Først lagt op 29-01-2020; senest opdateret 30-01-2020 13:37

 

19.

Lis Jacobsen – pionerprosa

 

 

 

Den største blandt de første

Sprogforskeren, dr.phil. Lis Jacobsen (1882-1961) er ”nok den mest betydningsfulde i den første generation af kvindelige forskere”, skriver kvinde- og kønsforskeren Bente Rosenbeck i bogen Har videnskaben køn? Kvinder i forskning (2014:57).

 

Hendes talent for filologisk forskning var så evident, at hun ved magisterkonferensen blev opfordret til at gå videre med et disputatsarbejde.

 

Lis Jacobsen blev i 1910 dr.phil. på en sproghistorisk afhandling i nordisk filologi. I den forsvarer hun den tese, at rigssproget har udviklet sig af kancellisproget, snarere end af bibelsproget.

 

I 1912 udsendte hun en mere populært anlagt filologisk undersøgelse med titlen Kvinde og Mand. Hun påviste heri, at de betegnelser, der f.eks. i lovtekster bruges om mænd, har deres oprindelse i samfundet, mens de betegnelser, der bruges om kvinder, er relateret til mænd. En bonde er en fast bosiddende mand, en hustru er en kvinde i huset; hun ejer ingenting, hvis bonden dør.

 

Afhandlingens antagelser og metoder holder stadig vand (jf. Rosenbeck 2014:56). Og det er det stadig en fornøjelse at læse hendes logisk fremadskridende afhandlingssprog:

I denne Bog skal det undersøges, hvilke danske Ord for Kvinde og Mand man brugte i Middelalderen.

                 De Ord, hvormed man nævner Menneskene, deles i to Grupper: Egennavne og Fællesnavne. Og denne Inddeling er baade sprogligt og logisk vel begrundet.

Et Menneskes Egennavn er, hvad vi slet og ret kalder det Menneskes Navn. Det er ejen­dommeligt ved Navnet, at det efter sin Bestem­melse er individuelt. Hvert Menneske har sit Navn, og det har kun ét Navn. Dette Forhold ændres ikke, fordi tilfældigvis flere Mennesker har samme Navn, eller fordi det enkelte Navn er sammensat af flere Ord, heller ikke fordi Fællesnavne kan udvikles af Egennavne (Jenser, Kejser), eller fordi Egennavne oprindelig — eller endnu – er Fællesnavne (Karl, Svend, Peter). Forskellen mellem Egennavnet og Fællesnavnet er ingen spidsfindig filologisk Opfindelse, men følelig for enhver. Mens Egennavnet er individuelt, er Fælles­navnet alment. Hvert Fællesnavn bruges om mangfoldige Mennesker, og hvert Menneske næv­nes med mangfoldige Fællesnavne.

De linjer er skrevet af en forsker, der vil have orden i tingene, en stoffets organisator.

 

Ordbogens organisator

Lis Jacobsen udfoldede et omfattende sprogvidenskabeligt arbejde – fra runer til nudansk – men indlagde sig størst fortjeneste som organisator af arbejdet med udgivelsen af Ordbog over Det Danske Sprog (ODS), 1-28, 1919-56.

 

Hvis man synes, at det lyder som en beskeden bedrift, er det, fordi man savner forudsætninger for at forstå, hvor kompliceret det er at sætte et sådant projekt i søen, hvor vigtigt det er, at det kommer frem, og hvor lidt der skal til, før det kuldsejler. Projekt efter projekt ligger forliste på havets bund. Det er sket, at ordbogsredaktører har draget det sidste suk under omarbejdelser af opslag med alfabetets første bogstaver. Det er også sket, at ordbøger har været mere end hundrede år undervejs. Årsagerne til forsinkelserne og forlisene har typisk været: mangel på plan og styring, mangel på penge, mangel på kvalificeret fast stab, mangel på begejstring og på fælles fodslag etc.

 

Filologer er pr. definition pedanter og principryttere, ellers havde de fundet et andet fag. Hvis de skal føre et skib i samme retning, er det nødvendigt med en synlig og årvågen kaptajn. Det var Lis Jacobsen.

 

Det hed sig, at hun kunne se en trykfejl på en kilometers afstand. Fra sin far, statsvidenskabsmanden og nationalbankdirektøren Marcus Rubin, havde hun ’arvet’ evnen til at lede og fordele arbejdet, skriver hendes biograf Kristian Hvidt (Forsker, furie og frontkæmper, 2011:178). Kan man virkelig arve så specifikke egenskaber? Men hun har sikkert lært noget af ham.

 

Verner Dahlerups ordbog

Ideen til ODS kom egentlig fra professor Verner Dahlerup. Det var omkring år 1900. Næsten ti år skulle der gå, før der forelå et prøvehæfte. Dahlerup var en dygtig filolog, men en ringe regnekunstner. Han havde hverken styr på tidsforbruget eller omfangsberegningen. Yderligere fem år senere blev Dahlerup spurgt, hvor langt fremme han var med færdigredigerede opslag. Hans svar lød: ved opslaget om ”afgang”. Alene artiklen om ”af” havde taget ham ¾ år!

 

Lis Jacobsens ordbog

Projektet blev overtaget af DSL, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, hvis formand Lis Jacobsen havde været siden grundlæggelsen i 1911. Onde tunger sagde, at hun havde stjålet ordbogen fra Verner Dahlerup. Set fra hendes position var det helt forkert. Hun havde reddet den fra druknedøden. Men hun vidste, at beskyldningen ville dukke op. Derfor gik hun strategisk til værks. Hun sørgede for, at opgaven overgik til DSL og ikke til hende selv personligt, skønt det reelt var hende, der skulle løse den. De implicerede vidste, at der foregik et spil. Som for at berolige sin dårlige samvittighed udstillede hun senere Verner Dahlerup offentligt:

 

I et tilbageblik, hvor hun øjensynlig havde til hensigt at tildele Dahlerup en passende del af æren for ordbogen, kunne hun ikke lade være med at hviske til offentligheden, at Dahlerup i første omgang havde citeret nogle klassikere efter ”Konfirmationsudgaver i 17.-18. Oplag”, fordi han fik dem gratis af forlaget. Det var smålig polemisk stil mod en kollega, som ikke mere havde mulighed for at forsvare sig. Dahlerup døde i 1938. Han var i øvrigt en af dem, der først opmuntrede hende til at indlede en videnskabelig løbebane (”Da ordbogen blev til”, 20.1.1955).

 

Forbindelserne i orden

Lis Jacobsen var ingen engel, men uden hendes kløgt, tæft og råstyrke var ODS formentlig ikke blevet til. Hun skabte alliancer med magtfulde beslutningstagere, som kunne se den nationale betydning af en stor ordbog: finansminister Edvard Brandes, Carlsbergfond-direktør Kr. Erslev og Gyldendal-direktør Peter Nansen. Ordbogen skulle på finansloven. Den skulle have fondsstøtte. Og den skulle have et velfunderet forlag. Det var absolut en fordel for Lis Jacobsen at have forbindelserne i orden. Edvard Brandes var simpelt hen en ven af huset. Erslev var en gammel skolekammerat til Marcus Rubin. Peter Nansen havde udvist en ekstraordinær interesse for Lis Jacobsens filologiske udredninger om Mand og Kvinde. Han sørgede for, at der blev indsat en flatterende portrættegning af den unge forfatterinde, og ved udgivelsen inviterede han hende på østers og champagne i privaten i Kronprinsessegade. Charme er vanskelig at beskrive i forskning og formidling, men at den findes og virker, lader sig næppe betvivle. Her sad den på begge sider af bordet.,

 

En vanskelig sejlads

Uden venner og beskyttere som Nansen, Erslev og Edvard Brandes kunne det have været vanskeligt at bringe ODS i havn. Jo mere man nærmede sig målet, des tungere blev skuden. Verner Dahlerup havde regnet med, at ordbogen skulle omfatte otte bind. Lis Jacobsen skønnede, at det ville være mere realistisk med 15-17 bind. Det var også et fejlskud. Slutsummen blev som sagt 28 bind. De måtte i 1993-2005 suppleres med yderligere 5 bind, som rettede op på skævhederne i det publicerede.

 

I alt er der 33 bind, som nu ligger få klik væk og gratis tilgængelige på netadressen www.ordnet.dk

 

Karen Skovgaard-Petersen, en senere tids efterfølger til Lis Jacobsen som direktør for Det Danske Sprog- og Litteratur-Selskab, hyldede denne ’sproglige public service’ i hundredåret for udgivelsen af første bind af ODS i en kronik i Politiken 23.10.2018. 

 

Ordbogen var en fremsynet kulturel investering, som løftede niveauet for humanistisk forskning og formidling i Danmark. At projektet efter et halvt århundredes tab også kom til at tjene penge hjem til Gyldendal, var kun fortjent.

 

Lis Jacobsens formidlingsprosa

Lis Jacobsen var en mester i at bruge offentligheden og skabe positiv atmosfære omkring projektet. ”Hele det danske Folk søges som Medarbejdere ved det nationale Storværk”, hed det i et interview, hun gav til Politiken i forbindelsen med udgivelsen af bind 2 (20.1.1920). Nu kunne folk selv se, hvad projektet gik ud på, og Lis Jacobsen kunne konkretisere, hvordan publikum kunne hjælpe til. Det drejede ikke bare om at foreslå ord, men også om at finde eksempler på, hvordan de var blevet anvendt. Lis Jacobsen var uhyre konkret. Hun havde fingrene helt nede i materien, og hun vidste, at man ikke kunne være tydelig nok, når det gjaldt om at sikre kommunikationen:

 

Til de kommende Bind savner vi Citater af Ord og Vendinger som der gaar Hul paa Bylden, Bypatriot og Bypatriotisme, løse ens Bælte, en Don Juan, Cortege, høneangst, hønefuld og Hønisse.

 

Vil De bede Politikens Læsere hjælpe os at finde dem. De skal helst skrive hvert citat paa en lille Seddel, 8 gange 18 Centimeter stor, tilføje Bogens fuldstændige Titel med Aarstal og Sidetal og sende det til ”Den danske Ordbog”, Det kgl. Bibliotek, Kjøbenhavn K.

 

At dømme efter de følgende bind af ODS gav denne dikterede handlingsanvisende prosa både en Bypatriot, en Don Juan og en Hønisse. Lis Jacobsens praktiske sans sparede tid og penge.

 

Nogle af hendes medarbejdere fandt, at hun påførte dem unødigt meget sorteringsarbejde, for det var jo ikke hende selv, der tog sig af alle de indsendte sedler.

 

Og nogle af hendes akademiske fagfæller havde svært ved at acceptere, hvad de opfattede som smarte reklamemetoder. Den konservative litteraturhistoriker Vilh. Andersen talte nedladende om Lis Jacobsens sans for vinduesudstilling (jf. Kristian Hvidt 2011:226). I dag ville hun have vundet formidlingspriser for samme sans.

 

Et lille scoop

Et lille scoop blandt alle hendes initiativer var udgivelsen af Florian Jepsens breve. En kjøbenhavnsk Arbejders Beretning (1929). Det var resultaterne af en brevveksling, hun havde haft med en af ordbogens meddelere, en herre, der præsenterede sig som arbejdsløs sømand, men som havde lavet lidt af hvert og huskede ordene for det hele: ”At faa et ordentlig Møgfald er at blive skældt ud paa Kraft; et Slag i Synet hedder et Kajetræk eller at faa en paa Muleværket eller faa et Par blaa Vogne med røde Lakajer.”

 

Lis Jacobsen binder elegant hans breve sammen til tre kronikker i Politiken (24., 25., 26. 3., 1929). Kronikserien er blevet til et lille eventyr. Hun har hun fattet så meget sympati for Florian, at hun har skaffet ham et mekanikerjob hos en bekendt. Det ender med, at Florian får råd til at gifte sig.

 

Lis Jacobsen får Politikens Tryk til at sætte kronikkerne sammen til en fin lille bog, som hun derefter rundsender med personlige dedikationer til bekendte beslutningstagere. Mit eksemplar af bogen er ”med ærbødig og venlig Hilsen” stilet til ”Hr. Kammerherre Chr. Lerche”, som på dette tidspunkt var formand for Radiorådet.

 

Det er eminent kommunikation og markedsføring.

 

P.S.

Som det fremgår, har jeg gjort brug af Kristian Hvidts meget udskældte biografi om Lis Jacobsen, Forsker, furie og frontkæmper. Biografien er et bestillingsarbejde i forbindelse DSL’s 100-års jubilæum i 2011. Den holder hverken i dybden eller bredden mål med Kristian Hvidts biografi om Edvard Brandes. Man kan som Birgitte Possing (Ind i biografien, 2015:131-40) mene, at Lis Jacobsen havde fortjent en mere kongenial biografi, men indtil en sådan foreligger, kan læseren få en oplysende rundtur i Lis Jacobsens verden med Kristian Hvidt som elskværdig guide. En summarisk og solid introduktion giver Inge Lise Pedersen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

 

 

 

©John Chr. Jørgensen