Klaus Kjøller forside à bogmenu à Lingos lov à kapitlet ”Blackout”

[senest opdateret 2/10 05]

Blackout

Det var en lang, hård og morsom debat i Stakladen på Århus Universitet den lune septemberaften i 2007. Tilskuerne sang først et par strofer af ”Jylland mellem tvende have”. Derefter slap man alle de balloner løs som arrangørerne havde uddelt til tilhørerne ved indgangen. I broget flok steg ballonerne til vejrs og lagde sig til hvile under loftsbjælkerne mens sangen tonede ud. En enkelt hvid ballon flygtede fra flokken og skød som et lille forsinket luftskib i retning mod Ålborg mens den mistede sin beholdning af brint. Forvandlet til en lille klump grå plastik styrtede den til gulvet oppe mellem de første to rækker hvor der sad særligt fine folk og journalister.

Da debatten var kommet godt i gang, viste det sig at Dansk Folkepartis Ungdoms Århusafdeling havde indøvet råbekor med slagsange. De havde besat 3 fulde rækker og var også helt ens klædt på i stramme hvide T-shirts og røde nederdele eller bukser. Foran på T-shirten bar de en karikatur af deres partileder, Pytte Styrmose. Karikaturen var tegnet af én af Døgnets mest ætsende, satiriske tegnere og var derfor meget værdsat af Pytte Styrmose. Råbekoret bakkede jævnligt partileder Pytte Styrmoses indlæg op og buhede ind imellem af de andre debatdeltagere med slogans som ”EU, ikke du. EU, ikke du. EU, ikke du”. Det blev rytmisk sunget 3 gange, hvorefter man stak en syl i mindst én blå ballon med ringe af EU-stjerner, så den eksploderede med et brag.

Efter braget var hele råbekoret helt stille, dødsstille. Det gav en stærk virkning og havde været det sværeste at indøve.

De andre debatdeltagere, den socialdemokratiske miljøordfører, Svend Auken, justitsminister Ann Jepsen, Mona Jernager og SF’s formand, Villy Søvndal, havde også tilhængere blandt tilhørerne. Men de markerede sig kun gennem bifald og enkelte usystematiske tilråb. Villy Søvndal blev støttet af 7 kønsmodne blå pigespejdere og 13 ulveunger med grønne huer og duelighedstegn.

Den lokale radikale partiforening havde fået arrangeret at en kæmpemæssig kylling og en tilsvarende gigantisk kanin vandrede rundt i midtergangen under debatten. De havde optrådt flere gange i valgkampen ved store arrangementer rundt om i landet. De bar hver et skilt hvorpå der stod: ”Jeg er ikke en kylling.” Det var en meget snedig og underfundig aktion om et meget væsentligt aspekt ved valgkampen, men ingen forstod den helt præcist. Specielt forstod man ikke at også kaninen bar et skilt hvorpå der stod ”Jeg er ikke en kylling.” Men disse forståelsesvanskeligheder forhindrede ikke at de to ofte optrådte i tv-nyhederne fordi de gav så gode billeder. Også flere søndagsaviser havde haft politiske baggrundsartikler om de to iøjnefaldende kæmpetøjdyr. Det fremgik heraf at dem der for det meste var indeni, var to arbejdsløse magistre, hvoraf den ene var tipoldebarn af den berømte Venstre-leder Viggo Hørup.

Da debatten var forbi sagde debatdeltagerne pænt farvel til hinanden og udvekslede professionelt intern småsnak fra branchen. Nogle journalister kom op til debattørerne, mens salen tømtes, og stillede ekstra spørgsmål.

Ann havde svært ved at følge med i de spørgsmål de stillede hende. Der var også stadig så meget støj omkring hende. Der stod én der ville have hende til at signere den artikel i et magasin hvor man så hende skifte sin yngste søn, Sebastian, på ministerskrivebordet. I baggrunden stod barnevognen. Fotoet var ret godt, selv om hun ikke havde nået at vaske hår den morgen og heller ikke havde nået at binde det til hestehale. Da hun havde signeret, og de to journalister igen tog fat, kom hendes personlige medierådgiver, Jon Balino, hende til undsætning og foreslog at de gik ind i et mere roligt lokale.

— Tørk Fosse, Tidende, oplyste den modne mandlige journalist i den grå ternede tweedjakke rutinemæssigt med et smil. Ann Jepsen smilede træt, men tålmodigt tilbage til den kendte leder af bladets Christiansborgredaktion. Hun havde svært ved at koncentrere sig.

— Nå nå, er du også i Jylland i dag med mediefuttoget? sagde hun i et forsøg på at genvinde sin sædvanlige slagfærdighed.

Tørk Fosse smilede træt:

— Vil regeringen også i fremtiden gøre sit yderste for at bevare det retslige forbehold, selv om det denne gang bliver et stort ja til traktaten? spurgte han og holdt sin diktafon frem for at opfange svaret ordret.

— Det dér kan du godt glemme, brød Jon Balino ind og pegede på diktafonen. Tørk slukkede med et resigneret suk og tog i stedet sin notesblok frem.

Ann Jepsen tøvede. Hun mærkede at de to journalister og Jon Balino stirrede på hende. Svaret var ja og nej, men sagt på en meget indviklet måde som hun ikke orkede at kaste sig ud i. Men hun indså at hun var nødt til at sige noget fordi hendes tavshed ellers ville blive udlagt som en talende tøven.

— Ikke bare vores yderste, men også vores inderste, sagde justitsminister Ann Jepsen alvorligt. — Det nytter ikke at blebukserne sidder perfekt, hvis der ikke er noget i der passer til selve numsens form.

Hun gjorde sig umage for at ligne en autoritet i ansigtet. Hun havde mærket det komme i ugevis. Men nu var al tvivl borte. Hun kunne ikke styre sine sætninger. Det var indholdet det var galt med. Formen var stadig perfekt.

Tørk Fosse stirrede på hende med rynkede bryn. Han skulle til at bede hende gentage svaret, da en ung kvinde med strithår skar igennem:

— Det er håret, sagde hun. Hun lænede sig langt frem mod Ann Jepsen. — Vi får så mange spørgsmål til vores skønhedssider i Kig Forbi om hvad du gør med håret. Tilsyneladende gør du ikke andet end at vaske det, men..

— Hold op, sagde Jon Balino irriteret med et hastigt sideblik til den ligblege Ann Jepsen. — Vi tager kun spørgsmål om EU-traktaten lige nu. Alt det andet må vente til efter i overmorgen.

Så kom Fosse igen på banen:

— Mange eksperter klager over at regeringen er uklar her, og undersøgelser viser at langt de fleste vælgere ikke forstår det nye modificerede krav på retsområdet, og hvordan man skal stemme om det.

— Det kan tage tid med røde numser, sagde Ann Jepsen og forsøgte at koncentrere sig. — Og der kan komme blærer. Det må folk forstå og lade være at stille urimelige krav. Man prøver en anden salve hvis den første ikke virker. Og samtidig skal sutteflasker, sutter, desinfektionskar og alt andet gennemgås. Hvis man går mere end 14 dage over tiden, bør man omgående søge jordemoder. Det er vilkårene, take it, or leave it.

Det var i hvert fald en god afslutning: — Take it, or leave it. Hun forsøgte at se kækt på Tørk.

Tørk Fosse stirrede på Ann Jepsen som nikkende så på ham med hævede øjenbryn og en mund der var lukket på en måde som klart udtrykte at nu var det sat på plads, og hvis Fosse ikke forstod det, så var det hans problem. Hun smilede træt til ham. Hun måtte væk. Hun ønskede at gemme sig. Måske var det væsketab. Hun greb en halvliters danskvand og drak et par ordentlige slurke. Men hun følte sig slet ikke tørstig og kom i tanke om at hun havde drukket to flasker under debatten og faktisk trængte til at komme ud og tisse.

— Tak, sagde Jon Balino. — Vi har desværre ikke tid til mere hvis vi også skal nå det næste møde. Ministerbilen holder derude og er klar.

— Et sidste spørgsmål? sagde Fosse langsomt og tydeligt som om han var bange for at Ann Jepsen ellers ikke ville forstå ham. Ann Jepsen lukkede øjnene og mærkede at det svimlede for hende. Hun følte at hun drejede rundt og rundt inde i et mørkt rør, mens hun godt vidste at hun i virkeligheden sad helt fast på en stol. Hun havde glemt nøjagtigt hvor hun var, men at hun sad på en stol var stadig sikkert. Hun var bange for at hun ville besvime og greb med sin venstre hånd om Jon Balinos arm.

— Ja, sagde Jon Balino fast og så på Tørk Fosse. — Det du netop stillede.

— Jeg havde en blackout derinde, sagde Ann Jepsen rystet til Jon Balino, da de sad i bilen, og hun havde fået en hel del druesukkertabletter. — Jeg turde ikke andet end at blive ved med at tale. Hvad sagde jeg?

— Noget om røde numser, bleer og jordemødre, sagde Jon Balino med et skævt smil og iagttog hende bekymret. — Formen var perfekt og helt overbevisende som den plejer, men indholdet var ikke helt godt, selv om det er godt også at henvise til din moderrolle engang imellem. Prøv at fokusere mere på EU.

Citat fra Lingos lov. Roman Hovedland 2005, s. 69-73, © Klaus Kjøller