|
|
|
|
||
|
|
[senest revideret 4/5
2002]
Papirsflyveren
som gik i spin
Om
mediernes og rådgivernes rolle i valgkampen november 2001 Af
Klaus Kjøller
Poul
Nyrup Rasmussens nærmeste kommunikationsrådgiver gennem de seneste 6 år
op til valget i november 2001 var Billy Adamsen. Han udtalte til
Politiken d. 25. november: ”Det
har overrasket mig meget i denne valgkamp, hvor lidt medierne har været
optaget af substans. I løbet af valgkampen mødte fremtrædende
socialdemokrater dagligt op på pressemøder med konkrete politiske
udspil, og kun ganske få af dem blev refereret i medierne.” Også
Anders Fogh Rasmussens kommunikationsrådgiver, Michael Kristiansen, har
i samme blad en vurdering af pressemøders betydning i valgkampen: ”I
forhold til medierne var det mest afgørende, at vi ikke hele tiden
indkaldte til pressemøder og sagde: ”Nu vil vi bruge 100 millioner
kroner på dit og 500 millioner kroner på dat. Vil I ikke godt skrive om
det i morgen?” Det blev en klar fordel for os. […]Det virker
utroværdigt at et parti i en valgkamp pludselig kan så meget, som det
ikke kunne før. Det billede som stod tilbage af os var, at vi kørte
rundt i en bus og snakkede med folk. Det var det totalt omvendte af det
vi altid bliver kritiseret for.” Og
det Venstre altid bliver kritiseret for er at spindoktorerne i høj grad
har overtaget magten i partiet: Det lukkede, topstyrede,
mediemanipulative. Ved at tage de politiske journalister med på
busturen anslog man en situation og en stemning som mindede om en
skoleudflugt. Forskellen
mellem de to rådgiveres udtalelser er efter min vurdering
karakteristiske for de to forskellige opfattelser af mediernes rolle
som har styret de to partiers kampagner og initiativer. Ifølge den
klassiske opfattelse er det rimeligt at forvente at medierne refererer
når fremtrædende politikere holder pressemøde og kommer med nye udspil.
Når medierne ikke gør det, er det fordi de efterhånden har taget en hel
del magt fra politikerne. Og her har Venstre i valgkampen været bedre
til at få denne magt til at arbejde for sig, end Socialdemokratiet har. Landets
økonomi var ud fra alle mulige beregninger god da SR-regeringen udskrev
valg. Det burde ifølge bøgerne betyde at den siddende regering havde
alle chancer for at fortsætte. Alligevel havde den længe døjet med
dårlige opinionstal, og flere forsøg på at komme i offensiven havde
ikke ændret på det: regeringsændring, velfærdsudspil af forskellig art.
Den mest nærliggende forklaring er at vælgerne ikke mente at den
siddende regering – trods konkrete økonomiske resultater – var en bedre
garant for en god økonomi end en borgerlig regering ville være. Denne
grundholdning hos mange vælgere har reduceret betydningen af store dele
af den traditionelle politisk-økonomiske debat og til gengæld givet
ekstra plads til emner som indvandring, ventelister – og selve emnet:
den politiske debat, herunder politikeres troværdighed. I stedet for at
være styret af frygt for økonomien, er vælgerne i stigende grad styret
af frygt for og irritation over disse andre ting. Når
politikkens mere bløde og holdningsprægede emner bliver mere
dominerende, så bliver også de bløde, kreative sider af politisk
journalistik og spindoktorering vigtigere. I valgkampen i november var
Venstre langt bedre til at tilpasse sig denne nye realitet end
Socialdemokratiet var. Alene de to centrale kommunikationsrådgiveres
bemærkninger om pressemøder som kommunikationsmiddel
viser klart forskellen i medieindsigt i de to lejre
– og i viljen til at drage konsekvenserne af denne indsigt. Også
den allerede berømte episode i Valbyhallen hvor Poul Nyrup udrev sider
fra Foghs bog om minimalstaten, viste samme forskel i indsigt i
mediesystemets reaktionsmåder. Der var et pres på Nyrup for at ”gøre
noget” fordi man lå klart under i opinionsmålingerne. Sideudrivningen
skulle levere stærke tv-billeder som argumenter for at Fogh ikke var
til at stole på: Det han havde skrevet på bogsiderne gjaldt ikke mere
efter hans forvandling fra ulv til ulv i fåreklæder. Så langt, så godt.
Men
meget tyder på at man ikke i tilstrækkelig grad tog højde for mediernes
reaktion – og de muligheder som Venstre fik for at svare igen. Medierne
fokuserede ikke kun på Foghs bog som fik revet sider ud. Havde de gjort
det, havde billedet nok holdt. Medierne fokuserede i stedet på at
landets statsminister stod og rev sider ud af en rivals bog og
ovenikøbet brugte nogle af dem til en papirsflyver. Denne ændring i
fokus til at have personer og følelser i centrum på bekostning af sager
og ting, er en af de mest gennemgående systematiske forskydninger i al
politisk kommunikation. Den er nærmere beskrevet og diskuteret i Spindoktor
(s. 173-179). Og
med denne forskydning bliver billedet pludselig meget uklart, ja
paradoksalt: For hvorfor er det Foghs modstander der hiver siderne ud?
For at billedet skulle passe, så måtte det vel være Fogh selv eller en
Venstrehåndlanger som forsøgte at destruere, tilbagetrække eller
bortforklare indholdet? Men det har Venstre netop ikke gjort; man har i
stedet demonstrativt lagt hele bogen ud på nettet for længe siden. Sideudrivningen
bliver bragt både i aftenens TV-Avis og TV 2 Nyhederne, og bliver
dermed det helt dominerende landsdækkende indtryk fra debatten. Ser
seerne et ødelæggende angreb på Foghs troværdighed eller en desperat
statsminister? Inden
debatten slutter når Foghs rådgivere som følger debatten i salen, at
skaffe et nyt komplet eksemplar som Fogh kan overrække Nyrup til
allersidst i debatten. Nyrup vil først ikke modtage den nye bog, men
tager den så. Og overrækker til gengæld Fogh det iturevne eksemplar.
Hele denne gaveudveksling kommer med i TV 2’s 22-nyheder. For
en vælger som ikke i forvejen er stærkt forudindtaget i nogen af de to
debattører, kommer Fogh til at stå som den voksne fornuftige som
tilgiver og hjælper en uheldig person som er kommet til at ødelægge en
bog. Det er vist ikke nødvendigt at spørge hvem denne vælger synes er
bedst egnet til at være statsminister? Venstre
har ikke vundet valget ved udfarende spindoktor-initiativer. De har
vundet det ved i nogle tilfælde at reagere hurtigt, målrettet, kreativt
– og heldigt – på mediefejl som modparten har gjort. Der er naturligvis
mange andre elementer til en forklaring af valgets resultat, men denne
forskel på mediefronten tæller ret meget. Det
seneste er at Fogh her omkring nytår i et af de utallige tilbageskuende
underholdende tv-programmer har annonceret at eksemplaret med de
iturevne sider er sat på auktion til fordel for et velgørende formål.
Det bliver spændende at følge Socialdemokratiets modtræk. |
|
||
|
|
|
|