Thomas Bredsdorff

 

Først lagt op 05-11-2019; senest opdateret 05-11-2019 15:58

 

5.

”Skær fedtet væk!”

Thomas Bredsdorff

 

Skær fedtet væk

Med Thomas Bredsdorff (f. 1937) er denne undersøgelse af dansk sagprosa tilbage på hovedsporet. Vi følger skribenter, hvis stræben går i retning af enkelhed, klarhed og ligefremhed.

 

En af Bredsdorffs yndlingsmetaforer er ’at skære væk’. Undertiden siger han ’skære fedt væk’. ’Fedtet’ er abstraktioner, værdiadjektiver, gentagelser og forklaringer, der allerede fremgår af sammenhængen.

 

Forudsætningen for dette program er ikke læsning i lærebøger om journalistik, men tænkning over lyrik. Den amerikanske lyriker Ezra Pound opdagede, at det energiladede billede, især når det forbindes med et verbum, har mere poetisk effekt end nok så mange adjektiver.

 

Hemingway overførte Pounds tanker om poetisk koncentration til prosaen. Den værdighed og majestæt, der præger et isbjerg, skyldes, at kun en ottendedel af det løfter sig over vandet, sagde Hemingway. Dette prosaideal med det meste skjult under overfladen fik produktiv betydning for både forfattere og kritikere.

 

Bredsdorff har trukket linjen fra Pound op til P.O. Enquist (”Imagistisk prosa” s. 17ff i: De sorte huller, 1991). Og Jan Rosiek har forlænget linjen op til Bredsdorff selv. Bredsdorffs udgave af Pounds poetik lyder i koncentrat sådan: skær væk, vær konkret, koncentrer, brug dagligsproget og præcise ord, undgå adjektiver, foretræk verber.

 

Rosiek konkluderer, at Bredsdorff, også når han skriver akademiske afhandlinger, udtrykker sig journalistisk enkelt og pædagogisk indbydende. ”Det er letlæst, men aldrig letkøbt, og man skal ikke tage fejl af tyngden og mængden af den akademiske litteratur han har gennemlæst for at nå frem til den lethed”( ”Thomas, le non-obscur”, s. 531ff i Stidsen (red.): Bredsdorff, 2019).

 

Thomas Bredsdorffs kolleger roser ham generelt for ”fremstillingens energiske klarhed” (Horace Engdahl om disputatsen, Stidsen, 2019:528). Men selv den fornemste skrivedyd har en bagside: Thomas Bredsdorff udmønter sine tanker og begreber i et ”så enkelt og prunkløst sprog”, at man risikerer at læse hen over dem og ikke ser det ”bjerg af betydning”, der gemmer sig under overfladen, skriver Marianne Stidsen (Stidsen, 2019:546).

 

Ræsonnementet er i og for sig logisk. Hvis man skriver litteraturkritik, der er lige så letlæst som Hemingway-prosa, risikerer man, at læserne farer igennem afhandlingen for at se, hvem klokkerne ringer for.

 

Den risiko reducerer Bredsdorff ved at formulere et ideal om to slags klarhed. Den ene form for klarhed fremmer læsetempoet, mens den anden hæmmer det. Klarheden på det nære sproglige plan, hvor hvert ord skal være forståeligt, fremmer læsningen. Men klarheden på det overordnede videnskabelige plan, hvor det skal gøres tydeligt for læseren, hvori metoden består, nedsætter nødvendigvis læsetempoet.

 

Sig hvad du gør

”Gør hvad du vil, men sig, hvad det er,” sagde Thomas Bredsdorffs matematiklærer i mellemskolen og gymnasiet, hr. Hermansen. Og det er stadig den bedste definition af videnskabelig metode, Bredsdorff kender, skriver han i erindringsbogen, der bærer hr. Hermansens mantra som titel (2013:205f).

           Det at sige, hvad man gør, lægger et ekstra sproglag ind over fremstillingen. Det kræver plads og tynger læsningen. Disputatsen Digternes natur (1976) er et ekstremt eksempel, fordi der er tale om en slags offentlig eksamen, hvor den unge forsigtige doktorand Bredsdorff hele tiden vil sikre sig imod angreb udefra. Hver gang han skal rykke sine tropper ti meter frem i terrænet, bygger han et fem meter tykt pallisadeværk op. Det resulterer i en prosa, som er næsten lige så omstændelig, som den er tydelig:

 

I det følgende skal der oprettes en hjælpekonstruktion til brug for den senere aflæsning af 1700-tals tekster. Det er vigtigt at gøre sig klart hvad der skal forstås herved.

            I overensstemmelse med de metodiske overvejelser i det foregående skal vi reducere betydningernes antal drastisk i forhold til Lovejoy og fortrinsvis arbejde med dem i parvise modstillinger. Vi skal bruge i det væsentlige tekster fra tre centrale forfattere i perioden til at etablere dem med, Newton, Burnet og Hume. Det kan vække nogle forkerte forventninger som skal afværges inden de opstår. (1976:39).

 

Sagen er, at Bredsdorff vil bruge Newton & co. til udvikling af nogle analyseredskaber. Men han vil ikke hænges op på d’herrers naturfilosofier. Samtidig vil han godt indrømme – og have anerkendt – at de ikke er tilfældigt valgt. Med omhu planlægger han sin ’hjælpekonstruktion’, mens han gemmer sig bag passivkonstruktioner og vi-former.

 

Teksten er klar, men klarheden er Hermansens, ikke Hemingways.  Der er ingen risiko for, at læseren suser igennem prosaen, eller overser, hvor krævende arbejdet må have været for forfatteren!

 

Komponer bevidst

Senere, da Bredsdorff havde konsolideret sig som forsker, rankede han ryggen og spillede mere offensivt ud. I denne mentale oprustning nød han godt af sin stigende indsigt i dramaets virkemidler, spændingsopbygningen, forhalingsmetoderne og pausens betydning.

          

Da han fyrre år efter disputatsen skrev sin modigste og mest personlige bog, den om hustruen Lenes Alzheimerssygdom, Tøsne og Forsytia (2017), satte han sig naturligvis som den intellektuelle person, han er, til at læse og gennemtænke en mængde bøger om aldring og sygdom. Men han ventede hundrede sider, før han anbragte det, hans studerende ville kalde teorikapitlet. Han placerede det heller ikke til allersidst, men lagde det ind på et kritisk sted i beskrivelsen af sygdomsforløbet: lige før han må opgive at have hustruen hjemme. Læseren venter i spænding på handlingens fortsættelse, mens Bredsdorff forelæser.

          

En udløber af denne bog, forelæsningen ”Kunsten at ældes” (2018, Stidsen 2019:62ff) slutter med en ukommenteret dialog. Det er 90 procent Hemingway, og ti procent Hermansen.

 

Jeg steg af flyet i San Francisco med mit manuskript under armen for at holde min forelæsning i Berkeley. Embedsmanden bag disken i indrejsekontrollen var en latinamerikansk kvinde sidst i 20’erne med gnistrende øjne.

 

’Hvad er Deres ærinde i USA?’

’At holde en forelæsning.’

’Om hvad?’

’Kunsten at ældes.’

’Hvad er tricket?’

’At blive ved med at have et formål og blive ved med at tilgive.’

’Den køber jeg. Passér!’

 

En striks tekstøkonom ville spørge, om man ikke kunne undvære en ”latinamerikansk kvinde sidst i 20’erne med gnistrende øjne”? Spørgsmålet kan besvares med et modspørgsmål: Er der mon ikke et lille erotisk spil her? Den aldrende videnskabsmand fanger den unge kvindes blik? Kontakten er forudsætningen for, at hun kan bryde normerne for den slags dialoger og stille spørgsmålet: ”Hvad er tricket?” Videnskabsmanden, som i dette tilfælde også er journalist, producerer et kort, kvikt svar, som udløser adgangsbilletten. Der var ikke ét ord overflødigt i beskrivelsen af ”embedsmanden bag disken i indrejsekontrollen.”

 

Skift perspektiv

Rollen som rejsende er konstituerende for hvilken slags litterat Thomas Bredsdorff er, sagde Lasse Horne Kjældgaard meget rigtigt i sin tale ved symposiet for den 80-årige Bredsdorff (optrykt under titlen ”Den mobile kritiker” s. 537ff i Stidsen, 2019).

          

Bredsdorff har sin geografiske basis i Danmark og sin litteraturhistoriske bastion i 1700-tallet, men fra disse steder er han kommet vidt omkring.

          

Han har forelæst over det meste af jorden.  I skrivende stund står han i Wuhan og fortæller den kinesiske ungdom om forskellen på Søren Kierkegaard og H.C. Andersen. Rejserne har stillet krav til pædagogikken og sat den hjemlige litteratur i perspektiv.

 

Som litteraturanalytiker har Bredsdorff både den teleskopiske evne til at se litteraturen udefra og mikroskopiens evne til at læse den på nært hold. Perspektivforskydningens brugbarhed som metode demonstrerer han i Dansk litteratur set fra månen (2006). Det er en dansk digterisk prosahistorie i fjorten kapitler, hvor han, som han siger, zoomer ind på detaljen, ”indkredser livsbilledet i billedsproget og åndsindholdet i syntaksen” (2006:12).

 

Fra kapitlet om Herman Bangs novelle ”Irene Holm”, hvor der stilles skarpt på synsvinklen, skal citeres et stykke gedigent bredsdorffsk prosa, hvor teori forenes med praksis, mens en kanonisk tekst bringes til at afsløre sine hemmeligheder for øjnene læseren:

 

Hvis nogensinde en tekst er skrevet ud fra det der i nutidens teoretiske sprog hedder reader response, så er det dette afsnit af novellen Irene Holm. Synsvinklen følger præstefrøkenen. Man ser det blandt andet af hovedpersonens benævnelse. Nu er hun ikke længere hverken ”Frøken Irene Holm, ”Holm”, men danserinde, ”Den lille danserinde,” ”danserindens”, ”Den gamle danserinde”.

            Virkningen af dette sene synsvinkelskift væk fra den anonyme ironiker over til den indfølende præstefrøken bliver at hendes dårlige samvittighed bliver læserens. I så lang tid har man, forført af synsvinklen, leet af Irene Holm, at man må blive flov, da man sent, sent og med et ryk kommer over i en anden synsvinkel og indser hvor brutal en latter det var man lo. (2006:178).

 

Pragmatikeren

I sin samtale med Thomas Bredsdorff i Levende litterater, spørger Marianne Stidsen, hvad der var så epokegørende ved nykritikken. Bredsdorff svarer ved at fortælle om dengang, da han i studietiden blev sat til at skrive en fortolkning af Brorsons digt ”Her vil ties, her vil bies”. Hvad fortolkningen egentlig skulle gå ud på, vidste han ikke. Når han slog op i litteraturhistorier skrevet af fagets tidligere professorer, fik han f.eks. at vide, at ”digtet foregår i Randerup, snarere end Ribe.” Stillet over den biografiske kommentars åbenlyse fallit som fortolkning besluttede Bredsdorff sig for at undersøge teksten, dens stemmer, deres indbyrdes magtforhold, tekstens rytme og temposkift, akkurat som han ovenfor undersøgte synsvinklerne i Herman Bangs novelle.

 

Bredsdorff var ikke helt uden teoretiske inspirationskilder og forgængere, han nævner Torben Brostrøm. Men i det væsentlige betragtede han nykritikken som et fornuftens oprør mod en meningsløs tradition.

 

Bredsdorffs holdning til videnskabelige metoder var fra første færd pragmatisk: De skal bevise deres værd i praksis. ”Det er praktisk arbejde med at analysere, vurdere og undervise i litteratur der har givet anledning til teoretiske overvejelser, ikke omvendt”, står der i indledningen til hans tungeste teori-artikel, som handler om litteraturen og Hjelmslevs sprogteori, den såkaldte glossematik (Stidsen 2019:384).

 

Journalisten

Jeg skrev i optakten til denne portrætartikel, at Thomas Bredsdorffs prosa-ideal har sine rødder i tænkning over lyrik, og ikke i lærebøger i journalistik. Det er en sandhed, der kræver en lille modifikation: Bredsdorff har lært meget af at praktisere journalistik, i de første år (1959-64) som litteratur- og teaterkritiker på Kristeligt Dagblad, herefter (1965-d.d.) som stadig mere alsidig kulturmedarbejder, klummeredaktør m.m.m. på Politiken. Avisarbejdet har trænet ham i at producere tekster til deadline og i faste formater, ja, i at være produktiv i det hele taget. En værktøjskasse er blevet pakket med redskaber til, hvordan man aktualiserer en historisk begivenhed eller omvendt forsyner en aktuel begivenhed med historisk baggrund osv.

 

En humanistisk videnskabsmand kan lære meget af journalistikken, både når der skal researches og skrives. Bredsdorff og journalistikken har været et perfekt match. Nysgerrigheden, opdagertrangen og rastløsheden lå ham i blodet. Og hans særlige evne til at dirke en tekst op kunne han lige så vel demonstrere over for Politikens læsere som overfor de studerende på universitetet.

          

Thomas Bredsdorffs artikler til tidsskrifter og aviser har hidtil ligget spredt. Nu giver et fyldigt udvalg ved Marianne Stidsen mulighed for at nærlæse og sammenligne. Overalt ser man bestræbelsen på klarhed. Artiklerne til avisen er generelt mere enkle end dem til tidsskrifterne. Det er også i avisartiklerne, specielt portrætterne, man ser de mest ligefremme tilgange: ”Henrik Ibsen er en verdensmagt”, ”Tom Kristensen blev ramt af rimdøden”, ”Det dødeste der findes, er en nylig afdød forfatter”.

 

Bogen er bygget op i sektionerne ”Liv”, ”Digtning”, ”Forfattere”, ”Samfund” og ”Teori”.  I et ”Appendiks” har redaktør Stidsen samlet nogle taler for Bredsdorff ved Horace Engdahl, Jan Rosiek, Lasse Horne Kjældgaard og Marianne Stidsen selv. Det er første gang en dansk litteraturprofessor beæres med en sådan udgivelse. Det er ikke et festskrift, men et magtfuldt udvalg af den stadig produktive professors egne skrifter. Hen over bogryggen står der simpelt hen BREDSDORFF som var det et brand. På titelbladet følger den fulde varedeklaration: Thomas Bredsdorff: Litteraturen giver form til en følelse. Essays om liv, forskning og digtning redigeret og med forord og efterskrift af Marianne Stidsen. Lindhardt og Ringhof (560 sider).

 

Af grunde som vil fremgå af det næste og sidste afsnit bør jeg nok undgå at rose den alt for meget. Nogen kunne mene, at jeg er inhabil.

 

Vennen

Da jeg første gang mødte Thomas Bredsdorff for godt 50 år siden, var han lærer i litterær analyse og jeg danskstuderende. Siden begyndte vi at undervise og udgive bøger sammen. Vi blev også venner på det personlige plan.

 

Det tætteste, vi er kommet på hinanden, var i en dobbeltseng på et hotel oven for Vejle. Vi var på vej til Odin Teatret i Holstebro, hvor teatrets skuespillere og vores studerende sad og ventede på os, da en hård vinterstorm (i april) forhindrede os i at komme frem. Hjulene på bilen kørte rundt, rundt rundt. Skuespillerne spillede Odin-stærkt for os dagen efter. Nogle af vores studerende havde lyst til at blive der. Det var en af den slags oplevelser, som vores undervisningsfællesskab kastede af sig.

 

Jeg tør godt sige, at jeg kender Thomas’ prosa indefra, for ikke alene har vi skrevet kilometervis af brevprosa til hinanden, men der findes også tekster, vi har skrevet i fællesskab på den måde, at den ene skrev et udkast, og den anden skrev det om, hvorefter den første rettede det igennem, indtil en af os kapitulerede. Det lyder primitivt, men det var i realiteten avanceret. Vi kendte alle forklaringerne og var mere interesserede i at se, hvad der holdt, og hvad der ikke holdt. Vi er begge pragmatikere. Ingen teorier har kunnet adskille os. Vi har inspireret hinanden til nye bøger og sat projekter i gang for hinanden. Jeg fik Thomas til at skrive bogen om Ironiens pris (2011). Han fik mig til at være hovedredaktør på Dansk forfatterleksikon (2001).

 

Vi delte ikke litterær smag. Jeg hældte til litteratur med virkelighedstilknytning, realisme, breve. Balzac var min helt. Thomas svor til Holberg og oplysningstiden, som han genoplyste for os, så vi også kunne se følelserne. I øvrigt omfatter hans produktion hovedværker inden for lyrik, prosa og dramatik. Han har international status og har skrevet banebrydende bøger om de islandske sagaer, P.O. Enquist og Sylvia Plath. Thomas Bredsdorff er en jernmand. Han er 82 år og pønser på at skrive en ny bog om Johannes Ewald.

 

 

©John Chr. Jørgensen