Klaus Kjøller forside à bogmenu à bogen nedenfor                                        

[Senest opdateret d. 23/9 2010]

 Sprogets vej til sindets fred [version 1.0 – uden Dit og Dat]

Link: Bogen udkom 31/8 2010 i en gennemrevideret 2. udgave: version 2.0 – nu med Dit og Dat

 

 

 

Hekla 1982. 127 sider, udsolgt. Illustreret af Poul Holck.

ISBN 87-7474-065-2

Udgivelsesdato 7/10 82, oplag 1850, pris (med moms) 98,00 kr.

Salg 1982: 984; 83: 162 (heraf alene i januar: 98); 84: -37; 85: +8; 86: resten solgt på nedsættelsen

Antal på bibliotekerne i 98: 136

 

Læs kapitlet ”Hvordan man bliver en kulturpersonlighed” på nettet.

Anmeldelser m.m.:

Bagside

Indbindingscentralen

Ekstra Bladet

Fyens Stiftstidende

Børsen

Aarhus Stiftstidende

Kristeligt Dagblad

Sjællands Tidende

Politiken

Berlingske Tidende

Ubestemt kilde (avistekst)

Anmelderne skrev bl.a.

Man skal være varsom med at kalde en bog for 'årets vittigste', men Kjøllers dynamiske og velskrevne anvisninger på, hvordan man praktiserer Den Offentlige Tale er satire på højde med Parkinsons Lov. (Jacob Ludvigsen i Ekstra Bladet >>)

Klaus Kjøller har tidligere bl.a. skrevet den satiriske humoristiske "Aktiv seer eller Hvordan jeg lærte at elske politikerne". Den var det rene tant og fjas. Først med "Sprogets vej til sindets fred" er det kommet alvor i universitetslektoren, der her videnskabeligt fremsætter sit kærlige budskab til menneskeheden og kaster lykken i armene på os. Det er genialt. (Aase Holmquist i Fyens Stiftstidende >>)

 

 

Det er en sær bog, Klaus Kjøller har skrevet, og nogle vil finde den forsøgt morsom. Personlig synes jeg, at den er umådelig vittig og med både dybde og mål. Man føler sig som efter et kaustisk sprogbad, når man har været igennem. Køb 2 eksemplarer af bogen og giv det ene til Deres sekretær. (Knud Overø, kronikanmeldelse i Børsen >>)

Der er satire og politik, munterhed og alvor i den fikst og underfundigt formede bog. […]Poul Holck har illustreret med tegninger, som er i god overensstemmelse med den sjove alvor i de usædvanlige sproglige betragtninger. (H.J. i Aarhus Stiftstidende >>)

 

 

 

 

Bogens emne er den sproglige fremmedgørelse: eksperternes sorte tale overfor dagliglivets letfattelige sprog. Og det lykkes Kjøller på en overbevisende og underholdende måde at pege på denne uhyggelige situation. (Lars Henriksen i Kristeligt Dagblad >>)

Ironien er morsom, men mere elskværdig end bidende. Som det sømmer sig for en terapeut-guru. (Annelise Schønnemann i Politiken >>)

Bogen er slet ikke hylende grinagtig. Tværtom. Den er en lun og underfundig hudfletning af tidens politiske, videnskabelige, teknokratiske og bureaukratiske pampersprog. Og hvor er den dog grundig! (mærket ’C’ i uangivet avistekst >>)

 

 

 

 

Bagside

[Nyskreven i 97, altså ikke den originale fra førsteudgaven i 82]

Igennem flere tusind år har man vidst hvor vigtigt det er at kunne udtrykke sig godt. Især hvis man indtager en betydningsfuld plads i samfundet må man kunne udtrykke sig hensigtsmæssigt. Kende ordenes nuancer for at sige hverken for lidt eller for meget. Vide hvordan man taler med vægt og skaber sympati omkring sin person og sin sag.

Men når man med sine ord kan påvirke andre, så kan man selvfølgelig også påvirke sig selv.

Denne bog handler om hvordan helt almindelige mennesker kan opnå ro, overblik og fred i sindet ved at anvende de sproglige teknikker som politikere, embedsmænd, ledere og alle med magt og indflydelse bruger hver dag. Anvende dem på sig selv og på den almindelige hverdag som de lever i med dens små og store problemer.

Følg bogens enkle regler for hvordan du skal tale til dig selv og dine omgivelser. Så er du godt på vej til lykken — uden at du behøver ændre noget i dit ydre liv.


Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen (82/44) 583 992 0

Kjøller, Klaus: Sprogets Vej til Sindets Fred. [Hekla].

En dybt ironisk "lærebog" à la Parkinsons love, skrevet af en hjemlig ekspert i offentlig sprogbrug og argumentation. (KK er lektor ved Kbh.s Univ.). - Han opst. en række sproglige direktiver, herunder hvad-d. (frigør dig fra emnets tyranni), hvem-d. (tal til alle og ingen på én gang), plus-d. (minusord erst. m. plusord, f.eks. sløv-velovervejet, naiv-tillidsfuld), spade-d. (utilfreds-frustreret, forstå/begrebsliggøre/konceptualisere), komplikations-, nødvendigheds- og forbeholds-d. (tal gerne længe, men sig aldrig for meget), målsætnings-, opløsnings- og anti-d. (bryd d. om nødvendigt). Spr. gennemløber 5 faser, fra dagligspr. over det avancerede s. og "den rene tale" (en uophørlig monolog om alt og intet) til "den rene tavshed". Teorierne afprøves på analyser af prbl. som arb.løshed, betalings- og terrorbalance samt den offentlige tale, herunder kulturlivets sprog, læserbreve, tlf.prg., dybsindigheder og kunsten at se det principielle i en detalje. - En veloplagt og underfundigt skrevet bog med velvalgte, morsomme vittighedstegninger i sort-hvidt. Ansk. som bøgerne om Parkinsons love.

Arne Rossen


Ekstra Bladet, udateret udklip

Håndbog i øregas

Hvorfor dog kalde en spade for en spade, når den i virkeligheden er et fodkraftdrevet graveredskab med håndstyring? Hvis man konsekvent ændrer sit ordforbrug, så det virker dybsindigt, kan man få problemerne til at opløse sig selv og opnå den rene salighed. Og mere end det: man kan blive kulturpersonlighed eller politiker.

I sin nye knaldperle om sprogets vej til sindets fred leverer sprogvidenskabsmanden Klaus Kjøller en ætsende morsom afklædning af vor tids professionelle snakkemaskiner. Ganske vist uden at nævne navne, men var jeg Elsa Gress eller Mogens Glistrup, ville jeg føle mig gennemskuet.

Kjøller har formet sin lærebog som et slags guruevangelium. Derved får han også gjort tykt nar af diverse lommefilosofiske sekters anvisning på, hvordan man frelser sin sjæl.

Man skal være varsom med at kalde en bog for 'årets vittigste', men Kjøllers dynamiske og velskrevne anvisninger på, hvordan man praktiserer Den Offentlige Tale er satire på højde med Parkinsons Lov.

Jacob Ludvigsen


Fyens Stiftstidende, 19/11 82

Kald aldrig en spade en spade

Det giver ikke fred i sindet

Uforståelighed bekæmpes bedst med uforståelighed.

Det er det altoverskyggende motto for universitetslektor Klaus Kjøllers betydningsfulde støttestav i livet, som han nu deler med os alle sammen i bogen "Sprogets vej til sindets fred". Det er chancen for at erhverve den indre ro og dermed autoritet gennem den måde, vi taler på. Akkurat ligesom politikere, fagforeningsmænd og andre koryfæer. Om andre så forstår, hvad man siger, er uvæsentlige detaljer.

Over sin seng bør man anbringe det føste bud broderet i strapudemaj: Tal langsomt. Det giver nemlig indtryk af indre ro og autoritet. Man kan også putte nogle øh'er ind i et tempo, som kun overgås sneglens. Lær eventuelt af Ritt Bjerregaard!

Men det eer ikke gjort med det. Langtfra. Det er uomtvisteligt vigtigt at beherske spadedirektivet. Send aldrig den lille rødhårede søn ind i skuret med besked om at hente spaden. Det er slet ikke vægtigt nok. Der er fylde i at anmode om at få bragt et fodkraftdrevet graveredskab med håndstyring, og det skal indledes med et omsvøb, som f.eks. : Når jeg hermed tager ordet er det ud fra den opfattelse …. Og endelig sluttes med et eftersvøb, hvori indholdet af anmodningen tages op. At den lille rødhårede eventuelt ikke forstår et ord, må man tage med som omkostning for at virke sjælsrolig og autoritativ.

Alle kan lære det

Hvis man følger Klaus Kjøllers videnskabeligt opbyggede direktivsystem, kan man nå så langt, at man taler helt løsrevet fra emnet, bruger sproget som husvalende kammermusik. Og det fuldendte opnås den dag,da man magter Den rene Tavshed, i den grad hviler i sig selv, at der slet ikke er grund til at sige noget.

Det ideale sprog - bortset fra tavshedens - beherskes som sagt af politikere, fagforeningsformænd og eksperter. Kan vi andre lære det? Jo da, hvis vi også accepterer tesen "Ingen har den viden, du tror, du mangler". Den er også uhyre vigtig for at erhverve sindets fred.

Klaus Kjøller har tidligere bl.a. skrevet den satiriske humoristiske "Aktiv seer eller Hvordan jeg lærte at elske politikerne". Den var det rene tant og fjas. Først med "Sprogets vej til sindets fred" er det kommet alvor i universitetslektoren, der her videnskabeligt fremsætter sit kærlige budskab til menneskeheden og kaster lykken i armene på os. Det er genialt.

Aase Holmquist


Anmeldelse (kronik), Børsen, d. 30/11 82:

Således bliver De kendt i offentligheden

Kjøllers "Sprogets vej til sindets fred" viser hvordan

Direktør, cand.pharm. Knud Overø anmelder i dagens kronik forfatteren Klaus Kjøllers bog "Sprogets vej til sindets fred". Den giver et bidrag til konstruktiv uforståelighed, som i dag er en væsentlig forudsætning for at placere sig i offentligheden.

Her er en af den slags bøger, som kommer Dem og mig ved som tilskuere til, eller deltagere i, den offentlige debat. Men som er umulig at karakterisere med få ord, fordi den er så totalt forskellig fra det, man almindeligvis præsenteres for.

Men lad os prøve at gafle os ind på en anmeldelse ved at starte med lidt frihåndstegning.

Når man har fulgt nogenlunde flittigt med i præsentationen af døgnets begivenheder og i det politiske hundeslagsmål, er der et par udviklings­tendenser, der bider sig fast.

Indpakning

For det første, at der ikke er nogen der kan give korte svar mere. Alt skal pakkes ind i omskrivninger og forbehold, så man ikke senere kan blive hængt op på, hvad man har sagt.

Og for det andet anvendes der flere og flere "videnskabelige" og uforståelige ord. Først og fremmest med det formål at skabe øget opmærksomhed om og tillid til det, der bliver sagt.

Der siges med andre ord mere og mere af et stedse stigende uforpligtende indhold og under anvendelse af flere og flere fremmedord, hvis begrebsindhold det er umuligt at få fat på.

Det er disse og flere andre tendenser, forfatteren kobler sammen til et overraskende glædesbudskab.

Rette vej

Forstår man til fulde at udnytte mulighederne i denne udvikling, siger han, er man på rette vej mod ro, sikkerhed, autoritet og sindets fred. Og lærer man sig teknikken fuldt ud, står døren åben til samfundets højeste poster.

Det kan man blandt andet se ved, at alle, der sikker på dem i øjeblikket, kender og bruger teknikken som almindeligt overlevelsesvilkår.

Alt dette lyder tørt og kedeligt, når det genfortælles, men der er tale om en både vittig, velbegavet og afslørende fremstilling, som understreges af forfatterens evne til at holde masken.

I en stilfærdig - underfundig sprogbehandling afdækker han mange af de naragtigheder, som vi daglig møder i udtalelser og debatindlæg fra politikere, organisationsledere, socialarbejdere (typisk solidariseret funktionærbetegnelse!) etc.

Der gives en lang række anvisninger på, hvordan man sikrer sig sindets fred og undgår bekymringer, f.eks. ved at omskrive alt ubehageligt og utilstrækkeligt til sin positive modpol.

Tugt

Dette kræver mental tugt og disciplin. Men har man først forstået forfatterens budskab, kan fremgangsmåden anvendes i både stort og småt. Den tilgroede, upassede have bliver uden vanskelighed til "et stykke frodig naturgrund". Og den arbejdsløse, der jo nemt og ganske uretfærdigt slås i hartkorn med den rygges-, ledde- og holdningsløse, bliver til "en medborger, der har fået tildelt ubegrænset frihed af sin arbejdsgiver".

Efter samme recept svinder vort stigende underskud på betalingsbalancen nemt og elegant ind til "Danmarks voksende udlandsstøtte", der ovenikøbet finansieres af det selvsamme, genbrugsbevidste udland!

Man lærer sig med andre ord med denne teknik at slalom'e uden om problemerne. Og opdager hvor udbredt metoden er i det offentlige liv.

Men lad os se lidt på forfatterens bidrag til den konstruktive uforståelighed.

Seminarisme

Her er det almindeligt bekendt, hvordan den åndelige seminarisme trænger sig dybere og dybere ind i den offentlige debat. Garneret med en pseudo-videnskabelige jargon af fremmedord, der hyppigt hentes fra de videnskaber, der endnu er på samlerstadiet (psykologi, sociologi, etc.).

Men Klaus Kjøller fører stiletten til bunds i sit spadedirektiv: Kald aldrig en spade for en spade.

Det skaber forvirring, hvis man udtrykker sig klart. Og man svækker sin position ved det.

Når man nu kan "tematisere fremstillingen for Dem her i tilegnelsessituationen, hvor De lader Dem eksponere for et massemedium", er der jo ingen grund til at lade denne mulighed (for os begge) slippe sig af hænde.

Men når smilet har lagt sig finder man ud af, at man selv har ladet sit sprog inficere af denne sproggift, hvis formål er at forlene det skrevne eller talte ord med øget autoritet.

Bogen indeholder imidlertid meget andet. Anvisninger på, hvordan man ved konsekvent brug bogens forskellige direktiver bliver en kulturpersonlighed eller får startet en politisk karriere. Det sidste ikke mindst ved anvendelse af Forbeholdsdirektivet ("Tal gerne længe, men sig aldrig for meget").

Placering

Der er også anvisning på, hvordan man lettest får sig placeret som offentlig person. F.eks. ved at fremstå som repræsentant for én af de talløse generationer, der i disse år opstår med maksimalt et halvt års mellemrum: Fattigfirsernes generation, P-pille-generationen, Disco-generationen, nåh-generationen, etc.

Og mod bogens slutning får vi et indblik i de dybsindigheder, man må kunne præstere på løbende bånd, hvis man ønsker at tegne en markant offentlig profil.

Her er ikke alene tale om en åndelig fladbundethed, der, paradoksalt nok, er bundløs, men også om en overdådigt morsom persiflage (!) af det offentlige livs talsmænd. De kender mange af disse lammende dybsindigheder fra TV-diskussioner etc., men bør ikke forskånes for et par stykker her:

Hvad er troskab andet end en udspekuleret form for utroskab?

Enhver viden er dybets set en farlig form for uvidenhed.

Glæde er jo egentlig fortrængt sorg.

Sær bog

Det er en sær bog, Klaus Kjøller har skrevet, og nogle vil finde den forsøgt morsom. Personlig synes jeg, at den er umådelig vittig og med både dybde og mål. Man føler sig som efter et kaustisk sprogbad, når man har været igennem.

Køb 2 eksemplarer af bogen og giv det ene til Deres sekretær.

Så vil hun kunne gribe Dem i faldet, næste gang De er ved at diktere Dem ind i en "problemløsende målsætningsmodel".

Og hun vil fortælle Dem, hvornår De er på vej mod den store monumentale uforståelighed og sindets fred.

Det er De den dag, hvor De ønsker at skrive:

Selv om man er gift, er det stadig vanskeligt at forstå hinanden - og uden at fortrække en mine dikterer: - trods et formaliseret parforhold persisterer vanskelighederne ved almen perceptionalisering.

Knud Overø


Aarhus Stiftstidende, 17/11 82

Sjov alvor om sprogets veje

Underfundig bog om sprogets vej til sindets fred

Der er satire og politik, munterhed og alvor i den fikst og underfundigt formede bog. Der er monotone passager, emnet spundet længere, end spøgen med dens tilsætning af god mening kan bære det, men i hovedsagen er det tilsigtede lykkedes: At udlevere tomheden i det vidtløftige, bortforklarende og tågedannende politikersprog. Endvidere at påvise smitte og skavanker i mediernes måde at håndtere politisk stof, politikere, kulturpersonligheder, vidner med flere på.

Forfatteren, der før har været ude med budskaber i bogform, underviser som lektor i moderne dansk sprogbrug ved Københavns Universitet. Han bruger selv sproget fermt, ikke ganske frigjort for det ekspertsprog, han med lyst undsiger, men dog på ret god fod med et tiltalende hverdagssprog.

Kommateringen er forvirrende, men det er en lille ting og et tilvænningsspørgsmål i vore dage. Skikken (uskikken) slører ikke det egentlige ærinde. Stadier på sprogets vej er ransaget og blotlagt, og det er historien om de mange og endnu flere ord, der intet siger - lader alle muligheder stå åbne. Sigtet er bredt, men mon der ikke i særlig grad er tænkt på Fremskridtspartiet (Glistrup), hvor det hedder:

"Takket være fjernsynets store gennemslagskraft er det nu muligt at mobilisere en rimelig stor politisk bevægelse i løbet af meget kort tid, ja egentlig blot få minutter…"

Det er en af sprogets veje. Andre forklares ved at oveføre det offentliges sprog til udtalelser om dagligdagens ydmyge sysler. Da bliver det bidsk virkelighed, når en spade skal rekvireres eller støvsugning foretages. Man beskriver: "Hent mig lige et håndredskab, som drives ved fodkraft, beregnet til gravning". Og det er kun den spæde start på et sprogløb, der til sidst forsvinder ud i det store intet. Symboliseret ved, at de sidste sider - stilhedens bog - står blanke.

Poul Holck har illustreret med tegninger, som er i god overensstemmelse med den sjove alvor i de usædvanlige sproglige betragtninger.

H.J.


Kristeligt Dagblad, 18/11 82

Eksperternes sorte tale

Bistert, satirisk billede af den offentlige sprogbrug i dagens Danmark

Med ovennævnte titel indleder universitetslektor Klaus Kjøller sin sprogterapeutiske virksomhed for at komme os alle til hjælp i vores magtesløshed og usikkerhed. Han lover os lykke og indre harmoni - om blot vi vil betræde Sprogets Vej.

I virkeligheden er det selvfølgelig slet ikke en instruktionsbog i sproglig overlevelsesteknik, men et - bistert og rammende - satirisk billede af den offentlige sprogbrug i dagens Danmark. Ved at vælge håndbogsformen får Kjøller på en morsom måde sagt en del præcise ting.

Indledningsvis opfordrer han den vandrende på Sprogets Vej til at gøre op med sin sproglige underlegenhedsfølelse ved at arbejde sig systematisk frem til beherskelse af nøglen til succes i kultur- og samfundslivet, DOT, dvs. Den Offentlig Tale. De personer i samfundet som føler sig betydningsfulde - og som af andre opfattes sådan - bruger DOT. Kjøllers indlysende tilbud er da at lære DOT og dermed føle sig betydningsfuld!

Den lange vej

Sprogets Vej er lang og består af mange forskellige stadier. En vigtig metode er at frigøre sig fra De Umiddelbare Benævnelsers Tyranni. For eksempel er det meget indskrænket og hjælper slet ikke til øget selvtillid direkte og spontant at sige: "Ræk mig lige spaden". Efter en tur i den sprogterapeutiske maskine ser denne sætning således ud:

"Når jeg hermed tager til orde er det ud fra den opfattelse at det må anses for væsentligt for sagens videre udvikling at der på nuværende tidspunkt fremsættes en nærmere bestemt anmodning. Som følge heraf skal der hermed rettet en henvendelse til (barnets fulde navn) i form af en begæring om at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at der bringes mig et håndstyret graveredskab, drevet ved fodkraft."

En vigtig del af sprog-visdommen består også i at vælge det passende ord: Ikke sur, men deprimeret, ikke irriteret, men frustreret, ikke ordne, men strukturere. Vordende disciple instrueres desuden i at udsige uforpligtende dybsindigheder, skrive brugbare læserbreve osv. - alt sammen for at gøre sig positivt bemærket og resulterende i stigende selvagtelse.

Ukendskab

Folks almindelige utilstrækkelighedsfølelse er selvforskyldt og kan afhjælpes: "Den virkelige tragedie er at det er folks ukendskab til Sprogets Vej som er skyld i al elendigheden. Og dette ukendskab skyldes ikke at Sprogets Vej er en ukendt smøge som kun benyttes i smug fra tid til anden af et lille, hemmeligt broderskab efter mørkets frembrud. Tværtimod er det en bred, offentlig boulevard som til stadighed oplyses af tv og aviser".

Bogens emne er den sproglige fremmedgørelse: eksperternes sorte tale overfor dagliglivets letfattelige sprog. Og det lykkes Kjøller på en overbevisende og underholdende måde at pege på denne uhyggelige situation.

Den ironiske form er en svær genre fordi den kan tilsløre hvad forfatteren egentlig selv mener. Og bogen vil på nogle virke vattet og opblæst. For andre vil den distancerende form gøre sagen lettere tilgængelig - og dermed medvirke til at vi bliver mere bevidst om hvor fremmede vi sprogligt er blevet for hinanden.

Det er vigtigt at gennemskue - og ikke mindst gøre grin med - det undertrykkelsesmiddel som Magtsproget er.

Lars Henriksen


Sjællands Tidende, 20/10 82

En sprogets guru

Om at tale sig meningsfyldt til sindets fred og om at blive hængende i offentlig tale

Ikke mindst i disse dage, hvor det politiske liv kører på de høje oktantal, er det åbenbart at en af sprogets vigtigste opgaver er at overbevise en træg modpart. Studiet af hvordan dette bedst gøres, er gammelt og kaldes retorik.

Klaus Kjøller mener imidlertid, at retorikken har overset, at den talende også påvirker sig selv. Det er således i nok så høj grad en påvirkning af afsenderens egne følelser, tanker, forestillinger og holdninger, der finder sted under de verbale udladninger. Denne erkendelse er af revolutionerende karakter! Gennem sproget vil alle vi krisetrængte kunne opnå en sjælelig harmoni, det gælder blot om med Kjøller at følge "sprogets vej til sindets fred".

Mange vil sikkert vige tilbage fra at kaste sig ud i frelsen via ordgyderi af frygt for, det er en vanskelig vej at betræde. Men nej! Kjøller anfører en række direktiver, som alle med lidt øvelse vil kunne mestre. Vigtigst er langsomhedsdirektivet: "Du taler altid hurtigere end du tror". Men der er også plusdirektivet, hvor minusord som "for fed" erstattes af "dejlig rund", "frodig" eller "struttende af sundhed". Perspektiverne ved sådanne simple ordskift er åbenbare.

Gennem ihærdig øvelse vil man med Kjøller ved hånden kunne tilbagelægge de fem stadier på sprogets vej og ende i en tilstand, hvor roen, sikkerheden og overblikket indfinder sig.

Kjøller viser også de faldgruber, der er undervejs. En af de farligste er at blive hængende i "dot" (den offentlige tale) for "jo mere man bruger det, jo mere behov har man for det i stadig større doser". Hvem sagde Erhard Jacobsen og Kanal 22?

Det skulle være fremgået, at politikerne, vore professionelle "dot"-udøvere, bør gå langt uden om "Sprogets vej til sindets fred", hvis de da ikke vil trues på eksistensen. Vi andre kan så søge sjælefred ved Kjøllers og sprogets hjælp for blot 98,00 kr.

Henrik Tjalve


Politiken, 16/10 82

En halv kjøller med skrue

'Først når man selv begynder at bidrage aktivt til den almindelige uforståelighed, er man kommet over på den rigtige side af kommunikations­kløften.'

Chefguru Kjøller, til daglig lektor ved Københavns Universitet, hjælper sine disciple til at overskride (transcendere) denne kløft ved hjælp af halve og hele kjøllere, anvisninger på hvordan man fører sig frem i den offentlige tale (DOT), samt vink om at man aldrig må udtrykke sig konkret og aldrig må kalde en spade en spade (Spadedirektivet).

Men har man først valgt at gå Sprogets Vej findes der kun én sand higen: længslen mod sindets fred. Når man har badet i floskler tilstrækkeligt længe, ønsker man kun at lade sig omslutte af den Totale Stilhed, den rene tavshed.

Fra dette nirvana har Kjøller foretaget en tilbagekomst for at give anvisninger på hvordan man gør den vej ingen anden kan gå for én.

Ironien er morsom, men mere elskværdig end bidende. Som det sømmer sig for en terapeut-guru.

Annelise Schønnemann


Berlingske Tidende, 9/2 83

De tomme ord

Ironien i Klaus Kjøllers vejledning i sprogets rette brug - d.v.s. politiker- og bureaukratsprogets - er til at tage og føle på.

Når han f.eks. siger: "Først når man selv begynder at bidrage aktivt til den almindelige uforståelighed, er man kommet over på den rigtige side af kommunikationskløften" - ja, så er vi selvfølgelig alle sammen klar over, hvad han er ude på. Og denne Besserwisserens studentikose gøren grin med dumheden og talentløsheden varieres i bogen på utallige måder.

Vælg, hvad De vil, hvis De absolut vil føle Dem klogere: "Det er kun de magtesløse og desperate, der taler bramfrit og ubesmykket". Eller: "En rigtig kulturpersonlighed ser altid kun det konkrete gennem en hel masse abstraktioner". I en bevidst systematisk-videnskabelig form opstiller Klaus Kjøller en række måder, hvorpå - eller en række direktiver for, hvordan - man kan gøre det enkle sprogligt indviklet og derved gøre sig betydningsfuld i omgivelsernes øjne. Vor tids magtmennesker kan her lære sig den sproglige kunst, de desværre kan alt for godt i forvejen - nemlig den kunst, der består i at gøre formen til det eneste indhold og indholdet til den eneste form. Især det første.

Det ville unægtelig være sjovere, hvis Klaus Kjøllers eksempler på den lands- eller verdensomspændende sproglige udtryksform Den offentlige Tale eller ganske simpelt DOT - var hentet fra det virkelige liv på eller uden for Slotsholmen og ikke konstrueret af ham selv. Og helt sjovt ville det faktisk have været, hvis han havde brugt sin filologiske ekspertise, det kostbare papir og læsernes tid til at demonstrere, hvad godt og levende sprog er, og hvordan man lærer at skrive/tale det.

Det kan alle vi almindelige sprogbrugere have gavn af at vide. Men her tier "Sprogets vej til sindets fred" totalt. Det er det mest latterlige - og det eneste virkelig forargelige - ved den.

Helt uden selvmodsigelser er Klaus Kjøllers bog heldigvis ikke. Han indrømmer hårdt presset, at der kan være tilfælde, hvor den skrivende/talende gør klogt i ikke at overholde hans direktiver alt for strengt. Og i læserbreve er den direkte udtryksmåde at foretrække fremfor den, der hverken er for eller imod, og som ser alt skiftevis på den ene og på den anden side. Påstår han.

Men ellers er "Sprogets vej til sindets fred" først og fremmest en håndbog i, hvordan man ikke bør ytre sig - kort sagt: hvordan man kan sige det mindst mulige (nemlig ingenting) med de flest mulige ord. Det behøver man ellers bare at lukke op for radioen for at få at vide. Men her findes det altså på tryk.

Jens Kistrup


Ubestemt kilde (avistekst), udateret

Om at kalde en spade en spade

Hvis min gunstige læser bare tror, at man skal kalde en spade for en spade, så er denne bog skrevet til ham/hende. Nej, hvis man ønsker at benytte sproget som vej til at skaffe sig selvsikkerhed, autoritet, ro, harmoni, kort sagt: fred i sindet, så må en så simpel og profan ting som en spade skam kaldes noget ganske andet og mere ophøjet, f.eks.: et fodkraftdrevet graveredskab med håndstyring.

Forfatteren, cand.mag. i dansk og filosofi og ansat ved Københavns Universitets Institut for Nordisk Filologi, er ude i et meget dybsindigt ærinde. Han vil forkynde, hvordan enhver kan opnå sjælefred ved at tale sig frem til større selvtillid, dels ved at tale - og helst langsomt og kryptisk - dels ved at opløse alle problemer i ord - og helst mange og svære - så de (problemerne, forstås) forsvinder ud i den blå luft.

Når læseren (en fagforeningsformand, en kommunalpolitiker eller en folketingsmand in spe) har accepteret tesen: Ingen har den viden, du mangler! føres han gennem en række direktiver, hvoraf Spadedirektivet er illustreret ovenfor. Et andet direktiv er Plusdirektivet: Gør minus-sprog til plus-sprog. Eksempel: en tykhovedet og stædig person kaldes principfast, en kold og ufølsom skid betegnes som rationel og fornuftsbetonet etc. Komplikations-direktivet lærer, at alting er altid meget mere indviklet, end du kan fremstille det. Efter at have tilegnet sig færdighed i at beherske i alt tolv direktiver, er læseren klar til at indlade sig på DOT (Den Offentlige Tale), og han vil i de fleste tilfælde nu være i stand til, med de såkaldte forsvøb, omsvøb og eftersvøb, at formulere et langt og indviklet brev i fuldendt kancellistil, som enhver borgmester bliver nødt til at udløve en flaske snaps for at få transskriberet til almindelligt, forståeligt dansk. Nået frem til et stadium, der betegnes som Den rene Tale, behersker Den Vandrende på Sprogets Vej en færdighed, som sætter ham i stand tilat udføre en uendelig monolog helt uafhængig af bestemte emner, en tale, som handler om alt og intet på én gang.

Det mest sublime når læseren på Vejens sidste stadium: Den rene Tavshed. Dette stadium skildrer forfatteren med gribende indføling og enkelhed i afsnittet Stilhedens bog på bogens sidste offe blanke sider.

Bogen er slet ikke hylende grinagtig. Tværtom. Den er en lun og underfundig hudfletning af tidens politiske, videnskabelige, teknokratiske og bureaukratiske pampersprog. Og hvor er den dog grundig!

C

Til toppen af siden