|
Enhver, der har kendt Jens Kistrup
(1925-2003), vil vide, at han var et guddommeligt snakkehoved. Mødte
man ham på Strøget og hvor han nu ellers færdedes i bybilledet,
indfangede han en med en usynlig Lasso, satte tiden i stå og begyndte
at konversere om alskens emner af fælles interesse, bladrygter,
journalister, nye bøger, anmeldelser, skuespillere,
universitetsansættelser og almindeligt bysladder. Han kunne zigzagge
gennem emnerne. Uligt andre meget snakkende mennesker leverede han ikke
deciderede fortovsforelæsninger. Han sørgede for at holde en slags
dialog kørende, så han også selv fik nogle nyheder ud af samtalen. Men
han førte gerne ordet. Over for kollegerne på Berlingske Tidende
forklarede han, at han havde evnen til at lytte, mens han talte.
Kistrups anlæg for improviseret snak
gjorde ham til den perfekte interviewperson. En gang da jeg arbejdede
på en biografi om Leif Panduro, mødte jeg tilfældigvis Kistrup i toget
på vej til Louisiana i Humlebæk. Han var på listen over dem, jeg skulle
interviewe til bogen, så hvorfor ikke tage ham her og nu? Det havde han
ikke spor imod. Han snakkede om Panduro hele vejen. Selv på
spadsereturen fra stationen til museet. Han behøvede kun få stikord.
Han huskede godt, og havde masser af ord at sætte på erindringerne.
Det virkede, som om han havde lige så
let ved at skrive som ved at tale. Efter hvad han fortalte, havde han
skrevet anmeldelser for skrivebordsskuffen, siden han var seks år
(nogle gange sagde han dog 11 år). Sin debut som rigtig anmelder (i
begyndelsen dog kun af biografteater) fik han i 20 års-alderen.
Familieforbindelser fik protegeret ham ind på Berlingske Tidende.
Moderen havde gået i gymnasiet med den ene chefredaktør, faderen var
læge for den anden. Helst ville drengen være skuespiller, men da det
ikke syntes at være realistisk, så var udsigten til en livsstilling som
teateranmelder på den store borgerlige avis et lødigt alternativ.
Studietiden pegede på en videnskabelig
karriere. Det blev Kistrups skæbne, at der ikke var stillinger at søge
på Københavns Universitetet, da han i 1949 kom ud som magister i
litteraturhistorie med en guldmedaljeafhandling om dansk romantisme i
bagagen. Han lod sig fastansætte på Berlingske Tidende som 25-årig i
1950, og han forblev i bladhuset, til han døde 77 år gammel i 2003.
Avisen blev hans kateder og scene.
Yndlingsemnet var teatret, og de foretrukne genrer var avisens
kortformer: anmeldelsen og kommentaren. Flere forlæggere forsøgte at
lokke ham til at skrive bøger, bl.a. om Herman Bang. Men de store
formater lammede ham. I dag-til-dag-journalistikken var han imidlertid
produktiv. Det kunne løbe op i 80 enheder på en måned.
Han mødte næsten hver dag op på sin
avis med et færdigt manuskript. Han havde skrevet artiklen derhjemme
med Viking-blyant på A-5 papir. Nu skulle den bare tastes ind i
systemet. Derefter var der var masser af tid til at konversere og
drille kollegerne med øgenavne. ”Nå, der kommer lektor Brincker”,
”Goddag Teresa Was”. De sidste ti år var Kistrup på Weekendavisen. Da
ingen af medarbejderne orkede at dele kontor med ham, måtte
kulturredaktøren, Henrik Wivel, påtage sig opgaven. Ham kaldte Kistrup
for hewi efter computerens
navneforkortelse. I længden kunne det godt blive lidt anstrengende, men
kulturredaktøren ville gå langt for en medarbejder, som vidste
bogstavelig talt alt om dansk teater, og som var leveringsdygtig også,
når det gjaldt emner, han ikke vidste alverden om. Han kunne altid
snakke lidt med sig selv.
Midt i 1960’erne gav Politiken gav ham
et tilbud om at springe ud som kulturradikal, men usikkerheden –
udsigten til at skulle nøjes med en birolle i Politikens store spil om
kulturen – fik ham til at afslå. Så hellere en hovedrolle på
Berlingeren, hvor han kunne trække i trådene og drille dem, der truede
hans plads i hierarkiet.
Der var noget infantilt over Kistrups
drillemani. På fællesmøder, hvor han ikke var i centrum i samtalen, kom
drilledjævelen op i ham, og han gav rollen som underholdende ironiker
eller uartig dreng. Det var især kvinderne, det gik ud over. Han
syntes, at kolleger som Jane Aamund og Lise Nørgaard var kommet
irriterende let til deres popularitet. Hvorfor skulle de have højere
læsertal end han? Lise Nørgaard benyttede han enhver lejlighed til at
genere. Ved pressevisningerne af ”Matador” i TV-byen sad han og fnisede
og lavede snorkelyde. – Jens Kistrup var ikke noget lykkeligt menneske,
konstaterer Lise Nørgaard tørt.
Som karrieren skred fremad, blev
Kistrup mere og mere rummelig på en selvbevidst måde. Hvis nogen
beskyldte ham for selvoptagethed, forfængelighed og infantilisme,
vedkendte han sig villigt disse egenskaber. ”Jeg er ikke egnet til at
være voksen i virkeligheden. Den ideale tilstand for mig er at være
barn i et lykkeligt hjem”, sagde han til Marie Tetzlaff i Politiken
(22.12.2001). Man skulle ikke tro, at en mand, der siger sådan, havde
været gift, men det havde han, i en halv snes år (1966-77) med Birgitte
Stampe, Nysø. ”Det
var ideelt”, forklarede han i et interview, ”jeg kunne gå ud af bylivet
og ind i landlivet, jeg kunne godt lide det sceneskift” (Sabroe, 1999,
244). Han spillede for en tid voksen mand. Derefter faldt han tilbage i
barnerollen og erklærede åbent, at hans liv som voksen mand havde været
en fiasko.
En eventuel kritik af ham for at være
kulturjournalistisk letbenet kom han i forkøbet ved at karakterisere
sig selv som leverandør af fast food:
Jeg er pølsemanden, der leverer den
ønskede vare. Det hurtige måltid, pølsen eller hotdoggen, med brød,
sennep og ketchup, med rå eller ristede løg. Med det hele.
(Jens Kistrup: ”Forord. Med det hele,” 1998:11)
Han var klar over, at det var et
farligt billedsprog, som ville kunne ramme ham selv i nakken. Ifølge
hans efterfølger som teateranmelder på Berlingske Tidende, Me Lund,
omtalte de på avisen hans søndagsklumme som ”pølsen” (9.1.2003). Og hen
over Torben Brostrøms nekrolog over Jens Kistrup i Information stod der
”Distingveret pølsemand” (9.1.2003).
Det var venligt ment, men det kan
næppe have været drømmen om et eftermæle for en mand, der som 14-årig
købte Frederik Schybergs ”Ti Aars Teater” og senere udnævnte den til
”bogen, der forandrede mit liv”.
Schybergs pædagogiske klarhed og
urokkelige domme gjorde et stærkt indtryk på ham.
Et halvt århundrede senere var han
imidlertid kommet så meget i tvivl om eksistensen af evige sandheder,
at han spurgte, om man ikke kunne tjene læserne bedre med reportager
end med anmeldelser.
Usikkerheden over for meningen med at
fælde domme slog også igennem i klummerne. De blev genkendelige på lang
afstand ved deres mange spørgsmålstegn.
Det karakteristiske ved Kistrups
klummestil generelt er skribentens nærvær, hans stadige pegen på sig
selv. Han kan f.eks. begynde med en påstand, som han derefter
dementerer på en måde, som indeholder nye påstande. Og på den måde kan
han diskutere videre med sig selv foran sit publikum.
Jeg er socialist.
Hvis det
var sandt, ville meget være anderledes.
Mine
artikler i dette blad ville høre op. Til gengæld ville andre døre åbne
sig for mig, radioens og fjernsynets, f.eks.
(20.10.1973, Kistrup, 1998:65)
Tekstbilledet er opløst.
Spørgsmålstegnene og udråbstegnene florerer:
Sandheden om mig selv? Kan jeg tåle at
høre den?
Det tror
jeg. Hvad har jeg ikke i tidens løb sagt om mig selv! Kan nogen sige
noget, der er værre?
(23.3.1980, Kistrup, 1998:65)
Stilen er i en vis forstand snakkende
med småord, indskud, betoninger etc., men det er en stiliseret dialog
som den vi kender fra scenen, når cabaret-kunstneren eller
stand-up’eren snakker med sig selv.
Nogle gange slår stilen over i det
didaktiske, som når læreren eller lærebogen stiller spørgsmålene og
besvarer dem selv.
Spørgsmål: Hvordan lærer man at skrive mindre
kedeligt?
Svar:
1.
Ved at lære sig selv bedre at kende.
Og derpå bekende kulør.
2.
Ved at tænke mere på modtageren end på
sig selv. Når budskabet frem?
3.
Ved at lytte til sproget, som det
tales – på godt og ondt.
4.
Ved at læse de forfattere og
skribenter, der bruger sproget bedst.
(5.2.1989,
Kistrup, 1998:250)
For at få læresætningerne til at glide
lettere ned, siger han, at de er hentet fra en systematisk førstehjælp
for sprogbrugere ved professor, dr. ling. Urias P. Hasenschreck jr. –
en figur, som var i slægt med dr. Chum-Chum fra Fijiøerne, Leif
Panduros navnkundige antipodiske fodlæge (jf. Leif Panduro: Hvilken virkelighed? ved JCJ, 1977).
Når klummeskriveren Kistrup var bedst,
nærmede han sig essaykunsten. Således i den allersidste klumme, hvor
han reflekterede over forskellige læsepositioner og kom frem til, at
han personligt var nødt til at læse ved skrivebordet og tage noter.
”For mig repræsenterer enhver bog en forhindring, jeg skal overvinde.”
En tragisk erkendelse for en mand, der har brugt det meste af sin tid
på at læse bøger. Hvis klummen havde taget sin begyndelse her, kunne
den være blevet interessant essaykunst. Men slapstick-artisten Jens
Kistrup skulle lige varme op med nogle gamle numre – retoriske
spørgsmål og punktopstillinger – før han kom til sagen. Det gik
halvdelen af klummen med (”Hvor? Hvordan? Hvorfor?”, Weekendavisen,
10.1.2003).
Jens Kistrups klummestil er ikke
direkte udledt af hans mundtlige konversationer. Når han talte med
andre, fik de indimellem ordet, og samtalen bevægede sig i et mindre
forudsigeligt mønster.
Forbilledet for klummestilen skal
søges dels i scenekunsten, cabareten, stand-up’en og dels i
pædagogikken med dens mange retoriske spørgsmål.
Kun i glimt ses Kistrup at have
ambitioner om – og tid til – at forbinde sig med den essaytradition,
som kunne løfte hans klummer ind i den varige kunsts verden.
Kistrups klumme fungerede som
identitetsmarkør for en liberal borgerlighed i et stort konservativt
dagblad. Derudover var den hverdagsjournalistik, det daglige stykke af
livets pølse.
Citaterne er – bortset fra det fra
Weekendavisen – gengivet efter Kistrups eget udvalg Jens Kistrup med det hele. Udvalgte artikler fra 1970-98
(1998).
Andre kilder:
Jens Kistrup: ”En levende redaktør”,
i: Kirsten A. Mogensen: Mogensen – til lykke
på dagen, 1987.
John Chr. Jørgensen:
”Teateranmelderen. Jens Kistrup”, i: Kulturanmeldere
i Danmark. En håndbog med portrætter, 1991.
Morten Sabroe: ”Den uhelbredeligt
infantile kritiker,” Information 13.4.91, optrykt i Morten Sabroe: Undskyld … men hvor er udgangen, 1999.
Marie Tetzlaff: ”Man kan ikke skjule
sandheden”, interview med Jens Kistrup, Politiken 22.12.2001.
Brev fra Lise Nørgaard til JCJ
2.5.2013.
Nekrologer og mindeord om Jens
Kistrup:
Torben Brostrøm i Information 9.1.2003
Me Lund i Berlingske Tidende 9.1.2003.
Henrik Wivel og Klaus Rifbjerg i
Weekendavisen 10.1.2003.
Bettina Heltberg i Politiken 9.1.2003.
En seriøs behandling af Kistrup som
teaterkritiker finder man i Knud Arne Jürgensen:
Teatrets fortællinger. Jens Kistrups teaterkritik. En antologi,
2013.
|
