Den øverste, autoritative
diskurs
Ingen virksomhed kan handle
direkte på hårde kendsgerninger. Dels er der altid for mange af dem,
dels kan man ikke overskue konsekvenserne i detaljer. Derfor må enhver
virksomhed have en slags religion som sætter den i stand til at få øje
på vigtige detaljer, analysere dem frugtbart, fortolke dem
perspektivrigt – og handle overbevisende. Det kræver alt sammen én
ting: et potent sprog.
Hårde kendsgerninger alene kan
ikke bruges som grundlag for handling. De skal analyseres og fortolkes
før man kan træffe beslutning om handling. At samle en stor mængde data
til en fortolket helhed kræver anlæg for syntese og – hvilket er det
samme – anlæg for at tale generelt og abstrakt. Denne måde at tale på,
kan man kalde ”den øverste, autoritative diskurs”. ’Øverste’ fordi den
rummer alle de andre diskurser i sig, og selv ikke kan rummes af andre.
’Autoritative’ fordi den fremstår som selve den autoriserede udlægning
af virkeligheden.
Det er en elementær indsigt i
den sproglige rådgivning at enhver mængde hårde kendsgerninger kan
bruges til at fortælle vidt forskellige historier med. Fx kan
forskellige medier lave reportager fra samme begivenhed hvor helte-,
offer- og skurkeroller er fordelt forskelligt på de samme aktører. Også
subjektet, den aktør som modtageren især skal identificere sig med, kan
vælges vidt forskelligt. Der brygges forskellige historier på samme
hårde kendsgerninger, dels ved selektion, dels ved udnyttelse af
ordenes store medbetydningspotentiale. Det er snarere reglen end
undtagelsen at der for ethvert ord med en given denotation, findes
flere andre med samme denotation, men med andre medbetydninger: mand,
fyr, stodder · hund, følgesvend, køter
·
nydansker, 2.generationsindvandrer ·
debat, hetz · folkelighed, populisme ·
afslørende journalistik, personforfølgelse.
Denne elementære indsigt fører
til skepsis over for enhver ’øverste, autoritativ diskurs’. Realiteten
er at der findes mange helheder som kan dannes over de samme hårde
kendsgerninger. Det er jo ikke mindst de forskellige religioners
daglige, og ofte blodige, sammenstød et klart bevis på. Enhver
religions mest iøjnefaldende produkt er en øverste, autoritativ
diskurs, som – ofte ret
eksplicit – direkte forbander alle andre øverste, autoritative
diskurser som forskellige udgaver af kætteri.
Hvor uforenelige øverste,
autoritative diskurser mødes, opstår der stridigheder. Målet med disse
stridigheder er at skaffe flere tilhængere til sin egen diskurs og mest
muligt at begrænse konkurrerende diskurser, helst helt udrydde dem.
I alle virksomheder er der brug
for en øverste, autoritativ diskurs. Hvis man ikke har en sådan, kan
man heller ikke have en strategi, men er henvist til ren brandslukning.
Der trækkes på den øverste, autoritative diskurs ved enhver overordnet
beslutning. Da væsentlige bidrag til denne diskurs typisk ligger i
ledertaler, årsberetninger og i kommunikations- og sprogpolitik, så er
etablering, vedligeholdelse og udbygning af virksomhedens øverste,
autoritative diskurs et væsentligt arbejdsområde for den sproglige
rådgiver.
På
danskfaget er der meget træning i at sammenfatte iagttagelser til
helheder. Det gøres fx når der analyseres og fortolkes romaner, dramaer
og lyrik. Og når man behandler de litteratur- og kulturhistoriske
perioder. På sproglig rådgivning er det mest konkret træningen i
kulturanalyse som leder frem til en øverste, autoritativ diskurs. Kun
en sådan diskurs kan rumme et bud på en sandhed bag kulturens åbenbare
manifestationer (artefakter), og dens officielle værdierklæringer
(skueværdier). Men pointen i denne træning kan aldrig være at der
findes én og kun én sandhed, dvs. én øverste, autoritativ diskurs, som
enhver virksomhed så skal anlægge. Tværtimod: enhver virksomheds
øverste, autoritative diskurs er denne virksomheds konstruktion af sin
egen øverste, autoritative virkelighed. Rådgiverens udfordring er at
gøre denne konstruktion så frugtbar som muligt for virksomheden.
kkj@hum.ku.dk
|