Klaus Kjøller forside à bogmenu à bogen nedenfor

[Senest opdateret d.08-11-2014]

Arne Ossian: Kong Klaks sten. En dansk krimi

Højbjerg: Forlaget Hovedland 1998. 212 s. 198 kr. 1. udg. 1. oplag. Udsolgt. Der er udkommet en 2. revideret udgave af romanen i 2004, som er kommet som e-bog i 2014.

Omslag: Robert Reed

ISBN 87-7739-347-3

Er også udkommet som lydbog i marts 99: DBC medier a/s. Indlæser: Torben Sekov, varighed: 6 t., 15 min., 5 kassettebånd, 966 kr.

 

 

Bagsidetekst

Rettelsesblad til 1.udg. 1.opl.

Uddrag fra anmeldelser og debat m.m.:

Ekstra Bladet

Arne Ossian svarer Ekstra Bladet

*

Berlingske Tidende

Arne Ossian svarer Berlingske Tidende

*

Politiken

Arne Ossian svarer Politiken

*

Information (og Weekendavisen)

Kommentar til Information

*

Ugebladet Femina

Arne Ossians kommentar til Femina (og til hele forløbet og sin identitet)

*

Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen

*

Bogens tidsplan, forfatterens egen oversigt

 

 

Bagsidetekst

Det er juni, år 2002.

En forsker findes død kort efter han er vendt hjem fra KGB's arkiver i Moskva med afslørende nyt om gamle kolleger på instituttet. Samtidig forsvinder Dronning Margrethes kjole fra den montre i Uppsala hvor den holdes under opsyn.

For at forpurre tysk-svenske planer om at afskaffe dansk som officielt sprog i EU sendes agent John Kjeldsen på hemmelig mission ind i Sverige. Opgaven er at finde og hjembringe en runesten. På stenen er hugget en gammel traktat, forløberen for både Rom-, Maastricht-, Amsterdam- og Nyborg-traktaten, en traktat som placerer dansk som hele Europas fælles sprog. Vil det lykkes at få fat i stenen inden EU-topmødet? Og inden svenskerne finder den og sørger for at den "forsvinder"?

I centrum for begivenhederne står den ambitiøse professor Helmuth Christophersen, som med alle midler forsvarer sin teori om at stenen slet ikke findes. Kriminalassistent Anna S. Møller tror det bare drejer sig om et mord, men hun inddrages snart i begivenheder som tvinger hende ud over gamle grænser, personligt og professionelt.

Arne Ossian er født i 1963. Student fra Sorø Akademi. Arbejdede bl.a. som skibsdreng, popcornsælger, cowboy, nattevagt og tekstforfatter. Adjunkt ved Københavns Universitet. Derefter artistic director i et verdensomspændende reklamebureau. Lever nu et tilbagetrukket familieliv i en lille jysk by som landpostbud.

Kong Klaks sten er hans debut.


Rettelsesblad til Kong Klaks sten, 1. udg. 1. oplag 1998

Jeg skylder professor Erik Hansen tak for -- i et brev fra maj 98 -- at gøre opmærksom på følgende fejl med henblik på en eventuel 2. udgave:

brædt --> bræt (s. 134 og andre steder)

m. --> m (s. 153)

give lods --> los (s. 174)

statsborger, --> statsborger

hovede --> hoved (adskillige steder).

Disse fejl burde naturligvis være opfanget i min korrekturlæsning, og jeg beklager dem. Jeg kan selv føje yderlige to fejl til som findes i bogen på trods af at de ikke fandtes i manus eller seneste korrektur:

-- Naturens lov, sagde hun og lod læberne blotte hendes hvide tænder --> sine hvide tænder (s. 58; fejlen skyldes muligvis at forlaget Hovedland er jysk, for jyder er ikke meget for at bruge 'sin' og 'sine').

Ingen trodser ustraffet Ingrid --> Ingen trosser ustraffet Ingrid (s. 120; stavefejlen er intenderet: Det er realistisk at Ingrids fars ven, rockeren Fæhår, laver denne fejl; desuden giver det bibetydningen at 'Ingen ustraffet lægger bånd på Ingrid').


 

Ekstra Bladet, d. 25/4 98 (5 stjerner af 6 mulige):

Frederik som action-helt

Af Hans Larsen

[anmeldelsens centrale vurderingscitater:]

Der har allerede været skrevet adskillige avissider om denne opsigtsvækkende danske roman. […]

Unge Arne Ossian fortjener stor ros for sin romandebut. Den er hylende morsom, og handlingen går over stok og sten, efter at en dansk forsker er fundet død på sit kontor på Københavns Universitet. […]

Unge Ossian kan tydeligvis sine klassikere - først og fremmest Indiana Jones-filmene, som har været ham til meget inspiration. Men også inspektør Colombo, James Bond, Godfather-filmene og flere andre får hilsener med på vejen.

[…]

Læs hele anmeldelsen.

------------

Arne Ossian svarer:

En varm tak til Hans Larsen. Det er selvfølgelig den slags helt overgivne anmeldelser man drømmer om når man sidder og skriver. Da jeg læste denne anmeldelse havde jeg forinden kun læst Bo Tao Michaëlis' i Politiken (se nedenfor) og var langt nede. Jeg var draget på en cykeltur og mødte en bekendt som ønskede mig tillykke med den fine anmeldelse, hvorefter jeg naturligvis straks skulle se efter. Jeg havde ærlig talt ikke forestillet mig at Ekstra Bladet ville anmelde den på dagen - ja, muligvis slet ikke anmelde den. Så forståeligt nok har jeg et helt særligt forhold til Hans Larsens anmeldelse. Og jeg er ekstra glad fordi den stod i Ekstra Bladet hvis plads i den danske medieverden jeg i høj grad kan identificere mig med.


Berlingske Tidende, d. 25/4 98:

Uforpligtende skælmeroman om danskforskningens elendighed, EU, træske svenskere og kronprins Frederik som action-helt. Men så er Københavns Universitet, Amager og Sverige heller ikke sjovere.

Instituttet der dræbte

Af Jakob Levinsen

[anmeldelsens mest centrale vurderingscitater er disse:]

Alle de tilstedeværende [indgår] også i noget, der ligner et større mønster. Nemlig en spraglet men faktisk imponerende sammenhængende intrige, […] Men rigtigt svirp i satiren kommer der kun stedvis: et bedømmelsesudvalgs fortumlede forsøg på at forklare den forurettede forsker, hvorfor han selv bør trække sin kontroversielle disputats tilbage, er høj humor også for andre end Drude Dahlerup-fans […]

Problemet med "Kong Klaks sten", når man også uden for universitetets forfrosne arme har klukket færdig over de barokke optrin og rappe replikker er blot, at den ender med at modsige sig selv. Det hele er nemlig tilsyneladende alligevel ikke så forfærdeligt, at det kalder på den virkeligt dræbende satire - hvad kunne Hans Scherfig dog ikke have fået ud af et institut og en institution som disse? - og problemerne, nationens såvel som universitetets, ikke større end at man kan lade dem alle redde af en skønsom blanding af kongehuset, veldrejede rockerdøtre og hemmelige agenter.

[…]

-----

Arne Ossian svarer:

Også tak til Jakob Levinsen for en omfattende og meget lærerig anmeldelse. Jeg er meget glad for fremhævelsen af at det er en beskrivelse af et miljø og nogle typer, fremfor nogle konkrete, virkeligt eksisterende individer. Og også glad for at Jakob Levinsen finder romanen teknisk vellykket med et forholdsvis kompliceret plot som er gennemarbejdet. Samtidig er det klart at Jakob Levinsen savner en universitetssatire og at han ikke finder den i denne bog.

Jeg må give ham ret. Bogen er ikke - og har heller ikke været intendenteret som - en universitetssatire.

Én af de mest overraskende ting ved offentliggørelsen af bogen og det - meget velkomne - mediehalløj i den anledning var den kraftige fokusering på universitetet. Jeg må tilstå at det først var da Klaus Kjøller, min officielle kontaktmand til pressen, blev interviewet af Søren Kassebeer fra Berlingske og jeg så det færdige resultat på forsiden af Kultursektionen d. 17/4 98 med overskriften "Ondskabens korridorer" at det gik op for mig at det ikke ville lykkes for os at få bogen opfattet først og fremmest som en spændende historie om kampen for det danske sprogs overlevelse, med universitetet som bare én af flere kulisser. Bogen ville blive opfattet først og fremmest som en bog om universitetet - med historien om runestenen som en ydre anledning.

Jeg kan kun beklage at denne opfattelse af bogen som en universitetssag blev så udtalt, men set i det "bagklogskabens ulideligt klare lys" som jo nu er blevet så berømt (Kurt Thorsen) har jeg altså undervurderet to faktorer, muligvis tre:

  1. Styrken af den stereotype opfattelse i litteraturredaktionerne (for det er ikke kun Berlingske) at når en ansat på et universitet bruges som pressetalsmand i forbindelse med en skønlitterær bog om bl.a. universitetet, så er det formentlig en satire.
  2. Styrken i Klaus Kjøllers offentlige figur. Vi overvejede til det sidste helt at holde ham ude og altså undlade bogens efterskrift, men turde ikke da det kom til stykket, fordi vi - og forlaget vel også - var bange for at bogen så ville gå til bunds i de litteraturdynger som ligger rundt omkring på redaktionerne og håber på omtale. Ikke for at lægge ansvaret fra mig, men Klaus Kjøller fortalte ret levende om eksempler fra 25 års forfatterskab som viste at det er naivt at forlade sig på at en bogs kvalitet alene skulle sikre bare minimal behandling i relevante medier. Jeg må vel også tilstå at jeg overvurderede Klaus Kjøllers muligheder for at "hjælpe bogen frem" i kraft af hans centrale placering på instituttet med alle de toneangivende anmeldere. Men her er jeg senere blevet klogere! Da jeg forsigtigt på et tidspunkt i forløbet foreslog ham diskret at ringe til den og den kollega og naturligt flette ind i samtalen at bogen måske burde anmeldes på en fremtrædende plads, reagerede han meget voldsomt, og jeg var længe overbevist om at vores ellers gode forhold var røget sig en tur.
  3. Forventningen om at når en ph.d. og tidligere universitetsadjunkt som mig - et "hjernemenneske" - skriver en skønlitterær bog, så må der også være en masse mening i den. Her må jeg røbe at jeg har haft én og kun én ambition med den bog: at skrive en fængende historie for det danske folk. Heraf fulgte så alt det andet: Emnet og personerne. Når emnet er at redde det danske sprog, så er det svært at komme udenom at blande både forskere, administratorer, efterretningsvæsner og politikere ind i det. Og efter min opfattelse bør der også være kærlighed i en god historie. Hvad der måtte være af dybere mening i bogen skyldes udelukkende hensynet til den gode historie. Selv om man engang har været ansat på et universitet, må det vel være tilladt at være fladpandet - engang imellem.

Jeg har stor respekt for anmeldere fordi de repræsenterer læserne. Derfor har anmelderne i princippet altid ret. Og når jeg i dag skal forklare hvorfor det ikke er lykkedes for os at nå bredt ud med denne bog - i hvert fald ikke til dette øjeblik -, så tror jeg at Jakob Levinsens anmeldelse er lige i øjet. Bogen opfattes først og fremmest som noget om nogle nørder på universitetet. Men det lille mindretal af den danske befolkning som interesserer sig for sådanne nørder på universitetet, de vil heller ikke læse den fordi den ikke er tilstrækkelig "dyb".

Løsningen ville måske have været at lave en historie som slet ikke brugte universitetet som kulisse. Eller at skrive en universitetssatire. Kun jeg selv, og i et vist omfang Klaus Kjøller som har kommenteret tidligere versioner af manus, ved hvilken kamp det har været at neddæmpe de tilløb til satire som hele tiden pressede sig på da jeg skrev Kong Klaks sten. Derfor rammer Jakob Levinsens ord mig med en særlig barsk ironi - som der jo nok ikke er andre end os i inderkredsen der opfatter.

En enkelt ting ved anmeldelsen har undret mig meget. Jakob Levinsen skriver at "problemerne, nationens såvel som universitetets, ikke større end at man kan lade dem alle redde af en skønsom blanding af kongehuset, veldrejede rockerdøtre og hemmelige agenter." Jeg havde håbet at det var lykkedes for mig at få bogens afslutning gjort langt mere dobbelttydig end dette.

Jakob Levinsen skriver som sagt anerkendende om bogens figurer som genkendendelige universitetstyper, men synes alligevel at der mangler én: "Egentlig mangler der vel i galleriet faktisk kun den type forsker, der har skabt sig en mediekarriere på altid at have noget, der ligner en ekspertmening parat om hvad som helst." Det er vel nærmest ham hele Dronningens hund handler om, men den bog er desværre aldrig blevet omtalt eller anmeldt i Berlingske.


Politiken, d. 25/4 98:

I det forkerte gear

Kong Klaks sten falder gumpetungt til jorden

Af Bo Tao Michaëlis

 

[de centrale vurderingscitater lyder således:]

Kong Klaks sten begynder faktisk både skægt og sjovt. Især en scene, hvor en dekan og en prodekan diskuterer en disputats antagelse, er herlig og ond. Ja, romanens glimt fra og af Københavns Universitet er langt de bedste og til tider ret veldrejede og vanvittige. Men Ossian har villet alt for meget med denne sag, som både er satirisk ramasjang, vist nok en nøgleroman, en pikaresk parodi på krimier og samtidig en kærlig-kritisk historie om vort forhold til EU.

Her er altså emner nok til et helt katalog. Men desværre kastet op som alt for mange bolde i luften, hvor de fleste efterhånden falder gumpetungt og pinligt til jorden.[…] især actionscenerne lykkes ikke for Ossian, og hele hans episke drive hakker sig frem i flere gear uden at finde det rigtige, glidende og relevante.

[…]

-----

Arne Ossians svar:

Ja, jeg må jo konstatere at de tekniske mangler i plot og stil som Bo Tao Michaëlis mener at finde og bygger sin vurdering på, ikke findes af anmelderne i Ekstra Bladet og i Berlingske Tidende, tværtimod. Bemærkningerne om genren er det mest interessante og det kunne have været godt hvis Bo Tao Michaëlis havde brugt lidt mere plads på at uddybe det. Ellers er der ikke så meget for mig at svare på.

Efter sådan en anmeldelse spørger man selvfølgelig sig selv hvorfor man skriver bøger og derved udsætter sig for offentlig afklapsning. Specielt når man som Klaus Kjøller har bl.a. stil og plot som fagligt specialistområde, er det ekstra ubehageligt at blive forbundet med en bog som hænges ud med overskrift i Politiken for at levere en stil i "et forkert gear" og et plot som "falder gumpetungt til jorden". Men anmelderen skal naturligvis skrive det som han oplever det. Han har kun sig selv og sin helt rå oplevelse af teksten at bygge på - helt uden persons anseelse. Det må man respektere, selv om det er lettere nogen gange end andre.


Bogen er ikke blevet anmeldt i Weekendavisen og i Information. Det er lidt ironisk - når den nu åbenbart opfattes som noget der først og fremmest handler om universitetet - at den så alligevel slet ikke findes værdig til anmeldelse i disse aviser som i så høj grad læses af den elite som bogen menes netop at handle om. Men det kan skyldes at redaktionen eller anmelderne på disse aviser netop finder at den ikke særligt handler om universitetet.

Kong Klaks sten er - så vidt jeg er orienteret - overhovedet ikke blevet nævnt i Weekendavisen. Bogen - eller rettere: begivenhederne omkring bogens udgivelse - er blevet behandlet i følgende notitser i

Information d. 23/4 98:

Professor i manipulation

Ossian var en keltisk sagnskjald. Engang i forrige århundrede vandt en skotsk poet en kortvarig berømmelse på en slags rekonstruktion af et værk af den måske aldrig eksisterende. Arne Ossian er navnet på en ny dansk krimiforfatter, som hævdes i virkeligheden at være lektor Klaus Kjøller, der har udgivet en række bøger om kommunikation. Arne Ossians debut hedder Kong Klaks sten (Forlaget Hovedland, 213 s. kr. 198). Handlingen synes at være noget med at finde en runesten, der indeholder en tekst som skal sikre at dansk overlever som officielt EU-sprog. Undervejs myrdes en professor under en magtkamp på Københavns Universitet. Faktisk på det institut, hvor Kjøller er ansat. Ekstra Bladet antyder at modellen for den myrdede er professor Thomas Bredsdorff, som i samme anledning til samme blad udtaler: "Ja, idioten er jo ikke blevet professor i manipulation for ingenting." Erik Svendsen anmelder bogen i Berlingske Tidende og skriver bl.a.: "Kjøllers bog er kedelig, simpelthen… 213 sider af en forfatter, der åbenbart ikke kan få tiden til at gå med noget andet og mere fornuftigt."

Information, d. 24/4 98:

Lektoren har ikke dyrket sex

Klaus Kjøller, lektor og institutbestyrer ved Nordisk Filologi på Københavns Universitet, har på et pressemøde meddelt, at han ikke agter at gå af fra hverken det ene eller det andet efter, at det er kommet frem, at han under pseudonym har udgivet en kriminalroman, Kong Klaks sten, hvori han lader i hvert fald én genkendelig kollega myrde. Lektor Kjøller meddelte på samme pressemøde iflg. Jyllands-Postens Københavns-tillæg, at han "ikke har været i seng med nogen af sine kvindelige studerende; han mener nemlig, at den slags principielt er hæmmende for indlæringen." Mere og mere tyder på, at vi vel egentlig ikke også behøver anmelde romanen. Det kører alt sammen af sig selv.

Information, d. 2/5 98 (rubrikken: K'NYT):

Ekstra Bladet finder ikke på

I vore omtaler af romanen Klaks Sten [sic!], som ikke er skrevet af Klaus Kjøller, men muligvis af hans pseudonym, og hvori én af Kjøllers kolleger bliver myrdet, er vi kommet til - fra Ekstra Bladet - at citere hans kollega professor Thomas Bredsdorff for bemærkningen: "Idioten er jo ikke blevet professor i manipulation for ingenting." Men det har Bredsdorff aldrig sagt, og i et brev til Ekstra Bladets journalist har han beskyldt denne for løgn og digt. Hvilket igen har ført til, at én af bladets chefredaktører, Claes Kastholm Hansen, højst usædvanligt har beklaget. Vi citerer: "Vi har absolut ingen grund til at tvivle på din fremstilling af sagen, og vi skal beklage forløbet dybt. Det er ikke Ekstra Bladets arbejdsmetode at forvanske eller opdigte citater. For en avis med Ekstra Bladets kritiske og offensive holdning er det netop af største vigtighed, at troværdigheden er i orden." Vi lader citatet stå, og man må gerne klippe det ud.

-----

Arne Ossians kommentar:

Bladets anmeldereksemplar er muligvis blevet væk, så man har været nødt til at bruge pladsen på disse omstændigheder.


Ugebladet Femina, d. 11/6 98

Kostelige rævestreger

(Usigneret)

[mest centrale vurderingscitat:]

Den rablende historie fortælles elegant af universitetslektor Klaus Kjøller under pseudonymet Arne Ossian.

-----

Arne Ossians kommentar til Femina, hele forløbet og sin egen identitet:

Denne korte anmeldelse, sammen med den fra Ekstra Bladet, glæder mig særligt. Selvfølgelig fordi de er positive, det siger sig selv. Men specielt fordi de er positive samtidig med at de læser romanen som noget der kun i forbifarten også handler om universitetet. Jeg har en fornemmelse af at det kun er nogle markedsførings-marginaler som har forhindret bogen i at slippe fri af universitetet og komme ud til de læsere den oprindeligt er beregnet for.

Femina tager det for givet at jeg ikke eksisterer som andet end et pseudonym for Klaus Kjøller. I begyndelsen når vi mødte denne opfattelse, kæmpede vi imod og hævdede sandheden; men efterhånden er det gået op for mig at denne opfattelse af at jeg overhovedet ikke eksisterer, er ideel til at sikre maksimal arbejdsro. Vi har derfor aftalt at lade som ingenting, da folk -- selv fremtrædende litterater -- nu insisterer på at det forholder sig sådan. Det er en ideel løsning for os begge: Klaus omgås tilsyneladende medier og journalister med en form for nydelse som jeg nok aldrig vil forstå. Og sålænge de henvender sig til ham, hver gang de er interesserede i mig, så får han hvad han åbenbart har så godt af i dobbelt ration. Til gengæld er min arbejdsro og koncentration sikret.

Men selvfølgelig er der en grænse for i hvilket omfang man kan lade sit offentlige liv overtage af en anden. Min grænse går på titelbladet af mine bøger. Her vil man finde mit og kun mit navn.


Lektørudtalelse 9822 22080458

Ossian, Arne:
Kong Klaks sten : en dansk krimi / med efterskrift af Klaus Kjøller. -
Hovedland. -
212 Sider.

Manipulation og nøgleroman? Mulighederne foreligger, når universitetslektor Klaus Kjøller - som her - er involveret med både efterskrift og underspillet promotion i denne "skæve" krimi, som udspiller sig i 2001, hvor dansk skal afskaffes som officielt sprog i EU. En runesten fra fordoms tid, som fortæller, at Nordens konge Harald Klak har indgået en pagt med Frankerrigets kejser om at bruge dansk sprog i fælles love, forpurrer imidlertid planerne. Det er hovedindholdet sammen med skildringen af et lattervækkende dansk universitets- og forskermiljø, hvor hemmelige agenter, suspekte antikvitetshandlere og højt ansete forskere forsøger at finde frem til stenen i Sverige og dermed forhindre skumle svensk-tyske planer om at reducere EU-sprogene. Et mystisk mord drager den kvindelige kriminalassistent Anna S. Møller ind i begivenhederne, som udvikler sig eksplosivt i vor gamle landsdel Skåne og til tider kammer helt over og efterlader et lidt tyndt indtryk, som vel kun "insiders" kan more sig rigtigt over. Bogens ukendte forfatter oplyses at være tidligere skibsdreng, popcornsælger, adjunkt ved Kbh. Univ. og art-director i New York. Nu lever han et tilbagetrukket familieliv som landpostbud i en lille jysk by.

Bent Birk Kristensen

Folkebibliotekar


Tilbage til menuen (toppen af siden)