Bagside
[Nyskreven
i 97, altså ikke den originale fra førsteudgaven i 82]
Igennem
flere tusind år har man vidst hvor vigtigt det er at kunne udtrykke sig godt.
Især hvis man indtager en betydningsfuld plads i samfundet må man kunne udtrykke
sig hensigtsmæssigt. Kende ordenes nuancer for at sige hverken for lidt eller
for meget. Vide hvordan man taler med vægt og skaber sympati omkring sin
person og sin sag.
Men når
man med sine ord kan påvirke andre, så kan man selvfølgelig også påvirke sig
selv.
Denne
bog handler om hvordan helt almindelige mennesker kan opnå ro, overblik og
fred i sindet ved at anvende de sproglige teknikker som politikere,
embedsmænd, ledere og alle med magt og indflydelse bruger hver dag. Anvende
dem på sig selv og på den almindelige hverdag som de lever i med dens små og
store problemer.
Følg
bogens enkle regler for hvordan du skal tale til dig selv og dine omgivelser.
Så er du godt på vej til lykken — uden at du behøver ændre noget i dit ydre
liv.
Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen
(82/44) 583 992 0
Kjøller,
Klaus: Sprogets Vej til Sindets Fred. [Hekla].
En dybt
ironisk "lærebog" à la Parkinsons love, skrevet af en hjemlig ekspert
i offentlig sprogbrug og argumentation. (KK er lektor ved Kbh.s Univ.). - Han
opst. en række sproglige direktiver, herunder hvad-d. (frigør dig fra emnets
tyranni), hvem-d. (tal til alle og ingen på én gang), plus-d. (minusord erst.
m. plusord, f.eks. sløv-velovervejet, naiv-tillidsfuld), spade-d.
(utilfreds-frustreret, forstå/begrebsliggøre/konceptualisere),
komplikations-, nødvendigheds- og forbeholds-d. (tal gerne længe, men sig
aldrig for meget), målsætnings-, opløsnings- og anti-d. (bryd d. om
nødvendigt). Spr. gennemløber 5 faser, fra dagligspr. over det avancerede s.
og "den rene tale" (en uophørlig monolog om alt og intet) til
"den rene tavshed". Teorierne afprøves på analyser af prbl. som
arb.løshed, betalings- og terrorbalance samt den offentlige tale, herunder
kulturlivets sprog, læserbreve, tlf.prg., dybsindigheder og kunsten at se det
principielle i en detalje. - En veloplagt og underfundigt skrevet bog med
velvalgte, morsomme vittighedstegninger i sort-hvidt. Ansk. som bøgerne om
Parkinsons love.
Arne Rossen
Ekstra Bladet,
udateret udklip
Håndbog i øregas
Hvorfor
dog kalde en spade for en spade, når den i virkeligheden er et fodkraftdrevet
graveredskab med håndstyring? Hvis man konsekvent ændrer sit ordforbrug, så
det virker dybsindigt, kan man få problemerne til at opløse sig selv og opnå
den rene salighed. Og mere end det: man kan blive kulturpersonlighed eller
politiker.
I sin
nye knaldperle om sprogets vej til sindets fred leverer sprogvidenskabsmanden
Klaus Kjøller
en ætsende morsom afklædning af vor tids professionelle snakkemaskiner.
Ganske vist uden at nævne navne, men var jeg Elsa Gress eller Mogens
Glistrup, ville jeg føle mig gennemskuet.
Kjøller
har formet sin lærebog som et slags guruevangelium. Derved får han også gjort
tykt nar af diverse lommefilosofiske sekters anvisning på, hvordan man
frelser sin sjæl.
Man skal
være varsom med at kalde en bog for 'årets vittigste', men Kjøllers dynamiske
og velskrevne anvisninger på, hvordan man praktiserer Den Offentlige Tale er
satire på højde med Parkinsons Lov.
Jacob Ludvigsen
Fyens
Stiftstidende, 19/11 82
Kald aldrig en
spade en spade
Det giver ikke fred i sindet
Uforståelighed
bekæmpes bedst med uforståelighed.
Det er
det altoverskyggende motto for universitetslektor Klaus
Kjøllers betydningsfulde støttestav i livet, som han nu
deler med os alle sammen i bogen "Sprogets vej til sindets fred".
Det er chancen for at erhverve den indre ro og dermed autoritet gennem den
måde, vi taler på. Akkurat ligesom politikere, fagforeningsmænd og andre
koryfæer. Om andre så forstår, hvad man siger, er uvæsentlige detaljer.
Over sin
seng bør man anbringe det føste bud broderet i strapudemaj: Tal langsomt. Det
giver nemlig indtryk af indre ro og autoritet. Man kan også putte nogle øh'er
ind i et tempo, som kun overgås sneglens. Lær eventuelt af Ritt Bjerregaard!
Men det
eer ikke gjort med det. Langtfra. Det er uomtvisteligt vigtigt at beherske spadedirektivet.
Send aldrig den lille rødhårede søn ind i skuret med besked om at hente
spaden. Det er slet ikke vægtigt nok. Der er fylde i at anmode om at få bragt
et fodkraftdrevet graveredskab med håndstyring, og det skal indledes med et
omsvøb, som f.eks. : Når jeg hermed tager ordet er det ud fra den opfattelse
…. Og endelig sluttes med et eftersvøb, hvori indholdet af anmodningen tages
op. At den lille rødhårede eventuelt ikke forstår et ord, må man tage med som
omkostning for at virke sjælsrolig og autoritativ.
Alle
kan lære det
Hvis man
følger Klaus Kjøllers
videnskabeligt opbyggede direktivsystem, kan man nå så langt, at man taler
helt løsrevet fra emnet, bruger sproget som husvalende kammermusik. Og det
fuldendte opnås den dag,da man magter Den rene Tavshed, i den grad hviler i
sig selv, at der slet ikke er grund til at sige noget.
Det
ideale sprog - bortset fra tavshedens - beherskes som sagt af politikere,
fagforeningsformænd og eksperter. Kan vi andre lære det? Jo da, hvis vi også
accepterer tesen "Ingen har den viden, du tror, du mangler". Den er
også uhyre vigtig for at erhverve sindets fred.
Klaus Kjøller har tidligere
bl.a. skrevet den satiriske humoristiske "Aktiv seer eller Hvordan jeg
lærte at elske politikerne". Den var det rene tant og fjas. Først med
"Sprogets vej til sindets fred" er det kommet alvor i
universitetslektoren, der her videnskabeligt fremsætter sit kærlige budskab
til menneskeheden og kaster lykken i armene på os. Det er genialt.
Aase Holmquist
Anmeldelse
(kronik), Børsen, d. 30/11 82:
Således bliver De
kendt i offentligheden
Kjøllers "Sprogets vej til sindets
fred" viser hvordan
Direktør,
cand.pharm. Knud Overø anmelder i dagens kronik forfatteren Klaus Kjøllers bog "Sprogets vej til sindets
fred". Den giver et bidrag til konstruktiv uforståelighed, som i dag er
en væsentlig forudsætning for at placere sig i offentligheden.
Her er
en af den slags bøger, som kommer Dem og mig ved som tilskuere til, eller
deltagere i, den offentlige debat. Men som er umulig at karakterisere med få
ord, fordi den er så totalt forskellig fra det, man almindeligvis præsenteres
for.
Men lad
os prøve at gafle os ind på en anmeldelse ved at starte med lidt
frihåndstegning.
Når man
har fulgt nogenlunde flittigt med i præsentationen af døgnets begivenheder og
i det politiske hundeslagsmål, er der et par udviklingstendenser, der bider
sig fast.
Indpakning
For det
første, at der ikke er nogen der kan give korte svar mere. Alt skal pakkes
ind i omskrivninger og forbehold, så man ikke senere kan blive hængt op på,
hvad man har sagt.
Og for
det andet anvendes der flere og flere "videnskabelige" og
uforståelige ord. Først og fremmest med det formål at skabe øget opmærksomhed
om og tillid til det, der bliver sagt.
Der
siges med andre ord mere og mere af et stedse stigende uforpligtende indhold
og under anvendelse af flere og flere fremmedord, hvis begrebsindhold det er
umuligt at få fat på.
Det er
disse og flere andre tendenser, forfatteren kobler sammen til et overraskende
glædesbudskab.
Rette
vej
Forstår
man til fulde at udnytte mulighederne i denne udvikling, siger han, er man på
rette vej mod ro, sikkerhed, autoritet og sindets fred. Og lærer man sig
teknikken fuldt ud, står døren åben til samfundets højeste poster.
Det kan
man blandt andet se ved, at alle, der sikker på dem i øjeblikket, kender og
bruger teknikken som almindeligt overlevelsesvilkår.
Alt
dette lyder tørt og kedeligt, når det genfortælles, men der er tale om en
både vittig, velbegavet og afslørende fremstilling, som understreges af
forfatterens evne til at holde masken.
I en
stilfærdig - underfundig sprogbehandling afdækker han mange af de
naragtigheder, som vi daglig møder i udtalelser og debatindlæg fra
politikere, organisationsledere, socialarbejdere (typisk solidariseret
funktionærbetegnelse!) etc.
Der
gives en lang række anvisninger på, hvordan man sikrer sig sindets fred og
undgår bekymringer, f.eks. ved at omskrive alt ubehageligt og utilstrækkeligt
til sin positive modpol.
Tugt
Dette
kræver mental tugt og disciplin. Men har man først forstået forfatterens
budskab, kan fremgangsmåden anvendes i både stort og småt. Den tilgroede,
upassede have bliver uden vanskelighed til "et stykke frodig
naturgrund". Og den arbejdsløse, der jo nemt og ganske uretfærdigt slås
i hartkorn med den rygges-, ledde- og holdningsløse, bliver til "en
medborger, der har fået tildelt ubegrænset frihed af sin arbejdsgiver".
Efter
samme recept svinder vort stigende underskud på betalingsbalancen nemt og elegant
ind til "Danmarks voksende udlandsstøtte", der ovenikøbet
finansieres af det selvsamme, genbrugsbevidste udland!
Man
lærer sig med andre ord med denne teknik at slalom'e uden om problemerne. Og
opdager hvor udbredt metoden er i det offentlige liv.
Men lad
os se lidt på forfatterens bidrag til den konstruktive uforståelighed.
Seminarisme
Her er
det almindeligt bekendt, hvordan den åndelige seminarisme trænger sig dybere
og dybere ind i den offentlige debat. Garneret med en pseudo-videnskabelige
jargon af fremmedord, der hyppigt hentes fra de videnskaber, der endnu er på
samlerstadiet (psykologi, sociologi, etc.).
Men Klaus Kjøller fører
stiletten til bunds i sit spadedirektiv: Kald aldrig en spade for en spade.
Det
skaber forvirring, hvis man udtrykker sig klart. Og man svækker sin position
ved det.
Når man
nu kan "tematisere fremstillingen for Dem her i tilegnelsessituationen,
hvor De lader Dem eksponere for et massemedium", er der jo ingen grund
til at lade denne mulighed (for os begge) slippe sig af hænde.
Men når
smilet har lagt sig finder man ud af, at man selv har ladet sit sprog
inficere af denne sproggift, hvis formål er at forlene det skrevne eller
talte ord med øget autoritet.
Bogen
indeholder imidlertid meget andet. Anvisninger på, hvordan man ved konsekvent
brug bogens forskellige direktiver bliver en kulturpersonlighed eller får
startet en politisk karriere. Det sidste ikke mindst ved anvendelse af
Forbeholdsdirektivet ("Tal gerne længe, men sig aldrig for meget").
Placering
Der er
også anvisning på, hvordan man lettest får sig placeret som offentlig person.
F.eks. ved at fremstå som repræsentant for én af de talløse generationer, der
i disse år opstår med maksimalt et halvt års mellemrum: Fattigfirsernes
generation, P-pille-generationen, Disco-generationen, nåh-generationen, etc.
Og mod
bogens slutning får vi et indblik i de dybsindigheder, man må kunne præstere
på løbende bånd, hvis man ønsker at tegne en markant offentlig profil.
Her er
ikke alene tale om en åndelig fladbundethed, der, paradoksalt nok, er
bundløs, men også om en overdådigt morsom persiflage (!) af det offentlige
livs talsmænd. De kender mange af disse lammende dybsindigheder fra
TV-diskussioner etc., men bør ikke forskånes for et par stykker her:
Hvad er
troskab andet end en udspekuleret form for utroskab?
Enhver
viden er dybets set en farlig form for uvidenhed.
Glæde er
jo egentlig fortrængt sorg.
Sær
bog
Det er
en sær bog, Klaus Kjøller
har skrevet, og nogle vil finde den forsøgt morsom. Personlig synes jeg, at
den er umådelig vittig og med både dybde og mål. Man føler sig som efter et
kaustisk sprogbad, når man har været igennem.
Køb 2
eksemplarer af bogen og giv det ene til Deres sekretær.
Så vil
hun kunne gribe Dem i faldet, næste gang De er ved at diktere Dem ind i en
"problemløsende målsætningsmodel".
Og hun
vil fortælle Dem, hvornår De er på vej mod den store monumentale
uforståelighed og sindets fred.
Det er
De den dag, hvor De ønsker at skrive:
Selv om
man er gift, er det stadig vanskeligt at forstå hinanden - og uden at
fortrække en mine dikterer: - trods et formaliseret parforhold persisterer
vanskelighederne ved almen perceptionalisering.
Knud Overø
Aarhus
Stiftstidende, 17/11 82
Sjov alvor om
sprogets veje
Underfundig bog om sprogets vej til
sindets fred
Der er
satire og politik, munterhed og alvor i den fikst og underfundigt formede
bog. Der er monotone passager, emnet spundet længere, end spøgen med dens
tilsætning af god mening kan bære det, men i hovedsagen er det tilsigtede
lykkedes: At udlevere tomheden i det vidtløftige, bortforklarende og
tågedannende politikersprog. Endvidere at påvise smitte og skavanker i
mediernes måde at håndtere politisk stof, politikere, kulturpersonligheder,
vidner med flere på.
Forfatteren,
der før har været ude med budskaber i bogform, underviser som lektor i
moderne dansk sprogbrug ved Københavns Universitet. Han bruger selv sproget
fermt, ikke ganske frigjort for det ekspertsprog, han med lyst undsiger, men
dog på ret god fod med et tiltalende hverdagssprog.
Kommateringen
er forvirrende, men det er en lille ting og et tilvænningsspørgsmål i vore
dage. Skikken (uskikken) slører ikke det egentlige ærinde. Stadier på
sprogets vej er ransaget og blotlagt, og det er historien om de mange og
endnu flere ord, der intet siger - lader alle muligheder stå åbne. Sigtet er
bredt, men mon der ikke i særlig grad er tænkt på Fremskridtspartiet
(Glistrup), hvor det hedder:
"Takket
være fjernsynets store gennemslagskraft er det nu muligt at mobilisere en
rimelig stor politisk bevægelse i løbet af meget kort tid, ja egentlig blot
få minutter…"
Det er
en af sprogets veje. Andre forklares ved at oveføre det offentliges sprog til
udtalelser om dagligdagens ydmyge sysler. Da bliver det bidsk virkelighed,
når en spade skal rekvireres eller støvsugning foretages. Man beskriver:
"Hent mig lige et håndredskab, som drives ved fodkraft, beregnet til
gravning". Og det er kun den spæde start på et sprogløb, der til sidst
forsvinder ud i det store intet. Symboliseret ved, at de sidste sider -
stilhedens bog - står blanke.
Poul
Holck har illustreret med tegninger, som er i god overensstemmelse med den
sjove alvor i de usædvanlige sproglige betragtninger.
H.J.
Kristeligt
Dagblad, 18/11 82
Eksperternes
sorte tale
Bistert, satirisk billede af den
offentlige sprogbrug i dagens Danmark
Med
ovennævnte titel indleder universitetslektor Klaus Kjøller sin
sprogterapeutiske virksomhed for at komme os alle til hjælp i vores
magtesløshed og usikkerhed. Han lover os lykke og indre harmoni - om blot vi
vil betræde Sprogets Vej.
I
virkeligheden er det selvfølgelig slet ikke en instruktionsbog i sproglig
overlevelsesteknik, men et - bistert og rammende - satirisk billede af den
offentlige sprogbrug i dagens Danmark. Ved at vælge håndbogsformen får
Kjøller på en morsom måde sagt en del præcise ting.
Indledningsvis
opfordrer han den vandrende på Sprogets Vej til at gøre op med sin sproglige
underlegenhedsfølelse ved at arbejde sig systematisk frem til beherskelse af
nøglen til succes i kultur- og samfundslivet, DOT, dvs. Den Offentlig Tale.
De personer i samfundet som føler sig betydningsfulde - og som af andre
opfattes sådan - bruger DOT. Kjøllers indlysende tilbud er da at lære DOT og
dermed føle sig betydningsfuld!
Den
lange vej
Sprogets
Vej er lang og består af mange forskellige stadier. En vigtig metode er at
frigøre sig fra De Umiddelbare Benævnelsers Tyranni. For eksempel er det
meget indskrænket og hjælper slet ikke til øget selvtillid direkte og
spontant at sige: "Ræk mig lige spaden". Efter en tur i den
sprogterapeutiske maskine ser denne sætning således ud:
"Når
jeg hermed tager til orde er det ud fra den opfattelse at det må anses for
væsentligt for sagens videre udvikling at der på nuværende tidspunkt
fremsættes en nærmere bestemt anmodning. Som følge heraf skal der hermed
rettet en henvendelse til (barnets fulde navn) i form af en begæring om at
der træffes de nødvendige foranstaltninger til at der bringes mig et
håndstyret graveredskab, drevet ved fodkraft."
En
vigtig del af sprog-visdommen består også i at vælge det passende ord: Ikke
sur, men deprimeret, ikke irriteret, men frustreret, ikke ordne, men
strukturere. Vordende disciple instrueres desuden i at udsige uforpligtende
dybsindigheder, skrive brugbare læserbreve osv. - alt sammen for at gøre sig
positivt bemærket og resulterende i stigende selvagtelse.
Ukendskab
Folks
almindelige utilstrækkelighedsfølelse er selvforskyldt og kan afhjælpes:
"Den virkelige tragedie er at det er folks ukendskab til Sprogets Vej
som er skyld i al elendigheden. Og dette ukendskab skyldes ikke at Sprogets
Vej er en ukendt smøge som kun benyttes i smug fra tid til anden af et lille,
hemmeligt broderskab efter mørkets frembrud. Tværtimod er det en bred,
offentlig boulevard som til stadighed oplyses af tv og aviser".
Bogens
emne er den sproglige fremmedgørelse: eksperternes sorte tale overfor
dagliglivets letfattelige sprog. Og det lykkes Kjøller på en overbevisende og
underholdende måde at pege på denne uhyggelige situation.
Den
ironiske form er en svær genre fordi den kan tilsløre hvad forfatteren
egentlig selv mener. Og bogen vil på nogle virke vattet og opblæst. For andre
vil den distancerende form gøre sagen lettere tilgængelig - og dermed
medvirke til at vi bliver mere bevidst om hvor fremmede vi sprogligt er
blevet for hinanden.
Det er
vigtigt at gennemskue - og ikke mindst gøre grin med - det
undertrykkelsesmiddel som Magtsproget er.
Lars Henriksen
Sjællands
Tidende, 20/10 82
En sprogets guru
Om at tale sig meningsfyldt til sindets
fred og om at blive hængende i offentlig tale
Ikke
mindst i disse dage, hvor det politiske liv kører på de høje oktantal, er det
åbenbart at en af sprogets vigtigste opgaver er at overbevise en træg
modpart. Studiet af hvordan dette bedst gøres, er gammelt og kaldes retorik.
Klaus Kjøller mener
imidlertid, at retorikken har overset, at den talende også påvirker sig selv.
Det er således i nok så høj grad en påvirkning af afsenderens egne følelser,
tanker, forestillinger og holdninger, der finder sted under de verbale
udladninger. Denne erkendelse er af revolutionerende karakter! Gennem sproget
vil alle vi krisetrængte kunne opnå en sjælelig harmoni, det gælder blot om
med Kjøller at følge "sprogets vej til sindets fred".
Mange
vil sikkert vige tilbage fra at kaste sig ud i frelsen via ordgyderi af frygt
for, det er en vanskelig vej at betræde. Men nej! Kjøller anfører en række
direktiver, som alle med lidt øvelse vil kunne mestre. Vigtigst er
langsomhedsdirektivet: "Du taler altid hurtigere end du tror". Men
der er også plusdirektivet, hvor minusord som "for fed" erstattes
af "dejlig rund", "frodig" eller "struttende af
sundhed". Perspektiverne ved sådanne simple ordskift er åbenbare.
Gennem
ihærdig øvelse vil man med Kjøller ved hånden kunne tilbagelægge de fem
stadier på sprogets vej og ende i en tilstand, hvor roen, sikkerheden og
overblikket indfinder sig.
Kjøller
viser også de faldgruber, der er undervejs. En af de farligste er at blive
hængende i "dot" (den offentlige tale) for "jo mere man bruger
det, jo mere behov har man for det i stadig større doser". Hvem sagde
Erhard Jacobsen og Kanal 22?
Det
skulle være fremgået, at politikerne, vore professionelle
"dot"-udøvere, bør gå langt uden om "Sprogets vej til sindets
fred", hvis de da ikke vil trues på eksistensen. Vi andre kan så søge
sjælefred ved Kjøllers og sprogets hjælp for blot 98,00 kr.
Henrik Tjalve
Politiken, 16/10
82
En halv kjøller
med skrue
'Først
når man selv begynder at bidrage aktivt til den almindelige uforståelighed,
er man kommet over på den rigtige side af kommunikationskløften.'
Chefguru
Kjøller, til daglig lektor ved Københavns Universitet, hjælper sine disciple
til at overskride (transcendere) denne kløft ved hjælp af halve og hele
kjøllere, anvisninger på hvordan man fører sig frem i den offentlige tale
(DOT), samt vink om at man aldrig må udtrykke sig konkret og aldrig må kalde
en spade en spade (Spadedirektivet).
Men har
man først valgt at gå Sprogets Vej findes der kun én sand higen: længslen mod
sindets fred. Når man har badet i floskler tilstrækkeligt længe, ønsker man
kun at lade sig omslutte af den Totale Stilhed, den rene tavshed.
Fra
dette nirvana har Kjøller foretaget en tilbagekomst for at give anvisninger
på hvordan man gør den vej ingen anden kan gå for én.
Ironien
er morsom, men mere elskværdig end bidende. Som det sømmer sig for en
terapeut-guru.
Annelise Schønnemann
Berlingske Tidende, 9/2 83
De tomme ord
Ironien
i Klaus Kjøllers vejledning i
sprogets rette brug - d.v.s. politiker- og bureaukratsprogets - er til at
tage og føle på.
Når han
f.eks. siger: "Først når man selv begynder at bidrage aktivt til den
almindelige uforståelighed, er man kommet over på den rigtige side af
kommunikationskløften" - ja, så er vi selvfølgelig alle sammen klar
over, hvad han er ude på. Og denne Besserwisserens studentikose gøren grin
med dumheden og talentløsheden varieres i bogen på utallige måder.
Vælg,
hvad De vil, hvis De absolut vil føle Dem klogere: "Det er kun de
magtesløse og desperate, der taler bramfrit og ubesmykket". Eller:
"En rigtig kulturpersonlighed ser altid kun det konkrete gennem en hel
masse abstraktioner". I en bevidst systematisk-videnskabelig form
opstiller Klaus Kjøller
en række måder, hvorpå - eller en række direktiver for, hvordan - man kan
gøre det enkle sprogligt indviklet og derved gøre sig betydningsfuld i
omgivelsernes øjne. Vor tids magtmennesker kan her lære sig den sproglige
kunst, de desværre kan alt for godt i forvejen - nemlig den kunst, der består
i at gøre formen til det eneste indhold og indholdet til den eneste form.
Især det første.
Det
ville unægtelig være sjovere, hvis Klaus Kjøllers
eksempler på den lands- eller verdensomspændende sproglige udtryksform Den
offentlige Tale eller ganske simpelt DOT - var hentet fra det virkelige liv
på eller uden for Slotsholmen og ikke konstrueret af ham selv. Og helt sjovt
ville det faktisk have været, hvis han havde brugt sin filologiske
ekspertise, det kostbare papir og læsernes tid til at demonstrere, hvad godt
og levende sprog er, og hvordan man lærer at skrive/tale det.
Det kan
alle vi almindelige sprogbrugere have gavn af at vide. Men her tier
"Sprogets vej til sindets fred" totalt. Det er det mest latterlige
- og det eneste virkelig forargelige - ved den.
Helt
uden selvmodsigelser er Klaus Kjøllers
bog heldigvis ikke. Han indrømmer hårdt presset, at der kan være tilfælde,
hvor den skrivende/talende gør klogt i ikke at overholde hans direktiver alt
for strengt. Og i læserbreve er den direkte udtryksmåde at foretrække fremfor
den, der hverken er for eller imod, og som ser alt skiftevis på den ene og på
den anden side. Påstår han.
Men
ellers er "Sprogets vej til sindets fred" først og fremmest en
håndbog i, hvordan man ikke bør ytre sig - kort sagt: hvordan man kan sige det
mindst mulige (nemlig ingenting) med de flest mulige ord. Det behøver man
ellers bare at lukke op for radioen for at få at vide. Men her findes det
altså på tryk.
Jens Kistrup
Ubestemt kilde
(avistekst), udateret
Om at kalde en
spade en spade
Hvis min
gunstige læser bare tror, at man skal kalde en spade for en spade, så er
denne bog skrevet til ham/hende. Nej, hvis man ønsker at benytte sproget som
vej til at skaffe sig selvsikkerhed, autoritet, ro, harmoni, kort sagt: fred
i sindet, så må en så simpel og profan ting som en spade skam kaldes noget
ganske andet og mere ophøjet, f.eks.: et fodkraftdrevet graveredskab med
håndstyring.
Forfatteren,
cand.mag. i dansk og filosofi og ansat ved Københavns Universitets Institut
for Nordisk Filologi, er ude i et meget dybsindigt ærinde. Han vil forkynde,
hvordan enhver kan opnå sjælefred ved at tale sig frem til større selvtillid,
dels ved at tale - og helst langsomt og kryptisk - dels ved at opløse alle
problemer i ord - og helst mange og svære - så de (problemerne, forstås)
forsvinder ud i den blå luft.
Når
læseren (en fagforeningsformand, en kommunalpolitiker eller en folketingsmand
in spe) har accepteret tesen: Ingen har den viden, du mangler! føres han
gennem en række direktiver, hvoraf Spadedirektivet er illustreret ovenfor. Et
andet direktiv er Plusdirektivet: Gør minus-sprog til plus-sprog. Eksempel:
en tykhovedet og stædig person kaldes principfast, en kold og ufølsom skid
betegnes som rationel og fornuftsbetonet etc. Komplikations-direktivet lærer,
at alting er altid meget mere indviklet, end du kan fremstille det. Efter at
have tilegnet sig færdighed i at beherske i alt tolv direktiver, er læseren
klar til at indlade sig på DOT (Den Offentlige Tale), og han vil i de fleste
tilfælde nu være i stand til, med de såkaldte forsvøb, omsvøb og eftersvøb,
at formulere et langt og indviklet brev i fuldendt kancellistil, som enhver
borgmester bliver nødt til at udløve en flaske snaps for at få transskriberet
til almindelligt, forståeligt dansk. Nået frem til et stadium, der betegnes
som Den rene Tale, behersker Den Vandrende på Sprogets Vej en færdighed, som
sætter ham i stand tilat udføre en uendelig monolog helt uafhængig af
bestemte emner, en tale, som handler om alt og intet på én gang.
Det mest
sublime når læseren på Vejens sidste stadium: Den rene Tavshed. Dette stadium
skildrer forfatteren med gribende indføling og enkelhed i afsnittet
Stilhedens bog på bogens sidste offe blanke sider.
Bogen er
slet ikke hylende grinagtig. Tværtom. Den er en lun og underfundig hudfletning
af tidens politiske, videnskabelige, teknokratiske og bureaukratiske
pampersprog. Og hvor er den dog grundig!
C
Til toppen af siden
|
