Kjøller forside à alle artikler à Manus: artikel ”Brugsanvisning for danskhed”

[senest revideret 28/12 2005]

Titel og medium

”Brugsanvisning for danskhed” i Knap, T.F., Nielsen, M. & Pindstrup, J. (red.) Hvad er så danskhed? 11 essays om danskhed i sprog, litteratur og medier, Forlaget Hovedland, 2005, s. 53-72. (september).

Det tager altid lang tid at samle og redigere sådan en antologi. Mit bidrag er skrevet i februar-marts 2004 med korrektur i juli 2005.

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

 

 

Brugsanvisning for danskhed

 

 

Titel og medium.. 2

Brugsanvisning for danskhed. 3

Danskhed er vigtigt 4

Interview i Politiken ved tiltrædelse som chef for DR Kultur, d. 20/2 04. 4

Interview med Henrik Nordbrandt i Weekendavisen 13/2 04. 5

Danskhed som angrebsvåben. 5

Socialdemokraten Henrik Sass Larsen i interview i Politiken, d. 21/2 04. 6

Georg Metz i Information, d. 20/2 04. 7

Læserbrev i Politiken d. 18/2 04. 8

Interview med sangskriveren Martin Ryum i Berlingske Tidende 16/2 04. 9

Danskhed er hverken tyskhed, somaliskhed eller franskhed. 10

Portræt i Vejle Amts Folkeblad 12/2 04. 10

dt (initialer under lederen), Information d. 19/2 04. 10

Weekendavisen 13/2 04 (anmeldelse af biografi om maleren Carl-Henning Pedersen) 10

Mødereferat i Flensborg Avis 11/2 04. 12

Den kristelige præcision som afvises 12

Søren Krarup i Berlingske Tidende 12/2 04. 12

Interview m. folkekirkepræsten Kathrine Lilleør, Information 11/2 04. 13

Søren Krarup i Politiken 13/2 04. 13

Danskheden er uklarheden. 14

Modereportage i Weekendavisen 13/2 04. 14

Interview med sangskriveren Tobias Trier, Politiken 13/2 04. 15

Den øverste autoritative diskurs 15

Forslag til videre læsning om emner i artiklen. 17

Om effektiv argumentation og debat (mundtlig) 17

Om diskurs- eller sprogbrugsanalyse. 17

 

 

 


 

I videnskaben undersøger, beskriver og forklarer man på en objektiv og neutral og kontrollérbar måde. Derfor er videnskaben altid meget optaget af fortiden. Men det er også vigtigt at omsætte beskrivelser og teorier i nogle råd som er brugbare for mennesker, virksomheder og bevægelser som ønsker at påvirke fremtiden. Fremtiden findes ingen steder, men den skabes alle steder hele tiden. Derfor er det vigtigt, når man som forsker undersøger et ord som ’danskhed’, også at gøre sine indsigter brugbare for alle som gerne vil være med til at forme fremtiden ved at deltage i debatten.

Derfor er det godt at vide hvordan du kan bruge ordet ’danskhed’ i debatten. Der er selvfølgelig mange andre ord det også kan være godt at kunne for at deltage i debatten, men ’danskhed’ er ét af dem. I de senere år er ordet blevet centralt fordi udlændingespørgsmålet er ét af toppunkterne på den politiske dagsorden. Men ordet har en lang historie. Det bruges meget hvor danskere har brug for at afgrænse sig over for omgivelserne, fx ved danskerkolonier i udlandet og i grænseområdet i Sønderjylland.

I det følgende har jeg udvalgt nogle friske eksempler (i skrivende stund) fra pressen gennem ti dage (11/2 – 21/2 2004). I alle eksempler indgår ordet ’danskhed’ (i en af sine bøjningsformer). Jeg vil

·         undersøge hvad man kan lære af eksemplerne

·         give råd om hvordan du bruger indsigterne til at gøre dine eventuelle debatindlæg mest muligt slagkraftige

·         afslutningsvis forklare ordet ’danskhed’s helt klare betydning.

Hvis læseren vil se artiklerne hvorfra eksemplerne er hentet, i deres helhed, så findes de på www.infomedia.dk. Her kan du også kontrollere om jeg har fravalgt nogle artikler og debatindlæg fra de ti dage som modsiger de generelle forhold som jeg i artiklen påstår findes.

Der kan let komme kludder med forskerrollen når man beskæftiger sig med et minefelt som aktuel dansk debat. Jeg har ikke nogle skjulte dagsordener og gør mig umage for ikke at bruge min forskerstatus til at støtte bestemte interesser i debatten. Min eneste interesse her i artiklen er at give dig, læseren, et velbegrundet, praktisk anvendeligt udbytte af den tid du bruger på at læse artiklen — uanset hvilke politiske, religiøse og andre synspunkter du måtte have. Men tag mig ikke bare på ordet. Hold øje med hvert ord i artiklen.

Danskhed er vigtigt

Danskhed er vigtigt både som stort emne i kulturdebatten, og som noget man søger i sin sjæls dybder. Danskheden placeres centralt både af den tiltrædende chef for DR Kultur og af en anerkendt dansk forfatter.

 

Interview i Politiken ved tiltrædelse som chef for DR Kultur, d. 20/2 04

Verden rykker tættere på, og det gør kunsten, historien, fortællingerne og diskussionen af værdierne centrale. Hvordan tænker danskerne, hvad er danskhed nu om dage som kulturelt begreb? Hvordan forholder den danske kunst sig til kunsten andre steder? Måden, vi udtrykker os på, betyder noget, og hvordan oplever kunstnerne verden? Det er fantastisk spændende, og selv om jeg ikke skal ned i de daglige produktioner, skal jeg med medarbejderne diskutere, hvor vi vil hen. Jeg tror ikke på abstrakt ledelse«, siger Peter Zinckernagel.

 

Det væsentlige er her at Peter Zinckernagel accepterer danskhed som et af topemnerne for det public service-medium han er chef for.

Interview med Henrik Nordbrandt i Weekendavisen 13/2 04.

Men det lader ellers til, at du har taget ’den særlige danskhed’, hvad det end er, til dig efter mange års flugtrejser til Middelhavslandene?

»Ja, jeg havde brug for at vende tilbage til min barndom og til Danmark. Det har noget med alderen at gøre. Der var nogle uafklarede ting, som jeg blandt andet prøvede at finde ud af i min erindringsbog Døden fra Lübeck. I den forbindelse tilbragte jeg længere tid i Danmark, end jeg havde gjort før, samtidig med at jeg skrev om det for at formulere min oplevelse af denne tilbagevenden. Der var nogle ting, som bandt mig til Danmark på en negativ måde, så jeg var nødt til at holde mig væk. Men disse negative bånd er nu forsvundet, og jeg er i stand til at se mere afslappet på det. I mange år har jeg bildt mig selv ind, at jeg havde et distanceret forhold til Danmark, fordi jeg rent fysisk befandt mig langt væk. Men så fandt jeg ud af, at det var ønsketænkning! Først efter at jeg er vendt tilbage og har løst nogle knuder op, har jeg fået et mere distanceret forhold til det.«

Dette er ikke direkte et indlæg i en debat om danskhed. Men indirekte styrker det denne debats vigtighed. Danskhed accepteres som noget stærkt positivt og psykologisk nødvendigt. Noget som selv en kendt dansk digter må erkende findes, og som han aktivt søger.

Godt råd

GLad aldrig nogen tvivle på at du anser danskhed for at være et væsentligt emne, og på at du deltager i bestræbelserne på at afklare hvad det er.

 

 

 

Danskhed som angrebsvåben

Debatten om danskhed er allerede i gang, inden du eventuelt kaster dig ind i den. Kampen for at markere sig er hård. Officielt handler debatten om synspunkter og argumenter der mødes. Men den handler i meget høj grad også om hvem det er der fremfører synspunkter og argumenter. Det gælder om at træde i profil. Der lyttes mere til en kendt profil, end til hvem som helst.

 

Socialdemokraten Henrik Sass Larsen i interview i Politiken, d. 21/2 04

De kulturradikales holdning om, at nu skal det hele globaliseres, samtidig med at man gør grin med danskheden, er et stort problem.


Nu lyder du som en vis kvindelig formand for Dansk Folkeparti?

Ja, men man kan godt stille sig skeptisk til de kulturradikales forhånelse af danskheden uden at være enig med hende. Det er bizart, at man i dag skal skamme sig lidt og synes, at det er halvflovt at skulle tale om Danmark og nationalstaten, når det vitterligt er Socialdemokratiet, som har været hovedarkitekt og bygmester i forhold til velfærdssamfundet. Det er på tide, at Socialdemokraterne erobrer danskheden tilbage fra Dansk Folkeparti.

 

 

Henrik Sass Larsen er en ung politiker på vej frem. Han skal bl.a. vise sig som en profil i debatten – ud over at demonstrere mange andre kvaliteter som en god politiker skal have. Man får profil ved at placere sig i forhold til mere etablerede profiler i debatten. Her er det Pia Kjærsgaard og de kulturradikale som Henrik Sass Larsen placerer sig imellem.

Han placerer sig også som kritiker af sit eget parti. På den særlige måde som består i at fastholde partiet på nogle grundlæggende idealer som de siden har svigtet ved at lade andre overtage dem: Dansk Folkeparti har taget patent på danskheden i offentligheden.

Selvfølgelig handler det også om danskhed. Ordet ’danskheden’ forekommer jo 3 gange i citatet. Men Henrik Sass siger ikke noget nyt om dette ord og dets indhold. Fokus ligger på at lancere sin egen brug af ordet iblandt mere etablerede profiler, og på erklæringen om at ville have hele partiet til at bruge ordet som noget positivt.

Godt råd

GSkab din profil ved at angribe mere etablerede profiler.

 

GHvis du angriber din chef eller din organisation, så lad dit angreb samtidig være en stærk hyldest til chefens eller organisationens egentlige værdier og idealer.

 

 

Debattens hovedstrøm består i at etablerede profiler angriber og forsvarer sig mod hinanden. Nedenfor har jeg i venstre kolonne nævnt nogle af de væsentligste bestanddele i et almindeligt debatindlæg.

 

Min kommentar

Citat fra debatindlæg

Et polemisk debatindlæg med de klassiske bestanddele: 

 

Georg Metz i Information, d. 20/2 04

 

1) tolkning af modstanderens erklæringer og argumentation,

Her burde man med Søren Mørch stille det modkrav: at når Krarup/ Langballe sætter lighedstegn mellem kristendom og danskhed,

2) ræsonnement på basis af tolkningen,

bør den grundlovsfæstede folkekirkekristendom afskaffes på stedet, da denne så må opfattes som en rent politisk størrelse.
Dermed er der jo tale om en rettighedsmonopoliseret kirke opretholdt af et politisk hensyn ekskluderende al anden religiøs og politisk opfattelse end folkekirken/ præsteduoens. Såfremt de to befætrede charmetrolde ikke går ind på dén tankegang, har de så meget desto større grund til at få ændret grundloven i egen favør og med rene linjer;

3) konklusion som helst skal afdække en selvmodsigelse hos modstanderen eller i hvert fald være helt uacceptabel for tilhørerne.

så bør grundloven nemlig udtrykkeligt formulere forudsætningen for danskheden og dansk statsborgerskab som kravet om folkekirkemedlemsskab ikke blot for Dronningen, men for hele befolkningen: Ein Volk, ein Reich, ein Krarup/ Langballe!

Det er med fortolkninger og uddragning af absurde konsekvenser at man angriber polemisk. Her er det tilført en variation ved at det tilsyneladende er Søren Mørch der fremfører påstandene som Georg Metz blot tydeliggør og giver en personlig, polemisk drejning. Herved scores point hos de tilhørere som i forvejen har antipati over for Krarup. Over for tilhørere som er i tvivl om hvem de skal holde med, vil et sådant polemisk indlæg virke frastødende og mod sin hensigt fordi sådanne tilhørere ikke hos sig selv kan genkende de stærke følelser som Metz udtrykker, og derfor synes at han er på et ”egotrip”.

Søren Krarups eventuelle svar vil så bestå i påvisning af at Georg Metz/ Søren Mørch har misforstået, eventuelt bevidst. Derefter forklares hvordan de har misforstået, og hvor groft det er. Ind i mellem kommer diverse polemiske spark som typisk vil fraskrive Metz læse- og forståelsesevner, og måske angribe ham for manipulation og løgnagtighed. Her har Metz allerede givet bolden op med udtryk som ”befætrede charmetrolde” og især ”Ein Volk, ein Reich, ein Krarup/ Langballe!”

Godt råd

GSøg altid efter selvmodsigelser og absurditeter hos modstanderen og koncentrer dit indlæg om det. Smør tykt på med polemiske personangreb i venligtsindede publikum. Vælg en nøgtern, fornuftspræget stil over for publikum som er i tvivl.

 

Også folk som ikke er kendt af den brede offentlighed, deltager i debatten. I nogle, såkaldt populistiske, medier kan indlæg fra almindelige danskere være langt grovere end det de etablerede offentlige figurer byder hinanden. Men der kan i såkaldt seriøse medier være større effekt ved et velopdragent indlæg som det følgende.

Læserbrev i Politiken d. 18/2 04

Når jeg for få år siden blev spurgt om, hvad der var specielt kendetegnende for danskheden, så kunne jeg med slet skjult stolthed nævne vores solidariske sindelag i forhold til de svagest stillede både nationalt og internationalt, vores liberale frihedsbegreber med ret for den enkelte til at udfolde sig, vores demokratiopfattelse, hvor alle kunne komme til orde og alle kunne deltage, vores aktive miljøindsats, vores tolerance over for dem, der var anderledes, og vores skolesystem, der udviklede aktive, bevidste og kompetente unge mennesker.

Derfor bliver jeg trist til mode, når jeg ser, at det netop er disse værdier, der er under konstant nedbrydning af den nuværende regering.

Svagheden ved den definition af danskhed som forsøges her, er at den også passer på ethvert andet nordeuropæisk velfærdsdemokrati, fx Holland, Tyskland, Storbritannien og Sverige. Den vil altså også være en definition af tyskhed og svenskhed. Der mangler nok noget om klaphatte, dannebrog, det danske sprog, rødgrød med fløde og dronningen for at ramme det særligt danske. Men ideen i indlægget er jo heller ikke at lave en definition af ’danskhed’ som kan gå lige ind i ordbogen. Ideen er at bruge skuffelsen som argument mod regeringen. Indlægget er en variation over det generelle skema som Georg Metz anvendte i forrige eksempel: En fortolkning af modstanderens synspunkter, her: regeringens erklærede politik, leder til absurde konsekvenser, her: at regeringen i praksis modarbejder sig selv.  

Når man melder sig som almindelig borger i debatten, så taler man med den særlige vægt det giver at være en stemme fra folkedybet. Man er én af dem som politikere gerne vil have fat i med løfter. Når det lykkes, får den almindelige borger håb, det håb der ligger i at tro på det der loves. Når dette håb mistes, fremkommer den skuffelse som, med en underdrivelse, udtrykkes i ”bliver jeg trist til mode”.

Godt råd til ”almindelige borgere”

GDu kommer direkte ude fra samfundet. Du taler som vidne der leverer kendgerninger til debatten, nemlig dine konkrete oplevelser af hvordan samfundstoppens programmer virker i din virkelighed. Når du angriber folk fra toppen i debatten, så er den upolemiske, underdrevne skuffelse et stærkt virkemiddel.

 

Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har i flere år markant brugt ordet ’danskhed’ og det nationale i deres politiske program. Det gør det nødvendigt for stort set alle andre som bruger ordet eller søger det nationale, at forholde sig udtrykkeligt til partiets brug af ordet. Det gælder fx selv en visesanger.

 

Interview med sangskriveren Martin Ryum i Berlingske Tidende 16/2 04

»Det provokeret mig, at Pia Kjærsgaard har haft patent på danskheden i debatten, og at de kulturradikale blev hængt ud, som om de tog afstand fra det nationale, som om de ikke ville hænge dannebrog op. Jeg vil gerne fravriste Pia eneretten til at definere det danske.
»Hvor end, hvor end min drøm går hen, så vågner jeg her igen. Danmark – tungsindige vekselvarmedyr, mørke vinter, lyse juninat. Tordenskyer samles, det blæser koldt, ved du at dit vejrskift spiller bold med mit humør.« (fra »Danmarkssangen«)
Det er Ryums helt store drøm, at sangen en dag vil finde vej til højskolesangbogen.

 

Ryums replik er bygget efter det klassiske debatmønster: tolkning af modstander à reaktion. Der tegnes et billede af en ekstrem modsætning mellem modstanderen, Pia Kjærsgaard, og de kulturradikale. Men reaktionen består ikke – som i flere af de polemiske eksemper her i artiklen – i at Ryum ræsonnerer sig frem til en absurd konsekvens som så bliver et spark til modstanderens fornuft og overblik. Den består i citat fra en sang han har skrevet. En sang som ikke er en smædevise mod forkerte definitioner af danskhed, men et forsøg på at finde det rette udtryk for danskhed.

Fordi Dansk Folkeparti har taget et centralt ord og brugt det intensivt til partipolitiske formål, tvinges selv søgende viseskrivere på jagt efter det særligt danske til at gøre indirekte reklame for partiets betydning ved at lægge afstand til dets brug af ordet. Alternativet anses for at være værre: at Ryum ved ikke at lægge eksplicit afstand mistænkes for at synge med på partiets melodi.

 

Godt råd

GIgnorér aldrig tilhørernes tendens til at putte dig i én af de kasser som de allerede har. Gør aktivt modstand som forberedelse til dit budskab.

 

Danskhed er hverken tyskhed, somaliskhed eller franskhed

Debatten om danskhed er en kamp om hvad ordet ’danskhed’ betyder. Og der er stor uenighed om hvad ordet betyder. Derimod er der ikke stor uenighed om hvad ordet ikke betyder.

Portræt i Vejle Amts Folkeblad 12/2 04.

Heinrich Schultz - mangeårig sydslesvigsk lærer fra Ejderstedt - har i mange år været en af danskhedens forgrundsfigurer i det dansk-tyske grænseland. Han har været med i grænsearbejdet i forreste linie siden ungdommens dage, og netop nu er han gået på pension også i grænsevirket efter 16 års arbejde på formandsposten for Sydslesvigs vigtigste danske kulturforening, Sydslesvigsk Forening - SSF. Heinrich Schultz har markeret sig som en af dem, der har gjort en forskel i grænselandsarbejdet. Med sin absolut personligt prægede tilgang til formandshvervet har han repræsenteret den danske stemme i Sydslesvig på en markant måde - undertiden også på provokerende vis. Han har ikke været bange for at træde nye stier eller indtage kritiske holdninger - eksempelvis til danskhedens blad i Flensborg, Flensborg Avis, som Heinrich Schultz mener burde markere sig tydeligere som de sydslesvigske foreningers loyale talerør fremfor - som chefredaktør Bjarne Lønborg - at definere avisens rolle som almen, alsidig og kritisk nyhedsformidler i det dansk-tyske grænseland.

 

Her er danskhed tydeligt nok noget meget konkret, nemlig defineret i opposition til det tyske. Danskheden har ovenikøbet sit eget blad.

dt (initialer under lederen), Information d. 19/2 04

DEN AFMÆGTIGHED, der ramte enhver, som ved nytår læste vores rystende rekonstruktion af den 12-årige somaliske pige, som blev revet ud af sin trygge tilværelse på Sjælland, virkede lammende. Pigen, der mod sin vilje blev sendt tilbage til sine forældres hjemland for at blive renset for sin moderne danskhed, er mærket for livet. De pinsler, som genopdragelsen og omskæringen påførte den forsvarsløse pige, burde hun have været beskyttet mod. Det overgreb på Aisha, som hendes familie stod for, burde aldrig kunne finde sted.

 

Her sættes pigens ’moderne danskhed’ over for familiens pinsler af hende i Somalia. Det er en effektiv måde hvorpå ordets betydning opskrives til noget meget positivt ud fra hvad ordet ihvertfald ikke er. Det stilles op som en del af noget som nogle onde kræfter vil bekæmpe og uddrive med meget hårde midler. Dette onde beskrives ret detaljeret.

Weekendavisen 13/2 04 (anmeldelse af biografi om maleren Carl-Henning Pedersen)


Det er ofte tankevækkende, når fremmede øjne kastes på et land og en kunstner. De første kapitler i Jean-Clarence Lamberts bog er helliget
danskheden – her leveres intet mindre end en ’scanning’ af vores nationalkarakter. Selv om det i nogen grad beror på myter, bliver man som dansker temmelig smigret. Det er sjældent, man møder en franskmand, som er fortryllet af os, og enkelte af dem, franskmændene, mener ærligt, at her lever isbjørne. Vi tager hele turen fra de stærke vikinger, over Saxo, Oehlenschläger, H.C. Andersen, Kierkegaard, Grundtvig frem til Johs. V. Jensen, Carl Nielsen og Blixen.
Og, kære læser, læs her, hvad Cobra-digteren, Christian Dotremont, engang sagde om Danmark: »Åh Danmark, du som dukker ind i skovens dyb og forsvinder i havet! Tågen og sommerens lyse nætter bringer ’uvirkelig virkelighed’ til den indre vision. Det første tegn på forår opfattes både med al tydelighed og mytologisk. Landet er lille, men kompliceret, bondeland, men søfartsnation, fladt, men kendt for sine dybder: de vertikale dimensioner mangedobler de horisontale.« Skønt, ikke? Med kristendommens ophør, bliver vi en nation af panteister, skriver Lambert, bogens forfatter. Også Carl-Henning Pedersen er panteist – hele hans værk er én lang besyngelse af livsunderet fra det mindste græsstrå til bjerget – og det gav ham svære forklaringsproblemer, da han fik opgaven at udsmykke Ribe Domkirke.

Det franskmanden beruses af, er egenskaber som ikke er franske. Ellers ville denne hyldest ikke give mening som en hyldest af det særligt danske og af Danmark.

Både personerne i dette citat og visesangerne som er citeret andre steder i artiklen, søger at definere danskhed lyrisk. Der tilstræbes ikke en rationel klarhed; der skal i stedet vækkes en særlig stemning gennem de billeder ordene skaber, og den klang den lyriske stemme har.

Er det anbefalelsesværdigt for en debattør at kaste sig ud i sådanne lyriske udbrud?

Ja, men gør det på en måde som passer til dig.     

Hvis du anlægger en gennemrationel attitude i danskhedsdebatten, så fralægger du dig også muligheder for at gå ind i den mere lyriske, åndelige debat om danskhed. Så vil du overlade arenaen til dem der hellere end gerne kaster sig ud i store generalisationer, stærke lidenskaber og følelsesmættede billeder. Og de står stærkt fordi de er i stand til at rose danskheden stærkt uden at det er nødvendigt at afklare hvad det er der hyldes. Højstemt lyrik er en enestående effektiv løsning på det problem der ligger i at skulle hylde noget som ingen rigtigt ved hvad er. Det er ligesom debatten mellem religiøse og ateister. Ateisterne påpeger at al religion er fiktion, og gør det ofte på grundlag af en nøgtern indstilling til livets okkulte sider. Den etablerede lægevidenskab påpeger på lignende måde med sin naturvidenskabelige fornuft at alle de kloge mænd og koner og alle deres ”terapier” bygger på udokumenterede fantasier og gammel overtro. Alligevel er både religion og alternativ medicin et hit. Mange mennesker vil simpelthen tro på det.

Enhver debattør må respektere denne kraftige drift i mennesker, dvs. også hos folk som følger en debat, til at tro på og hylde noget ophøjet og mystisk som dels kan give deres liv et ekstra indhold, dels kan hjælpe til at begrænse angsten for intethed og død. Kampen for at skabe sig selv og sit liv en særlig betydning er ethvert menneskes grundlæggende projekt.

Men kampen for bevillinger spiller også en betydelig rolle.

Mødereferat i Flensborg Avis 11/2 04

Når vi i Danmark måske ikke er så gode til at holde danskheden vedlige, står det ifølge Torben Rechendorff anderledes til hos det danske mindretal i Sydslesvig.

Stadig behov for bevillinger
Derfor mener Torben Rechendorff, at der stadig er behov for danske bevillinger til Sydslesvig.

 

 

Tankegangen er at redde danskheden i moderlandet ved at sikre dens overlevelse i Sydslesvig gennem øgede bevillinger til det danske mindretal dér. Det underforstås så at der senere kan blive tale om at reimportere danskheden til moderlandet. Igen ses hvorledes ordets uklarhed gør det særdeles anvendeligt til mange formål.

 

Den kristelige præcision som afvises

Forskellige interesser vil forsøge at præcisere ordet på forskellige måder. Derfor vil debatten om danskheden også bestå i forsøg på præciseringer som afvises af dem som præcisionen skader.

Søren Krarup i Berlingske Tidende 12/2 04

 

Den 21. januar deltog jeg i et debatmøde i Odense, arrangeret af Folkeligt Oplysningsforbund og omhandlende spørgsmålet »danskheden, hvor går den hen?«. Der var adskillige tilhørere, bl.a. nogle muslimske piger, iklædt tørklæde, og mod mødets afslutning stillede en af dem mig et spørgsmål. Jeg er student fra katedralskolen, jeg studerer jura i Aarhus, og jeg taler, som du kan høre, flydende dansk? Hvorfor er der så nogle, der ikke regner mig for dansk?
Jeg svarede hende ved først at citere Grundtvigs berømte verselinier:
Til et folk de alle høre / Som sig regne selv dertil /
Har for modersmålet øre / Har for fædrelandet ild.
Med disse linjer sagde jeg hende, at spørgsmålet om at være dansk til syvende og sidst er et spørgsmål om ens eget forhold til det danske. At ville være dansk. At ville være ét med det danske folk. Ikke noget biologisk, men til syvende og sidst et spørgsmål om, hvor ens hjerte hører til. Men derefter tilføjede jeg: Du bærer et muslimsk tørklæde. Med det signalerer du, at du hører og vil høre til en anden tro end det danske folks. Det er i orden, for vi har religionsfrihed. Men du bor i et kristent folk, og med tørklædet udsender du et signal om, at du bevidst stiller dig uden for det danske folks tro. Dansk kultur og dermed dansk identitet er sammenvævet med kristendommen, og det forhold lader sig ikke ophæve.
Jeg ved ikke, hvordan pigen reagerede på mit svar, men jeg ville hermed naturligvis ikke anfægte hendes danske indfødsret. Det var ikke en juridisk bestemmelse. Det var slet ikke en formel bestemmelse. Men på hendes direkte spørgsmål var det mit personlige svar på, hvad dansk identitet vil sige.

 

Denne præcisering er allerede afvist af Georg Metz i et citat tidligere her i artiklen. Den afvises også af en præstekollega til Søren Krarup i følgende citat:

Interview m. folkekirkepræsten Kathrine Lilleør, Information 11/2 04

Kathrine Lilleør mener, at de to Tidehvervsfolk langt hen ad vejen har socialdemokratiske synspunkter:
»Men når det kommer til at køre på
danskhed og kristenhed, så går det rigtig galt for dem. Ellers er de jo sådan set gode socialdemokrater, og tillykke med det,« siger hun.
Søren Krarup har senest under en debat om statsborgerskab i Folketinget slået fast, at kun kristne mennesker er rigtige danskere.
Og det budskab vender Kathrine Lilleør sig imod: »At man først er rigtig dansker, når man er døbt, det er uforståeligt. Og utrolig groft over for alle. Jeg vil overhovedet ikke være førsterangsdansker på de vilkår. Må jeg være fri for den førsteplads,« siger hun.

 

Som et kuriosum afvises præcisionen tilsyneladende også indirekte af Søren Krarup selv i et andet indlæg i et andet medium:

Søren Krarup i Politiken 13/2 04

Jeg har mange gange fortalt i denne forbindelse, at min oldefar var jøde.
Jeg har naturligvis aldrig anfægtet jøders
danskhed. At jeg også ved besked med forskellen på kristendom og jødedom (hvilken teolog gør ikke det?), anfægter ikke danske jøders indfødsret og danskhed.

 

 

 

Godt råd

GTro ikke at du kan præcisere hvad danskhed er, uden at du fremkalder protester og modforslag. 

 

 

Danskheden er uklarheden

At debattere danskheden er at leve konstruktivt med uklarheden.

Modereportage i Weekendavisen 13/2 04

 

[Underrubrik:] »Vi stod på afdelingen »Pick and mix« mellem andre 20-25 designere, hvor vi var de eneste, der kørte i stærke farver. Og vores danske team gav os utrolig meget opmærksomhed«. Dansk designduo har fået international opmærksomhed ved at rendyrke de danske rødder. [underrubrik slut]

De to unge designere mødte hinanden på Beklædningsfagskolen i Odense, hvor de allerede en måned efter deres sidste eksamen i 2001 åbnede en herretøjsbutik:
»Vi valgte at kalde os bark, fordi vi gerne ville indhylle folk omkring en solid stamme af traditioner, ligesom barken indhyller træet. Sådan har vores filosofi været siden, for vi vil gerne være med til at designe et moderne hylster til vores fælles stamtræ.«
Siden har pigerne holdt fast i hinanden og
danskheden. Men det har været tre barske år for bark.
Billedtekst:
»At være tro mod sin tradition er ikke det samme som at være  nationalistisk i fremmedfjendsk forstand. Tværtimod.« siger Ann-Christine Rørvang og Camilla Holm fra tøjfirmaet »bark danmark«, hvis modeller her selv er på flugt.

 

Pigerne har danskhed som en del af deres forretningsmæssige koncept. Det at være dansk bliver et brand, et mærke, det særlige som man skal ramme i sit udtryk for at overleve. Kunsten er så, som visesangeren, at præcisere det på sin måde, at finde sin form for danskhed. Der er en konkurrence om at udtrykke danskhed på en succesrig måde.

Denne udadvendte brug af danskhed er vigtig. Det kan være begrænset hvilken brug du gør af den når du skriver indlæg og deltager i diskussioner i danske medier. Men det er en god måde hvorpå du kan styrke dit image: at du er søgende som pigerne her. Det er en god holdning at have over for tilhørere som ikke er fanatiske, at du godt ved hvad danskhed er, at du engageret og med alle dine talenter søger at udtrykke det på en klar og fængende måde, men at du måske endnu ikke har fundet det helt rigtige udtryk for det. Netop fordi du aldrig bliver færdig med at virkeliggøre det, er det så brugbart i forretning og i politik som et fast mål.

Interview med sangskriveren Tobias Trier, Politiken 13/2 04.

Så da Politiken møder Tobias Trier i hans øvelokale ude på det gamle B&W, sidder han med sin guitar bøjet over en bunke papirer og grifler løs i forsøget på at finde ind i danskheden.
»Først var sangen sådan en jovial og morsom lejlighedssang, hvor jeg sang, at den danske vinter er fodkold, men vi har heldigvis vundet EM i fodbold«.
»Men i går aftes slog det mig, at de fædrelandssange, jeg selv bedst kan lide, ikke er satiriske eller morsomme, men fulde af poesi og kærlighed. Som for eksempel H.C. Andersens 'I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme'«, forklarer Tobias Trier og fortsætter, mens han bladrer i siderne med håndskrevne vers:
»I stedet er jeg nu i gang med en ny tekst, der er mere banal, men også mere ligetil. Den nye sang er en direkte besyngelse i stedet for et distanceret danmarksgalleri: »Du kære Danmark, du er mit land, med åbne marker og skov og vand«. Det kan jeg stå inde for. Nu skal jeg bare give den mere sanselighed, såsom »Når unger svømmer, og hår bli'r vådt, og barmen blottes, så gør det godt«« synger Tobias Trier med sin lyse og hæse røst.

Her bruges danskhed i selvfremstillingen til at skabe sympati: et søgende ungt menneske som engageret er på jagt efter det vellykkede udtryk af det alle læserne (og kommende købere af sangen) har fælles: danskhed.

Det er den mest almindelig måde at opbygge et positivt image på: at rose noget som modtagerne sætter meget pris på. Netop uklarheden gør udtrykket ’danskhed’ så anvendeligt til dette formål. Ethvert forsøg på klarhed vil reducere mulighederne for at bruge udtrykket til at samle alle med såkaldte platheder: ”Vi går ind for danskhed”, ”Vi går ind for mest mulig danskhed”, ”Danskheden bør styrkes”. Der er alene af rent sproglige grunde umuligt at være uenig i disse holdningsudsagn og programerklæringer.

Dette gør ordet centralt i debatten og værdien danskhed nødvendig for mange som søger afsætning på et marked som består af danskere: partier, virksomheder – og visesangere.

Den øverste autoritative diskurs

Det er én af de vigtigste betingelser for at deltage i værdidebatten at man er i stand til at arbejde positivt med uklarheder, ofte i form af abstraktioner. Folk som ønsker at definere alting og grundlæggende har en analytisk, skeptisk tilgang til begrebers betydning, er ude af stand til at formulere sig på det overordnede niveau som debatten forudsætter. Folk som tager luften ud af debatten med jordnær tænkning og sprogfilosofiske begrebsanalyser, kan godt optræde lejlighedsvis med gnæggende indlæg, men vil altid i det lange løb komme til kort over for dem som er som legende delfiner på abstraktionernes og åndrighedernes store dybe hav.

Det hænger sammen med at debatten ikke er en teoretisk debat fx om ords betydning. Den offentlige debat er i høj grad bestemt af organisationers, institutioners og bevægelsers interesser i at der handles politisk på bestemte måder. Og af individer som markedsfører sig selv og deres produkter. Når disse interesser skal styre deres handlinger og forsøge at overbevise ansatte, aktionærer, politikere, vælgere og forbrugere om hvad der bør gøres, så er abstraktioner nødvendige, herunder eventuelt også en abstraktion som danskhed. Det er de samme ca. 20 ord som indgår i alle virksomheders værdigrundlag. Det er kun muligt for vidt forskellige virksomheder at bruge dem fordi disse centrale ord er uklare.

Hårde kendsgerninger uden omgivende abstraktioner, rummelige værdier og bragesnak kan ikke bruges som grundlag for handling. Kendsgerningerne skal analyseres og fortolkes før man kan træffe beslutning om handling. At samle en stor mængde data til en fortolket helhed kræver anlæg for syntese og – hvilket er det samme – anlæg for at tale generelt og abstrakt. Denne måde at tale på, kan man kalde ”den øverste, autoritative diskurs”. ’Øverste’ fordi den rummer mange andre diskurser ”af lavere orden”, og selv ikke kan rummes af andre. ’Autoritative’ fordi den fremstår som selve den autoriserede udlægning af virkeligheden.

Det er en elementær indsigt i sprog- og kommunikationsrådgivning af virksomheder at enhver mængde hårde kendsgerninger kan bruges til at fortælle vidt forskellige historier med. Fx kan forskellige medier lave reportager fra samme begivenhed hvor helte-, offer- og skurkeroller er fordelt forskelligt på de samme aktører. Også subjektet, dvs. den aktør som modtageren især skal identificere sig med, kan vælges vidt forskelligt. Forskellige medier og interesser brygger forskellige historier på samme hårde kendsgerninger, dels ved selektion (udvælgelse), dels ved udnyttelse af ordenes store medbetydningspotentiale. Det er snarere reglen end undtagelsen at der for ethvert ord med en given denotation, findes flere andre med samme denotation, men med andre medbetydninger: mand, fyr, stodder · hund, følgesvend, køter · nydansker, 2.generationsindvandrer · debat, hetz · folkelighed, populisme · afslørende journalistik, personforfølgelse.

Denne elementære indsigt prøver alle dansklærere at få ind i eleverne, men især dyrker vi den med lidenskab på uddannelsen til Sproglig rådgiver [læs mere >>]. Indsigten fører til skepsis over for enhver ’øverste, autoritativ diskurs’. Realiteten er jo at der findes mange helheder som kan dannes over de samme hårde kendsgerninger. Det er ikke mindst de forskellige religioners daglige, og ofte blodige, sammenstød et klart bevis på. Enhver religions mest iøjnefaldende produkt er en øverste, autoritativ diskurs, som – ofte  ret eksplicit – direkte forbander alle andre øverste, autoritative diskurser som forskellige udgaver af kætteri.

Hvor uforenelige øverste, autoritative diskurser mødes, opstår der stridigheder, herunder debat. Målet med disse stridigheder er at skaffe flere tilhængere til sin egen diskurs og mest muligt at begrænse konkurrerende diskurser, helst helt udrydde dem.

I den offentlige debat støder forskellige virksomheders og bevægelsers autoritative diskurs sammen. Dansen om ordet ’danskhed’ er kun en lille del af denne kamp på værdier og ord.

Danskhed er noget værdifuldt som mange danskere søger og interesserer sig for. Og som mange virksomheder og bevægelser og individer som skal blomstre på engen Danmark, derfor også gerne vil have med ind i deres værdigrundlag. Præcis her ligger ordet ’danskhed’s klare betydning.

Forslag til videre læsning om emner i artiklen

Om effektiv argumentation og debat (mundtlig)

Kjøller, K.: Aschehougs store bog om at holde tale Kbh: Aschehoug 2002 (Gyldendals Bogklub 2003), 346 s., indbundet. Især s. 220-292: ”Den overbevisende tale”. Her står mere bl.a. om debatregler og findes yderligere litteraturhenvisninger.

 

Om diskurs- eller sprogbrugsanalyse

Jacobsen, H.G., Skyum-Nielsen, P. Dansk sprog. En grundbog Kbh: Schønberg 255 s. Specielt s. 48-63 ”Sprogbrugsanalyse”. Her er yderligere litteraturhenvisninger.


 


 

© klaus@kjoeller.dk