Først lagt op 24-11-2019; senest opdateret 24-11-2019 12:15

 

8.

Maria Helleberg - sprogstrømmen

 

 

 

 

Maria Helleberg (f. 1956) hører øjensynlig til de lykkelige forfattere, fra hvem sproget synes at strømme frit og ubesværet. Men under produktiviteten lurer en frygt for pludselig ikke at kunne skrive mere. I et interview har hun sagt, at hun er bange for, at nogen skal dissekere hendes evne til kunstnerisk skaben – ”at kreativiteten pludselig skal ligge på en bakke som et lille organ, der er trukket ud af en og aldrig kan proppes ind igen” (Henning Thøgersen: Bristepunktet, 2000:51).

 

Sagprosa-analytikeren har hverken hjerte eller skalpel til en sådan operation, så Helleberg kan roligt skrive videre. Ja, roligt og roligt, mere end 90 bøger er det blevet til, siden hun debuterede i 1986 med den historiske roman Seersken.

 

Grundstammen i produktionen er fiktionsromaner, hvor hovedpersonerne er kendte kvinder eller kvinder bag kendte mænd. Men Helleberg har også skrevet sagprosa, f.eks. om litteraturhistorie og opera.

 

Før hun blev forfatter, færdiggjorde hun sine studier i dansk og teaterhistorie på Københavns Universitet, og alt, hvad hun siden har bygget op, har haft en filologisk og historisk bund. Hun ved, hvad hun taler om, og hvornår alting begyndte.

 

Miskundhed og den sproglige rumoplevelse

Da hun engang blev spurgt til sit yndlingsord, svarede hun ’miskundhed’, og tilføjede, at det ord havde hun været glad for allerede i tre-årsalderen! Hun havde opfanget det fra de radiotransmitterede gudstjenester. ”Et dejligt ord, som ingen andre kendte eller brugte, men som hvislede sig selv og kom godt rundt i munden. Jeg gik rundt og sagde det for mig selv, til min hjemmegående kulturradikale mors store nervøsitet.”

 

Da hun kom i skole, genfandt hun miskundheden i salmerne.  Ordet betyder barmhjertighed, men det var det uforståelige, ordmusikken, der tiltrak hende. Hun leder stadig efter den slags ord – eller for at sige det med hendes egne ord og dermed give et indtryk af hendes essaystil:

 

Som forfatter slider man ordene, slider dem ned. Slider sætningerne tyndt gennemsigtige. Findes der et eneste ord, man ikke har skamridt (skamredet? jcj) eller postuleret betyder noget andet end Nudansk Ordbog hævder? Er der ingen uberørte ord tilbage? Ingen jomfruelige eller bare jomfrunalske termer?

 

Afsnittet indledes og afsluttes med en triade: tre gange ’slider’ og tre spørgsmål om sproglig uberørthed. Retorikken er fast, men tonen er uhøjtidelig. At ”jomfrunalsk” (snerpet) skulle være et relevant alternativ til ”jomfruelig” (uberørt), må betegnes som en vittighed. Man konstaterer, at forfatteren ikke er bange for at skære gennem, og at hun ikke har noget sippet forhold til sproget:

 

De ord, som virkelig kan bringe mig i svingninger, er som regel kasserede og utidssvarende. Utidig gjorde comeback, det samme må kunne ske for begreber som næn.

 

Sproget er en gave. Sprogstrømmen kommer til en udefra:

 

Og her sidder jeg og afventer det næste livord, det næste yndlingsord, som kan ændre den sproglige rumoplevelse. Jeg ved, det aldrig kan blive det samme som med Miskundhed. Men intet kan forhindre én i at håbe.

(Maria Helleberg: ”Miskundhed”, i: Klaus Rifbjerg, red.: Livord, 2006 :109-110).

 

Hvilket håndelag!

Maria Helleberg kan lide at overraske. Ligesom ingen kunne have gættet på, at ’miskundhed’ var hendes yndlingsord, således kommer det nok også bag på hendes læsere, at folkevisen om Ebbe Skammelsøn er hendes yndlingslæsning fra den danske litteratur.

 

Hendes forklaring viser, hvor fast et greb hun har om fortolkningen og perspektiveringen af en klassiker. Hun udlægger teksten, men åbner samtidig for diskussion:

 

Ebbe Skammelsøn er ikke kun en af de mest velskabte folkeviser, det er tillige en af de mest konsekvente. En eneste løgn. Ikke et tilfælde, kun den velplacerede løgn, udløser sammenbruddet. For Peder, den troløse egoist, er løgnen nyttig. Da løgnens konsekvens er åbenbar og Lucie gift med den forkerte bror er et ord et ord og en mand en mand. Problemet er så at et ord somme tider er et usandt ord, og at man/en mand? skal skære sig ud af løgn ved hjælp af vold.

 

En velmoduleret formidlingstekst med ord, der virkelig smager af noget (”velskabte”, ”tillige”, ”troløse”), og en varieret syntaks, som fører læseren videre. De sidste linjer refererer til ordsproget ”en mand er en mand, og et ord et ord”, som nogle læsere vil huske fra H.C. Andersens eventyr ”Skyggen”.

 

Maria Helleberg har evnen til at formulere et velkendt teoretisk modsætningsforhold på en så jævn og ligefrem vis, at man får lyst til at tage fat på det igen:

 

På en måde er Ebbe Skammelsøn også en trist kommentar til middelalderens splittelse mellem dyb respekt for jura og løfter på den ene side – og trangen til at vælte al retfærdighed og jura med rå vold.

 

På knap halvanden side kommer Maria Helleberg også omkring det episke format i de nordiske folkeviser generelt og de forskellige varianter (opskrifter) af specifikt den om Ebbe Skammelsøn. Og hun lader sin litteraturpædagogiske tour de force munde ud i noget, der ligner et citat fra en seksstjernet anmeldelse:

 

Bedre og strammere er psykologien bag drab ikke beskrevet på dansk.

 

Hvilket håndelag!

 

(Maria Helleberg: ”Om Ebbe Skammelsøn”, i: Ole Knudsen m.fl., red.: Læsebogen. Danske forfatteres yndlingslæsning, 1997:9-10)

 

Håndværkeren i billedskærerværkstedet

Man forestiller sig Maria Hellebergs arbejdsrum som et gammelt billedskærerværksted, som modtager bestillinger på Jomfru Maria-figurer i forskellige størrelser og til forskellige formål. Værkstedet har skabeloner, materialer og redskaber liggende, så man kan opfylde næsten ethvert behov. Helleberg har specialiseret sig i kvinder: dronninger, kunstnere osv.

 

Populær i alle formater

En af favoritmodellerne hedder Thomasine Gyllembourg. Hun var en dansk guldalderforfatter. Helleberg kan levere hende i stort romanformat: Thomasines frihed (2015), i lille kvindehistorisk opslagsformat: Kvinder der forandrede Danmark (2013) og i kvindelitterært storformat: Vilde kvinder, milde kvinder (2003).

 

En vis mængde data og synspunkter går naturligvis igen, men ellers giver Helleberg hver gang materialet en indfarvning, som passer til genren og publikumtypen. Fra sin flittige virksomhed som foredragsholder ved hun, hvad folk vil have – og det får de så alligevel ikke alt sammen. For hun kan også lide at provokere – og det sætter folk også pris på!

 

Helleberg er populær i alle formater, og de tre portrætter af Thomasine Gyllembourg er alle kommet i flere oplag.

 

Ned med idiotiske universitetslektorer!

Vilde kvinder, milde kvinder handler om danske kvindeskikkelser i guldalderen. Hellebergs synspunkt er, at de er blevet misforstået, først af traditionens mandlige koryfæer og dernæst af kvindebevægelsens litterater.

 

”Nye landvindinger gjorde en energisk og grådig generation blind for, at fortidens kvinder ikke hele tiden havde arbejdet målbevidst for retten til at blive universitets-lektorer”, skriver hun i bogens indledning.

 

Lektorerne spejler deres eget liv i guldalderlitteraturen og forstår ikke, at ægteskabet var et vilkår og en profession.

 

Og hvis budskabet ikke skulle være feset ind, kommer det lige en gang til i slutningen: ”Meget af det, vi i skrivende stund anser for fremskridt og uundværlig frihed, ville kvinderne år 1800 undre sig over og ikke anse for særlig vigtigt. Når de begejstret læste og citerede Rousseau trods hans biologisketiske (det står der! jcj) kvindesyn, skyldtes det blandt andet, at deres håb for fremtidens generationer af kvinder ikke var, at alle skulle blive ensomme singler, fast forankret i en glorværdig karriere som universitetsansat forsker i kvindehistorie.” Det er drabelig polemik! Vi mangler kun adressen på kvindehistorikeren!

 

Furie og man-eater

I øvrigt tager man fejl, hvis man tror, at Marie Hellebergs nuancerede forståelse for det ægteskabelige liv i fortiden, beror på, at hendes eget liv er forankret i et solidt ægteskab. Som alle hendes fans ved, har hun levet en omtumlet og frodig singletilværelse med et hav af mænd, heraf flere kendte.

 

Hun ser ikke ud til at være ked af sit image som furie og man-eater. Hun er blevet mange erfaringer rigere og har derved fået bedre mulighed for at forstå de kvinder og mænd, hun skriver om. Hendes feminisme er blevet mere bredspektret.

 

Lopper i teksten

Hendes prosa, for nu at vende tilbage til den, bærer præg af, at hun skriver meget og hurtigt. Den kan være flydende og tage læseren med på en bølge, men den kan også være grumset og dvask. Se for eksempel brugen af anførselstegnene omkring ”kun” i denne passage:

 

Thomasine voksede op som yndlingsdatteren i en søskendeflok på fire piger, og hendes far var utilfreds med at hun ”kun” var en pige, så begavet hun var, ellers kunne hun have overtaget hans blomstrende forretning.

 

Anførselstegnene markerer et forbehold. Er det faderens eller forfatterens forbehold? Hvis det skal være en henvisning til Lise Nørgaards erindringer, er der rod i synsvinklerne og tidsplanerne.

 

Et andet eksempel på samme side:

 

Som årene gik, affandt faderen sig med sine døtre og blev betaget af dem, især af den smukke, storøjede og ”maskulint” begavede Thomasine.

 

Her er ”maskulint” næppe et citat fra noget, faderen (eller Lise Nørgaard) har sagt. Altså må det være en karakteristik med forbehold. Men hvem tager forbeholdet? Er det ikke bare forfatteren, der ikke gider at finde ord for det, hun vil sige?

 

Anførselstegn til markering af forbehold er sløring, usikker stil. Ingen dansk forfatter hader den slags anførselstegn mere end Lise Nørgård.

 

Da hun skulle dække olympiaden i Tokyo i 1964, satte Politiken en sportsjournalist til at redigere i artiklerne. Lise Nørgaard skønner, at hans ordforråd var cirka en fjerdedel af hendes. Han satte anførselstegn omkring de ord, han var usikker overfor. Med det resultat, at Lise Nørgaards tekst så ud, som om der var gået lopper i den.

 

Hvor der handles, der spildes

Med det tempo, Maria Helleberg holder, må man forvente en vis spildprocent. Heller ikke alt, hvad Klaus Rifbjerg skrev, var lige godt.

 

Helleberg er en højprofessionel, leveringsdygtig prosaist. Men hun har sine dårlige dage.

 

Man kan lægge målestokken forskellige steder, i topniveauet eller bundniveauet. Jeg har valgt at give eksempler på både det suveræne og det sjaskede.

 

 

 

©John Chr. Jørgensen