Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magisterbladet

[senest revideret 12/1 2013]

Magisterliv, klummer fra Magisterbladet 1998-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desperat forsvar for fodboldlandsholdets nedtur

Ingen jobsamtale, ingen ledelse

Oprørske elever

Magister ude at svømme

Fedt

Om valgte ledere på universitetet

Min hobby

Om salg af religioner

50+

Habittens fordele

Lyst

Første skoledag

Særlige øjeblikke

Hvad kan en magister?

Bevaringsværdigt lort

Årtusindskiftet 1999-2000

Universitetslektorens selvopgør

Styrk dansk: Drik mere øl!

Værdien af eksamensangst

Takketale for Nobelprisen

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

Humor er nødvendig

Har magistre fjender?

Lektor med søm gennem hovedet

Ud af hængekøjen!

Casting i ledelse og politik

Bogens fremtid

Korpsånd og dødsforagt

Karisma, Adolf Hitler og Amdi Petersen

Jul

Netværk

Lektor på landevejene

Anerkendelse

 

 

Titel og medium                            

[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet august 2000. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 22/12 2012)

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Takketale for Nobelprisen

 

Det vanskelige ved takketalen er ikke så meget at få folk til at begribe storheden i det man har udrettet. Det er jo det man skal takke dem for at de allerede gør. Udfordringen er at udtrykke en tilpas ydmyghed så man vinder alles velvilje selv om man har en tordnende succes som gør alle misundelige.

Af Klaus Kjøller

Har du overvejet hvordan du vil takke for Nobelprisen? Måske føler du ikke at det er det mest påtrængende problem i dit liv lige nu, men ganske mange magistre arbejder med forskning og skriver bøger, og det kan vel ikke udelukkes at nogen omsider ville få øjnene op for den virkelige kvalitet af det du laver.

Det er ikke spor let at have succes. Jeg taler egentlig ikke så meget af egen erfaring, men har læst om det i en bog: Telling the Success Story af Pamela J. Benoit (State University of New York Press, 1997). Problemet er at undgå at vække anstød med sin succes.

Enhver af os ved vel af egen erfaring hvad det kræver at kæmpe for succes: hårdt, vedholdende arbejde og overvindelse af vanskeligheder, fx almindelig skepsis, ideologisk modvilje og uforståelige resultater som strider mod alt man ved i forvejen. En succes som kommer let, enkelt eller hurtigt er ikke så tilfredsstillende som en svær succes. Det viser Benoits studier af 19 takketaler, og det kan være til stor opmuntring at vide for os der stadig kæmper for at nå i mål.

Men det vanskelige ved takketalen er ikke så meget at få folk til at begribe storheden i det man har udrettet. Det er jo det man skal takke dem for at de allerede gør. Udfordringen er at udtrykke en tilpas ydmyghed så man vinder alles velvilje selv om man har succes. Det gør man ved at dele æren med samarbejdsparter, lærere, ansættelsessteder og fonde, ved at udtrykke overraskelse over at man helt uventet er blevet udvalgt til den store pris, ved at erklære at ens egne præstationer er blege i forhold til andres og ved at fremhæve alt det der endnu mangler at blive udført, og at ens succes kun gælder inden for et snævert speciale.

Benoit sammenligner takketalerne med succeshistorierne hos idrætsfolk og sælgere af kosmetik. Lighederne kan ikke undgå at gøre indtryk. I en tid hvor magistre erobrer mange nye arbejdspladser er det godt at få dokumenteret at der er så mange ligheder mellem succeshistorier i disse forskellige sfærer at der ikke her kan findes hindringer for at skifte til helt andre erhverv.

Men der er mange andre anvendelser også, fx i miljøer hvor misundelse måske har lidt for let ved at fænge. Er vi gode nok til at være beskedne? bør man spørge på alle arbejdspladser med denne slags problemer. Men der skal selvfølgelig være noget at være beskeden over for at beskedenheden kan virke ægte.

Også undervisere der måske kan have svært ved at komme i gang efter ferien, kan meget konkret hente inspiration fra takketalerne. En meget brugt opvarmingsteknik for skuespillere og talere består i at man gennemspiller en stærk og væsentlig drøm eller fantasi man har. Først i enrum, men helst derefter i overværelse af gode venner. Eftervirkningen af denne øvelse er en vidunderlig følelse af uafhængighed, afslapning og selvrealisation. Hvis man udfører den lige inden man “skal på”, så vil man brænde med en særlig glød. Jeg kan her personligt anbefale fantasien om at takke for Nobelprisen.

Desuden har det jo den fordel at talen så er klar den dag man får prisen – helt ufortjent og tilfældigt.

 

 

© Klaus Kjøller, klaus@kjoeller.dk , d. 25/7 2000.

                

Øverst i dokumentet