[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet feb 2000. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 22/12 2012)

Universitetslektorens selvopgør

Træerne i vi gamle oprøreres haver er nu blevet så store at vi er nødt til at fælde dem inden de vælter ned og kvaser udestuen. Det er ikke barnepjat for en bugsvær lektor. I kan ikke forlange mere oprør fra os. Derfor dette oprop til vor tids universitetsungdom.

Af Klaus Kjøller

Hvor er oprørerne henne i dag? Hvorfor er der ikke mere nogen der laver ideologikritisk analyse af TV-Avisen? Hvornår har vi sidst fået en afsløring af årsberetningen fra Mærsk eller en påvisning af den borgerlige indoktrinering i Anders And? Studenter i dag er konforme og artige. Flittige, aktive, positive og kritiske – over for det kommunikationstekniske. Men ideologikritikken er død, stendød.

Men selvfølgelig er ideologierne stadig levende, spillevende. Hvad det angår er intet ændret i de 30 år der er gået siden grosserersønnen Finn Ejnar Madsen, formummet i kjole og hvidt, skubbede rektor Mogens Fog til side på talerstolen og gav sig til at skælde ud over at det kun var eliten der var inviteret til årsfesten. I øvrigt vil jeg da godt indskyde at jeg også var aktiv dengang med professorsatiriske indlæg i studenterbladet Q.

I dag hedder det kulturanalyse og der skal ikke længere kritiseres ud fra Karl Marx og Jürgen Habermas som vistnok er gået i kloster. Guruerne kommer nu fra amerikanske konsulentkredse og handelshøjskolerne. Det gælder i dag om at forstå kulturen for at kunne ændre organisationen. Ikke for at give magten til folket, men for at sikre bedre trivsel for medarbejderne, erobre nye markeder og helst hele tiden være foran udviklingen. Analysemetoderne er de samme, men erkendelsesinteressen en helt anden. I stedet for at frelse de udbyttede, gælder det nu om at score udbyttet.

Men troen på at det er vigtigt at kunne styre de ideologiske eller kulturelle påvirkninger, er intakt. Det anses for indlysende at grundlæggende positive ændringer i en organisation er mulige ved målbevidst informationsindsats. Det var den samme tro som bar ideologikritikken. Siden har vi oplevet at Østblokken blev ideologisk opløst “over en nat” på trods af at ledelsen havde de bedst tænkelige muligheder for langvarig, målbevidst “information” af borgerne i den rette “kultur”. Og vi har oplevet at den nymarxistiske bevægelse på universiteterne hurtigt døde ud uden at nogen ledelse styrede det. Det gik helt af sig selv.

Jeg skal ikke gøre mig klog på hvorfor. Men jeg må konstatere at jeg af og til længes efter igen at læse en opgave hvor folket frelses på grundlag af analyser af pjecer fra Forbrugerstyrelsen. Kald mig bare sentimental.

Mange gamle oprørs-idoler fra dengang sidder nu som lammefromme professorer og slås om ph.d.-stipendier til deres protegeer og lignende akademiske pedanterier. Og jeg føler med dem, for der er hele tiden nok at lave. Timemanageren er fuld. Nu er det os der sidder og administrerer fonde og stillinger. Det er os der fylder litteratur på pensumlisterne. Og træerne i vores haver er nu blevet så store at vi er nødt til at fælde dem inden de vælter ned og kvaser udestuen. Det er ikke barnepjat for en bugsvær lektor. I kan ikke forlange mere oprør fra os. Derfor dette oprop til vor tids universitetsungdom.

Men tag jer i agt: Vi er ikke lette at vippe af pinden, for vi er trods alt ikke så affældige at vi har glemt de kneb vi selv brugte da vi skulle have skovlen under sådan nogle som os.

Øverst i dokumentet