|
Med
Thomas Bredsdorff (f. 1937) er denne undersøgelse af dansk sagprosa
tilbage på hovedsporet. Vi følger skribenter, hvis stræben går i
retning af enkelhed, klarhed og ligefremhed.
En
af Bredsdorffs yndlingsmetaforer er ’at skære væk’. Undertiden siger
han ’skære fedt væk’. ’Fedtet’ er abstraktioner, værdiadjektiver,
gentagelser og forklaringer, der allerede fremgår af sammenhængen.
Forudsætningen
for dette program er ikke læsning i lærebøger om journalistik, men
tænkning over lyrik. Den amerikanske lyriker Ezra Pound opdagede, at
det energiladede billede, især når det forbindes med et verbum, har
mere poetisk effekt end nok så mange adjektiver.
Hemingway
overførte Pounds tanker om poetisk koncentration til prosaen. Den
værdighed og majestæt, der præger et isbjerg, skyldes, at kun en
ottendedel af det løfter sig over vandet, sagde Hemingway. Dette
prosaideal med det meste skjult under overfladen fik produktiv
betydning for både forfattere og kritikere.
Bredsdorff
har trukket linjen fra Pound op til P.O. Enquist (”Imagistisk
prosa” s. 17ff i: De sorte huller, 1991).
Og Jan Rosiek har forlænget linjen
op til Bredsdorff selv. Bredsdorffs udgave af Pounds poetik lyder i
koncentrat sådan: skær væk, vær konkret, koncentrer, brug dagligsproget
og præcise ord, undgå adjektiver, foretræk verber.
Rosiek
konkluderer, at Bredsdorff, også når han skriver akademiske
afhandlinger, udtrykker sig journalistisk enkelt og pædagogisk
indbydende. ”Det er letlæst, men aldrig letkøbt, og man skal ikke tage
fejl af tyngden og mængden af den akademiske litteratur han har
gennemlæst for at nå frem til den lethed”( ”Thomas, le non-obscur”, s.
531ff i Stidsen (red.): Bredsdorff, 2019).
Thomas
Bredsdorffs kolleger roser ham generelt for ”fremstillingens energiske
klarhed” (Horace Engdahl om disputatsen, Bredsdorff, 2019:528). Men
selv den fornemste skrivedyd har en bagside: Thomas Bredsdorff udmønter
sine tanker og begreber i et ”så enkelt og prunkløst sprog”, at man
risikerer at læse hen over dem og ikke ser det ”bjerg af betydning”,
der gemmer sig under overfladen, skriver Marianne Stidsen (Bredsdorff,
2019:546).
Ræsonnementet
er i og for sig logisk. Hvis man skriver litteraturkritik, der er lige
så letlæst som Hemingway-prosa, risikerer man, at læserne farer igennem
afhandlingen for at se, hvem klokkerne ringer for.
Den
risiko reducerer Bredsdorff ved at formulere et ideal om to slags
klarhed. Den ene form for klarhed fremmer læsetempoet, mens den anden
hæmmer det. Klarheden på det nære sproglige plan, hvor hvert ord skal
være forståeligt, fremmer læsningen. Men klarheden på det overordnede
videnskabelige plan, hvor det skal gøres tydeligt for læseren, hvori
metoden består, nedsætter nødvendigvis læsetempoet.
”Gør
hvad du vil, men sig, hvad det er,” sagde Thomas Bredsdorffs
matematiklærer i mellemskolen og gymnasiet, hr. Hermansen. Og det er
stadig den bedste definition af videnskabelig metode, Bredsdorff
kender, skriver han i erindringsbogen, der bærer hr. Hermansens mantra
som titel (2013:205f).
Det at sige, hvad man gør, lægger et ekstra
sproglag ind over fremstillingen. Det kræver plads og tynger læsningen.
Disputatsen Digternes natur (1976)
er et ekstremt eksempel, fordi der er tale om en slags offentlig
eksamen, hvor den unge forsigtige doktorand Bredsdorff hele tiden vil
sikre sig imod angreb udefra. Hver gang han skal rykke sine tropper ti
meter frem i terrænet, bygger han et fem meter tykt pallisadeværk op.
Det resulterer i en prosa, som er næsten lige så omstændelig, som den
er tydelig:
I det følgende skal der oprettes en
hjælpekonstruktion til brug for den senere aflæsning af 1700-tals
tekster. Det er vigtigt at gøre sig klart hvad der skal forstås herved.
I overensstemmelse med de metodiske
overvejelser i det foregående skal vi reducere betydningernes antal
drastisk i forhold til Lovejoy og fortrinsvis arbejde med dem i parvise
modstillinger. Vi skal bruge i det væsentlige tekster fra tre centrale
forfattere i perioden til at etablere dem med, Newton, Burnet og Hume.
Det kan vække nogle forkerte forventninger som skal afværges inden de
opstår. (1976:39).
Sagen
er, at Bredsdorff vil bruge Newton & co. til udvikling af nogle
analyseredskaber. Men han vil ikke hænges op på d’herrers
naturfilosofier. Samtidig vil han godt indrømme – og have anerkendt –
at de ikke er tilfældigt valgt. Med omhu planlægger han sin
’hjælpekonstruktion’, mens han gemmer sig bag passivkonstruktioner og
vi-former.
Teksten
er klar, men klarheden er Hermansens, ikke Hemingways.
Der er ingen risiko for, at læseren suser
igennem prosaen, eller overser, hvor krævende arbejdet må have været
for forfatteren!
Senere,
da Bredsdorff havde konsolideret sig som forsker, rankede han ryggen og
spillede mere offensivt ud. I denne mentale oprustning nød han godt af
sin stigende indsigt i dramaets virkemidler, spændingsopbygningen,
forhalingsmetoderne og pausens betydning.
Da
han fyrre år efter disputatsen skrev sin modigste og mest personlige
bog, den om hustruen Lenes Alzheimerssygdom, Tøsne
og Forsytia (2017), satte han sig naturligvis som den
intellektuelle person, han er, til at læse og gennemtænke en mængde
bøger om aldring og sygdom. Men han ventede hundrede sider, før han
anbragte det, hans studerende ville kalde teorikapitlet. Han placerede
det heller ikke til allersidst, men lagde det ind på et kritisk sted i
beskrivelsen af sygdomsforløbet: lige før han må opgive at have
hustruen hjemme. Læseren venter i spænding på handlingens fortsættelse,
mens Bredsdorff forelæser.
En
udløber af denne bog, forelæsningen ”Kunsten at ældes” (2018,
Bredsdorff 2019:62ff) slutter med en ukommenteret dialog. Det er 90
procent Hemingway, og ti procent Hermansen.
Jeg steg af flyet i San Francisco med mit
manuskript under armen for at holde min forelæsning i Berkeley.
Embedsmanden bag disken i indrejsekontrollen var en latinamerikansk
kvinde sidst i 20’erne med gnistrende øjne.
|
’Hvad er Deres ærinde i USA?’
’At holde en forelæsning.’
’Om hvad?’
’Kunsten at ældes.’
’Hvad er tricket?’
’At blive ved med at have et formål og blive ved
med at tilgive.’
’Den køber jeg. Passér!’
|
En
striks tekstøkonom ville spørge, om man ikke kunne undvære en
”latinamerikansk kvinde sidst i 20’erne med gnistrende øjne”?
Spørgsmålet kan besvares med et modspørgsmål: Er der mon ikke et lille
erotisk spil her? Den aldrende videnskabsmand fanger den unge kvindes
blik? Kontakten er forudsætningen for, at hun kan bryde normerne for
den slags dialoger og stille spørgsmålet: ”Hvad er tricket?”
Videnskabsmanden, som i dette tilfælde også er journalist, producerer
et kort, kvikt svar, som udløser adgangsbilletten. Der var ikke ét ord
overflødigt i beskrivelsen af ”embedsmanden bag disken i
indrejsekontrollen.”
Rollen
som rejsende er konstituerende for hvilken slags litterat Thomas
Bredsdorff er, sagde Lasse Horne Kjældgaard meget rigtigt i sin tale
ved symposiet for den 80-årige Bredsdorff (optrykt under titlen ”Den
mobile kritiker” s. 537ff i Bredsdorff, 2019).
Bredsdorff
har sin geografiske basis i Danmark og sin litteraturhistoriske bastion
i 1700-tallet, men fra disse steder er han kommet vidt omkring.
Han
har forelæst over det meste af jorden.
I skrivende stund står han i Wuhan og
fortæller den kinesiske ungdom om forskellen på Søren Kierkegaard og
H.C. Andersen. Rejserne har stillet krav til pædagogikken og sat den
hjemlige litteratur i perspektiv.
Som
litteraturanalytiker har Bredsdorff både den teleskopiske evne til at
se litteraturen udefra og mikroskopiens evne til at læse den på nært
hold. Perspektivforskydningens brugbarhed som metode demonstrerer han i
Dansk litteratur set fra månen (2006).
Det er en dansk digterisk prosahistorie i fjorten kapitler, hvor han,
som han siger, zoomer ind på detaljen, ”indkredser livsbilledet i
billedsproget og åndsindholdet i syntaksen” (2006:12).
Fra
kapitlet om Herman Bangs novelle ”Irene Holm”, hvor der stilles skarpt
på synsvinklen, skal citeres et stykke gedigent bredsdorffsk prosa,
hvor teori forenes med praksis, mens en kanonisk tekst bringes til at
afsløre sine hemmeligheder for øjnene læseren:
Hvis
nogensinde en tekst er skrevet ud
fra det der i nutidens teoretiske sprog hedder reader
response, så er det dette afsnit af novellen Irene Holm. Synsvinklen følger præstefrøkenen. Man ser det
blandt andet af hovedpersonens benævnelse. Nu er hun ikke længere
hverken ”Frøken Irene Holm, ”Holm”, men danserinde, ”Den lille
danserinde,” ”danserindens”, ”Den gamle danserinde”.
Virkningen af dette sene synsvinkelskift væk
fra den anonyme ironiker over til den indfølende præstefrøken bliver at
hendes dårlige samvittighed bliver læserens. I så lang tid har man,
forført af synsvinklen, leet af Irene Holm, at man må blive flov, da
man sent, sent og med et ryk kommer over i en anden synsvinkel og
indser hvor brutal en latter det var man lo. (2006:178).
I
sin samtale med Thomas Bredsdorff i Levende
litterater, spørger Marianne Stidsen, hvad der var så
epokegørende ved nykritikken. Bredsdorff svarer ved at fortælle om
dengang, da han i studietiden blev sat til at skrive en fortolkning af
Brorsons digt ”Her vil ties, her vil bies”. Hvad fortolkningen egentlig
skulle gå ud på, vidste han ikke. Når han slog op i litteraturhistorier
skrevet af fagets tidligere professorer, fik han f.eks. at vide, at
”digtet foregår i Randerup, snarere end Ribe.” Stillet over den
biografiske kommentars åbenlyse fallit som fortolkning besluttede
Bredsdorff sig for at undersøge teksten, dens stemmer, deres indbyrdes
magtforhold, tekstens rytme og temposkift, akkurat som han ovenfor
undersøgte synsvinklerne i Herman Bangs novelle.
Bredsdorff
var ikke helt uden teoretiske inspirationskilder og forgængere, han
nævner Torben Brostrøm. Men i det væsentlige betragtede han nykritikken
som et fornuftens oprør mod en meningsløs tradition.
Bredsdorffs
holdning til videnskabelige metoder var fra første færd pragmatisk: De
skal bevise deres værd i praksis. ”Det er praktisk arbejde med at
analysere, vurdere og undervise i litteratur der har givet anledning
til teoretiske overvejelser, ikke omvendt”, står der i indledningen til
hans tungeste teori-artikel, som handler om litteraturen og Hjelmslevs
sprogteori, den såkaldte glossematik (Bredsdorff 2019:384).
Jeg
skrev i optakten til denne portrætartikel, at Thomas Bredsdorffs
prosa-ideal har sine rødder i tænkning over lyrik, og ikke i lærebøger
i journalistik. Det er en sandhed, der kræver en lille modifikation:
Bredsdorff har lært meget af at praktisere journalistik,
i de første år (1959-64) som litteratur- og teaterkritiker på
Kristeligt Dagblad, herefter (1965-d.d.) som stadig mere alsidig
kulturmedarbejder, klummeredaktør m.m.m. på Politiken. Avisarbejdet har
trænet ham i at producere tekster til deadline og i faste formater, ja,
i at være produktiv i det hele taget. En værktøjskasse er blevet pakket
med redskaber til, hvordan man aktualiserer en historisk begivenhed
eller omvendt forsyner en aktuel begivenhed med historisk baggrund osv.
En
humanistisk videnskabsmand kan lære meget af journalistikken, både når
der skal researches og skrives. Bredsdorff og journalistikken har været
et perfekt match. Nysgerrigheden, opdagertrangen og rastløsheden lå ham
i blodet. Og hans særlige evne til at dirke en tekst op kunne han lige
så vel demonstrere over for Politikens læsere som overfor de studerende
på universitetet.
Thomas
Bredsdorffs artikler til tidsskrifter og aviser har hidtil ligget
spredt. Nu giver et fyldigt udvalg ved Marianne Stidsen mulighed for at
nærlæse og sammenligne. Overalt ser man bestræbelsen på klarhed.
Artiklerne til avisen er generelt mere enkle end dem til
tidsskrifterne. Det er også i avisartiklerne, specielt portrætterne,
man ser de mest ligefremme tilgange: ”Henrik Ibsen er en verdensmagt”,
”Tom Kristensen blev ramt af rimdøden”, ”Det dødeste der findes, er en
nylig afdød forfatter”.
Bogen
er bygget op i sektionerne ”Liv”, ”Digtning”, ”Forfattere”, ”Samfund”
og ”Teori”. I et
”Appendiks” har redaktør Stidsen samlet nogle taler for Bredsdorff ved
Horace Engdahl, Jan Rosiek, Lasse Horne Kjældgaard og Marianne Stidsen
selv. Det er første gang en dansk litteraturprofessor beæres med en
sådan udgivelse. Det er ikke et festskrift, men et magtfuldt udvalg af
den stadig produktive professors egne skrifter. Hen over bogryggen står
der simpelt hen BREDSDORFF som var det et brand.
På titelbladet følger den fulde varedeklaration:
Thomas Bredsdorff: Litteraturen giver form
til en følelse. Essays om liv, forskning og digtning redigeret og med
forord og efterskrift af Marianne Stidsen. Lindhardt og
Ringhof (560 sider).
Af
grunde som vil fremgå af det næste og sidste afsnit bør jeg nok undgå
at rose den alt for meget. Nogen kunne mene, at jeg er inhabil.
Da
jeg første gang mødte Thomas Bredsdorff for godt 50 år siden, var han
lærer i litterær analyse og jeg danskstuderende. Siden begyndte vi at
undervise og udgive bøger sammen. Vi blev også venner på det personlige
plan.
Det
tætteste, vi er kommet på hinanden, var i en dobbeltseng på et hotel
oven for Vejle. Vi var på vej til Odin Teatret i Holstebro, hvor
teatrets skuespillere og vores studerende sad og ventede på os, da en
hård vinterstorm (i april) forhindrede os i at komme frem. Hjulene på
bilen kørte rundt, rundt rundt. Skuespillerne spillede Odin-stærkt for
os dagen efter. Nogle af vores studerende havde lyst til at blive der.
Det var en af den slags oplevelser, som vores undervisningsfællesskab
kastede af sig.
Jeg
tør godt sige, at jeg kender Thomas’ prosa indefra, for ikke alene har
vi skrevet kilometervis af brevprosa til hinanden, men der findes også
tekster, vi har skrevet i fællesskab på den måde, at den ene skrev et
udkast, og den anden skrev det om, hvorefter den første rettede det
igennem, indtil en af os kapitulerede. Det lyder primitivt, men det var
i realiteten avanceret. Vi kendte alle forklaringerne og var mere
interesserede i at se, hvad der holdt, og hvad der ikke holdt. Vi er
begge pragmatikere. Ingen teorier har kunnet adskille os. Vi har
inspireret hinanden til nye bøger og sat projekter i gang for hinanden.
Jeg fik Thomas til at skrive bogen om Ironiens
pris (2011). Han fik mig til at være hovedredaktør på Dansk forfatterleksikon (2001).
Vi
delte ikke litterær smag. Jeg hældte til litteratur med
virkelighedstilknytning, realisme, breve. Balzac var min helt. Thomas
svor til Holberg og oplysningstiden, som han genoplyste for os, så vi
også kunne se følelserne. I øvrigt omfatter hans produktion hovedværker
inden for lyrik, prosa og dramatik. Han har international status og har
skrevet banebrydende bøger om de islandske sagaer, P.O. Enquist og
Sylvia Plath. Thomas Bredsdorff er en jernmand. Han er 82 år og pønser
på at skrive en ny bog om Johannes Ewald.
|
