Kjøller forside à alle artikler à Manus nedenfor

 

[senest revideret 13/5 2004]

 

Titel og medium

Bragt i Kristeligt Dagblad d. 4/3 2004 med samme titel og underrubrik som nedenfor. Indgik i en serie under temaet din moral – vores moral.

 

 

 

Debatten mellem smuds og tavshed

 

Ordene er blevet grovere på det sidste. Men for folk med magt gælder det nu som altid om rettidig omhu – også i debatten.

 

Af Klaus Kjøller

 

Når Ekstra Bladet kalder statsministeren for løgner på forsiden i forbindelse med den danske deltagelse i Irak-krigen, så er det til at få øje på. Det er det også, når Pia Kjærsgaard af en domstol ikke får medhold i, at hun ikke må kaldes racist. Eller når kirkeministerens tidligere spindoktor forlader sin post efter at være blevet anklaget for at nære nazistiske sympatier. Eller når Ulrik Høy i Weekendavisen kalder sine politiske modstandere for ’venstrenazister’, eller Hans Hauge i Jyllands-Posten kalder Informations chefredaktør, David Trads, for ’venstrefacist’, og professor Bent Jensen anklager Bettina Heltberg og Carsten Jensen fra Politiken for at være eksponenter for nazisme. Man kan også tage Ulla Dahlerups tale ved Dansk Folkepartis landsmøde efteråret 2003, hvor hun bl.a. sagde:Man gnider øjnene, når Rifbjerg prøver at desertere fra sin fortid. For også i Rifbjergs person løber kulturradikalismen og socialismen sammen som sur mælk. Sandheden er, at Rifbjerg samarbejdede med det kommunistiske DDR under Den Kolde Krig.” Og Rifbjerg er heller ikke sart. Han har i efteråret brugt ord om Pia Kjærsgaard og Søren Krarup, som jeg ikke vil tage ansvaret for at bringe ind i Kristeligt Dagblad.

     Ja, konklusionen er klar: Debatten er blevet forrået og mere skinger. Mange fremstående kulturpersonligheder kalder hinanden for de værste ting. Og det er selvfølgelig dårlig moral at svine hinanden til på den måde, selv om det godt kan være ret underholdende.

 

Men debatten kan muligvis være umoralsk på andre måder end denne. Den almindelige daglige debat er domineret af folk fra en organisation eller en bevægelse, der er interesseret i at gøre offentligheden opmærksom på en konflikt eller på at påvirke offentligheden til at en konflikt bør løses på en bestemt måde. Det betyder at langt de fleste debattører er professionelle. De er særligt ansatte til at producere debatindlæg, kommentarer og analyser til medierne.

     Hertil kommer at debatindlæg i høj grad er ghostwritede, dvs. de er faktisk skrevet af en anden end den, der står som afsender med billede og navn. Nogle vil finde det umoralsk, fordi debatindlæg jo typisk fremtræder som noget, der er skrevet af individer af ”karsken bælg”, som så tilfældigvis kan være leder af fx Dansk Metal, Miljøminister eller formand for Dansk Cyklistforbund. Men denne opfattelse vil gøre meget debatstof i dette land umoralsk. Fordi det i virkeligheden er skrevet af folk, som er ansatte til det, og som gør det helt anonymt, mens en anden lægger navn til.

En moderne leder har folk til at skrive sine indlæg og sørge for at sende et godt billede med. Det er en del af professionalismen, at disse indlæg skrives som om, de var skrevet af lederen himself. I enhver styrelse og kommune er det en fast del af enhver embedsmands arbejde at holde øje med debatten og sørge for at ministeren eller borgmesteren bliver forsynet med udkast til læserbreve og kommentarer. Ofte ser lederen dem først når de er i avisen, hvis han overhovedet ser dem.

 

Bevidst styring af debatten indgår som en naturlig del af veltilrettelagt politiske kommunikation. Det vil mange finde kynisk og frastødende. Men det er hensigtsmæssigt for enhver minister at ligge inde med et lager af politiske udspil, som kan producere omtale og debat øjeblikkeligt og dermed erobre dagsordenen og initiativet.

Et eksempel: Efter Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2004 rejste en del af pressen og Pia Gjellerup (S) kritik af, at det word-dokument med talen, som var rundsendt til pressen, var oprettet af den erhvervsjuridiske chef i Dansk Industri, Christopher Arzrouni. Han havde, via statsministerens pressechef, Michael Kristiansen, sendt et helt taleudkast til Anders Fogh Rasmussen i midten af december. I første omgang afviste Michael Kristiansen at kende noget til dette; senere kunne en avis så dokumentere, at mailen med udkastet havde passeret pressechefen. Herefter blev så også pressechefens troværdighed en del af historien.

Det regeringsfjendtlige partsindlæg fra en del af pressen og oppositionen kulminerede lørdag (d. 10/1 2004). Første reaktion fra Fogh var tavshed. TV-Avisen bragte historien om aftenen lørdag, men ikke TV2 Nyhederne.

Næste fase er et debatskabende udspil, som består i at statsministeren i Søndagsavisen som privatmand foreslår, at bøsser og lesbiske kan vies kirkeligt. Dette er en historie, som klart udkonkurrerer historien om talens tilblivelse og pressechefens troværdighed.  Også mandagen sætter statsministeren dagsordenen for sin person i medierne: Han er på et længe planlagt besøg på to skoler, en nøje iscenesat begivenhed med intensiv pressedækning. Dette arrangement er kommet i stand på initiativ af Danmarks Lærerforening, som har reageret på Foghs bemærkninger i åbningstalen oktober 2003 om ”rundkredspædagogik” og ”hvad synes du”-holdninger i skolen.

Både indlægget i Søndagsavisen og skolebesøgene er planlagt, før historien om talens tilblivelse dukker op. Men disse planlagte ting indgår i den vurdering, som Fogh og hans pressechef har af, hvad der bør gøres, og hvornår, da nu debatten om nytårstalens tilblivelse dukker frem.

Tredje fase er så, at Fogh stærkt følelsesbetonet tilbageviser historien om talens tilblivelse. Han modtager input mange steder fra, og det vil han have lov til. De ordrette indslag i hans tale, som stammer fra erhvervsjuristens oprindelige oplæg, er almindelige vendinger, som han ofte bruger. Det er naturligt for én, som skriver et komplet taleudkast til ham, at bruge disse vendinger, for at talen skal ligge naturligt i munden på Fogh. Han sætter en ære i, at hans tale er et personligt dokument, og det er kun detaljer, som genfindes i det oprindelige taleudkast. Tilbagevisningen styrkes af, at han forinden har erobret dagsordenen med sit udspil om bøsser og lesbiske (søndag), og med begivenheden, skolebesøgene (mandag). Historien om taleudkastet er nu så ”gammel”, at den vanskeligt kan fortsættes af medierne, fordi der i mellemtiden er kommet så mange andre ting på dagsordenen omkring statsministerens person. Ved at vente med sin meget følelsesmæssige tilbagevisning stiger sandsynligheden for at statsministeren får sidste ord i den historie.

Midlerne mod en dårlig historie er altså i høj grad, at man prøver at styre debatten. Det består i 3 trin:

 

1)            Ingen kommentarer: Giv ikke den negative historie styrke ved straks at gå ind i den forsvarsposition, som pressen har brug for, for at holde historien i live. Du skal erobre initiativet og dagsordenen, inden du forsvarer dig.

2)            Fortræng den dårlige historie med nye debatskabende udspil eller begivenheder.

3)            Når du har erobret initiativet, så tilbagevis anklagerne i form af angreb: nye kendsgerninger og fremhævelse af den høje moral, som er sandheden bag den negative pressehistorie.

 

Altså: 1) gør dig usynlig, 2) tag initiativet i en ny retning, 3) forsvar dig mod angrebet, eller kort: forsvinding, initiativ, forsvar.

Som et apropos til forløbet: Nytårstalen blev kritiseret for at mangle profil. Ikke noget, der kom i nærheden af angreb på ”smagsdommere” eller ”rundkredspædagogik” som i tidligere taler. Denne mangel  på markant, debatskabende dagsorden i talen er nok en fejl, for den ville have kunnet beskæftige journalisterne, så de ikke havde haft det store behov for at skabe en selvstændig historie om talen – og plads til at fortælle den.

 

Når man som analytiker afdækker et forløb som dette, kan det umiddelbart virke som et angreb på moralen hos statsministeren og hans folk. Men det er det ikke. Et moralsk krav om at enhver i debatten skal sige ligeud hvad han mener og tænker – uden forsinkelser og bagtanker – er naivt og vil føre direkte til landets fordærv.  Bemærk i øvrigt at folk med magt, som fx Anders Fogh Rasmussen, aldrig råber grove skældsord efter deres modstandere i debatten.