|
Det
humanistiske fakultets intranet à Institut for Nordiske Studier og
Sprogvidenskab à Studielederens hjørne |
|
|
senest opdateret d. 03-05-2009 20:38:45 |
|
|
|
Der kan skrives meget i anledning af at en studieleder stopper. Her skal skrives om visioner for universitetet |
|
|
|
Ofte er det sket at man har spurgt efter studielederens visioner. Svaret har været at min ledende vision har været at få det vi allerede skulle gøre, til at køre som planlagt. Her har været mere end nok at gøre. Og det er der stadig. Min vision er at sørge for ordentlige, velfungerende rammer. Så vil vores ansatte belønne instituttet og hinanden med at blomstre. Jeg tror på de ansatte. Det er og bliver min bærende vision. Derfor er det også min bærende vision at en universitetsleders opgave er først og fremmest at sørge for at kreativiteten har gode vilkår. Det er som i en familie: Lederens fornemste opgave er at følge med i hvordan medlemmerne har det. Og gribe ind så snart han eller hun fornemmer at der er noget galt. At sørge for at alle har medejerskab til det der sker. Og at opmuntre til at der sker noget ved at pleje folks talenter. Der har været alt for lidt tid for mig til andet end ac-kontorarbejde. Det er også udmærket med ac-kontorarbejde, herunder elementært informationsarbejde, men det er vist egentlig ikke det en studieleder er tænkt som. Og det er ikke spor tilfældigt at det har været sådan. Desværre ligger der efter min vurdering i den nye styrelseslov en klar virkning i retning af at universitetetsbureaukratiet vokser. Ikke kun i form af den tid der bruges på administration og antallet af ansatte. Også – og det er egentlig langt mere bekymrende – i den måde som alting tænkes på. Det har i mine efterhånden mange år på universitetet, heraf en del i administrationsarbejde, altid været sådan at universitetet bestod af to kræfter som trak i hver sin diametralt modsatte retning. Det er det kreative og det bureaukratiske. Det kreative er det ukontrollérbare. Det ligger sådan set i ordet. Det får man til at folde sig ud ved 1) at ansætte kreative folk, 2) give dem vide rammer, herunder sørge for at de faciliteter de har brug for, virker. Og dette er alligevel ikke tilstrækkeligt. Det er den centrale ledelsesopgave at sørge for at folk 3) stimuleres gennem anerkendelse. Det der er sket med den nye styrelseslov, er at det kreative mere end nogensinde tidligere i min erindring er trængt af det bureaukratiske. Universitetet er blevet invaderet af folk der tænker som de tænker i en styrelse. Forskningen foregår efter planer. Forskningen bliver hvad man kan kalde udfyldende forskning af samme art som man bedriver i styrelserne. Der skal lægges budgetter, udføres en masse empirisk arbejde og laves rapporter. Der indsamles mængder af empiri efter nøje beskrevne planer som er godkendt i diverse råd og bestyrelser. Men det som virkelig kræver nytænkning – nye teorier, indsigter som sprænger det man hidtil gik og troede – står svagere. Folk som tør kaste sig ud i vilde, måske ”skøre” foretagender, er gået ind i tavshedens spiral: Man holder lav profil fordi man klart fornemmer at man er i mindretal. Imperiebyggerne og indsamlerne har overtaget scenen. Selv om langt de fleste forskningsmidler stadig er såkaldte basismidler som hver enkelt forsker disponerer over, så er hele det administrative universitetssystem gearet ind på at det nu gælder om at få mest muligt fingre i de såkaldte strategiske forskningsmidler. Det er ikke spor godt. En forsker bør ikke være en kontorchef. Et universitet skal ikke være et kontor under en styrelse. Et universitet skal være fyldt med oprør og sprælskhed og galskab. Selvfølgelig i ordnede rammer. Men rammerne må aldrig blive dominerende. Det er de blevet i disse år. Et symptom på udviklingen er at kedsommeligheden breder sig på universitetet. I stedet har vi fået de artige piger og drenges vagtparade. De kreative er gået i flyverskjul. Disse kunstneriske gemytter venter formentlig på at bureaukratiet vil rase ud eller i det mindste komme til besindelse under sine selvskabte byrder. Håbet er muligvis at det vil gå som i H.G.Wells berømte science fiction-roman, Klodernes kamp, hvor de invaderende giganter blev besejret af bakterier netop som de (altså giganterne) så ud til at være uovervindelige. Håbet er måske at der allerede er nogle usynlige små væsner som er begyndt at brede sig i bureaukratiet. Måske er disse små væsner de studerende. Måske skal der som i 68 et studenteroprør til. Så kom der alligevel en vision på falderebet. Måske. Jeg vil takke alle for samarbejdet. Jeg synes at vi har stået ret godt sammen som vi tidligere har gjort det. Når lokummet har brændt, har jeg altid kunnet regne med folk. Og jeg er personligt ikke i tvivl om at instituttet fortsat vil blomstre. Som vi efterhånden har gjort i ganske mange år. Under snart den ene, snart den andet styrelse. Halleluja! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|