Først lagt op i 2011,senest opdateret 09-11-2018 17:01:41

 

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

Systematisk oversigt over alle bøger

BEDST SÆLGENDE BØGER TOTALT

MEST POPULÆRE BØGER PÅ SAXO.com

 

Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen

Udk d. 21/3 2011 på Forlaget Hovedland. 331 s., ISBN 978-87-7070-234-8, Forsidefoto: Lisbeth Thorlacius, Bestil/køb fx på SAXO.com eller www.hovedland.dk.

 

.

 

 

Sidens menu

Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen. 1

Sidens menu. 1

Forfatterens originale bagsidetekst 2

Nogle af pointerne i bogen. 2

WikiLeaks om bogen: Hvad bogen egentlig skulle have været (citat fra e-mail) 4

Udførlig indholdsfortegnelse til bogen. 4

Kronikker fra det seneste års tid omkring bogens udgivelse i 2011, hvor aktuelle forhold kommenteres som indslag i Den politiske Komedie. 5

Link til uddrag af anmeldelser af bogen – med forfatterens eventuelle kommentarer 5

Frække spørgsmål og artige svar om bogens indhold og pointer 5

Læs om bogen på KlausKjoeller.dk

 

 

 

 

Forfatterens originale bagsidetekst

Dansk politik er en succes. Stemmeprocenten ved valg til Folketinget er i top. Langt over den procent som de fleste andre demokratier har ved valg til deres parlamenter.

Men det skyldes ikke at vælgerne er dybt inde i nationaløkonomi, jura, administration eller andre af de saglige områder som politik handler om. Det skyldes heller ikke at mange vælgere er medlemmer af et politisk parti. Medlemstallene er sunket i mange år. Og det skyldes heller ikke at verden er blevet mindre indviklet end den tidligere har været.

Alligevel er successen ikke til at bortforklare. Dansk politik går direkte i vælgerne uden omsvøb og dikkedarer. Intet krav om uddannelse, viden eller interesse stiller sig mellem vælgerne og dansk politik.

Hvad er det man forstår i politik når man hverken er særlig meget inde i sagerne eller særligt interesseret? Hvorfor gider vælgerne?

Svaret giver politikerne selv i deres replikker. Bogen giver afslørende analyser af en række velkendte eksempler på danske politikeres sprogbrug. De viser hvorfor det ikke er nødvendigt at forstå sagen for at forstå politik. Det er nok at leve sig ind i politikernes jagt på fire dyder i den tv-komedie som politik er.

Og her er der altid nok at komme efter.

Læs om dyderne her

 

 

 

 

Nogle af pointerne i bogen

 

Pointe

Kun Gud ved om en politiker i virkeligheden er ærlig inderst inde. Men Gud meddeler sig aldrig direkte til det danske vælgerkorps. Derfor er vælgerne henvist til tv og andre medier for med egne øjne at afgøre om en politiker er ærlig. Det samme gælder når vælgeren skal vurdere om en politiker har de andre dyder.

Læs om dyderne her

 

Det er lettere at formulere sine mål hensigtsmæssigt efter man har nået dem, end før.

 

Pointe

Vælgerne er eksperter i at vurdere om en person har dyderne eller ej. Ved at gøre politik til en konkurrence om dyderne, flyttes den politiske konkurrence fra ofte uigennemskuelige administrative og ”saglige områder” til et område hvor enhver vælger har stor hverdagsviden og -erfaring.

Læs om dyderne her

 

 

Pointe

Dyderne er vælgernes genvej til politiske vurderinger. Uden jagten på dyderne, intet demokrati.

Læs om dyderne her

 

 

Pointe

Formidling er demokratiets substans.

 

 

Pointe

Når befolkningen forenes i stærke følelser, ser den direkte transmissioner på public service-fjernsyn.

 

 

Pointe

Studieværtens ”Tak fordi du kom” til politikeren i studiet er Den politiske Komedies svar på den almægtige departementschefs ”Javel, hr. minister” til sin minister i tv-satiren af samme navn.

 

 

WikiLeaks om bogen: Hvad bogen egentlig skulle have været (citat fra e-mail)

E-mail til John Chr. Jørgensen, 13/7 2010: Den [Den politiske Komedie] har jeg ikke haft svært ved at hidse mig selv op til at skrive, men den er gået hen og blevet noget meget mere specielt end jeg egentlig havde planlagt (skulle have været en ganske lille, populær bog om ’det politiske sprog’ til glæde for hele det danske folk, hø hø).

 

Udførlig indholdsfortegnelse til bogen

I bogen findes en indholdsfortegnelse, men den rummer kun de øverste to niveauer af de mange overskrifter som pryder bogens afsnit. Derfor kan du her se en indholdsfortegnelse som rummer alle bogens overskrifter (pdf).

 

Kronikker fra det seneste års tid omkring bogens udgivelse i 2011, hvor aktuelle forhold kommenteres som indslag i Den politiske Komedie

Information 16-04-2010: Public service-tv som propaganda. Fik i avisen titlen 'Dronningens dag på alle kanaler'.

Berlingske Tidende 21-07-2010: Mens vi venter på Den store Leder

Weekendavisen 13-08-2010: At forstå politik uden at forstå sagen. Fik i avisen titlen 'Fantastiske fortællinger'.

Jyllands-Posten 25-01-2011: Ideelt demokrati uden vælgere

Information 15-06-2011: Politik som TV-føljeton.

 

Link til uddrag af anmeldelser af bogen – med forfatterens eventuelle kommentarer

Kulturplakaten.dk (21-03-2011)

Politiken (24-03-2011)

Dagbladet Holstebro (02-04-2011)

Ekstra Bladet (03-04-2011)

Helsingør Dagblad (09-04-2011)

Kulturguide (Kultunaut.dk, 16-04-2011)

Bladet Grænsen (17-04-2011)

Lektørudtalelse fra DBC (uge 15, 2011)

Journalisten (18-08-2011)

Fredericia Dagblad og Vejle Amts Folkeblad (20-09-2011)

Norske Morgenbladet bruger ’Den politiske Komedie’ som referenceramme for anmeldelse af TV-serien ’Borgen’ (10/5 2012). Skrevet af Søren Birkvad som er førsteamanuensis i film- og fjernsynsvitenskap ved Avdeling for samfunnsvitenskap, Høgskolen i Lillehammer

 

Frække spørgsmål og artige svar om bogens indhold og pointer

Det kan undre at du bruger det tendentiøse ord ’komedie’ i titlen. Mange vil jo opfatte det negativt. Men når man så læser bogen, bliver det klart at dette ord ikke skal opfattes som en moralisering over det du analyserer.

Nej, brugen af ordet ’komedie’ skyldes ikke at jeg moraliserer, som du ganske rigtigt bemærker. Men der ligger heller ikke nogen afstandtagen fra det jeg analyserer, i at bruge ordet ’komedie’ om det. Det er et helt nøgternt beskrivende udtryk sådan som jeg bruger det. Og forsøger at argumentere for bogen igennem. Kort sagt bliver den tv-føljeton som politik er, til en komedie fordi alle optrædende mest muligt skal ligne dynamiske vindere, jf Vinderreglen. Også bogens tanker om den episke retfærdighed, altså at det går de gode (dem der har dyderne) godt, og dem der mangler én eller flere af dem i svær grad, dårligt. Denne drift mod retfærdighed er karakteristisk for komedien i modsætning til tragedien. Men det er rigtigt at mange der ser bogens forside og derudfra vurderer indholdet, nok vil fejlopfatte ’komedie’ som at jeg tager afstand fra det der foregår. Fordi det virker provokerende at bruge udtrykket om det politiske stof. Det er så en risiko jeg har valgt at tage fordi det der foregår faktisk tilhører genren ’komedie’ – med en del særlige omstændigheder.

Du skriver at vælgerne er udsat for indoktrinering med saglig argumentation. Man kan komme til at tænke på munkemarxisterne i 70’erne som hele tiden skulle afsløre det borgerlige samfunds indoktrinering af masserne. Hvad er det for en fæl skurk eller sammensværgelse som indoktrinerer vælgerne til at opfatte saglig argumentation som finere og bedre end den argumentation som føljetonen leverer?

Det er ikke bevidst manipulation. Derfor ingen slem sammensværgelse. Der er især to årsager til indoktrineringen:

1) historisk: ideen om den saglige argumentaion som den egentlige, stammer fra dengang hvor vi havde partier med mange medlemmer og en topstyret partipresse. Her har eliten kunnet hengive sig til en højt kvalificeret daglig debat. Denne norm er siden blevet hængende i kraft at almindelig inerti. Den har ikke fulgt med det politiske mediesystem som i dag er et helt andet.

2) strukturel: næsten alle hovedpersoner i føljetonen opholder sig langt mere på Lille scene end på Store scene. Og på Lille scene er de bl.a. optaget af at forberede udspil på Store scene. Herved bliver de hele tiden påvirket til at opfatte Lille scenes DJØF-virkelighed som den grundlæggende. Og altså den politiske komedie som garniture. Hertil kommer at de uddannelser som dominerer blandt toppolitikere er uddannelser inden for økonomi, jura og administration.

Har der virkelig ikke været andre før dig, der har indset det?

Jordskredsvalget i 1973 hvor Fremskridtspartiet kom ind med 27 mandater, var første gang alle mærkede Den politiske Komedies politiske styrke. Hele eliten var lamslået og fattede ikke hvad der skete. Samme oplevelse har vi haft ved flere EU-afstemninger, hvor medier og toppolitikere har sagt næsten unisont ja, mens befolkningen har sagt nej. I øjeblikket oplever vi elitens jammer over at et klart flertal af befolkningen ikke forstår at det er nødvendigt med øjeblikkelige økonomiske opstramninger for at rette Danmark op. Jeg mener ikke at andre før mig så systematisk og konsekvent har leveret en omfattende forklaring på hvordan det kunne ske og stadig vil ske at eliten jamrer forgæves når landet skal træffe store beslutninger. Og ikke kun ved de store beslutninger. Eliten jamrer både til fest og til hverdag. Jammer er elitens profession og levebrød. Og bogen forklarer hvorfor det må være sådan i et sundt og velfungerende demokrati.

Du har nogle teorier i bogen: Der er 4 dyder som politikerne efterstræber, og så er der teorien om at vælgerne stemmer på den politiker eller det parti der giver dem størst retfærdighedsgevinst. Hvad underbygger du disse teorier med?

Mine argumenter ligger i analysen af de udvalgte eksempler. Disse og andre teorier i bogen er den enkleste forklaring jeg kan give. Du og enhver anden er velkommen til at finde andre forklaringer. Men det tror jeg ikke, er muligt. De 4 dyder har jeg arbejdet med meget længe. Helt fra midten af 70’erne. Ideen om retfærdighedsgevinsten ligger i forlængelse af ideen om ’den gode historie’, et fænomen som jo kendes fra film, fiktionsTV og krimihistorier.

Der er for nyligt blevet udgivet en bog af retorikprofessor Christian Koch med titlen ’De svarer ikke’. Den går ud på at påvise at politikere ofte ikke svarer på de spørgsmål som journalister stiller. Ideen er så at hans bog skal mildne dette problem ved at få politikere til at svare bedre. Har han ikke en pointe?

Jeg mener ikke at udfordringen er at korrekse politikerne, så de optræder mere som om de var på Lille scene. Koch indoktrinerer efter min opfattelse vælgerne til at tro på den såkaldt saglige argumentation som de ikke har forudsætninger og interesse for. Det er et undertrykkende projekt. Jeg har et helt andet projekt som accepterer betingelserne, beskriver dem nøgternt og så lægger det frem. Selvfølgelig skal politikerne svare så godt på spørgsmål så vælgerne ikke frakender dem kompencedyden. Men det er helt forkert at placere den saglige kompetence som den væsentligste dyd politikerne bliver vurderet på på Store scene. De væsentligste dyder på Store scene er de etiske dyder: ærlighed og idealisme.

Men du har vel også et ønske om forbedring, nemlig ved at vi alle sammen accepterer Den politiske Komedie som demokratiets bærende institution?

Rigtigt. Jeg mener at man skal forstå virkeligheden som den faktisk er.

Gør Koch ikke det?

Men hans projekt med at forbedre politikerne bygger jo på en fortrængning af Den politiske Komedies realiteter. Hans projekt er absurd: at få alle vælgerne ind på Lille scene. Han trasker helt i den klassiske forskningsformidlings slidte spor. Et spor jeg også selv traskede i da jeg i 1973 fik udgivet Vælgeren og partiprogrammerne som gik ud på at få partierne til at skrive forståelige partiprogrammer uden informationshæmmende faktorer. Det er komisk at forestille sig at politikere skulle ændre en tøddel på grund af kritiske bøger som fornægter eksistensen af Store scene. Det sjove er at sådanne bøger alligevel får politikerne til at føle sig skyldige, fordi de er indoktrineret med at Den politiske Komedie er noget møg og bør bekæmpes.

Men hvorfor bekæmper du ikke komedien i stedet for at styrke den med din bog?

Det mener jeg slet ikke er et realistisk projekt. Så kunne jeg ligeså godt kæmpe for at månen skulle være firkantet og Jorden flak. Bogens analyser forklarer jo bl.a. hvorfor det er urealistisk, nemlig simpelthen fordi alle har én og kun én stemme. Det drager jeg så konsekvenserne af. Alt andet ville være som at kæmpe mod vindmøller. Udfordringen for en forsker er at beskrive tingene, respektløst og sandt. Og så fængende som muligt.

Men hvad tror du egentlig der konkret kommer ud af din bog når eliten har læst den og måske synes at du i et vist omfang kan have ret i noget af det?

Jeg håber at læseren har en glæde ved at læse (i) bogen. Jo flere aha-oplevelser, jo mere mening giver det mig at have skrevet bogen. Men jeg har skrevet den for selv at få noget på plads.

Det er du vel også nødt til at sige?

Jamen, det er ikke helt så selvfølgeligt som det lyder. For da jeg begyndte på at skrive den bog, forestillede jeg mig en lille 120 siders meget populær ting om det politiske sprog. Sådan en bog syntes jeg at jeg havde pligt til at skrive. Men da jeg begyndte, fandt jeg snart ud af at en sådan bog kun kunne blive en gentagelse af alle de sædvanlige klichéer om det politiske sprog med nogle opdaterede eksempler. Og det ville jeg altså ikke lave. Jeg ønskede at lave en dækkende sand bog om det politiske sprog. Men det krævede nogle flere forklaringer omkring det sproglige. På denne måde opstod institutionen Den politiske Komedie som nødvendig ramme om den politiske sprogbrug som den faktisk forekommer i den danske virkelighed. Og da jeg havde givet min forklaring på det politiske sprog, så jeg mig tilbage og fik så øje på den bog som nu foreligger. Det er én af de vigtigste bøger jeg har lavet, men som mange andre af de af mine bøger som jeg selv finder vigtige, er den kun blevet til fordi jeg i begyndelsen fik hidset mig selv op til at tro på at jeg var i gang med at skrive en anden bog, nemlig en bog som folk ville læse frivilligt i rimeligt store mængder. Bortset fra Politisk argumentation (1991) og Mod en argumentationsteori (1978) er alle mine bøger blevet til ved at jeg i begyndelsen troede at det ville blive noget som folk frivilligt ville læse. Det gælder også de mest eksotiske. På denne måde er mine bøger næsten alle sammen frugter af dårlig disciplin og mangelfuld styring.

Men hvad kan bogen egentlig bruges til?

De her ting har jeg arbejdet med gennem et efterhånden pænt langt liv. Det er samme drift som i sin tid fik mig til at lave bogen Politisk argumentation (1991). Men Den politiske Komedie er i sin form helt anderledes end Politisk argumentation: det er en bog som kan læses af næsten enhver som gider. Der er analyse af en masse eksempler fra de senere år. Bogen er skrevet i en forhåbentlig fræk og respektløs tone. Konkret vil jeg tro at den – som også Spindoktor (2001) – kan bruges af pr-bureauer, medier og politikere til med større sikkerhed og effektivitet at nå deres mål. Beviset på teoriernes sandhed og indsigternes rigtighed er at man når sine mål når man bygger på dem. Og det kan jeg anbefale at man gør. Når der skal handles, vinder dem der bygger på de mest sande indsigter. Ligesom den der sejler efter et korrekt og opdateret søkort, undgår at strande på usynlige rev og skær og når frem til målet. Min bog er et sådant opdateret søkort i det politiske liv. Det erstatter DJØF’ernes forældede kort som er præget af ønsketænkning og fantasier.

Hvad siger du til anklager mod dig for at undervurdere vælgerne?

Helt forkerte. Jeg befrier vælgerne fra den undertrykkelse der ligger i troen på at Lille scenes DJØF-saglighed også er normen på Store scene. Vælgerne er ikke discount-djøffer.

Men almindelige vælgere læser jo netop ikke din bog.

Korrekt. Men det gør forhåbentlig nogle af de lærere som underviser almindelige vælgere. Og nogle af de journalister og redaktører som løbende fortæller vælgerne om hvad der sker i politik.

Link: Læs om modstanden mod Den politiske Komedie i kommentaren ”Jammer over nytteløs jammer”

Min religion er at folk bør tro på virkeligheden i stedet for at rende efter illusioner. Når man tror på virkeligheden, så kan man også meget bedre fatte den og forudsige hvordan en situation vil udvikle sig. Det har vi alle sammen hele tiden brug for at blive bedre til. Jeg lancerede Folkebevægelsen for et Forståeligt Demokrati i bogen Aktiv Seer (1977). Nu har denne bevægelse fået sin bibel med bogen Den politiske Komedie. Verden ligger nu åben for denne helt nødvendige bevægelse.

 

 

 

 

Køb paperbacken på SAXO.com eller i enhver anden boghandel

Først lagt op 2011 senest opdateret 09-11-2018 17:01

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

151217klauskjoellerDKforside.bmp