Kjøller forside à alle artikler à Manus: kronik i Berlingske Tidende: Voldens tv-charme

[senest revideret 16/10 2007]

 

Titel og medium                            

”Voldens tv-charme” offentliggjort som kronik i Berlingske Tidende, d. 18/12 2006. Under samme overskrift som i manus.

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Voldens tv-charme

Advarsel: Denne kronik er politisk ukorrekt. Den afslører de mekanismer, som gør en brosten, som kastes mod en betjent, til et effektivt middel i propagandaen for politisk korrekthed.

I den danske debat er udtrykket ’politisk korrekthed’ blevet et skældsord, som først og fremmest Dansk Folkeparti bruger mod kulturradikale, ”Systemet Politiken” og forfattere og intellektuelle, som underskriver protester mod debattonen. Det er egentlig synd. For fænomenet politisk korrekthed er alt for vigtigt til, at det skal gøres til et partipolitisk programpunkt.

Political correctness var en bevægelse, som startede i USA i midten af 1980’erne. Dens formål var at bekæmpe al diskrimination med sproglige midler. Man må ikke sige ’neger’, men skal sige ’sort’ eller ’afroamerikaner’,  i stedet for ’indvandrer’ hedder det ’nydansker’, i stedet for ’indvandrerbørn’ ’tosprogede børn’ og i stedet for ’åndssvag’ ’udviklingshæmmet’. Ensomme Gamles Værn har nu også længe heddet Ældre Sagen. Og for nylig kom Udlændingestyrelsen til at hedde Udlændingeservice. Der er altså tale om en generel proces, hvor man søger at benævne ting pænt, positivt og optimistisk.

Da ingen går ind for, at man diskriminerer andre mennesker og generelt bruger grimme ord for personer og organisationer, så er der vel ingen problemer i det?

                

Problemet er, at de mennesker, der taler sproget eller hører det, ikke altid oplever, at det politisk korrigerede sprog svarer til den virkelighed, de oplever. Problemerne med den politisk korrekte sprogbrug opstår, fordi folk stadig har politisk ukorrekte følelser og oplevelser. Asylansøgeren, som får afslag fra Udlændingeservice, synes ikke, at der er tale om nogen service. Den tidligere ansatte føler sig fortsat ’fyret’, selv om ledelsen siger, at han eller hun (!) er ’fritstillet’, og medarbejderne synes stadig, at ledelsen er diktatorisk, selv om man hele tiden i personalebladet læser, at ledelsen er yderst lyttende og lægger vægt på de bløde værdier. Og alle ansatte ved, at ’omstrukturering’ er den politisk korrekte betegnelse for ’nedskæring’.

Når det officielle, pæne sprog ikke passer med virkeligheden, så virker det mod hensigten. Ironi, sarkasme og satire opstår. Brugerne gør grin med de betegnelser, som de finder manipulerende. Og med dem, der prøver at indføre dem. Hvis man tør.

 

Ifølge tankegangen bag politisk korrekthed så er ’terrorist’ ikke en politisk korrekt betegnelse. Der er jo tale om et helt desperat medlem af en undertrykt minoritet. Derfor er ’frihedskæmper’ eller til nød ’militant aktivist’ den politisk korrekte betegnelse. På samme måde er det heller ikke politisk korrekt at kalde de aktionerende beboere af Ungdomshuset for ’bøller’ som laver ’gadeoptøjer’. Det er jo systemets og overmagtens nedgørende betegnelser over for en minoritet. Det er diskrimination ifølge den politiske korrekthed.

Det politisk korrekte sprog og dets idyllisering fortrænger voldens og magtens rå realiteter. Under beskyttelse af politisk korrekthed kan en minoritet derfor nå meget langt ved brug af vold.

Man kan fx sætte dagsordenen i medierne ved ulovlige aktioner. Det oplevede vi både ved forældreblokaderne ved børneinstitutionerne for nogle måneder siden, ved gymnasieelevernes blokader kort efter og ved de aktioner, som beboerne af Ungdomshuset foretager. I alle disse tilfælde udøver minoriteter ulovlig vold, som går ud over andre borgere. Herved hidkaldes medierne. Dette aktiverer nogle politikere, hvorefter disse minoriteters sager meget ofte får særbehandling i det officielle politiske system. Det virker ekstra grotesk, hvis minoritetens vold kommer af, at den modsætter sig en domstols afgørelse. I så fald kortslutter de folkevalgte, der genoptager sagen, det demokratiske system, som de har aflagt ed på at forsvare.

 

Den politisk korrekte opfatter systemets vold mod minoriteter som diskrimination. Derfor har den politisk korrekte et stort behov for at forstå minoritetens vold på en måde, som gør den acceptabel.

1.      Trin 1 i denne mentale tilpasning er, at minoritetens vold ses som ægte udtryk for følelser, krænkelser og lignende. Når man politisk korrekt hader vold og rå magtforhold og ønsker at holde det mest muligt ude af sit liv, så ses volden ikke som et strategisk politisk instrument, som benyttes målrettet af minoriteten i det politiske spil. Man vil fx også afvise en kronik som denne som kynisk og provokerende, netop fordi den helt nøgternt betragter vold som et bevidst magtmiddel. Det er politisk ukorrekt at tillægge minoriteten den slags motiver og kalkuler.

2.      Trin 2 er, at politisk korrekte borgere selv undlader at provokere den voldelige minoritet. Dvs. man pålægger sig selvcensur, som forstås politisk korrekt som respekt, høflighed og lignende.

3.      Trin 3 er, at den politisk korrekte forsøger at få sine daglige omgivelser til at dele sine opfattelser. Fx vil en politisk korrekt lærer undervise eleverne i sin egen politiske korrekthed, bl.a. ved at koncentrere sig om den sproglige, politiske debat og undlade at undervise i de stærke voldelige midlers brug og misbrug.

4.      Trin 4 er, at den politisk korrekte aktivt i offentligheden forsvarer den voldelige minoritet. Det sker ved at minoritetens voldelige aktioner fremstilles som de rene, ægte følelsers desperate kamp mod et umenneskeligt system. Nøjagtig som minoriteten selv fremstiller det.

5.      Trin 5 er, at den politisk korrekte aktivt deltager i minoritetens voldelige aktioner mod systemet. Dvs. fx aktioner efter en domstol har afsagt dom i sagen, eller efter politikerne har lavet et kompromis. Denne aktive deltagelse kan fx bestå i at oprette lazaretter, sørge for madforsyninger og undervise i kampteknikker.

 

Omkring enhver voldelig minoritet findes der en rand af politisk korrekte, velmenende borgere, som gennem passivitet, selvcensur, propaganda, indoktrinering og eventuelt også aktiv, fysisk medvirken forstørrer minoritetens voldelige aktioner. Når en aktion kører, vil denne rand af politisk korrekte borgere i medierne give den voldelige aktion karakter af folkelig protest.

                

Men uden medierne går det ikke. Medierne elsker vold, især vold som minoriteter udøver. To af de stærkeste regler for mediestyring er ”billeder, billeder, billeder” og ”lig på bordet”. I en voldelig aktion er der altid gode billeder og ofte lig på bordet, i hvert fald alvorligt tilskadekomne. Og hvis der er tale om sammenstød mellem en minoritet og politiet, så legitimeres den fyldige dækning af, at medierne samvittighedsfuldt udfylder deres yndlingsrolle som kontrollant af statsmagten.

De to landsdækkende mere eller mindre politisk styrede tv-kanaler kan selvfølgelig ikke tage parti for en voldelig minoritet mod statsmagten. Konflikten skal behandles neutralt, dækkende og retvisende. I hvert fald TV-Avisen er jo eksplicit underlagt public service-reglerne. For at bringe det særdeles tv-egnede stof er man derfor nødt til at stille den voldelige minoritet op som ligeværdig part over for politiet og systemet. Herved lever man jo op til reglerne om neutralitet i dækningen af  det, som så selvfølgelig politisk korrekt må betegnes som ’konflikten’.  Og man må sørge for at fremstille minoritetens sag så vidt muligt som en bred folkelig protest. Det er her at randen af sympatiserende politisk korrekte borgere spiller en væsentlig rolle. Optagelserne af de voldelige aktioner garneres med politisk korrekte interview i et udvalg, som sikrer, at seerne får indtryk af, at det har været nødvendigt at vise alle de voldelige optagelser og i det hele taget ofre så megen opmærksomhed på sagen.

 

Det er sådan det går til at den aktionerende minoritet i nyhedsudsendelserne kan se deres aktion og synspunkter dækket udførligt. Og på en måde, som legitimerer dem som voldelig aktør på linje med den instans i samfundet, som jo egentlig har monopol på lovlig voldsudøvelse, nemlig politiet. Heri ligger der ikke blot en gigantisk pr-scoring for minoriteten. Der ligger også en bekræftelse af den politiske korrekthed omkring den.

Således opmuntret kan man fortsætte aktionerne.

 

Demokratiet har et blødt punkt over for minoriteter, som benytter ulovlig vold. Derfor er det mildt sagt ikke særligt hensigtsmæssigt, at mediesystemet med tv’s nyhedsudsendelser i spidsen fungerer som en propagandamaskine for politisk korrekthed hver gang en minoritet kaster med brosten.

 

Øverst i dokumentet