Lektor med søm gennem hovedet
Den korteste vej til at skaffe frivillige læsere
til sine tekster er at lade tasterne hvile og gå ud i verden og gøre
store gerninger. Eller bare være i nærheden af nogen som gør store
gerninger.
Af Klaus Kjøller
Er vi magistre gode nok til at skabe
interesse for vores ting? Måske bør du æde en kamel rå for at skabe
større opmærksomhed om din seneste artikel om kvantefysik eller
myrernes parring?
Jeg er personlig kedelig. Mit liv er
helt igennem uegnet til markedsføring. Jeg tror mange magistre har det
på samme måde. Vi passer vores arbejde trofast.
Mange af mine idoler har store fejl og
mangler: druk, narkomisbrug, ødelagte familier, latterlige poseringer
for fotografer, skabagtige stemmer når de taler i radio eller på tv,
sorte negle og skaldede isser. Men sådanne dumheder har jeg aldrig
villet ødelægge mit liv med. Jeg har styret direkte mod teksten, den
gode tekst.
Så er det at Helmuth Kohl udsender
”Min dagbog 1998-2000” og scorer kassen. Få år tidligere lavede han en
kogebog med sin kone som blev en bestseller. Og det fortælles at
Hillary har fået 800.000 dollars i forskud for sine erindringer om
årene i Det Hvide Hus. Rygterne om Annette Engells succes herhjemme har
givet ægtefæller til store mænd verden over nye muligheder. Og det er
åbenbart ikke engang nødvendigt at blive skilt.
Den slags kan ikke undgå at gøre
indtryk på en magister der kun kan skaffe læsere ved at sætte sine
produkter på sin undervisningsplan som obligatorisk læsning. Eller ved
at søge stillinger og dermed tvinge ansættelsesudvalget til at skrive
om det. Hvordan får vi mere lyst ind i vores læsere?
Hidtil har mit svar været: Den næste
tekst skal være bedre, så vil læserne begejstres, og jeg kan dø i fred.
Men det er forkert. Den korteste vej
til at skaffe frivillige læsere til sine tekster er at lade tasterne
hvile og gå ud i verden og gøre store gerninger. Eller bare være i
nærheden af nogen som gør store gerninger. Men det er lettere sagt end
gjort når man nu igennem mange år har vænnet sig til at leve et
regelmæssigt magisterliv. Eventyrmusklen er blevet slap. Det eneste
realistiske håb er at man stadig kan være i stand til at begå en dumhed
der er tilstrækkelig stor til at skabe overskrifter og dermed måske kan
redde ens forfatterskab fra glemslen.
Jeg er derfor begyndt at træne i at
tale lidt hen ad Karen Blixen for dog i det mindste at løfte min tale
op over det ordinære. Andre muligheder er at æde sig fed som Master
Fatman og slå et søm gennem hovedet. En universitetslektor med søm
gennem hovedet. Dét må sgu da i det mindste give billeder som kan komme
på forsiden af kulturtillæggene.
Magistre er selvrådige folk. Benyt
derfor de kommende dage til at udforske lige netop dine
personlige muligheder. Spild ikke tid på teksten. Den får du her:
”Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have. Hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.” Brug al din fantasi på dragten og maskeringen.
Behold den på hvis den giver mange boller.
© Klaus
Kjøller, klaus@kjoeller.dk , d. 15/2
2001.
|
