Først lagt op 11-12-2019; senest opdateret 03-01-2020 17:16

 

11.

Pontoppidans erindringsprosa

 

 

Sommer var det – eller: Det var sommer?

Udgangspunktet for disse små studier i dansk sagprosa har været en interesse for, hvordan man bærer sig ad med at skrive enkelt, klart og ligefremt. Man skulle tro, at det var det letteste i verden, men det er det ikke.

 

Forfattere i Nobelprisklassen har bakset med problemet.

Møjsommeligt har de rokeret rundt på ordene, så der stod ”Sommer var det”, før de opdagede, at ”Det var sommer” egentlig er godt nok.

 

Et enkelt litterært kraftgeni hævdes at have siddet og grundet tre dage på et adjektiv. Til sidst faldt han død om under udarbejdelsen af en eftersætning.

 

En mand der hed Søren

”Jeg er med Aarene bleven mere og mere led ved den

descriptive og stemningsudmalende Stil”, skrev kraftgeniets kollega Henrik Pontoppidan den 11. juni 1917 i et brev til litteraturprofessoren Vilhelm Andersen.

 

Efter at have renset godt ud i de adjektiver, han havde lånt af kraftgeniet, syntes Pontoppidan, at han endelig var kommet nær ved ”det uopnåelige Mønster: ”Der var en Gang en Mand, der hed Søren.”” (Brevet er gengivet s. 523 i Flemming Behrendts Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan, 2019).

 

Broby med hale

Da Pontoppidan nogle år senere udsendte sine erindringer, kunne han have indledt dem med sætningen: ”Der var engang en mand, der hed Broby”. Men så ædruelig var han dog ikke blevet. Han skrev:

 

Det besynderlige Navn Pontoppidan hørtes første Gang her i Landet henimod Midten af det 17. Aarhundrede. Fem Sønner af en Mand, der hed Erik Eriksen og var Ridefoged og Forvalter i Broby paa Fyn, fik den daarlige Idé efter lærde Folks Skik dengang at stadse deres gode danske Bynavn op med en naragtig latinsk Adrienne.

 

Efter det sidste ord har den moderne udgiver indsat en note: Adrienne: Kjole med langt Slæb. (Henrik Pontoppidan: Undervejs til mig selv. Et tilbageblik, 1943, udgivet og med noter af Johannes Riis, 2018).

 

Forfatteren slår sig selv for munden med den Adrienne. Det er en oppyntning, som vi snildt kunne have undværet. Og et opslag i Ordbog over det Danske Sprog gør os ikke meget gladereopr. navn paa en negligé-dragt, som den franske skuespillerinde Mad. Dancourt bar 1703 som Andrienne i M. Barons bearbejdelse af Terents' Andria; foræld.

 

Men sætningen, hvori Adrienne optræder, er godt pakket sammen, og meningen afleveres med eftertryk: Det var en dårlig ide at stadse det gode danske bynavn op med en naragtig latinsk negligé-dragt. Forfatteren sætter det hele på plads for læseren.

 

Skolestuens klarhed

Ikke alle passager i bogen er så spækkede med meninger. Men det faste greb går igen. Forfatteren anskueliggør og fortolker:

 

Præstegården laa i Række med de andre Huse (i) Gaden og skønt Embedsbolig fremhævedes den overhovedet ikke fra Omgivelserne. Det var en stor tung Bygning i to Etager med mange Værelser, Gaardsplads og flere Udhuse. Jeg blev saaledes allerede som Barn vænnet til ikke at have selv mine nærmeste for tæt inde på Livet.     

 

Den sidste sætning vil sikre sig, at læseren forstår den psykologiske betydning. Det er en form for klarhed, som alle kender fra deres skoletid. Henrik Pontoppidans erindringsprosa er didaktisk – retledende og kontrollerende. Det er derfor nogle synes, den er betryggende, mens andre finder den er kedelig.

 

Ven afsløret som fiktion

Undervejs til mig selv (1943) er en forkortet sammenskrivning af erindringsbøgerne ”Drengeaar” (1933), ”Hamskifte” (1934), ”Arv og Gæld” (1936) og ”Familieliv” (1940). Denne gang var det ikke bare adjektiver og andre digteriske udskejelser, Pontoppidan opererede bort, nej, det var venner og relationer, som kunne åbne ind til gåderne i hans liv (jf. Gandrup og Behrendt i: Behrendt 2019:567).

 

Blandt dem, der næsten røg helt ud, var en ungdomsven ved navn Schaff. Han var altid god for en kynisk betragtning og et Nietzsche-citat. En ung Pontoppidan-forsker, Jørgen Moestrup, afslørede i et universitetsspeciale i 1967, at Schaff er en person, som Pontoppidan har opdigtet.

 

Flemming Behrendt kalder Schaff et ”fiktivt talerør” for den ældre Pontoppidan og ser manøvren som et led i hele strategien med selvbiografierne: ”at fremstille forfatteren som et tidligt modent, tidligt afklaret og tidligt selvstændigt menneske”.

 

Et moment af fejhed er der også i at udtænke en kynisk formulering og derefter lægge den i munden på en anden. Bemærk i øvrigt, hvor forkludret Pontoppidan bliver i syntaksen her, hvor han er ude i noget luskeri:

 

Det gik snart op for mig, at der var lige saa megen Nød paa Landet som i Byerne. Jeg maatte ofte tænke paa Christian Winther og hans ”Træsnit”, disse ogsaa af mig i sin Tid så beundrede scener af landligt Almueliv. Lutter elskværdig Idyl. Jeg mindedes et Ord af min afdøde Bekendt Schaff, der som den Spottefugl han var, en Gang havde sagt om Christian Winther og Digtere af hans Art, at de paa deres egen Facon efterkom Skriftens Paabud om at rive det Øje ud, der forargede.

 

Det havde været både nemmere og tydeligere at sige, at Chr. Winther lukkede det ene øje for alt det, som ikke var idyllisk. Men der er selvfølgelig mere vold og blod i bibelcitatet.

 

Rent fortælleteknisk fungerede Schaff som et middel til dramatisering. Men opdigtede personer er just ikke, hvad man forventer sig af erindringer, slet ikke Henrik Pontoppidans.

 

Klarhed er ikke sandhed

Den tekstanalytiske lærdom, vi kan uddrage af dette, er, at man ikke skal forveksle klarhed med sandhed. En forfatter kan være fuldstændig klar i mælet og dog fuld af løgn.

 

Et tekststed, mange Pontoppidan-læsere ynder at dvæle ved, er dér, hvor forfatteren hen mod slutningen af erindringsværket skriver om den livserfaring, der er nedlagt i Augustins valgsprog ”trahimur”. Ordene betyder ”vi føres”. Augustin lod det i indgravere i sin ring, skriver Pontoppidan. Dette blev sagt med så stor en selvfølgelighed, at ingen betvivlede tekststedets eksistens. Men eksperter, der siden har prøvet at finde teksten hos Augustin, måtte melde pas. En klassisk filolog bemærkede tørt, at Augustin slet ikke havde en ring!

 

Allerede inden han gik i gang med sine erindringer, havde Pontoppidan udsendt denne diskrete advarsel:

 

Memoirers Værdi beror efter min Mening ikke mindst på Følelsen af deres Troværdighed, men når en Digter får en Pen i Hånden, kan han ikke lade være med at fabulere, og jo mere Digter han er, des mindre formår han at afholde sig fra at brodere på Virkeligheden. (1931, jf. Behrendt 2019:630).

 

Broderi på virkeligheden

Som ung broderede Henrik Pontoppidan en del på sproget. Her har vi set, hvordan han som moden mand broderede på virkeligheden bag sproget.

 

”Stilen er ikke mere. Tingene træder frem igennem dem”, erklærer Vilhelm Andersen om romanen ”De Dødes Rige”. En senere fortolker, Knud Michelsen, giver ham delvis ret: ”Sproget i denne roman er reduceret til meddelelsesfunktionen, til det uopnaaelige Mønster: ”Der var engang en Mand, der hed Søren”” (”Digter og Storby”).

 

Mistænksomhed anbefales

Når vi læser romaner, er vi klar over, at der hele tiden er en digter til stede uanset, hvor selvfølgeligt sproget tager sig ud. Digteren opererer bag sprogdragten. Samme mistænksomhed må man mobilisere, når man læser erindringskunst og anden sagprosa.

 

 

P.S.

Pontoppidan-læsere er godt hjulpne – takket være Flemming Behrendt.

Han har skabt den bedste, mest anvendelige danske forfatterside på nettet med:

www.henrikpontoppidan.dk

 

Og han har med kraftpræstationen:

Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan

etableret solidt grundlag for den fremtidige forskning i forfatterskabet.

 

P.P.S.

Det litterære kraftgeni, som blev nævnt i indledningen, er J.P. Jacobsen, som optræder under dæknavnet Enevoldsen i Pontoppidans ”Lykke-Per”. De præcise henvisninger kan man søge sig frem til på www.henrikpontoppidan.dk hvor sentensen ”trahimur”, vi føres, også kan slås op.

 

 

 

 

©John Chr. Jørgensen