Kjøller forside à alle artikler à Manus: Hvad den irske ko fortalte

 

Titel og medium

”Hvad den irske ko kunne fortælle. Danskundervisningen mellem poesiens blå øjne og demokratiets blå briller” i HSD, foreningsblad for Dansklærerforeningens Handelsskolesektion, temanummer om sprog, ISBN 87-90242-32-7, s. 6-9. (december 2002).

 

Hvad den irske ko fortalte

 

Danskundervisningen mellem poesiens blå øjne og demokratiets blå briller

 

Af Klaus Kjøller

 

Det er allerede længe siden at en tekst mest var noget i en bog. De 15-18-årige tilbringer ca. 7 1/2 time dagligt i mediernes selskab, heraf omkring 3 timer med tv, 1 time med video, 1 time ved computeren og ca. 3 kvarter med læsning (avis, blade eller bog). Og læsning af bøger er for det meste pligtlæsning til skolen., hvor fx de 3 timer med tv i allerhøjeste grad er med zapper i hånd, dvs. ren fornøjelse.

     Eleverne oplever at det at kunne tale og optræde får stadig større betydning og prestige end det at kunne skrive. At kunne opfatte audiovisuelt er nødvendigt for overlevelsen og anseelsen i kammeratgruppen. At kunne læse en bog er nødvendigt for at få gode karakterer.

     Også det danske sprog er udfordret: På de unges hitlister for film og musik dominerer det engelsk-amerikanske. Internettet er svøbt i samme tungemål. 30% af topcheferne i Danmarks største virksomheder forventer, ifølge en undersøgelse som refereres i Børsens Nyhedsmagasin maj-juni 2001, at de vil ændre koncernsprog til engelsk i løbet af 10 år. Blandt virksomhederne i den ny økonomi (IT-branchen) er tallet hele 45%.

     Dette er kendsgerninger som ingen kan komme udenom, heller ikke dansklærere. Men det ønsker vi selvfølgelig heller ikke. Opgaven er jo at give eleverne de bedste muligheder for at klare sig i den fremtid som de skal leve deres liv i.

 

Bagstræberisk krav om brug af tastatur

At det bliver stadig vigtigere at kunne beherske engelsk, ændrer ikke ved at dansk stadig er modersmålet: det første sprog man lærer, det sprog man taler med sine nærmeste, undervises på, hører i de nationale nyhedsudsmedier og som bruges overalt hvor der ikke er særlig grund til at bruge et andet sprog. Desuden er det et nationalt symbol: at kunne tale dansk flydende opfattes af mange som en nødvendig betingelse for at kunne regnes for rigtig dansker. Og lad os heller ikke glemme at blandt de i alt ca. 6.000 sprog på denne klode, da er dansk blandt de 100 største.

At læsning af tekster træder stadig mere i baggrunden og erstattes af indtagelse af audiovisuelle stimulanser, ændrer ikke ved at det stadig vil have stor betydning at lære om sprogets brug og misbrug. Men den klare medieprioritering fra skrift til tale bør så vidt muligt følges op af dansklæreren: det mundtlige og produktive bør opprioriteres. Selvfølgelig skal eleverne stadig kunne skrive og analysere og tolke, men disse aktiviteter bør ikke udfylde mere en halvdelen af tiden. Den anden halvdel bør bruges til at træne elevernes mundtlige fremtræden og udtryk.

     Alle vi lærere er opdraget i en skriftkultur. Det er svært for os at leve os ind i en verden hvor man taler til sin computer som af samme grund ikke er forsynet med tastatur. Da jeg gik i gymnasiet måtte vi ikke skrive stil med kuglepen, men skulle bruge fyldepen (hvem ved hvad det er i dag?) På samme måde vil der sikkert være dansklærere som om ti år stadig vil kræve at eleverne skriver stil med brug af tastatur. Men det vil være et lige så absurd, bagstræberisk krav som kravet om fyldepen var dengang i 1960’erne. Vi skal lære eleverne at strukturere deres stof, bl.a. ved at stille gode spørgsmål til deres personlige computer-assistent  og lytte til de gode råd de får, både fra talende maskiner og mennesker i kød og blod.

 

At tale og skrive er at ville

Når man tænker fremad på fagets vegne, så er det altså især den mundtlige, målrettede brug af det danske sprog som eleverne har behov for at lære om og træne i.

     Træningen i den målrettede brug af det danske sprog mener jeg godt kan begynde straks. Det er ikke nødvendigt at vente på en fremtid hvor hver elev er udstyret med sin egen personlige talende computer-assistent.

     Danskundervisningen er, efter mine erfaringer, meget domineret af analyse og fortolkning og etiske diskussioner af de resultater som analysen og fortolkningen giver. Svagere i billedet står undervisningen i at træne mundtlig og skriftlig udtryksfærdighed – i alle mulige andre genrer end ”Dansk stil”, dvs. et essay, ofte med litterært emne.

     Styrkerne ved denne prioritering er velkendte – og forklaringen på dens sejlivethed – så dem vil jeg ikke se på her. Men jeg vil forsøge at se på hvad det er der ved denne prioritering får sværere ved at blive sat på dansktimernes dagsorden.

 

Hvad har Vorbasse gjort?

Eksemplet er sagen om Henrik Dam Kristensens fortielse af at en dansk ko som i 1995 var blevet eksporteret til Irland, blev testet positiv for kogalskab. Positivtesten faldt så kort tid efter koen havde forladt Danmark at det var meget sandsynligt at den var blevet smittet her i landet. De irske myndigheder betragtede dette som en kendsgerning.

     Sagen starter med at dagbladet Politiken fortæller om koen der blev syg. På grundlag af denne historie stillede medlemmer af Folketingets Fødevareudvalg spørgsmål til den nuværende fødevareminister, Ritt Bjerregaard, for at få at vide hvor stort et kendskab til sagen den daværende fødevareminister, Henrik Dam Kristensen, har haft. Ritt Bjerregaard svarede at hendes forgænger vidste at der var en mulighed for at tilfældet kunne være opstået i Danmark. Dette svar får mange til i pressen at udtale sig stærkt kritisk om Henrik Dam Kristensen: Forbrugerrådet mener at denne viden burde have ført til undersøgelser og testprogrammer – ikke mindst i lyset af den store offentlige interesse om kogalskab og forbrugerbeskyttelse op gennem 90’erne. Den nuværende formand for Fødevareudvalget, SF-eren Kristen Touborg, udtaler at man får en grim mistanke om at det var hensynet til eksporten og erhvervet der var afgørende for fortielsen. Andre medlemmer af udvalget udtaler sig også stærkt kritisk og mistænksomt. Ikke mindst i lyset af at udsendte fra ministeriet gentagne gange i 90’erne var i Bruxelles for at argumentere for at Danmark skulle fritages for at fjerne særligt farligt materiale under slagtningen. Indførelsen af disse metoder ville have kostet landbrug og fødevareindustri adskillige hundrede millioner kroner. Denne politik var man først nødt til at ændre i 2000 da der blev fundet et tilfælde af kogalskab hos en ko i Himmerland, netop samtidig med at Henrik Dam Kristensen skiftede fra Fødevareministeriet til Socialministeriet.

     Henrik Dam Kristensen ønsker ikke at kommentere oplysningerne. Gennem sin pressesekretær meddeler han at han ikke mener at hans handlinger kan kritiseres. Politiken trykker d. 16/6 01 en række spørgsmål som bladet 9 gange uden held har forsøgt at få Dam Kristensen til at svare på. Samme dag angribes han i en leder med titlen ”Vorbasse venter”: ”Vi kan ikke være tjent med politikere, der nægter at forklare, hvordan så alvorlige sager kan håndteres så forkert. Åbner Henrik Dam Kristensen ikke snart munden, er det på tide at minde ham om, hvad han sidste år sagde om sin fremtid, hvis det skulle ende med et nej d. 28. september [hvad det som bekendt gjorde]. ”Hvis det ikke går godt, kan jeg blive taxachauffør i Vorbasse.”

 

Hensigten til forskel

Allerede valget af dette eksempel kan jo diskuteres. Er det overhovedet dansklærerens bord? Er det ikke snarere samfundsfagslærerens? Svaret er at det også i høj grad er dansklærerens. Der fortælles en historie. Analyse og fortolkning af fortællinger er dansklærerens mest centrale pensum. Og ovenikøbet er der her tale om en af den slags fortællinger som danske vælgere og borgere forstår deres her-og-nu-virkelighed igennem. Og temaerne er demokrati, ansvar og åbenhed.

     Det næste problem er at der ganske vist fortælles historie, men at det er umuligt at analysere og tolke det fortalte meningsfuldt hvis man kun benytter de teknikker og synsmåder man bruger når man analyserer og tolker skønlitteratur, fx romaner. Der er hensigten til forskel.

Når en roman skal forstås i en dansktime, så består det bl.a. i at finde de dybere sandheder frem som forfatteren har lagt ind i sin fortælling: livs- og menneskesynet. Men historien om den irske ko fortælles ikke af en særlig livsklog forfatter som har et bestemt gennemtænkt budskab til sine læsere. Der er her tale om flere fortællere som benytter de samme kendsgerninger til at fortælle forskellige historier med.

Dagbladet Politiken fortæller om den utilstedeligt tavse minister. Ministerens egen version er at der ikke er noget at sige fordi han ikke mener at hans handlinger kan kritiseres. De irske myndigheders version er at koen var dansk da den blev smittet og at problemet derfor ikke var irsk. Fødevareudvalgets formand fortæller om en minister som hemmeligholdt oplysninger for at score eksportkassen. Forbrugerrådet fortæller om en minister som optrådte hensynsløst over for forbrugerne. En ekspert fortæller om en minister som flere gange har brugt den mediestrategi at fortie uheldige sager ihjel.

 

Fra forfatterguru til demokratisk råbekonkurrence

Den eneste frugtbare måde at forstå det hele på, er at opfatte det som forskellige partsindlæg som er styret af de interesser fortællerne har i at give læserne en ”formålstjenlig forståelse” af den virkelighed der fortælles om. En forståelse som er egnet til at øge de forskellige fortælleres magt, indtjening eller prestige. Den skønlitterære fortolkningsskabelon med en særlig viis forfatter der næstekærligt øser sine dybe indsigter ud over taknemmelige læsere, er absolut uegnet når eleverne skal forstå pointerne i en fortælling som ”Den irske ko”.

     Ja, skabelonen er endda værre end absolut uegnet. Den er direkte undergravende for den opdragelse til demokrati som er én af skolens mest iøjnefaldende erklærede formål.

     Man kan kun få eleverne til at interessere sig for tekster som ”Den irske ko” hvis man lærer dem at acceptere at demokrati er en kamp på informationer. At forstå verden og tage stillling er ikke så meget et problem om at trænge frem til de sandheder som en forfatter åbenbarer; det daglige demokratiske problem er at vælge mellem alle de forfattere som hele tiden forsøger at lokke én til at gide at lytte og tro på de forskellige sandheder som de markedsfører. Sandheder som er brygget over nøjagtigt de samme kendsgerninger.

 

Den gode histories dynamik

Historien om koen fortælles kun fordi én eller anden i foråret 2001 lækker den kendsgerning til Politiken at der faktisk blev en bestemt ko syg i 95. Hvis verden, herunder historiefortælling, først og fremmest var drevet af næstekærlig omsorg for læseren, så ville en kendsgerning som denne naturligvis ikke have ligget og gemt sig i 6 år både i Irland og i Fødevareministeriet.

Denne kendsgerning kan konkurrerende politikere så bruge til at skabe vanskeligheder for regeringen med ved at tvinge den nuværende minister til at svare på hvad hendes partifælle og ministerkollega vidste dengang. Det er der ikke noget uartigt i. Det er selve grundideen i demokratiet: Eliterne kontrollerer hinanden, bl.a. ved at lække ufordelagtige informationer om hinanden til pressen og ved at tvinge hinanden til at svare på ubehagelige spørgsmål; der er ikke andre realistiske måder at kontrollere magteliter på.

Når så Ritt Bjerregaard må svare at hendes forgænger skam godt kendte til den syge ko, så har vi en virkelig god historie som Politiken kan sælge blade på at fortælle. Og samtidig styrke sit image som demokratisk kontrolinstans --  i konkurrence med andre medier.

     Er Henrik Dam Kristensen så i virkeligheden den skurk som tegnes i lederen? Ja, hvis du som læser tror på den historie som bladet har skabt over de foreliggende kendsgerninger. Men kendsgerninger alene skaber ingen historie. Der skal fantasi og initiativ til. Kort sagt: uden en god fortæller, fx en spindoktor eller en professionel lederskribent, bliver der ingen gode historier ud af det.

 

Sprog, ikke brosten

Derfor er det ét af danskundervisningens væsentligste formål at lære eleverne hvordan de med ord kæmper for det de går ind for. Det opnås gennem en praksisorienteret træning i tale og skrift. Det giver dem en realistisk forståelse af demokratiets kerne som er konkurrence på historier – og giver dem gode muligheder for selv at undgå at blive kanonføde.

Vi lever midt i en tekst[*] under udvikling – og vi har alle ret til at bidrage til den som fortællere. Og det er i høj grad os dansklærere der skal sørge for at denne ret udnyttes med sproglige midler og ikke med brosten.

 

klaus@kjoeller.dk, d. 18/6 2001

 


Kommentarer:

 

[*] Her havde redaktionen rettet ’tekst’ til ’tid’, hvilket desværre trækker pointen ud af sætningen og banaliserer den.