|
[forslag:] Ingen sang uden omkvæd
Regeringen har sat spin på debatten med udtryk som
’kulturkamp’ og ’noget for noget’. Befolkningen opdrages herved til at
regeringen kommer med det nye som beskæftiger alle, og at oppositionen hænger
fast i det gamle.
Af
Klaus Kjøller
Troværdighed i politik handler bl.a.
om at kunne samle en masse handlinger og udtalelser til nogle få klare,
appellerende budskaber. Det kan man bl.a. gøre ved at bruge samme udtryk
eller vending meget ofte.
Jeg
tænker ikke på enkelte markante udtalelser som fx ’man har et standpunkt til
man tager et nyt’ (Krag), ’der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet’
(Schlüter) eller ’der vil ikke blive rørt ved efterlønnen’ (Nyrup). Det
handler om mere ydmyge, genkommende ting i sprogbrugen.
Fx kan man mene at Schlüter
ofte brugte vendinger som ’på plads’, ’på forkant’, ’at tage arbejdstøjet på’
og ’det går ufatteligt godt i Danmark’, udtryk der skulle signalere
handlekraft, orden og oprydning efter Anker Jørgensen og sende landet videre
opad. Hos Nyrup husker mange især vendinger som ’at gøre en forskel’, ’kan vi
ikke gøre det lidt bedre?’ og ’I
did it my way’. Fogh har vel især markeret sig med udtryk som ’smagsdommere’,
’kulturkamp’, ’noget for noget’, ’konsekvensløshed’.
Selv politiske modstandere af
regeringen må indrømme at den har haft stor succes med at få journalister,
læserbrevsskribenter og andre til ustandseligt at bruge disse udtryk. Herved
sætter regeringen dagsordenen. Effekten er at der signaleres stor handlekraft
fordi der sættes så meget i gang i medierne og debatten.
Har oppositionen et sprogligt
modtræk?
For
at kaste lidt lys over dette kan man sammenligne to aktuelle tekster. I
skemaet nedenfor er passager fra regeringens Vækst, Velfærd - Fornyelse II, 27. august 2003 (højre kolonne)
sat over for emnemæssigt tilsvarende passager i Mogens Lykketofts tale til
S-kongressen 14. december 2002 (midterste kolonne). I venstre kolonne min
kommentar.
|
Min kommentar
|
Lykketoft tale
|
Regeringsgrundlag II
|
|
Den personlige frihed hyldes. Forskellene ligger i at regeringen kobler
det med ’personligt ansvar’ og bruger en del plads på at visualisere det.
Denne disciplinforudsætning for frihed findes ikke hos Lykketoft som i
stedet kobler det med en afvisning af mistro over for dem det går godt,
takket være friheden.
Sætningen om de mennesker der har et flot hjem osv. kan måske virke som
om den er henvendt til folk fra en tid før velstanden og charterrejserne
tog fart, dvs. engang i 1960’erne.
|
Vi vil være de stærke forkæmpere for det enkelte menneskes frihed til at
stræbe efter lykke, udfolde sine talenter, realisere sine drømme og dyrke
sine interesser.
Mennesker ser - med Storm Petersens ord - alle sammen så forskellige ud.
Og vi socialdemokrater mener ikke, at alle skal se ens ud, kan lære det
samme eller tjene det samme.
Vi skal ikke se med mistro på mennesker, der har et flot hjem, en god
bil, og en ferie under palmerne.
|
Frihed og personligt ansvar er to uadskillelige
størrelser. Vi skal over en bred front styrke det personlige ansvar og
bevidstheden om konsekvensen af den enkeltes handlinger og adfærd. Et
samfund bygger på, at hver enkelt gør en positiv indsats, og at en særlig
indsats anerkendes. Og hvis man har orden i sine ting, skal man ikke opleve
unødig kontrol fra det offentlige. Omvendt skal det have negative
konsekvenser, hvis man begår kriminalitet, ødelægger miljøet eller på anden
måde undlader at leve op til sine forpligtelser.
|
|
Her kommer så i regeringsgrundlaget den formulering som
det er meningen at journalisterne skal bruge som et signal om at der sker
noget nyt. Heroverfor står Lykketofts helt upåfaldende formulering som ikke
heldigt rummer udtrykket ’lønsomt’. For det første er det et gammeldags
klingende udtryk. For det andet fokuserer det på den teknisk økonomiske
side af foretagsomheden.
|
Det skal være spændende og lønsomt at gøre noget ekstra.
Det er grundlæggende godt, at mennesker har mange forskellige
ambitioner. Forskellighed er en styrke. Det giver samfundet dynamik.
|
Den enkelte skal opleve, at der gælder ”noget for
noget”.
”Noget for noget”-princippet gælder på mange områder i
vort samfund.
|
|
Bemærk her hvorledes ”noget for noget”-udtrykket indarbejdes
og hermed bliver selve tekstens centrale budskab. Hermed løses det
evindelige problem for journalister som skal referere fra politiske
begivenheder: at politiske taler og tekster ligner hinanden og derfor er
svære at give profil i en reportage.
Heroverfor bemærkes Lykketofts klicheer:’ to sider af samme sag’,
’fælleskab vi kæmper for’.
De originale formuleringer ’udviske eller overtrumfe individet’ står
stærkt, men de gøres ikke til gennemgående tema i talen, således som ’noget
for noget’ bruges i regeringsteksten.
|
Men frihed og fællesskab er to sider af samme sag.
Dét fællesskab, vi kæmper for, skal altid give det enkelte menneske mere
frihed, mere overblik, flere handlemuligheder. Det skal ikke udviske eller
overtrumfe individet, men give den enkelte de bedste forudsætninger for at
tage ansvar for sit eget liv og tage et medansvar for helheden.
|
Men der er også mange eksempler på konsekvensløshed. Det
skal der gøres op med. Princippet om
”noget for noget” skal udbredes yderligere for at understrege betydningen
af det personlige ansvar.
Det er f.eks. sket på udlændingeområdet, hvor de
udlændinge belønnes, der har gjort en ekstra indsats for at blive
integreret ved at have et arbejde og være selvforsørgende. Disse udlændinge
kan få permanent opholdstilladelse allerede efter 5 år - i stedet for efter 7, som er det
normale krav.
|
|
I et samfund hvor alle går ind for velfærdssystemet er det væsentligt at
signalere omsorg for de svageste. Igen bemærkes hvordan regeringsgrundlaget
kobler det med noget for noget-temaet, altså krav til de svage om hjælp til
selvhjælp: passivitet og klientgørelse skal undgås.
Heroverfor står Lykketofts traditionelle socialdemokratiske
formuleringer som bl.a. også Dansk Folkeparti i høj grad har antaget i dag.
Bemærk det teknisk-økonomiske udtryk
’udlignes’ som skaber afstand til vælgere som er optaget af bløde værdier.
|
Men der er ikke frihed for alle, hvis samfundet bare er en legestue,
hvor de stærkeste, klogeste og rigeste kan leve sig ud på andres
bekostning.
Et stærkt fællesskab er forudsætningen for, at friheden er for alle -
ikke kun for dem, der har mest.
Ægte frihed findes kun for mennesker, der ikke er fastlåst i fattigdom
og frygt.
Derfor er det socialdemokraternes faste holdepunkt, at de bredeste
skuldre skal bære de største byrder. At samfundet skal give en stærk hånd
til at komme ud af sygdom, arbejdsløshed og socialt belastende vilkår. At
der skal udlignes til fordel for dem, der har børn og dem, der er blevet
gamle.
|
Vi skal målrette den offentlige indsats mod de svageste i
samfundet. Trods den massive udbygning af velfærden og de gratis tilbud
lykkedes det ikke i det 20. århundrede at skabe lige muligheder for alle.
Vi skal sikre, at offentlig hjælp ikke fører til passivitet og
klientgørelse. Hjælp skal tilskynde den enkelte til at blive i stand til at
klare sig selv. Kun på den måde skabes der grobund for tillid til egne
evner.
|
En tale ved en partikongres er ikke det
samme som et skriftligt regeringsgrundlag. Men begge tekster er helt
offentlige politiske dokumenter om samme emner. De teknikker som
regeringen bruger, kan bruges af
enhver som konkurrerer om de samme troløse vælgere. Det er 1) en ny fyndig
formulering der fungerer som omkvæd, 2) undgåelse af gamle partipolitiske
klicheer, 3) bløde værdiudtryk fremfor økonomiudtryk.
Vi
kan ikke forstå en tekst eller tale uden at danne os et indtryk af personen
bag. Derfor overføres de egenskaber som de to tekster har, til Lykketoft og
Fogh. Og det sker helt ubevidst for de fleste vælgere. Regeringens sproglige
succes bliver derfor også en politisk succes: Befolkningen lærer at
regeringen kommer med det nye (udtryk) som beskæftiger alle (i medierne) og
at oppositionen hænger fast i det gamle (udtryk).
|