Kjøller forside à alle artikler à Manus nedenfor

 

[senest opdateret 13/8 04]

 

Titel og medium

Bragt i Berlingske Tidende d. 7/7 2004 med titlen ”EU kan lære af EM i fodbold. Kamp til stregen. KK fortæller om en EU-sag, der endte som en fuser, skønt der ellers var stof nok til en spændende kamp, hvor de ansvarlige virkelig kunne have fået kamp til stregen. Grunden til elendigheden: EU mangler en stærk presse, som kan matche de politiske magthavere, og en opposition, som nådesløst udnytter enhver chance for at vælte regeringen.”

 

 

 

Hvad EU kan lære af fodbold

For at noget kan interessere bredt må det iscenesættes som en uforudsigelig kamp mellem rivaler. Det gælder i politik som i fodbold.

Af Klaus Kjøller

Folketingsvalg er en sællert. Ligesom EM i fodbold. Der er høje seertal og høj stemmeprocent. Det er anderledes ved EU-parlamentsvalg.

En væsentlig grund til at vælgerne har mindre engagement i EU end i Folketinget, er at medierne står svagt over for EU-systemet. Den europæiske presse er splittet af sprogbarrierer og fokusering på de nationale politikere. Det betyder at det er lettere for systemet at få aber til at forsvinde. Som det skete i denne sag, hvor en modig dansk kvinde og tidligere EU-ansat står tilbage ren, men ødelagt. Ganske vist fortalte pressen sagen og beskrev skandaløse forhold, men på grund af den opsplittede europæiske opinion og manglen på en egentlig politisk opposition i EU, blev der ikke draget nogen konsekvenser af betydning. Historien bliver dårlig, fordi den ender forkert.

Det kan siges kort: EU mangler en avis med en forside og en opposition der kan bruge forsiden til at vælte de ansvarlige. Selv de største europæiske aviser er regionsaviser i forhold til EU. Og partigrupperne i parlamentet er fjerne konstruktioner uden ansigt. Vælgerne mangler simpelt hen nogen at holde med. Dette gør EU lige så kedeligt som en fodboldkamp hvor man ikke holder med nogen. Så ser man bare 22 personer rende rundt efter en bold.

Der er ellers stof nok til en meget spændende kamp, hvor de ansvarlige virkelig kunne have fået kamp til stregen. Først ser jeg på kampens forløb i 9 akter; derefter vil jeg se på hvad man bl.a. kan lære af sagen, dvs. hvordan man kan få banket EU’s seertal op i nærheden af EM’s.

 

1. Ansat går til sin ledelse à netværket rykker sammen

I årene 1999-2001 kæmpede den danske embedsmand, Dorthe Schmidt-Brown, en intern kamp som projektleder i Eurostat, EU’s statistik-kontor. Hun klagede over at konsulentfirmaet Eurogramme ikke leverede sine ydelser til tiden, men hendes overordnede i statistikkontoret tog firmaets parti.

 

2. Ansat går til topledelsen à netværket rykker mere sammen

Da Eurogramme angreb Dorte Schmidt-Brown i flere breve, bad hun om Kommissionens støtte i en injuriesag. Men hendes anmodning blev afvist, og hun blev samtidig frataget sine ansvarsområder i Eurostat og blev frosset ud af ledelsen.

 

3. En officiel intern undersøgelse bekræfter regelbrud à domstolene ind i sagen

Senere gik EU’s enhed for svindelbekæmpelse, OLAF, ind i en undersøgelse af Eurostat. Det førte til at sagen i foråret 2003 blev overgivet til de franske myndigheder.

I den skrivelse, som OLAF sendte til anklagemyndigheden i Paris, tales der om ”plyndring af EU-midler”.

 

4. Sagen lækkes til pressen à ledelsen forklarer offentligt

Samtidig med at OLAF overgiver sagen til politiet, lækkes den til franske aviser. Det tvinger omgående de ansvarlige politikere og ledere til at forklare sig offentligt.

    

5. Afdelingsledelsens forklaring: afvisning og topledelsens medansvar

Eurostat-cheferne indrømmer, at de har oprettet kontoen, men afviser at have brugt pengene til personlig berigelse, og de erklærer, at de kan redegøre for hver euro. De forklarer også, at de for længst har informeret flere EU-kommissærer om den særprægede ordning omkring salget af statistik, heriblandt personalekommissær Neil Kinnock og Kommissionens formand, Romano Prodi.

    

6. Topledelsens forklaring: sen besked, ingen alarmerende dokumenter

I første omgang hævder Kommissionens øverste ledelse, at de først meget sent var blevet orienteret om problemerne i Eurostat. Senere indrømmede de dog, at de allerede ca. et år før sagen nåede pressen, havde fået informationer om ”uregelmæssigheder” i visse datashops. Men der var ikke blevet talt direkte om ”svindel”, og derfor havde Kommissionen undladt at gøre noget ved det, fordi man gik ud fra at ledelsen af Eurostat ville klare det.

 

7. Politikerne på banen: mere intern undersøgelse, øget pres for at placere aben

Flere parlamentarikere i EU-parlamentet er utilfredse med, at Kommissionen ikke har reageret tidligere og stærkere over for de mistænkte. Man mener, at der var rigelig anledning for kommissærerne  til at træffe foranstaltninger allerede for flere år siden.

 

8. Interne rapporters skader søges begrænset

Da de interne, kommissionsbestilte rapporter foreligger i september 2003 og skal danne grundlag for en parlamentshøring af kommissionsformand Prodi, bliver de fremlagt i et lukket rum kl. 21 dagen før høringen. Indtil da er det kun Prodi og enkelte andre kommissærer der har set dem. Parlamentarikerne må ikke fjerne kopier af rapporterne fra rummet. De eneste papirer de får i hånden, er kortfattede sammendrag.

Det er i ekstreme, desperate situationer at organisationers rygmarvsreflekser træder tydeligst frem. Kommissionen er af OLAF, politikere og presse blevet tvunget til den akutte afværgeforanstaltning at igangsætte en hurtig, intern undersøgelse. Der er ingen vej uden om at offentliggøre resultatet af den. Men man søger at reducere skaderne af dette ved at begrænse offentlighedens og politikernes fysiske adgang til rapporterne mest muligt.

 

9. Aben forsvinder

På høringen vurderer Formand Prodi at ansvaret for uregelmæssighederne ikke kan lægges hos den kommissær som har Eurostat som område fordi det især er foregået før han trådte til, og fordi han ikke har vidst at det foregik. Og de ansvarlige embedsmænd er allerede blevet flyttet til andet arbejde.

    

10. Tidligere ansat får invalidepension og undskyldning

Som en udløber af sagen fik Dorthe Schmidt-Brown i juni 2003 en undskyldning af Kommissionen, og de tilbød at betale halvdelen af hendes advokatudgifter i forbindelse med sagen. Hun blev i øvrigt i 2002 tilkendt en invalidepension fra EU – som følge af mobningen efter hendes klage.

 

Ikke sandt: Alle tiders materiale til en spændende kamp mellem presse, siddende ledelse og opposition. Men alligevel bliver det en fuser. Hvorfor?

Pressen har stor magt i en kommune og i et land, hvor en ansat, som lækker sager, kan få pressen til at fortælle historier om den siddende administration, som oppositionen kan bruge til at score stemmer på. Men i EU har pressen meget mindre magt fordi der ikke er en tværnational presse der kan rejse en stemning i den samlede EU-befolkning og dermed tvinge en bestemt kommissær til at gå af.

Befolkningerne er adskilt af sprogbarrierer og de nationale mediers fokusering på de nationale folkevalgte. Ansatte i EU har derfor ringere muligheder for at forsvare sig mod intern abeplacering ved at gå til pressen, eller mod at en abe simpelt hen forsvinder. Det giver ledelsen mere magt. En magt som fx gør det alt for let for den at lade en abe forsvinde, således som det skete i Eurostat-skandalen.

Så længe EU ikke matches af en stærk europæisk presse, så vil der blive produceret mange negative historier som vælgerne synes ender uretfærdigt, dvs. uden at de ansvarlige straffes passende og de uskyldige, men modige belønnes. Det gør EU til en dårlig historie og giver lave stemmetal.

EU har på kort sigt sejret over pressen. Man kan sige at EU er enhver bureakrats drømmesvar på hvordan man effektivt tryner kritiske journalister og en irriterende opposition som skyder på alt der bevæger sig. Men prisen er høj i form af relativt lavt EU-engagement i befolkningen. Vejen frem er at EU-systemet opbygges som ethvert demokrati, dvs. med en respektløs, stærk presse som kan matche de politiske magthavere og med en opposition som nådesløst udnytter enhver chance for at vælte regeringen. For at noget kan interessere bredt må det stilles op som en kamp mellem rivaler. Det gælder i politik som i fodbold.