|
Kjøller forside à alle artikler à Manus: arbejdspladsen som platform for anerkendelse |
[senest revideret 18/12 2005]
Titel og medium
Magisterbladet, maj 2002. Jeg var klummeskriver i nogle år omkring år 2000. Klummerne blev bragt uden overskrift, men jeg har lavet en her – som en særlig læserservice. I øvrigt forstod jeg aldrig at der ikke måtte være en overskrift på klummerne. Der ligger mange kommentarfinter i at forsyne sin tekst med en overskrift. |
|
|
Arbejdspladsen som platform for anerkendelseEn magister er i høj grad en selvkørende indretning. Derfor skal magistre have plads omkring sig. En leder der går og følger med i detaljer hvad man laver og giver ordrer, er ikke sagen. |
|
|
|
Når man er sammen med ambitiøse folk
der har kreativt arbejde, er det påfaldende så ofte man hører dem rakke ned
på andre med samme kreative arbejde. Det kan være forskere, kunstnere eller
journalister. Hvis det er folk som arbejder med sproget til daglig, kan denne
nedrakning være yderst raffineret og måske kun til at få øje på for kendere. Det er ikke spor let at have et
arbejde hvor man aldrig synes at man slår helt til. Blandt andet fordi
kravene er bundløse. Ligegyldigt hvor godt man gør det, så ved man at det
kunne være gjort bedre. Det bliver meget fristende for to kolleger som begge
synes at de ikke er helt så fremragende som de gerne ville være, at forenes i
en god snak om at en tredje person i branchen ikke er særlig genial. Ja, ofte
behøver man ikke engang mødes for at få kicket fra andres fiaskoer. I mange
år hentede jeg personligt energi til støvsugningen ved at tænke på udvalgte
kolleger, og det jeg så som deres skandaløse uduelighed. Uden den stimulans
havde vi ikke kunnet holde hjemmets hygiejne på det niveau den trods alt havde.
Og karakteristisk nok fik jeg aldrig fortalt dem det. For vi er også gennemgående ret
høflige over for enhver kollega som vi er sammen med. Vores arbejde er nemlig
ikke bare et arbejde. Det er et stykke af os selv. Og vi er sarte. Derfor er
vi nødt til at emballere os solidt med elskværdighed. Vi er ret gode til at
simulere idyl når vi skal, ligesom skuespillere der skamroser hinanden i
portrætudsendelser på tv. Hvordan leder man sådan et miljø, fx
på et universitetsinstitut? Efter min erfaring som institutleder i fem år
skal man først og fremmest sørge for at give de ansatte anerkendelse for
deres arbejde. Arbejdspladsen skal bruges som platform for anerkendelse og
som affyringsrampe for de ansattes produkter. Man kan indvende at det er noget
overfladisk gas at arrangere en reception og måske også holde en lille tale
fordi en kollega fx har færdiggjort en bog eller har en mærkedag. Men i
betragtning af det kroniske underskud på anerkendelseskontoen som stort set
alle synes de har, kan den slags udløse en dominoeffekt i miljøet. Også retfærdig behandling af alle
ansatte og åben administration efter gennemskuelige regler er afgørende.
Lederen må ikke være viklet så meget ind i særlige kollegiale broderskaber og
vennetjenester at han lyder falsk når han taler på alles vegne. En magister
er i høj grad en selvkørende indretning. Derfor skal magistre have plads
omkring sig. En leder der går og følger med i detaljer hvad man laver og
giver ordrer, er ikke sagen. Og må vi så bede om noget munterhed!
Kun hvis lederen synes at det er sjovt at lede, kan han eller hun flytte lidt
her og der. Lederrollen i kreative miljøer svarer til far- og mor-rollen i en
velfungerende, børnerig familie hvor der altid er gang i en hel masse uden
nogen egentlig planlægger det. Alle ved at det er nødvendigt at én af de
voksne skærer igennem og optræder som frontfigur ved bestemte lejligheder.
Men han skal ikke tro at han er noget – og slet ikke en stor leder. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
/