Klaus Kjøller forside à bogmenu à bogen nedenfor

 

[senest opdateret 19/12 2006]

 

 

 

Klaus Kjøller: Tekst for viderekomne – tekstproduktion og sproglig rådgivning, Forlaget Samfundslitteratur 2004, 367 s., 328 kr.

ISBN: 87-593-1120-7

Udkom d. 10/9 2004.

Direkte link til bogens hårde kendsgerninger og køb på forlagets netsted: http://www.samfundslitteratur.dk/shop/books/book.do?action=find&id=652892 .

Bogen indgår i en aktuel sprog- og kommunikationspolitisk sammenhæng som man kan få et indtryk af her:

Sproglig rådgivning links: http://www.nordisk.hum.ku.dk/sprogligraadgivning/links/default.htm

Link til en anmeldelse: http://www.esf.dk/moduler/review/frontend/index.asp?id=496&year=1&ReviewId=64

 

Menu:

Bagsiden  1

Udbredt tortur af læsere  2

Det er altid billigere at producere en tekst som piner læserne, end en tekst som kærtegner dem.. 2

Bogens essens  2

Orientering fra hestens egen mund  3

I dialog med undervisningen.. 3

Centrale værdier. 3

Analyse, kritik og rådgivning.. 3

Hvad var det sværeste ved at lave bogen?. 4

Hvad er det mest interessante i bogen?. 4

Spræl i genren.. 4

Sjovere, hurtigere, bedre.. 4

 

 

 

 

Bagsiden

 

 

 

Tekst for viderekomne gør dig bedre til at producere egne tekster. Bogen viser hvordan du kan

·         skrive forståeligt

·         argumentere effektivt

·         fortælle en god historie der fanger læseren

Den handler om de mest tekstnære dele af det arbejde der indgår i at skrive en tekst: valg af komposition, af sprogform og stil – netop alt det en professionel tekstskriver forventes at kunne. Samtidig introducerer bogen til sproglig rådgivning.

Bogen henvender sig til alle der skriver eller skal skrive tekster i professionelt øjemed, fx kommunikations- og informationsmedarbejdere, pr-folk og tekstforfattere.

 

Klaus Kjøller er lektor på Dansk ved Københavns Universitet hvor han lærer kommende kommunikationsfolk og medierådgivere at udtrykke sig effektivt skriftligt og mundtligt og at give råd om kommunikation. Han har tidligere skrevet bl.a. Image – effektive råd til virksomheden om sprog og kommunikation (Akademisk 1997), Spindoktor (Aschehoug 2001) og Netværk på godt og ondt (Borgen 2004).

Tekst for viderekomne bygger på de mange lærebøger i skrivning og på Kjøllers erfaringer fra mange års undervisning, skrivning i mange genrer, forskning og vejledning.

 

 

 

Udbredt tortur af læsere

 

Det er altid billigere at producere en tekst som piner læserne, end en tekst som kærtegner dem.

Derfor må borgere og kunder alt for ofte finde sig i at blive pint med elendige ”skrivelser” fra myndigheder og virksomheder. Det gælder alle områder fra meddelelser om underfrankering af breve, over skatteoplysninger til forsikringspapirer, information om låneomlægning, korrespondance fra private tv-kanaler og vejledning i at betjene videomaskinen. Det skyldes ikke at det er umuligt at skrive godt. Det skyldes at myndigheder og virksomheder ikke ofrer de penge og kræfter som skal til.

Tekst for viderekomne vil gøre dem der skal redde os fra uforståeligheden, endnu bedre til at lave tekster hurtigt og effektivt.

 

Bogens essens

 

Citat fra bogens indledning, afsnittet om bogens approach (= tilgang til sit emne):

Enhver modtager skaber sig en opfattelse af afsenderen som en personlighed. Det gælder uanset om afsenderen er et individ eller en organisation. At opfatte afsenderen som en personlighed er en forudsætning for at forstå og acceptere informationerne i teksten. I denne proces vil modtageren søge om bag den officielle, bevidste selvfremstilling og situationsopfattelse som afsenderen stiller klart til skue. Når denne afsløringsproces skal styres, er de implicitte teknikker centrale, fordi de eksplicitte teknikker af modtageren vil blive henregnet til den officielle, bevidste selvfremstilling.

Blandt de implicitte teknikker kommer valg af sproglig stil ind som et stærkt redskab fordi stilen for mange almindelige modtagere vil ligge uden for det de er bevidste om. Det samme gælder komposition. En sproglig stil og en vellykket komposition virker kun hvis modtageren overgiver sig til dem – uden analytiske forbehold. Og det gør almindelige modtagere, medmindre stilen og kompositionen er så dårlig at disse elementer gør opmærksom på sig selv. Tendensen er at en teksts sproglige stil opfattes som udtryk for et sandt følelsesliv og kompositionen som en form for sagernes iboende struktur. Altså hvis teksten er vellykket. Derfor er en god tekst ikke bare et spørgsmål om korrekthed og æstetik. En god tekst er grundlaget for at du kan komme ind under huden på modtageren og nå dit mål.

 

 

 

Orientering fra hestens egen mund

 

 

 

I dialog med undervisningen

Den 10/9 2004 udkom fagbogen ’Tekst for viderekomne – tekstproduktion og sproglig rådgivning’. Målgruppen er informations­medarbejdere, kommunikationsrådgivere, tekstforfattere og andre som arbejder professionelt med at skrive tekster. Målgruppen omfatter desuden de lærere som underviser disse folk. Bogen er blevet til i dialog med undervisningen på uddannelsen til Sproglig rådgiver (på Danskstudiet v. Københavns Universitet) gennem ca. 20 år. (Se eventuelt www.nordisk.hum.ku.dk/sprogligraadgivning ).

Centrale værdier

Bogen er en produktionsorienteret universitetsintroduktion til tekstskrivning i alle de genrer en organisation benytter. Bogens fokus er skriverens valg af tekstens informationsstruktur, komposition og sproglige stil. De centrale værdier er ’forståelighed’, ’effektiv argumentation’, ’god historie’.

Analyse, kritik og rådgivning

Det er en grundholdning i bogen at det rent tekniske arbejde med at skrive en forståelig, velargumenteret og velfortællende tekst har en ideologisk side: Teksten som skrives, beskriver/ præsupponerer/ skaber virkeligheden omkring sig og vurderer den samtidig. Herved lægger undervisningen af dagens informationsmedarbejdere m.m. sig klart i forlængelse af de ”ideologiske afsløringer af kapitalmagten” som var den sprogligt orienterede kommunikationsforsknings yndlingsbeskæftigelse i begyndelsen af 1970’erne – men jo nu med helt andre beskæftigelsesfremmende pointer. Bogen trækker linjerne i den historiske udvikling op og integrerer analyse, teknisk kritik og ideologikritik til et fremadrettet grundlag for rådgivning om tekst og kommunikation til virksomheder.

Hvad var det sværeste ved at lave bogen?

Det sværeste ved at lave bogen i sidste fase af redaktionen har været at gøre det muligt at holde det kvalificerede faglige niveau samtidig med at bogen skulle gøres så bred som muligt for at interesserede fra målgruppen kan ”hoppe på”. Selv om målgruppen er (kommende) professionelle tekstskrivere, genopfrisker jeg grundlæggende sproglige og kommunikative begreber. Det sker i et fyldigt kapitel med alfabetisk ordnede begrebsforklaringer.

Hvad er det mest interessante i bogen?

De mest interessante teoretiske nyheder i bogen er nok

·         nogle nye begrebsdannelser inden for informationsstruktur og komposition

·         en ny, integreret metode til stilanalyse.

·         Hertil håber jeg også at bogens mange regler om sammenhæng mellem situation og organisationens sprogbrug rummer nyheder, i hvert fald nye perspektiver. Endelig er der forhåbentlig en række nye, inspirerende analyser af principielt interessante tekster.

Spræl i genren

Selv om det er en universitetsintroduktion, én af denne verdens mest fasttømrede fagbogsgenrer, har jeg eksperimenteret lidt med formen ved at indskrive elementer fra mine to seneste mere udadvendte fagbøger (’Aschehougs store bog om at holde tale’ (2002), ’Netværk på godt og ondt’ (Borgen 2004)), bl.a. ved at besvare eksplicitte spørgsmål fra den implicitte læser undervejs og ved at formulere regler så fyndigt som muligt.

Sjovere, hurtigere, bedre

Men det afgørende er om bogen kan befrugte undervisningen og skrivningen: Det skal være sjovere, hurtigere og bedre.

Øverst i dokumentet