Først lagt op 24-01-2020; senest opdateret 24-01-2020 13:01

 

18.

Sarkastisk rejseprosa – Lise Nørgaard

 

 

 

Typer af rejsende

I sin bog om Litterære rejser (1992) opstiller Lars Handesten en typologi over rejsende og rejsebøger fra ”Kunstige rejser” med Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger til ”Drømmerejser i virkeligheden” med Suzanne Brøgger og Ib Michael og ”Landgang i sproget” med Henrik Nordbrandt.

 

Den kritiske turist

Hvis Lise Nørgaard havde været inddraget i Handestens undersøgelse, ville hun formentlig optræde i afsnittet om ”Den kritiske turist”, som har Klaus Rifbjerg som den vigtigste repræsentant.

 

Mens andre forfattere er flygtet så langt væk fra masseturismen som muligt, har Rifbjerg og Lise Nørgaard opsøgt fænomenet og analyseret og kritiseret det. Rifbjerg, fordi han var udfordret af det moderne, Lise Nørgaard, fordi masseturismen pirrede forbrugerjournalisten og satirikeren i hende.

 

Man kan se lighederne og forskellene ved at lægge Nørgaard-udvalget Jeg gik mig over sø og land (1988) ved siden af Rifbjerg-udvalget Odysseus fra Amager (ved Mogens Knudsen, 1981). Rifbjerg er den artistisk mest sensitive af de to. Jordbunden ryster under ham. Nørgaard er den mest hårdtslående og bedst garderede.  Hun står på et fast grundlag – af humor.

 

Sarkastisk stil

Stilistisk giver Lise Nørgaards rejseprosa stof til et helt studium i sarkasme. Ordet kommer af græsk sarkazein, som betyder sønderrive kød og skære tænder. Ordbog over Det Danske Sprog fortæller os, at ordet betyder bitter, hånende bemærkning; spydighed, bidende vittighed. En sarkastisk bemærkning er altså bidende, spottende, spydig.

 

Sarkasme og ironi

Sarkasmen er en grovere afart af ironien, tydeligere og ”mere ondsindet og sårende” end denne (Yoon Moberg: Retorisk opslagsbog (1996:152).

 

Ironiens grundform er ”at sige noget andet end det man mener, på en sådan måde at man dog får sagt hvad man mener”, skriver Thomas Bredsdorff i Ironiens pris (2011:11). Men den definition er jo blot en ramme, som skal fyldes ud, og selv når det er gjort, er man ikke færdig med ironien. Ordet bruges i flere betydninger, som Bredsdorff gør nøje rede for. Ironien kan bruges til selvbeskyttelse og misbruges til mobning og magtudøvelse, fordi den, der er genstand for den, bliver usikker.

 

En togtur til Paris

Ironien driller, sarkasmen slår. Men til en begyndelse kan de ligne hinanden til forveksling. Se blot Lise Nørgaards optakt til en beretning om en tur med Paris-ekspressen fra Københavns Hovedbanegård. Formelt består teksten af fem parallelle infinitiver (at tage osv.) styret af den emotive interjektion ”Åh” brugt optativt (som udtryk for et ønske)

 

Åh, at tage toget til Paris!

Åh, at tage toget til Paris for at møde det forår, der tøvede med at indfinde sig i Danmark. At være god ved sig selv med enesove-kupé og hengive sig til al den luksus, togrejsebrochurerne forjætter. At være iført sit bedste rejsetøj for at svare til de damer, som vi ikke bare ser på billederne i de tryksager, der vil lokke os op at køre, men også fra film og tv om det højere elegante rejseliv på skinner. At opleve al den opmærksomme betjening i virkeligheden, fra ulasteligt uniformerede sovevognskonduktører til spisevognens tjenere og kokke.

(BerlT. 11.5.1986)

 

For nogle læsere vil allerede rubrikken og gentagelsen af den i første linje give et varsel om mulig ironi. Virkeligheden vil muligvis ikke kunne leve op til det, brochurerne ”forjætter”. Netop det ord vil få de fleste til at ane uråd. Og så hjælper det ikke, at der lægges mere sukker ud. Den trænede læser mærker, at der fedes op til slagtning. Frank Jægers Oh, at være en høne spøger i baggrunden. Og øksen falder kort efter, da ingen kan få øje på konduktøren, men alle kan se, at han har været der, for kupeernes sofaer er redt op til natten, selv om klokken kun er 16.40. Turen begynder med noget syndigt rod.

 

Da konduktøren omsider viser sig, er han ikke i den forventede fine uniform, men anløben hvid skjorte, sorte bukser med hængebag og i lettere opløsning.

 

Åh, at tage toget til Paris bliver hurtigt historien om et mareridt. Og Nørgaards sarkastiske bemærkninger hagler ned over DSB. Kupeerne er som ”rullende kølediske”. De høje siddesofaer er umagelige. Der er ikke noget bord. Til gengæld er der et klodset vaskestativ og en mystisk natpotte. Omkring Næstved afsløres det ved en ny ”surprise”, at der slet ikke er nogen spisevogn med – på en rejse, der varer femten timer.

 

På hjemturen går det ikke meget bedre. Her kan de købe, hvad forfatteren betegner som en uspiselig tysk fedtbunke af et måltid, og på færgen viser det sig, at restaurationen er lukket, hvilket selvfølgelig bevirker, at der er endeløse køer i cafeteriet.

 

Til sidst rettes sarkasmen mod den øverst ansvarlige:

 

Åh, at tage toget til Paris og tilbage igen. Det ville være en tur for DSB’S generaldirektør, der så i femten timer kan undre sig over, at passagererne i verdens mærkeligste internationale ekspres må finde sig i forhold, som ingen ville byde mennesker, der bare i tre kvarter rejser med intercitytog fra Roskilde mod Slagelse.

 

Lise Nørgaards turismekritik retter sig mod transportører og arrangører, mod tankeløshed og grådighed på alle niveauer. Moralsk går hun efter misforholdet mellem det lovede og det realiserede.

 

En sejltur på Donau

I artikler fra rejser i de kommunistiske lande langer hun ud efter pamperi og bureaukrati – og dansk medløberi.

 

Under et besøg i Budapest skal hun og hendes rejsefæller sejle en tur på Donau. Da de er kommet til et sted, der ”nærmest ligner Sydhavnen”, får de pludselig besked om, at ”die Reise ist kaput”, fordi ”ministerpræsidenten med følge agter at sejle ud på Donau de næste tre timer.” Selskabet bliver sat i land og må klare sig selv. På den timelange gåtur tilbage til byen drøfter de, hvad der ville ske derhjemme, hvis regenten eller statsministeren krævede kanalerne, Silkeborg-søerne eller Øresund ryddet i tre timer, fordi ville have en sejltur. Der er enighed om, at magthavere, der opførte sig sådan, ville være til grin, ja kaput.

 

I et indskud retter Nørgaard kanonen et nyt hen, mod de venstreorienterede hjemme i Danmark:

 

På rejser til socialistiske lande undrer jeg mig bestandig over, at danske tilhængere af det socialistiske system aldrig har bemærket disse små, festlige forskelle på folk, når de rejser på de samme kanter. Her er der ellers rig lejlighed til at konstatere, at Jeppe i baronens seng var en mand af gode manerer i sammenligning med mangen en småpamper, og at Ludvig den Fjortende var en lille fordringsløs fyr ved siden af de større partiparasitter.

 

Under sarkasmens former anklager hun danske socialister for at lukke øjnene for ”disse små, festlige forskelle”, som hun dernæst udmaler som store, grelle forskelle, som enhver normalt begavet burde kunne få øje på. Lise Nørgaard ved, hvad der er på spil: De politisk troende vil ikke give afkald på deres barnetro, selv om de udmærket kan se, at den ikke holder til virkeligheden, som er den, at proletaren lige så lidt som kapitalisten fra naturens hånd er befriet for ”uheldige egenskaber som grådighed, magtsyge, forfængelighed og dumhed.”

 

En sælsom reaktion

Artiklen, der tog udgangspunkt i sejlturen på Donau, kaldte hun ”Pampere i alle lande, forener eder”. Den blev trykt i ugebladet Hjemmet, nr. 47, 19.11.1968. I et brev til denne artikels forfatter skriver hun:

 

Pamperartiklen afstedkom en sælsom reaktion fra forfatteren Erik Knudsen, der som bekendt var troende kommunist. Han skrev: ”Kære Lise, vi ved jo godt, at det forholder sig sådan sine steder, men hvorfor skade vores sag ved netop at hæfte sig ved det?” Jeg ved ikke, hvorfra han havde den forestilling, at jeg og han havde en fælles sag. Selv betragter jeg mig jo mere som en borgerlig anarkist. (6.9.2012).

 

Den sidste sætnings ”jo” er henvendt til mig. Erik Knudsen har øjensynlig opfattet Lise Nørgaard som en del af et venstreorienteret eller kulturradikalt meningsfællesskab, hvilket for Lise Nørgaard var ”sælsomt”. Udtrykket indeholder en lille dosis sarkasme. I stedet for bare at skrive, at Knudsen tog fejl, stempler hun ham som underlig.

 

Sarkasmen som åndsform

Brevet fra Lise Nørgaard modtog jeg, da jeg researchede til min bog om hendes journalistik: Journalist af karsken bælg (2014:127). Hun var vidunderlig at arbejde sammen med. Hun havde gennemtænkt alt og leverede færdige formuleringer – næsten altid i sarkastisk form.

 

Den stakkels Jens Kistrup dyppede hun i tjære og rullede i fjer:

 

Han var helt syg efter at rage bøger til sig af forfattere, han ikke kunne lide og derfor elskede at nedgøre i ondsindede anmeldelser … Det skal siges, at jeg ikke var hans eneste offer. Han havde sine sympatier, i teatrets og bogens verden, og han havde antipatierne, og jeg tog mig aldrig af det. Han var i øvrigt ikke noget lykkeligt menneske. (Lise Nørgaard til JCJ 2.5.2013)

 

Sarkasmen stoppede ikke, når hun havde besvaret det stillede spørgsmål. Der var altid en tosse eller to, der skulle have et svirp på vejen. Da jeg spurgte til hendes brug af mærker, altså dæknavne, på Roskilde Dagblad og Politiken, fik jeg præcise svar – med denne svada som tilføjelse:

 

På Politiken var det en æresbevisning, når nogle medarbejdere, deriblandt jeg, pludselig fik vores fulde navn under Søndags-artiklerne. I dag kan selv praktikanter, der endnu ikke har lært den danske grammatik, endsige at stave, forsyne deres mesterværk, en omskrivning af en pressemeddelelse eller et Ritzau-telegram med både navn og adresse, selv om det kun er på tyve-tredive linier. Noget, der forbløffer mig i samme grad er, at der hele tiden er to eller flere om at skrive ganske korte artikler eller artikler om meget enkle emner. Det mærkelige er også, at ingen af de implicerede har haft tid til at rette stavefejlene. (Lise Nørgaard til JCJ 16.2.2013).

 

Hvor kommer sarkasmen fra?

Lise Nørgaard var i mesterlære på Roskilde Dagblad og skulle foruden at passe sit referentarbejde hurtigt også mene noget i kommentarer og anmeldelser. Det faldt hende ikke svært, for hun havde en betydelig selvstændighedstrang og en vis slagfærdighed med hjemmefra. En journalistelev kunne let få ørerne i maskinen, og hendes redaktør, J.A. Hansen, rådede hende til at holde en vis distance til det, hun skrev om. Det var et råd, som blev forstærket, da hun som færdiguddannet kom til Politiken, hvor Hakon Stephensen blev hendes læremester i bladets særlige ironiske stil. Hendes mønsterpræstation i denne stil er reportagen fra havefesten forud for kong Konstantin og prinsesse Anne-Maries bryllup i Athen i 1964 (optrykt i De tålte mosten, 2013:57-59). Her disciplinerer hun sin ironi og sparer på sarkasmen.

 

Holdningsjournalistik med fynd

Nørgaard blev et stort aktiv for Politiken. Lige meget hvad hun skrev om, vakte det opsigt. Rejser, madlavning, mode. Hun var med til at skabe den moderne, kritiske forbrugerjournalistik.

 

Hun bevægede sig mere og mere over i retning af holdningsjournalistikken, hvor journalisten ikke bare tør, men også bør have meninger. Ideen om kønnenes ligestilling, herunder ikke mindst kvindernes ret til uddannelse og evne til at opretholde livet uafhængigt af mændene, blev et kardinalpunkt i et ideologisk konglomerat med træk af konservatisme (op med de pæne manerer!) og liberalisme (ned med lukkeloven!). I Politiken-årene (og Matador-føljetonen!) nærmede hun sig Det radikale Venstre. Senest, efter at have passeret de 100 år, er hun set på plakater for partiet Venstre.

 

Hun er populær hele vejen rundt for sine fyndige formuleringer. I hendes sidste periode som journalist på Berlingske Tidende bakkede redaktionen hendes Så er det sagt-kommentarer op med forsidehenvisninger, illustrationer og fede rubrikker. De gned sig i hænderne, når hun åbnede for posen med sarkastiske påfund som: ”Noget tyder på, at der et eller andet sted i Danmark findes en hemmelig central for uddeling af træhoveder til personer, der når til tops i fagbevægelsen” (5.10.1980).

 

Sarkasmen stoppede ikke, fordi Lise Nørgaard holdt op med at skrive. Nu mødte journalisterne bare op for at høre Nørgaards sarkasmer i mundtlig, men stadig trykkeklar form: - så er det sagt! Et samtaleportræt af Lise Nørgaard. Ved Connie Hedegaard, Niels-Jørgen Kaiser og Niels Birger Wamberg, (1997).

 

P.S.

Den 31. december 2019 meddelte Ekstra Bladet, at Lise Nørgaard var ved at miste stemmen, efter sigende på grund af slitage. ”Det er da godt, at jeg har fået sagt det jeg ville,” sagde hun Ekstra Bladets reporter Helle Kastholm Hansen, som også havde talt med en af Lise Nørgaards døtre, journalisten Dorte Myhre. Denne fastslog, at lidelsen jo ikke er livstruende: ”Herregud, min mor er 102 år. Hun begyndte at tale, da hun var to år, og munden har ikke stået stille siden.”

 

Læs Lise Nørgaard, perfekt makker, Biografisk note

 

 

 

©John Chr. Jørgensen