|
I sine unge år havde Politiken en
alvorlig konkurrent i dagbladet Dannebrog. En af denne konkurrents
stærkeste aktiver var en kvinde, der underskrev sig Frk. Loulou.
Frøken Loulou var født Louise
Marcussen og kom fra et københavnsk kulturmiljø, hvor man kunne læse,
tale og skrive fransk. Hendes far havde anmeldt teater og litteratur i
en konservativ avis. Hendes mor, der var en dygtig pianistinde, havde
bidraget til samme blad. Så
tanken om at skrive journalistik var ikke så fjern for Frk. Loulou.
Hun begyndte som 22-årig med at levere
petitjournalistik og interview til Dannebrog. Hendes artikler lyste i
den grad af opfindsomhed og kvalitet, at bladets
redaktør, Villiam Secher, bad hende om at dække Verdensudstillingen i
Paris 1899-1900. Hvor elegant hun løste denne opgave, kan man se i De tålte mosten. 39 kvindelige journalister (2013:14ff)
redigeret af denne artikels forfatter.
Efter succesen med Verdensudstillingen
blev Frk. Loulou ’flyvende korrespondent’ for Dannebrog.
Det vil sige, at hun blev sendt ud, når noget betydningsfuldt fransk
skulle dækkes.
I oktober 1902 rapporterede hun hjem
fra en stor minearbejderstrejke i Nordfrankrig. Strejken udviklede sig
eksplosivt, da ejerne af minerne forsøgte at importere engelsk kul i
stedet for det, de franske minearbejdere ikke ville hente op. Så
indledte havnearbejderne en sympatistrejke, med det resultat, at
regeringen indsatte tropper, som skulle dæmme op for social uro.
Da arbejdskampene spidsede til i
Dunkerque, boede Frk. Loulou på et hotel i Denain små 150 km længere
sydpå. Det fremgår af artiklens optakt, at det dengang var meget lang
vej. Hun rejste sammen med kolleger fra den franske presse.
Loulou Lassens reportage stod på
forsiden af Dannebrog søndag den 26. oktober 1902. Her er først
optakten:
En By i Oprør
(Brev til ”Dannebrog”)
Sabler og Barrikader
Dunkerque, den 22. Oktober
Et rungende Slag paa min Dør.
Forvirret farer jeg op og stirrer ud i Mørket. ”Hvem er det?”
-
””Le
Journal”. Der er telefoneret fra Paris. Dunkerque er i Oprør. Vi tager
derhen alle, vil De med?”
-
Godt, partons, nu
kommer jeg.”
En Hastværkspaaklædning, nogle
nødvendighedsgenstande i en Fart samlede sammen i Halvmørket. Værelset
er uhyre; Ødslen med Plads er den eneste Luxus, Hotellerne i Denain kan
opvise, og Lyset flimrer uden at lyse. Saa skumpler vi ud af Byen paa
en Vogn, som en af os, Gud ved hvorfra, har skaffet. Natten er iskold,
og Vinden hviner gennem vore Tæpper. Vi er udenfor al regulær Togplan,
det gælder om gennem en række sindrige kombinationer at faa fat i et
Exprestog, som ingen rigtig ved, hvor er. Og hele Natten gaar hen med
en evig Skiften Vogne og Tog, lange Parlamenteringer med forsovede
indbyggere i fantastiske Byer, der tegner sig i Mørket i ubestemte
Omrids, og timelange Ventetider i raakolde Ventesale.
Endelig naar vi frem. Klokken viser sex paa
Uhret, der pryder det gamle Taarn, Byens eneste Seværdighed.
Man forstår udmærket, at Valdemar
Koppel og de andre på Politikens redaktion sad og skævede misundeligt
til Dannebrog. Frk. Loulou var så ubetinget den mest talentfulde
skribent på sin avis. Hun kunne rapportere livligt fra de mest udsatte
steder akkurat som Henrik Cavling, hun var bare mere stilbevidst.
Faktisk forsøgte hun sig netop i 1902 med en roman, Det
evigt kvindelige, måske inspireret af Agnes Henningsen. Man
behøvede ikke at kigge langt for at finde hendes udenlandske
forbilleder, de var franske. Det var først og fremmest den stringente
Maupassant, som også Herman Bang havde lært af. Frk. Loulou var
bevisligt godt indlæst i forfatterskabet: Hun oversatte samtlige
Maupassants værker. De begyndte at udkomme i 1903, dvs. året efter den
citerede artikel.
Den dramatiserede optakt med
replikkerne åbner teksten og inviterer læseren indenfor. Det kan godt
være, at der er et par læsere, der ikke ved, at ”partons” betyder ”lad
os komme afsted”, men de kan næsten regne det ud. Ordet giver
lokalkolorit og signalerer, at det hele naturligvis foregår på fransk.
Karakterfulde beskrivelser følger: Lyset, der flimrer uden at lyse; de
skumpler ud af byen – ”skumple” findes i Ordbog
over Det Danske Sprog, det betyder at bevæge sig med
rystelser og stød; vinden hviner gennem tæpperne, timelange ventetider
i råkolde ventesale, og uret, der pryder klokketårnet. Det hele er
oplevet med sanserne (hørelsen, synet, følesansen). En fængende
beretning i rytmiske kadencer; se især passagen med de ”lange
Parlamenteringer”. Samtidig udgør optakten et selvstændigt, afrundet
forløb, fra opbrud til ankomst. Vi har at gøre med litterært udarbejdet
journalistik.
Ankommet til Dunkerque drikker
journalisterne kaffe på et værtshus, hvor kvinder med uredt hår og grå
ansigtsfarve serverer elendig spilkogende kaffe med stinkende brændevin.
Traktementet får tungebåndene til at
løsne sig. Arbejderne fylder gulvet med velafrettede spytklatter. De
fortæller om flokke af strejkende, der har trukket materiel og maskiner
ned i vandet. Journalisterne spørger, hvad arbejderne kræver. De
svarer, at det må formanden for forbundet svare på. Uden at sige det
direkte afslører artiklen, hvor lidet politisk bevidste de strejkende
arbejdere er.
Artiklen slutter med skildringer af
kampscener, som Frk. Loulou har fået galant hjælp til at beskytte sig
mod:
En lille Skare af de strejkende har
ved hjælp af Planker og store Træbukke lavet mig et halvcirkelformigt
Indelukke. Der staar jeg ved en Petroleumstønde og skriver, medens
Oprørssangen og Officerernes raadvilde Kommandoraab voxer sammen i
øredøvende Larm. Af og til stikker en af mine strejkende venner, som
har paataget sig at holde Vagt om mig, Hovedet ind bag Indelukket for
at holde mig ajour med Begivenhedernes Gang. ’”Der kommer stadig mere
Militær”, forsikrer han. ”men det gør ikke noget, der er kommet
Telegram til Syndikatet, ti Tusend Minearbejdere er undervejs; de
kommer ad Landevejen. Saa skal De faa noget andet at se; dette her er
ingen Ting. Inden Solen gaar ned, er det en revolution.”
Frk.
Loulou
Artiklen begyndte med, at
korrespondenten blev vækket og stod op. Slutbilledet viser
korrespondenten ved arbejdet senere på dagen. Hun skriver midt i
begivenhederne.
I artiklens sidste sætning har vi
journalisten. Det, at hun kan nære sig. At hun ikke går i rette med
udsagnet, men indser, at det som rapport om en tilstand i virkeligheden
siger mere end noget, hun selv kunne have fundet på. Man kan også sige,
at hun etablerer en perfekt balance mellem det subjektive (jeg-formen,
det skrivende jeg) og det objektive (iagttagelserne, de registrerede
figurer og replikker).
Alle sammenligninger halter, men
sammenhold nu alligevel med Henrik Cavlings slutning på artiklen om ”
Larissas Fald” i den græsk-tyrkiske krig i 1897:
Gennem
Lugerne, der aabnede Adgangen til Lasten, saa jeg Soldaterne ligge i
lange Rader, usikkert oplyste af de højt hængte Lanterner. Naar Roret
lagdes om, og Skibsskroget sitrede, hørtes der gennem Aabningerne og ud
i Stjærneskinnet Hundreder forfærdende, smærtedirrende Skrig – saadan
som kun voksne Mænd kan skrige. Det var rædselsfuldt. Mangen Nat vil
jeg høre disse Skrig, og jeg vil føle dem gaa gennem Marv og Ben.
Korrespondenten presser sine følelser,
men sproget vil ikke følge med: ”forfærdende, smærtedirrende”,
”rædselsfuldt”. Er ”Stjærneskinnet” en effekt? Er ”Hundreder” en
overdrivelse? Og hvad der sker ”Mangen Nat” ude i fremtiden, er det
svært at sige. Uden at betvivle ægtheden af Cavlings følelser må man
have lov til at sige, at de på skrift ligner triviallitteratur.
Som journalistik er de citerede linjer
et falsum. De findes ikke i den originale artikel ”Larissas Fald.
Privattelegram, Athen 26. april, Eftm., 1897” (27.4.1897). Linjerne kom
først til, da Cavling lod artiklen genoptrykke i udvalget Nogle Avisartikler (1910). Hans dækning
af den græsk-tyrkiske krig skete gennem løbende telegrammer. Det var
pressehistorisk epokegørende, men det havde den alvorlige bieffekt, at
artiklerne blev fragmenterede og ikke alt kom med.
Man må forestille sig, at Cavling, da
han en snes år efter sad med den bunke udklip (1910:3), der skulle
blive til Nogle Avisartikler,
opdagede, at artiklen om Larissas fald manglede en afrunding, der
forklarede, hvordan han var kommet til Athen – og så skrev den efter
erindringen. Deraf formentlig den underligt fremtidsrettede formulering
om, at han vil høre skrigene mangen nat.
Når jeg tillader mig at kalde det et
journalistisk falsum, er det, fordi Cavling med titlen Nogle
Avisartikler foregiver, at sådan så hans artikler ud i
avisen. Det gjorde artiklen om Larissas fald altså ikke. Tage Kaarsted,
som har skrevet detaljeret om Cavling som
krigskorrespondent, meddeler i en fodnote, at Cavling lod
artiklen om Larissas fald optrykke ”med en del ændringer af stilistisk
og dramatiserende karakter” (1960:116). Det er en mild underdrivelse.
Der foreligger også den mulighed, at
den tilføjede slutning på Larissas fald er ren digtning, men da Cavling
gentager den i sine erindringer tyve år senere, er man tilbøjelig til
at tro ham:
I den
dejlige stille Aften sejlede vi gennem Volo-Bugten, der er et Hav og
gled i Nattens Stilhed ind mellem de smaa eviggrønne græske Øer. Gennem
Lugen forude saa man ned i lazarettet, hvor de Saarede hvilede Side om
Side, usikkert belyste af de slingrende Lanterner. Naar Roret lagdes
om, og det sitrede gennem Skibslegemet, hørtes op i Nattens Stilhed en
dyb klagende Stønnen og deri pludseligt gennemtrængende Skrig, som
røbede stærke Lidelser. Naar jeg Aar derefter forfærdet kunde springe
op fra Lejet, havde jeg drømt om denne Nat.
Bemærk, at Cavling har sparet på
effekterne, så han ikke længere hører
forfærdende, smærtedirrende Skrig. Til gengæld løber
klicheen med ”de smaa eviggrønne græske Øer” ham i pennen. Han var
stilistisk tonedøv og rangerer som skrivende
journalist under den gennemmusikalske og stilsikre Frk.
Loulou.
Sven Ove Gade: Journalisten.
En biografi om Henrik Cavling, 2009.
John
Chr. Jørgensen: Da kvinderne blev journalister, 2012:57-74 om Loulou Lassen.
Samme: De elegante, 2018:58-71 om
Loulou Lassen.
Samme:
Kommer De som ven eller som
interviewer? 2010:122-32
om Henrik Cavling.
|
