Kjøller forside à alle artikler à Manus: Ingen sang uden omkvæd

 

[senest revideret 12/10 2003]

 

Titel og medium

Artiklen fik titlen ”Politikernes omkvæd” i Højskolebladet, www.hojskolebladet.dk, 10/10 2003, redaktør: Anders W. Berthelsen.

Skemaopsætningen i manus blev ændret til fortløbende tekst.

 

 

 

[forslag:] Ingen sang uden omkvæd

 

Regeringen har sat spin på debatten med udtryk som ’kulturkamp’ og ’noget for noget’. Befolkningen opdrages herved til at regeringen kommer med det nye som beskæftiger alle, og at oppositionen hænger fast i det gamle.

 

Af Klaus Kjøller

 

Troværdighed i politik handler bl.a. om at kunne samle en masse handlinger og udtalelser til nogle få klare, appellerende budskaber. Det kan man bl.a. gøre ved at bruge samme udtryk eller vending meget ofte.

     Jeg tænker ikke på enkelte markante udtalelser som fx ’man har et standpunkt til man tager et nyt’ (Krag), ’der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet’ (Schlüter) eller ’der vil ikke blive rørt ved efterlønnen’ (Nyrup). Det handler om mere ydmyge, genkommende ting i sprogbrugen.

Fx kan man mene at Schlüter ofte brugte vendinger som ’på plads’, ’på forkant’, ’at tage arbejdstøjet på’ og ’det går ufatteligt godt i Danmark’, udtryk der skulle signalere handlekraft, orden og oprydning efter Anker Jørgensen og sende landet videre opad. Hos Nyrup husker mange især vendinger som ’at gøre en forskel’, ’kan vi ikke gøre det lidt bedre?’ og ’I did it my way’. Fogh har vel især markeret sig med udtryk som ’smagsdommere’, ’kulturkamp’, ’noget for noget’, ’konsekvensløshed’.

Selv politiske modstandere af regeringen må indrømme at den har haft stor succes med at få journalister, læserbrevsskribenter og andre til ustandseligt at bruge disse udtryk. Herved sætter regeringen dagsordenen. Effekten er at der signaleres stor handlekraft fordi der sættes så meget i gang i medierne og debatten.

Har oppositionen et sprogligt modtræk?

     For at kaste lidt lys over dette kan man sammenligne to aktuelle tekster. I skemaet nedenfor er passager fra regeringens Vækst, Velfærd - Fornyelse II, 27. august 2003 (højre kolonne) sat over for emnemæssigt tilsvarende passager i Mogens Lykketofts tale til S-kongressen 14. december 2002 (midterste kolonne). I venstre kolonne min kommentar.

 

Min kommentar

Lykketoft tale

Regeringsgrundlag II

Den personlige frihed hyldes. Forskellene ligger i at regeringen kobler det med ’personligt ansvar’ og bruger en del plads på at visualisere det. Denne disciplinforudsætning for frihed findes ikke hos Lykketoft som i stedet kobler det med en afvisning af mistro over for dem det går godt, takket være friheden.

Sætningen om de mennesker der har et flot hjem osv. kan måske virke som om den er henvendt til folk fra en tid før velstanden og charterrejserne tog fart, dvs. engang i 1960’erne.

Vi vil være de stærke forkæmpere for det enkelte menneskes frihed til at stræbe efter lykke, udfolde sine talenter, realisere sine drømme og dyrke sine interesser.

Mennesker ser - med Storm Petersens ord - alle sammen så forskellige ud. Og vi socialdemokrater mener ikke, at alle skal se ens ud, kan lære det samme eller tjene det samme.

Vi skal ikke se med mistro på mennesker, der har et flot hjem, en god bil, og en ferie under palmerne.

Frihed og personligt ansvar er to uadskillelige størrelser. Vi skal over en bred front styrke det personlige ansvar og bevidstheden om konsekvensen af den enkeltes handlinger og adfærd. Et samfund bygger på, at hver enkelt gør en positiv indsats, og at en særlig indsats anerkendes. Og hvis man har orden i sine ting, skal man ikke opleve unødig kontrol fra det offentlige. Omvendt skal det have negative konsekvenser, hvis man begår kriminalitet, ødelægger miljøet eller på anden måde undlader at leve op til sine forpligtelser.  

Her kommer så i regeringsgrundlaget den formulering som det er meningen at journalisterne skal bruge som et signal om at der sker noget nyt. Heroverfor står Lykketofts helt upåfaldende formulering som ikke heldigt rummer udtrykket ’lønsomt’. For det første er det et gammeldags klingende udtryk. For det andet fokuserer det på den teknisk økonomiske side af foretagsomheden.

Det skal være spændende og lønsomt at gøre noget ekstra.

Det er grundlæggende godt, at mennesker har mange forskellige ambitioner. Forskellighed er en styrke. Det giver samfundet dynamik.

 

Den enkelte skal opleve, at der gælder ”noget for noget”.

 

”Noget for noget”-princippet gælder på mange områder i vort samfund.

 

Bemærk her hvorledes ”noget for noget”-udtrykket indarbejdes og hermed bliver selve tekstens centrale budskab. Hermed løses det evindelige problem for journalister som skal referere fra politiske begivenheder: at politiske taler og tekster ligner hinanden og derfor er svære at give profil i en reportage.

Heroverfor bemærkes Lykketofts klicheer:’ to sider af samme sag’, ’fælleskab vi kæmper for’.

De originale formuleringer ’udviske eller overtrumfe individet’ står stærkt, men de gøres ikke til gennemgående tema i talen, således som ’noget for noget’ bruges i regeringsteksten.

Men frihed og fællesskab er to sider af samme sag.

Dét fællesskab, vi kæmper for, skal altid give det enkelte menneske mere frihed, mere overblik, flere handlemuligheder. Det skal ikke udviske eller overtrumfe individet, men give den enkelte de bedste forudsætninger for at tage ansvar for sit eget liv og tage et medansvar for helheden.

 

Men der er også mange eksempler på konsekvensløshed. Det skal der gøres op med.  Princippet om ”noget for noget” skal udbredes yderligere for at understrege betydningen af det personlige ansvar.

 

Det er f.eks. sket på udlændingeområdet, hvor de udlændinge belønnes, der har gjort en ekstra indsats for at blive integreret ved at have et arbejde og være selvforsørgende. Disse udlændinge kan få permanent opholdstilladelse allerede efter 5 år  - i stedet for efter 7, som er det normale krav.

I et samfund hvor alle går ind for velfærdssystemet er det væsentligt at signalere omsorg for de svageste. Igen bemærkes hvordan regeringsgrundlaget kobler det med noget for noget-temaet, altså krav til de svage om hjælp til selvhjælp: passivitet og klientgørelse skal undgås.

Heroverfor står Lykketofts traditionelle socialdemokratiske formuleringer som bl.a. også Dansk Folkeparti i høj grad har antaget i dag. Bemærk det  teknisk-økonomiske udtryk ’udlignes’ som skaber afstand til vælgere som er optaget af bløde værdier.

 

Men der er ikke frihed for alle, hvis samfundet bare er en legestue, hvor de stærkeste, klogeste og rigeste kan leve sig ud på andres bekostning.

Et stærkt fællesskab er forudsætningen for, at friheden er for alle - ikke kun for dem, der har mest.

Ægte frihed findes kun for mennesker, der ikke er fastlåst i fattigdom og frygt.

Derfor er det socialdemokraternes faste holdepunkt, at de bredeste skuldre skal bære de største byrder. At samfundet skal give en stærk hånd til at komme ud af sygdom, arbejdsløshed og socialt belastende vilkår. At der skal udlignes til fordel for dem, der har børn og dem, der er blevet gamle.

Vi skal målrette den offentlige indsats mod de svageste i samfundet. Trods den massive udbygning af velfærden og de gratis tilbud lykkedes det ikke i det 20. århundrede at skabe lige muligheder for alle.

 

Vi skal sikre, at offentlig hjælp ikke fører til passivitet og klientgørelse. Hjælp skal tilskynde den enkelte til at blive i stand til at klare sig selv. Kun på den måde skabes der grobund for tillid til egne evner.

 

En tale ved en partikongres er ikke det samme som et skriftligt regeringsgrundlag. Men begge tekster er helt offentlige politiske dokumenter om samme emner. De teknikker som regeringen  bruger, kan bruges af enhver som konkurrerer om de samme troløse vælgere. Det er 1) en ny fyndig formulering der fungerer som omkvæd, 2) undgåelse af gamle partipolitiske klicheer, 3) bløde værdiudtryk fremfor økonomiudtryk.

     Vi kan ikke forstå en tekst eller tale uden at danne os et indtryk af personen bag. Derfor overføres de egenskaber som de to tekster har, til Lykketoft og Fogh. Og det sker helt ubevidst for de fleste vælgere. Regeringens sproglige succes bliver derfor også en politisk succes: Befolkningen lærer at regeringen kommer med det nye (udtryk) som beskæftiger alle (i medierne) og at oppositionen hænger fast i det gamle (udtryk).