Først lagt op 28-11-2019; senest opdateret 03-01-2020 17:16

 

9.

Scener fra Syrien – Puk Damsgård

 

 

Puk Damsgård (f. 1978) tilhører en generation af journalister, for hvem den fortællende journalistik er en selvfølgelig mulighed. Hun er journalist fra Syddansk Universitet i 2007. Den nye bølge af narrative journalism kom til Danmark fra USA omkring år 2000. Forbindelsen er veldokumenteret. Linda Dalviken har beskrevet den bredt i bogen Fortællende journalistik i Norden (2005), og jeg har givet et koncentrat af udviklingen i kapitlet ”Fortællende journalistik” i min bog om Journalistik med stil (2007).

           Det kan siges meget kort: Den narrative journalist låner greb fra romanforfatteren med det formål at kunne fortælle mere spændende og derved skaffe sig flere læsere.

           Et dansk gennembrudsværk i genren er Det store bogtyveri fra 2005. Det var historien om alle de kostbare værker, der forsvandt på Det Kongelige Bibliotek. Forfatterne til bogen, Lea Korsgaard og Stéphanie Surrugue, lagde ikke skjul på, at de havde lært et og andet af amerikaneren Tom French og hans kriminalhistorie fra det virkelige liv, Engle og dæmoner, som blev oversat til dansk og optrykt i bogen Virkelighedens fortællere (2002).

           Puk Damsgård siger, at selvom hun skriver for at oplyse, lader hun sig i skrivemåden inspirere af kunstneriske teknikker: ”Ved siden af faglitteratur læser jeg mange romaner. Jeg gik meget op i med Hvor solen græder, at den kunne læses som en roman med en hovedperson, vi følger over tid. Bare non fiktion, selvfølgelig.” (Karen Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, april 2015).

           Blandt dem, hun til sidst i Hvor solen græder takker for kyndig kritik, er Lea Korsgaard, den ene af forfatterne til Det store bogtyveri.

           Intet kommer af ingenting, bortset fra lommeuld. Journalister tilstår som regel, at de lærer af hinanden. Også når det er kunstgreb, de lærer.

           Lommeulden har jeg fra Storm P., så selv den kommer af noget.

 

Roman og journalistik

Det lykkedes for Puk Damsgård at skrive Hvor solen græder sådan, at den kunne læses som en roman samtidig med, at den blev anerkendt som journalistik.

 

Bogen foreligger nu i 5. udgave, 5. oplag, og den har skaffet Puk Damsgård både journalistpriser og fortællerpriser (se CV’et til sidst i artiklen her). Damsgård kalder den selv ”En fortælling fra Syrien.”

 

Hun bruger i det hele taget ikke ’journalistik’ i sine bogtitler. ’Journalistik’ signalerer ’avisartikler’, men Puk Damsgård skriver ikke artikler, hun laver tv-reportager – og dem supplerer hun med journalistiske bøger, som hun kalder fortællinger, historier og krøniker. Bogskrivningen er en selvstændig aktivitet, en mulighed for at skabe eftertanke og sammenhæng i en ellers opsplittet korrespondenttilværelse. Og altså en mulighed for at nå et nyt publikum.

 

Damsgård har den fordel, at hun ikke skal råbe højt for at komme i kontakt med sit publikum. Næsten enhver dansker ved, hvem hun er: Puk Damsgård, det er den unge lyshårede, modige tv-journalist, der rapporterer om, hvad der foregår bag fronterne i Mellemøsten.

 

Dameblad

Hende og hendes arbejdsliv (og gerne også privatliv) vil folk godt vide noget mere om. Og hvis de kan få den information gennem bøger, der er lige så spændende at læse som romaner, er de villige til at ofre tid og penge på formålet.

 

Når de så får fingre i Hvor solen græder, opdager de til deres glæde – eller bekymring – at bogen begynder som en roman i et dameblad:

 

Nour opdagede med det samme sig selv i spejlet, da hun trådte ind i entréen. Hun tog skoene af og stillede sig rank foran spejlbilledet, skød det fregnede brystparti frem og løsnede hårnålene i siderne. Den knaldsorte frisure sad upåklageligt, men ikke godt nok (…) Nogle gange savnede hun sit gamle liv, da hun stod tidligt op, knappede den nystrøgne skjorte og kørte til sit arbejde i en privat bank. Hun længtes efter sit værelse, som hun delte med sin søster og de tredive bamser, der stirrede på hende fra sengen.

 

Nour er storbykvinden, der har sluttet sig oprørerne ude i provinsen og momentvis længes tilbage til sin pæne baggrund. Hun skal fungere som en figur, læseren kan identificere sig med. Men hvis læseren synes, at figuren ligner en papmodel i et udstillingsvindue, lykkes identifikationen selvfølgelig ikke.

 

Bombeangreb

Først da Puk Damsgård selv overtager synsvinklen og begynder at tale for egen regning, griber hun fat i den skeptiske læser:

 

Jeg serverede te og småkager for Nour og Meeshal, inden vi skulle ud og besøge byens gravpladser (…) Her var tilrøget. Nour og Meeshal tændte den ene cigaret med den anden og fnisede i et øjebliks forelskelse. Så hørte vi bombeflyet.

 

Den efterfølgende udmaling af bombeangrebet glemmer læseren ikke.  Man ved nu, hvad der kan ske hvert eneste øjeblik bogen igennem.

 

Prolog og prunkløs prosa

Alt det, jeg har omtalt indtil nu, befinder sig i en ”Prolog”, en håndfuld sider, som er skudt frem foran den kronologiske beretning for at sætte scenen. Inden for dramaturgien kalder man det ekspositionen. Men det er selvfølgelig et endnu mere forskrækkeligt ord end prolog. Hovedsagen er, at der er sat en krog i læseren, som herefter uden at kede sig det mindste kan hengive sig til Puk Damsgårds mest prunkløse sagprosa:

 

Jeg begyndte mit arbejde som mellemøstkorrespondent for DR Nyheder i sommeren 2011 midt i en arabisk politisk orkan. Mens jeg flyttede ind i min bolig i Libanon, blev Egyptens afsatte præsident Hosni Mubarak ført for retten. Muammar Gaddafi flygtede fra sit palads i Tripoli. Oprørerne i Syrien dannede den frie syriske hær. Jeg var den nye korrespondent, en pige fra Hammer Torup Banke på Sydsjælland, der skulle rapportere om, hvad omvæltningerne i Mellemøsten førte med sig, hvilke drømme araberne pludselig turde tro på, og hvilke udfordringer der naturligvis var forbundet med at fjerne diktatorer, der havde regeret i årtier.

 

Tre slags prosa

Vi har nu set tre slags prosa fra Damsgaards pen: en beskrivelsesprosa (pigen foran spejlet), en handlingsprosa (bombeflyet) og en refleksionsprosa (Puk Damsgårds netop citerede overvejelser). De ligger endnu som adskilte prosaformer i teksten, men Damsgaard får dem efterhånden til at fungere sammen på handlingsprosaens betingelser. Det, der styrer teksten, er ikke beskrivelser af natur og mennesker eller tanker om regimet og modstandskampen, men aktionerne, krigshandlingerne, flytningen fra sted til sted. Som i spændingsromanen eller krigsromanen drives man frem af spørgsmålet, hvad sker der nu? Ved at krydsklippe mellem Noer-sporet og det, korrespondenten selv oplever, skaber Puk Damsgård ekstra acceleration.

 

Indlagte pauser øger troværdigheden. På et tidspunkt under bombeangrebene hører Puk Damsgård og hendes fotograf lydfiler med Mads Steffensen & co. ”Vi svælgede i ikke-dødelige almindelige problemstillinger for en stund”.

 

Med Noer som identifikationsfigur kan forfatteren skabe scener, som belyser f.eks. kønsrolleproblemer. I en traditionel korrespondentfremstilling ville forfatteren komme med nogle betragtninger over de gammeldags kønsroller, der lever videre hos oprørerne. Puk Damsgård belyser problemet i en samtale med Noer, som er kommet i tvivl om hendes oprørshelt egentlig er den rette for hende. I stedet for en kronik får vi en dialog.

 

Også korrespondentens egne problemer med det farlige job belyses i dialogform. En mexicansk fotograf, hun møder, siger til hende, at det er første gang han ser en korrespondent med lyserøde negle. Hun svarer:

 

Jeg egner mig ikke til det her. Jeg er ingen krigskorrespondent som dig. Næste gang ansøger jeg om at blive blomsterkorrespondent. Eller også kan jeg måske anmelde hvidvine i Sydafrika, hvis jeg da ikke ender som alkoholiker længe inden”, svarede jeg. Vi grinede. Det var dejligt.

 

Sådan kan man behandle alvorlige problemer på en let måde. Man skriver dem ud i dialog og satser på, at læseren selv fanger pointen.

 

Når det gælder hendes egen rolle, vælger Puk Damsgård – med stor effekt – at underspille. Hun synes ikke, at hun er særlig modig, og hun nærer ikke overdrevne tanker om betydningen af det, hun laver:

 

Når folk i Syrien spurgte mig, hvorvidt en tv-reportage om deres vilkår, ville forandre deres liv, måtte jeg sige, at det skulle de ikke regne med. Jeg lod det blive ved det. Jeg sagde ikke, at en historie i TV-avisen ikke ville betyde noget som helst for krigen og deres liv i Syrien.

 

Hun har bare været danske tv-seeres øjne og ører på stedet. I tilbageblik må hun spørge sig selv, om det var ulejligheden værd, og om hun i et fremtidigt liv skulle vælge at bo på en farm i Afrika og fodre en glad elefant med nogle urter. Således sejrer den milde humor over desillusionen. Og således beviser bogformen sit værd som følgesvend til reportagen.

 

Tradition og talent

Kunne Puk Damsgård have skrevet Hvor solen græder uden narrative journalism? Måske. Kunne hun ikke have ladet sig inspirere af ældre rejse- og krigslitteratur og af bøger om islam? Sikkert. Er det med vægten på handling, scener og replikker ikke bare noget, som kan føres tilbage til filmen og den impressionistiske roman? Jo. Bestemte genrer og stiltraditioner hører sammen. Forfattere og journalister kan lade sig inspirere på kryds og tværs. Der er ikke noget absolut nyt under solen. Men lige efter år 2000 kom der en vældig

bølge af fiktionspræget journalistik i bogform. Bølgen blev båret frem af behov på mediemarkedet. Litteraturen havde behov for virkelighed, og journalistikken havde brug for følelser. Talentfulde journalistiske forfattere har drevet udviklingen frem. Puk Damsgaard er en af de mest talentfulde af dem.

 

CV

Puk Damsgård (Andersen).

f. 18.9.1978 i Hammer Torup ved Næstved.

Uddannet journalist fra Syddansk Universitet 2007.

Deltager i Galathea 3-ekspeditionen 2006-2007.

Fra 2006 freelance journalist med base i Pakistan, Beirut og nu Cairo, hvor hun bor sammen med sin amerikanske mand, flymekanikeren Shaw. De har ingen børn.

Siden 2011 Danmarks Radios mellemøstkorresponent.

Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris 2011.

Berlingske Fonds Journalistpris s.m. Simi Jan 2012.

Cavlingprisen 2015.

Fortællerprisen fra Den Danske Publicistklub 2015.

Læsernes Bogpris 2015.

Dignity-prisen fra Danish Institute against Torture 2016.

Statens Kunstfonds Livsvarige Hædersydelse 2018.

Hendes bøger er udkommet i 18 lande, heriblandt USA, Tyskland, Japan og Holland.

Ser du månen, Daniel er filmatiseret af Niels Arden Oplev, 2019.

 

Publikationsliste:

 

1.

Puk Damsgård (fagbog s.m. Marie Grundtvig Buss): Mellem Taleban og fremtiden. En fortælling om de unge i Kabul, 2006.

 

2.

Puk Damsgård: De renes land. Kærlighedshistorier fra verdens farligste stat, 2009, 2. udgave, 1. oplag, 2018.

 

3.

Puk Damsgård: Ulvehjerter. En familiekrønike, 2011.

 

4.

Puk Damsgård: Hvor solen græder. En fortælling fra Syrien, 2014, 5. udgave, 5. oplag, 2019.

 

5.

Puk Damsgård: Ser du månen, Daniel. 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat, 2015, 6. udgave, 3. oplag, med ny ”Efterskrift”, dateret Kairo, juli, 2019, 2019.

 

6.

Puk Damsgård: Den sorte kat i Mosul, 2017, 2. udgave 1. oplag, 2018.

 

Kilder: Forfatterweb (Karen Pontoppidan), Wikipedia og Politikens Forlag.

 

 

 

©John Chr. Jørgensen