Kjøller forside à alle artikler à Manus: Ulydighed fremmer sundheden

[senest revideret 23/9 2005]

Titel og medium

Kronik i Berlingske Tidende, d. 7/4 05. Desuden bragt i tidsskriftet Ledelse og uddannelse, maj 2005 og efterfølgende på tidsskriftets netsted www.ledelseoguddannelse.dk .

[Forslag til rubrik (fed, stor skrift) og underrubrik (kursiv). Nede i brødteksten har jeg markeret et par sætninger med fed. De kan eventuelt bruges til forstørret, læserstimulerende citat i forbindelse med illustrationen.]

Ulydighed fremmer sundheden

Kun gennem fortroligt samarbejde mellem sundhedspersonale og journalister kan sundhedsvæsenet kontrolleres effektivt

Klaus Kjøller

Niels Høibys nyudkomne bog Råb op og sig stop! Lægers ytringsfrihed i krise (Gyldendal 2005) er lærerig læsning. Tilsyneladende handler den om nogle dygtige, samvittighedsfulde læger, som offentligt har sagt fra over for ”systemets” klart uforsvarlige behandling af patienter. Lægerne er Peter Andreas Krasilnikoff, Jørgen Pless og Tom Skyhøj Olsen, som alle var administrerende overlæger på deres afdelinger på forskellige store sygehuse. Så længe medierne interesserede sig for de enkelte sager, var lægerne beskyttet. Men når medierne kort efter bliver optaget af andre ting, så får de ledende DJØF’er og lægelige kolleger snart verfet de pågældende læger ud. Enten til en tidlig pensionering (Krasilnikoff) eller ved fyring (de to andre). Selv om selveste ombudsmanden kommer på banen i den ene af sagerne med en klar ”næse” til ledelsen, så redder det ikke Krasilnikoff. Og det er jo ikke bare 3 oprørske læger der fyres. Det er 3 henrettelser til skræk og rædsel for andre, som går i lignende tanker om at ”blæse i fløjten” om interne forhold.

Og bortset fra, at man er sluppet af med 3 ”vanskelige” læger, så er intet ændret. Danmark ligger fortsat opsigtsvækkende lavt placeret målt på middellevetiden i forhold til andre lande, nemlig som nr. 30-31 imod nr. 4 i 1970 – samtidig med at vores sundhedsudgifter ligger i top.

Disse sagsforløb er rystende. Både for de berørte personer og for nuværende og kommende patienter, dvs i praksis os allesammen. Men spørgsmålet er jo, hvad man egentlig kan lære af eksemplerne. Sympati med de modige overlæger er godt, men sympati i sig selv medfører jo ingen forbedringer. Hvordan kunne der være kommet flere konkrete forbedringer ud af lægernes heroiske indsats?

*

Alle 3 administrerende overlæger tror næsten demonstrativt på de officielle systemers evne til at skaffe retfærdige forhold. Herved kommer de ikke kun til at tabe deres sag: at skabe bedre muligheder for behandlingen af de syge. De kommer også – fortvivlende nok – til at styrke de interesser, de bekæmper: disciplinering og topstyring i hospitalsvæsenet.

Krasilnikoff offentliggør sin opsigelse. Dette giver en del presseomtale og ombudsmanden går af egen drift ind i sagen. Ledelsen får ”næse”.

Jørgen Pless kritiserer på et debatmøde i en lokal Venstrekreds en række fyringer på grund af samarbejdsproblemer. Der var en journalist til stede, som dagen efter skrev en artikel. Så blev Pless kaldt til ”kammeratlig samtale” med ledelsen, som – forgæves – krævede et offentligt dementi af kritikken. Herefter udsættes hans afdeling for en stressteknik, som består i nedskæringer og øgede produktionskrav, lækage af en negativ konsulentrapport om Pless’ afdeling og endelig omstrukturering, som overflødiggør hans stilling. Efter at Pless har skrevet et læserbrev om sagen, bortvises han øjeblikkeligt fra sygehuset.

Tom Skyhøj Olsen siger i en tv-udsendelse, at 2-300 patienter med apopleksi (hjerneblødning) dør unødigt hvert år, fordi de på grund af pladsproblemer indlægges på en almindelig medicinsk afdeling. Ledelsen forsøger forgæves at få ham til at godtage en pressemeddelelse, hvori han dementerer udtalelsen, selv om den bare rummer de kolde kendsgerninger. Også dette mislykkede forsøg fortæller Skyhøj Olsen om i et nyhedsindslag. I månederne derefter stresses Skyhøj med ”kammeratlige samtaler”, påtaler, beskæring af sin bemanding og en klage fra en kollega.

Overlægerne bruger pressen, og det er godt, men det er ikke godt nok, som de bruger den. Sundhedspersonalet er i realiteten offentlighedens eneste mulighed for at kontrollere, hvad der foregår i et monopoliseret sygehusvæsen bagom det billede ledelsen ønsker at tegne. Personalet kender bedre end nogen alle de lidelser, som dårlig ledelse og utilstrækkelige bevillinger påfører patienterne. Kun ved at forsyne journalisterne med et passende udvalg af de mest horrible historier bliver vælgernes følelser rejst i tilstrækkeligt omfang til, at politikerne bliver tvunget til at ændre forholdene. Der skal ”lig på bordet”.

Her kan man kritisere overlægerne for ikke at være tilstrækkeligt konkrete. Der er ingen patienter i kød og blod i deres fremstilllinger; i stedet taler de om statistikker og ledelsesprincipper og for små bevillinger til deres afdelinger. Men den slags abstrakt administratorsnak flytter ikke stemmer. Det gør kun helt konkrete historier om mennesker (patienter), der lider og dør unødigt. Overlægerne står ikke frem med nogle nye hårde kendsgerninger, dvs. patienthistorier, som journalisterne kan skrive sindsoprivende historier ud fra.

*

Men det kan blive bedre endnu. Overlægerne bruger kun pressen til læserbreve og interviewudtalelser. Det er jo helt i overensstemmelse med vores demokratiske skolelærdom, at man står offentligt frem og siger sin mening, når man har noget på hjerte. Men i virkelighedens politiske verden bør man ikke undervurdere fordelene ved at være anonym kilde, når der skal nås resultater og ikke kun scores moralske point. Det ”åbne visir” giver ledelsen alt for let spil med en efterfølgende simpel, målrettet stressteknik mod sladrehanken. Ikke nødvendigvis, fordi ledelsen er ond. Men ledelser er ledelser, og ledelser er principielt mod ansatte, som sladrer til pressen om interne forhold. Enhver ansvarlig ledelse mener, at den selv er bedst til at vurdere om det, der foregår i organisationen, er o.k.

Derfor er det kun muligt at bruge pressen effektivt for sundhedspersonalet, hvis de 1) har journalister (som skriver om sundhedsstof) som en del af deres fortrolige netværk, 2) forsyner journalisterne med rystende historier om patienter som bliver ofre for systemet, 3) bevarer deres anonymitet.

Denne teknik med anonym lækage kan lyde kynisk, men foregår helt rutinemæssigt, når politikere, pressevante embedsmænd og spindoktorer bruger pressen. Når frustrerede venstrepolitikere i folketingsgruppen protesterer over Foghs ledelsesprincipper, så sker det ved, at de ”uden for citat” eller ”uden for blokken” fortæller en udvalgt christiansborgjournalist om konkrete tildragelser på lukkede gruppemøder, så han fx kan skrive en politisk kommentar, hvor han henviser til ”fremtrædende politikere i folketingsgruppen” som kilde. Også fløjkrigen hos Socialdemokraterne har gennem tiderne i høj grad bestået i anonym fodring af udvalgte journalister med historier, som underminerede den siddende ledelse.

Man skal kort sagt ikke true sin ledelse med at gå. Man skal heller ikke true den med at blive. Man skal slet ikke true den med noget. Men man skal bare sørge for at pressen hele tiden forsynes med egnede historier, som afslører ledelsen. Eller i det mindste tvinger den til offentligt at begrunde sine dispositioner overbevisende.

*

At en ansat går til pressen, er en grundlæggende demokratisk form for offentlig kontrol af, hvad der foregår internt i en organisation. Denne form for kontrol spiller i Danmark en større rolle end i mange andre lande. Den lov, Offentlighedsloven, som regulerer offentlighedens, dvs. journalisternes, formelle adgang til dokumenter og journaler, står i Danmark formelt tilbage for lande fx i Østeuropa, Albanien og Moldavien. Også EU-systemet har større åbenhed. Forvaltningseksperter stiller den danske diagnose således: lang svarfrist, manglende pligt til at føre postlister i stat, amter og kommuner, mange undtagelser, uens regler for journalisering. Statsministeriet fremhæves som ét af de steder det er sværest for journalister at få oplysninger fra via Offentlighedsloven.

Dette betyder at journalister her i landet er mere afhængige af ansatte, som sladrer, end pressen er i visse andre lande og i EU.

I England findes en særlig lov som beskytter whistleblowers. Den kom, da undersøgelser af en række togulykker viste, at flere medarbejdere i togselskaberne vidste, at togene og skinnenettet var forældet, men at ingen turde gå til pressen med deres viden. På hospitaler, i flyveledertårne og i redningstjenester kan det koste mange liv, at de ansatte holder kæft af frygt for fyring og ødelagt karriere – eller bare fordi det er det letteste.

Derfor: sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen: Genansæt de 3 overlæger, og lad os få Danmark i front.

klaus@kjoeller.dk

/