UD MÆ' SPROGET

Vi forstår verden og os selv gennem det sprog vi lærte da vi voksede op. Uden sproget ville vi ikke kunne udvælge og samle de mange sanseindtryk vi bombarderes med hvert øjeblik til nogle få, forståelige helheder.

Vores virkelighed udspringer af vores sprog.

Det gælder den virkelighed som ethvert menneske har helt inde på livet: bevidstheden, jeget og livets mening. Men det gælder også den virkelighed som vi møder i medierne: Vores holdninger og mål udspringer af vores virkelighedsopfattelse.

Derfor er der mange der er interesseret i vores sprog: fx offentlige institutioner, politiske partier, fagforeninger og kirker.

Hvad er det for en virkelighed de er ude efter at give os?

Og hvorfor er den netop sådan?

Nåh, kom så: Ud mæ' sproget!

Forordet lyder således: (Det kan bruges som forord til det meste af det jeg skriver)

Fortekst i tide

Solen befinder sig midt i sin løbebane. Den er 4 milliarder år gammel og har 4 milliarder år tilbage. Kæmpeøglerne som uddøde for 60 millioner år siden, eksisterede her på Jorden i 100 millioner år. Herefter blev det pattedyrenes tid. Og så - for højst 100.000 år siden - fremkom der væsener man med en vis ret kan kalde mennesker.

For tiden findes der 4,5 milliarder mennesker på Jorden, heraf 5 millioner i kongeriget Danmark. Af disse 5 millioner vil højst nogle få tusinde læse en bog som denne, og højst nogle få håndfulde blive varigt påvirket af den. Når pattedyrenes tid er omme her på kloden, vil denne bog sammen med alt andet menneskeskabt forsvinde.

En tid vil en brøkdel af det måske eksistere som ruiner fra en fortidig kultur, som flaskepost udsendt med rumskib eller som elektromagnetiske radiobølger. Og, hvem ved, måske overlever noget af det i nogle årtusinder i en fjern galakse på en planet hvor man har et museum for interstellar arkæologi.

Dog næppe denne bog.

Jeg skriver det bedste jeg kan

Hvorfor skriver jeg den så, når den alligevel skal forgå som alt andet? Hvorfor overhovedet leve sit liv, når det hverken gør fra eller til i universet? For slet ikke at tale om dansk politik: Hvorfor dog beskæftige sig med det?

Svaret er enkelt. Jeg skriver den for at komme i dialog med mine samtidige danskere. Jeg skriver den for at give mit bidrag til sandheden om mennesket her og nu.

Eller med et eksempel: Charlie Parker spillede på en ny og spændende måde på sin altsaxofon. Han kombinerede kendte elementer på en ny måde, tilføjede egne opdagelser. Enhver musiker der hørte det kunne høre det var nyt og genialt — og blev inspireret af det: den moderne jazz opstod. Han hørte denne musik før andre, og han hørte den så tydeligt at han også kunne spille den for andre så de aldrig glemte det: den blev en væsentlig del af dem selv. Der var ingen vej tilbage.

Jeg spiller også altsax, men jeg kommer aldrig til at give mine medmennesker noget nyt med den. Det jeg spiller er gamle brokker. (Alligevel kan man have stor glæde af at spille, hvilket jeg jævnligt forklarer min familie.)

Derfor har jeg grebet kuglepennen.

Flinke-forsker eller hva'?

Det er dristigt at tro at det man skriver vil interessere andre. At de vil finde det vedkommende og ikke kun læse det som en storhedsvanvittig selvudlevering.

Ønsker man ikke at løbe den risiko må man holde sig til det sikre: de indsamlede kendsgerninger, og til tekniske, videnskabelige anliggender, og nøjes med at udfolde sig blandt kolleger inden for den videnskabelige afhandlings trygge mure. Blive liggende og gurgle diskret i muddergrøften, balle ved balle med de andre flinke-forskere.

Men så overlader man det til andre at give den generelle samfundsdebat profil. Og er denne debat ikke for vigtig til at man frivilligt kan overlade den til politikere, lederskribenter, management-guruer, skønlitterære forfattere og præster?

(Læsere som svarer nej, bør ikke læse længere.)

Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen (91/34) 722 719 1

Kjøller, Klaus: Ud mæ sproget!: Myter og virkelighed i sprog, medier og organisationer. - Munksgaard. - 137 sider. (Munksgaards sprogserie). - 32.01

KK har et lyst sind og en god pen, når han ellers har afgjort, hvornår han vil være ironiserende causør og hvornår 'seriøs' forsker med interesse for den populære formidling. Bogen her lægger sig tæt op ad den nys udgivne, meget teoretiske Politisk argumentation. Hovedafsnittet i nærværende titel er et nedkog af tematikken i førstnævnte i mere læservenlig form. Her redegøres for, at de faglige og politiske organisationer (nu) mere bestræber sig på selvbevarelse end på at føre (fag)politik til folkets gavn. Ved (for) udstrakt brug af aktantmodeller og bevidste, velvalgte forenklinger, 'Erhvervspartiet/Socialpartiet' etc. med tilhørende presse, anskueliggør KK de sproglige mekanismer over for de forskellige samfundsgrupper. Afsnittet adskiller sig ved sin strikte metodik fra resten af bogen, der har en mere afslappet, lun form med overvejelser over det enkelte menneskes sprogopfattelse. Samlet er intentionen at skitsere og sondre 'Sproget ude i livet' fra 'Sproget inde på livet'. Resultatet er sympatisk, ofte tankevækkende, men noget uhomogent. Hovedafsnittets kompetente tilgængelige form kan dog udmærket tænkes anvendt på gymnasiet, seminarier o.l. Ellers for alment interesserede i sprogets virkemidler.

Kent Skov Andreasen

Berlingske Tidende, d. 2/7 91:

Altsaxofon i Discount-Danmark

Af Gert Smistrup

Charlie Parker spillede på en ny og spændende måde på sin altsaxofon. Han kombinerede kendte elementer på en ny måde, tilføjede egne opdagelser… den moderne jazz opstod. Han hørte denne musik før andre, og han hørte den så tydeligt at han kunne spille den for andre.

Den sammenligning bruger sprogmanden Klaus Kjøller i sin seneste bog, "Ud mæ' sproget" med undertitlen: "Myter og virkelighed i sprog, medier og organisationer". Men han slår sig straks for munden oven på denne forvorpne sammenligning: "Jeg spiller også altsax, men jeg kommer aldrig til at give mine medmennesker noget nyt med den. Det, jeg spiller, er gamle brokker."

Oven på den erkendelse kunne han så vælge at "ligge og gurgle diskret i muddergrøften, balle ved balle med de andre flinke-forskere" eller også skrive denne bog. Dermed kunne han give sit bidrag til sandheden om mennesket her og nu. Heldigvis valgte han det sidste. Heldigvis – for hans bog er både fornøjelig og forstandig.

Lad det så være ham tilgivet, at han hænger mere fast i den definition af en mediehistorie, som stammer fra Greimas' "Strukturel semantik", end i den opfattelse af en historie, som mediernes egne folk (journalisterne) bruger, hvor løsagtig og upræcis den måtte være. Det er jo sandt at sige ikke hver eneste historie i medierne som består af "en hovedpersons op- og nedture, formidlet af hans hjælpere og modstandere." Nogle gør, andre ikke. Derfor er den model for statisk. Men den hjælper Klaus Kjøller frem til en pointe. Han skriver: "Bag hverdagens mange historier ligger en grund-historie. Det er den historie, som har modtageren selv som hovedperson og mediet som hjælper. I jo højere grad det lykkes mediet at få fortalt denne historie, i jo højere grad bliver mediet uundværligt i modtagerens livshistorie: modtageren bliver fast forbruger af mediet. Dette opnås ved at tegne det mest muligt skræmmende -- men samtidig acceptable -- billede af modstanderne."

Troldsplint i det sproglige øje

Og den udlægning harmonerer gnidningsfrit med hans forenklede og forførende Danmarks-model, den, som han selv kalder en "discount-udgave af vort land". I den model er der to partier -- Socialpartiet og Erhvervspartiet. De er omgivet af nogle markedsstyrede medier samt en landsdækkende tv-kanal, som kaldes Fælleskanalen. Med en troldsplint i sit sproglige øje balancerer Kjøller derefter ud mellem kurver og trekanter og andre figurer, som han får til at passe pertentligt ind i den verden og virkelighed, som tegner bogens første cirka 100 sider. Så kommer SPROGET selv endelig til orde, og det gør det i bogens sidste fjerdedel. Første del hedder "Sproget ude i livet" og handler om dem, som vil pådutte os en bestemt virkelighed via sproget, nemlig de politiske partier, fagforeningerne, kirken og de offentlige institutioner. Anden del, den om selve sproget, hedder "Sproget inde på livet". Typisk Kjøller'sk leg med sproget. Dem er der masser af eksempler på i bogen -- overraskende formuleringer og uventede metaforer som for eksempel denne: "I øvrigt forslår denne bog som en muse-prut i et gasfyr, når det drejer sig om den ideologiske effekt."

Fik han gjort det ved sproget, som Charlie Parker fik gjort ved jazzen? Måske ikke. Men efter læsningen føler man alligevel, at sproget fik et fastere greb end før om nogle af virkelighedens gamle brokker.

Politiken, d. 11/9 91:

Så er det sagt

Af Ib Poulsen

Titlen kan godt snyde lidt. For det er ikke en bog om sprog i almindelig forstand. Det er snarere en sprogfilosofisk funderet analyse af det billede af den økonomisk-politiske virkelighed som medierne formidler, og af den ideologi som alle organisationer er underlagt. Derudover er det en bog om bevidsthed, identitet, livets mening -- og dagligsproget.

Det lyder måske tørt, men det er det ikke. Uforfærdet og med selvironiske underdrivelser kaster forfatteren sig ud i elastikken med de store spørgsmål: Hvad er erkendelse, hvad er ideologi, og hvilke ideologier formidles af medierne, det politiske system og organisationerne?

Det politiske system beskrives ved hjælp af en model med Socialpartiet og Erhvervspartiet, medierne Midt-Posten og Frihedstidende der knytter sig til hvert af partierne, og populæravisen Simpelthen sammen med det parlamentarisk styrede tv-monopol Fælleskanalen. Modellen bruges til at beskrive dynamikken i det politiske system og til forudsigelser. F.eks. fremgår det at en bedring i økonomien på langt sigt er til fordel for Socialpartiet -- vi får se om det slår til.

Bogens sidste del drejer sig om at dagligsproget er mere end et redskab til at omgås andre mennesker med. Det er også noget der giver os en opfattelse af hvad et menneske overhovedet er, og hvad et 'jeg' er over for andre. Her får det indimellem karakter af en filosofisk stileøvelse. Men ellers er bogen et godt forsøg på at formulere nogle af de store spørgsmål med en venlig ironi og uimponerethed der placerer både spørgsmål og svar i almindelig øjenhøjde.

Weekendavisen, d. 6-12/9 91:

[I rubrikken Læsefrugter skriver Søren Brandt om bogen i en bunkeanmeldelse:]

[…]

Det samme [at bogen kan anbefales] kan jeg ikke helt sige om Klaus Kjøllers seneste bog Ud mæ' sproget! Ellers plejer jeg såmænd at sværge ved ham; men denne gang er det ikke rigtig lykkedes at skrive noget nyt og spændende. Bogen er noget lommefilosofisk hyggesnak der ikke hæver sig væsentligt over forlagets pressemeddelelse: "Vores virkelighed udspringer af vores sprog. Det gælder den virkelighed som ethvert menneske har helt inde på livet: bevidstheden, jeget og livets mening. Men det gælder også den virkelighed som vi møder i medierne: vores holdninger og mål udspringer af vores virkelighedsopfattelse." Klaus Kjøllers virkelighed har vist været kedelig sidste år.

Ritzaus Bureau, d. 19/6 91:

Sprogforsker om de politiske værdiers uopslidelige julepynt

Usigneret

De værdier, vores politiske kamp drejer sig om, er ligesom julepynt, der bruges igen og igen på træer af vidt forskellig art. Alle partier går tilsyneladende ind for de samme gode sager. Man skal analysere sprogbrugen for at finde frem til de interesser, som ligger neden under ordene.

En sådan analyse har lektor ved Københavns Universitet Klaus Kjøller foretaget i en lille bog, >Ud mæ' sproget!<, som er udsendt af Munksgaards forlag. Bogen kommer, netop som der -- på ny -- er en heftig diskussion i gang om skolernes danskundervisning og folks forhold til modersmålet i det hele taget. Klaus Kjøller vil have folk til at være bevidste sprogbrugere.

-- Vores virkelighed udspringer af vores sprog. Det gælder den virkelighed, som ethvert menneske har helt inde på livet: bevidstheden, jeget og livets mening. Men det gælder også den virkelighed, som vi møder i medierne: vores holdninger og mål udspringer af vores virkelighedsopfattelse, skriver han.

Den måde, hvorpå den politiske >virkelighed< og sprogbrug er filtret ind i hinanden, har Kjøller beskæftiget sig med i flere tidligere bøger -- senest i den særdeles videnskabelige afhandling >Politisk Argumentation<, der udsendtes for et halvt års tid siden.

Hans nye bog er mere populær i anslaget, hvilket allerede fremgår af titlen >Ud mæ' sproget!<. Men trods den folkelige titel er den gennemgående holdt på et meget abstrakt plan, med opdigtede eksempler omkring opdigtede partier og opdigtede medier.

Kjøllers udgangspunkt er ideologierne. Fordi virkeligheden er så uoverskuelig, spiller de forenklende ideologier en enorm rolle. Ved hjælp af dem kan mennesker og organisationer orientere sig og indrette sig i den uoverskuelige verden. Og i den moderne velfærdsstat hersker der, mener han, en slags fællesideologi, som afspejler sig i sproget.

Inden for denne fællesideologi arbejder de politiske partier og medierne med og mod hinanden. Alle vil fremme frihed, lighed, retfærdighed, personlig udfoldelse, tryghed, sundhed. Kommunister og liberale, konservative, borgmestre og skoleinspektører, formænd for idrætsforeninger og lederskribenter -- alle går ind for disse gode sager. Siger de i hvert fald.

-- Der føres ingen krig, uden at begge parter erklærer at forsvare disse værdier, skriver Klaus Kjøller. Værdierne er lige så uopslidelige som julepynt: de bruges igen og igen, på træer af vidt forskellig udseende og art. Hvis de ikke er der, kan enhver se, at der mangler noget.

Men neden under >julepynten< kæmper partierne og medierne for at overleve, blive større, vinde tilhængere, læsere, lyttere. Ud fra det hensyn tilrettelægges informationen, argumentationen og propagandaen.

Og ud fra sin analyse af disse ting konstaterer Klaus Kjøller bl.a., at medierne fungerer som massageapparater, hvormed organisationerne bearbejder individerne, og at medierne derved giver en fordrejet fremstilling af mennesket og dets vilkår. Menneskene får gennem medierne et forvansket billede af deres egen situation, mener han.

***

Ovenstående Ritzau-omtale blev trykt bl.a. i følgende medier (evt. let revideret):

Ringkjøbing Amts Dagblad, d. 29/6 91

Skagens Avis, d. 8/7 91

Jyske Vestkysten, d. 24/6 91

Folkebladet Sydjylland, d. 20/6 91

Lolland-Falster Folketidende, d. 5/7 91

Morsø Folkeblad, d. 20/6 91

Kalundborg Folkeblad, d. 21/6 91

Frederikshavns Avis, d. 21/6 91

Holstebro Dagblad, d. 13/7 91

Til menuen øverst på denne side