Kjøller: specialeskrivere à resumé

 

           

 

 

Specialebeskrivelse         2. maj 2000

 

Lone Jakobsen

 

Embedsmanden som ghostwriter -- belyst ud fra tilblivelsen af miljø- og energiminister Svend Aukens debatindlæg. 98 s. Hertil et omfangsrigt bilagshæfte.

 

Indleveret d. 9/3 2000

 

Eksaminator: Klaus Kjøller

 

 

Specialet har tre formål: 1) at undersøge et eksempel på, hvordan et debatindlæg i miljø- og energiminister Svend Aukens navn bliver til med fokus på, hvilken type ændringer hvilken slags medarbejdere foretager, 2) at forklare hvorfor ændringerne bliver foretaget, og 3) at komme med forslag til hvordan proceduren for udarbejdelsen af ministerindlæg kan forbedres.

 

Kapitel 2 rummer de metodiske overvejelser. Specialet henter begreber og synsmåder bl.a. fra politisk kommunikation og argumentation (Kjøller), organisationsteori (Schein og Majken Schultz) og samfundsvidenskabelige værker om den offentlige forvaltning og forholdet mellem minister og embedsmænd (Jens Peter Christensen og Rolf Geckler). Fra sine 6 år i ministeriet, senest i rollen som informationsmedarbejder med ansvar for ministerens kommunikation med pressen, henter Lone Jakobsen erfaringer som uddybes ved hjælp af interview med de informationsmedarbejdere som medvirker ved produktionen af ministerens debatindlæg samt den fagmedarbejder der har skrevet det første udkast til det debatindlæg der udgør hovedanalyseeksemplet.

I kapitel 3 fremlægges det teoretiske grundlag for specialet. Heri præsenteres nogle rammer til forståelse af kommunikationen mellem embedsværk, politikere og offentlighed. Produktion af debatindlæg placeres i en underkategori af politisk kommunikation der kaldes <kombination af politisk og faglig kommunikation i en politisk/administrativ verden. Ud over begrebsafklaringer rummer kapitlet argumenter for at den politiske kommunikation i nyere tid er blevet afideologiseret og teknologiseret, og at det bl.a. viser sig ved at embedsmanden, herunder informationsmedarbej¬deren og fagmedarbejderen, i praksis udfører en voksende del af den politiske kommunikation.

 

I kapitel 4 introduceres Miljø- og Energiministeriet med en generel beskrivelse af dets organisa¬tion og af hvordan ministerens debatindlæg bliver til i de forskellige styrelser og i departementet. Fælles for processen de forskellige steder er at skriveprocessen typisk starter hos fagmedarbejderen med kompetence i det aktuelle spørgsmål. Derefter redigeres fagmedarbejderens udkast i varierende grad af styrelsens informationsmedarbejder for at modtage endelig redigering hos ministersekretaria¬tets informationsmedarbejder.

 

Kapitel 5 indeholder analysen af embedsmændenes debatindlæg. Det er centreret omkring et eksempel som bl.a. er udvalgt fordi det handler om et politisk interessant emne som ministeren lægger særlig vægt på: klimaproblematikken. Metoden er at det færdige -- og faktisk anvendte -- indlæg analyseres med fokus på indhold, komposition, argumentation og sproglig stil. Derefter undersøges det hvorledes disse elementer er blevet til i de forskellige udkast undervejs. Endelig perspektiveres undersøgelsen af dette ene eksempel ud fra et baggrundsmateriale på 24 indlæg. Tendensen er overalt at fagmedarbejderens første udkast sjældent ændres meget hvad angår komposition, indhold eller argumentation. Informationsmedarbejderne i styrelserne redigerer enkelte sproglige eller formidlingsmæssige træk i udkastene. I ministersekretariatet tilføjes tit nogle politiske og polemiske finter.

 

I kapitel 6 sammenlignes de embedsmandsproducerede indlæg med nogle tekster som Svend Auken selv har skrevet. Der er væsentlige forskelle: Kun hvad angår den rent faglige argumentation i teksten, kan embedsmændene præstere noget som efter Lone Jakobsens vurdering er bedre end hvad Auken selv kan. Hans komposition og stil overgår langt deres.

 

I kapitel 7 karakteriseres skriveprocessen i forhold til de vigtigste rolleindehavere: fagmedarbej¬der, informationsmedarbejder i styrelse og ministersekretariat, og minister. For hver rolle beskrives placering, funktion og succeskriterium.

 

Kapitel 8 rummer Lone Jakobsens forslag til ændringer af skriveprocessen, bl.a. om at vende processen på hovedet, så informationsmedarbejderen skriver første udkast efter at have talt med fagmedarbejderen. Den væsentligste modstand mod dette tilsyneladende enkle og nærliggende ændringsforslag findes i den ministerielle grundantagelse (jf. Schein og Schultz) at ethvert kontor Aejer@ sine sager, og dermed at den enkelte fagmedarbejder er bedst til at lave alt inden for sit særlige kompetenceområde, herunder skrive presseindlæg om det.

 

Denne vurdering udbygges og begrundes ud fra selvbevaringsaksiomet i konklusionen i kapitel 9. Desuden findes her en kort diskussion af mulighederne for at kulturen kan ændres. Det konkluderes at den stigende professionalisering af den politiske kommunikation på et tidspunkt vil tvinge ministeriet til bl.a. at kvalitetsudvikle sin eksterne tekstproduktion for bedre at kunne hamle op med sine modstandere i mediespillet. Det er Lone Jakobsens håb at dette i højere grad vil få ledelsen til at lytte til informationsmedarbejdernes råd og dermed overveje konsekvenserne af ministeriets kultur.