|
Jeg har gennem mange år har læst Politiken som en af de daglige, nødvendige
aviser. I mange år var det den eneste, sammen med dagbladet Information. Så
var der en del år, hvor jeg skamløst lod mig drive af de billigste halvårlige
abonnementstilbud fra Berlingske, Jyllands-Posten
eller Politiken. I de senere år har jeg så abonneret på to af disse fast. Men
jeg læser også Politiken, som fruen og jeg deler med genboen.
Politiken er nødvendig, bl.a. fordi bladet jager VKO-regeringen konsekvent
og uden nåde. Og fordi Politikens store målgruppe af offentligt ansatte
kvinder i det såkaldte grønne segment samtidig er en meget væsentlig del af
de vælgere, som Fogh har søgt at appellere til i valgkampene. Politiken er
landets bedste genvej til indsigt i denne ombejlede vælgergruppes livsverden
og dermed til at forstå meget af det, der foregår i dansk politik.
Mit generelle indtryk af Politiken er, at bladet er suverænt på kulturstoffet.
På en god lørdag slår Politikens bogtillæg klart andre avisers behandling af
bogstoffet.
Også angående meninger står Politiken stærkt. Samtidig virker
meningsstoffet dog også ret ensrettet. Hvis man sammenligner med Jyllands-Posten, som også prioriterer meninger
højt, så har dette blad (JP) en meget bredere og vistnok også kvantitativt
større dækning af læsernes meninger i den daglige avis end Politiken. Det
samme gælder de redaktionelle meninger (ledere og diverse faste redaktionelle
kommentarrubrikker): I Politiken er der mange, men de går stort set alle på
samme melodi. Sådan virker det i hvert fald på denne læser. Her er Jyllands-Postens redaktionelle meningsudladninger
typisk mere begrænset til en enkelt leder. Men både Politiken og Jyllands-Posten har efter min vurdering en markant
højere prioritering af læsernes meninger end Berlingske har.
Politikens svaghed i forhold til de
to andre morgenaviser er reportagen. Der er dage, hvor det kan være svært at
få øje på historien i Politiken. I dagens Søndags-Politiken kan man fx
sammenligne Politikens forsidehistorie ”Danskernes tvangstanker koster os en
milliard” med Jyllands-Postens
”Slut med monopol på spil” og Berlingskes ”Skolernes indeklima alarmerende”.
Vurderet ud fra Politikens klare ønske om at vælte VKO-regeringen, så er
Berlingskes historie jo langt mere saftig og med langt bredere folkelig
appel. Historien om, at det i nogle tilfælde vil være billigere at rive
skoler ned end at renovere dem, er særdeles velegnet til at tegne billedet af
en regering, som nedprioriterer helt nødvendige ting til fordel for
skattelettelser. Og af en regering, som slet ikke har styr på sin
administration. Det er også meget lettere at vise rædselsvækkende billeder af
nedslidte skoler end af folk, der lider af tvangstanker, fordi folk, der
lider af tvangstanker, ligner os andre til forveksling.
Samme problem med at score på
reportagen havde Politiken i sommer, hvor det var Berlingske, som fortalte
historien om Udlændingeservices problemer med at informere ordentligt om
retstilstanden for danskere, som ønskede familiesammenføring. Sådan en
historie kan kun komme frem, fordi der er embedsmænd i systemet, som i
fortrolighed leverer oplysninger til et medium. Det er nok værd at overvejel
for Politiken om bladets klare position som stærk kritiker af VKO, får
embedsmænd og andre kilder til gode historier om dårligdomme i det offentlige
til at foretrække de to andre morgenaviser. Fordi motivet til lækagen ikke er
at vælte regeringen, men at rette op på nogle fejl som regeringen begår.
Men ingen slår Politiken på bagsider
og tegnere. Når man tænker på den overlevelseskamp, som de store
betalingsaviser er ude i i disse år, så må det undre, at de to andre store
morgenaviser tilsyneladende slet ikke har fattet betydningen af at have en
god bagside. Her er Politiken i særklasse. Også dagens Søndags-Politiken som
ud over At Tænke Sig og Oh Danmark byder på en illustreret solohistorie om
familiehundes trang til at parre sig med et menneskes underben.
Som vistnok den eneste af de store
morgenaviser anmelder Politiken fortsat dagligt tv på bagsiden af 2. sektion
ved siden af tv-programmerne og ovenover Wulffmorgenthalers
vittighedstegning. Enhver ved, at det er en håbløs opgave at anmelde, hvad
der er sket i tv inden for de seneste 24 timer. Tv-anmeldelse er et relikt fra
de glade monopoldages tid, hvor DR sammen med forlaget Gyldendal og Politiken
regerede i dansk åndsliv. Det ville have været direkte uhøfligt, hvis
Politiken og de andre blade ikke skrev om, hvad de havde bragt i tv dagen
forinden. Men for flere år siden er tv-anmeldelsen holdt op med at være en
tv-anmeldelse. Det er en klumme, som på en eller anden måde tager
udgangspunkt i noget, der har været bragt i tv for nyligt. Det betyder så
også, at jeg fx udelukkende læser den ud fra, hvem der har skrevet den. Fx
læser jeg altid Thomas Bredsdorff. De andre bliver bedste fald skrålæst.
At skulle anmelde søndagsudgaven af
Politiken er egentlig lige så håbløst som at skulle anmelde tv. Ganske vist
rummer bladet langt færre informationer end 24 timers tv på tusindvis af
kanaler. Det er vel menneskeligt muligt at tæske bladet igennem fra først til
sidst. Men hvorfor skulle anmelderen dog gøre det? Det er der jo ingen andre,
der gør, bortset muligvis fra den redaktionelle topchef, som i hvert fald er
nødt til at lade som om, han læser det hele hver dag for at give feedback til
sine underchefer, som så kan fortælle de enkelte journalister, hvad de
muligvis kan gøre bedre i morgen.
Og det er hårdt arbejde. Denne
anmelder kørte i mange år ind med S-toget i samme kupe som en chefredaktør,
som nærlæste og evaluerede sin egen avis på vejen ind fra Birkerød til
Vesterport. Det var tydeligt ofte pinsomt og altid hårdt arbejde.
Almindelige læsere kan heldigvis
springe det meste over. Og det gør de jo også. Enhver avisledelse ved i
detaljer, hvor mange procent af læserne, der læser de enkelte bestanddele.
Det indgår i avisens produktudvikling. Så når Politiken som den eneste af de
tre store landsdækkende dagblade hver dag har en signeret leder på forsiden,
så er det et klart signal om, at man topprioriterer meningsstoffet. Det kan
selvfølgelig også være, fordi chefredaktøren simpelt hen godt kan lide at se
sin signerede leder på forsiden. Men i Politiken giver det god mening.
Politiken er i sjælden grad et blad, der er identisk med sin højt profilerede
chefdebattør, Tøger Seidenfaden. Når man læser hans leder og andre
kommentarer – ofte virker det som om, han rent fysisk er til stede på hver
side i bladet – så hører man tydeligt hans stemme og ser ham gestikulere. Af
og til kan hans kommentarer forekomme lidt tynde, men jeg synes, at dagens
forsideleder ”Krisen” har en passende blanding af letløbende mundtlighed og
skriftlig koncentration. Og emnet – den økonomiske krise – er naturligvis
velvalgt og gives et perspektiverende drejning ved sin pointe om, at krisen
handler om meget mere end økonomi: De økonomiske rystelser i 1930’erne førte
til Roosevelt i USA og til Hitler i Tyskland.
Forsiden rummer ikke mindre end to
fotografier af kulturpersonligheder: Johannnes Møllehave og Adrian Hughes.
Det gør nok dagens forside lidt for monoton. Men samtidig demonstrerer det jo,
hvad det er, man regner med kan sælge bladet: interviews med kendte personer.
Også Lars Løkke interviewes om krisen siddende i dybt bekymrede tanker på
statskassen i Finansministeriets tomme gange. I 2. sektion anmelder Per Theil
en ny engelsk bog om Casanova. Lokket af en illustration, hvor et par unge
mænd fra det 18. århundrede tester kondomer ved at puste dem op foran topløse
kvinder, læser jeg, at han nåede 130 kvinder, men endte alligevel gammel og
forladt. Billedsiden i Politiken er stærk – også i resten af sektionen.
Under rubrikken ”Analyse” i 2.
sektion fortæller artiklen ”Politik. Har medierne fået for står magt?” at
journalister og politikere er helt uenige om omfanget af mediernes magt. Tre
forskere ved Center for Journalistik ved Syddansk Universitet har uddelt
spørgeskemaer til medlemmer af henholdsvis Folketinget og Folketingets
presseloge. Svarene viser bl.a. at to tredjedele af politikerne mener at
politiske journalister søger sensationelle historier og giver det politiske
spil for stor opmærksomhed i forhold til indholdet. Det er kun et mindretal
af journalisterne enige i. Generelt synes politikerne dog ikke at
journalisterne er for fortolkende i deres rapportering om politik. Der
mangler oplysninger om hvormange af dem der har fået spørgeskemaer som har
brugt tid på at svare. Det gør det vanskeligt at vurdere undersøgelsens
resultater. Men det er værdifuldt for forskere at Politiken har denne rubrik
hvor der jævnligt bringes det man kalder forskningsformidling.
På forsiden af 1. sektion lanceres
dagens politiske historie: ”Radikale lægger pres på Vestager”. Den tager
udgangspunkt i Ammitzbølls afgangsbredside om sin formands lederegenskaber. Historien
bringes videre med kendsgerninger fra mødet mellem Ammitzbøll og Vestager som
afslører at bruddet egentlig skyldes at Vestager ikke bare ville have en
offentlig indrømmelse af at Ammitzbøll fortrød det kunstneriske udtryk han
havde givet kritikken. Hun ville også have en tilbagetrækning af substansen i
kritikken: At det var en fejl at Vestager under valgkampen sagde ja til at gå
i regering under 24-årsreglen og afskar de radikale fra et samarbejde med
Fogh – uden at tage folketingsgruppen med på råd.
Politiken kommer her til at fungere
som megafon for Ammitzbølls sagsfremstilling. Den anden mulige kilde til hvad
der foregik på mødet vil nemlig ikke udtale sig. Hun henviser til en aftale
med Ammitzbøll om ikke at referere fra mødet. Heller ikke denne oplysning
kommer direkte fra Vestager men fra den radikale pressechef.
Heller ikke helsidesartiklen i
PS-sektionen ”Dronning Margrethe” kan trække på direkte kontakt med sin
hovedperson. Til gengæld kan den trække på en lang række anonyme kilder. Både
fra folketingsgruppen og fra andre partier. Det er interessant for samme
søndag findes der i Berlingske
Tidende en artikel om det samme. Den trækker på en række
navngivne radikale kilder, dog alle uden for gruppen. Ved at vælge den totale
anonymisering opnår man i artiklen at fremme indtrykket af en bred, anonym,
stærkt kritisk modbevægelse til dronningen. En bevægelse som åbenbart
omfatter alle, bortset fra gruppens næstformand, Morten Østergaard. Det er
muligvis også dækkende nok for realiteterne, men interessant at se hvorledes
det stilistiske træk, total anonymisering af kilder, får konsekvenser for den
politiske substans. Og dermed meget sandsynligt også for den virkning
artiklen får for dronningens skæbne. Den slags valg er dagligdag for enhver
politisk journalist.
I øvrigt er artiklen yderst
interessant og umiddelbart troværdig fordi den går meget tæt på med nogle
detaljer fra fortrolige møder i gruppen. Samlet tegnes et portræt af en meget
usikker leder som må stive sig af med formalia i stedet for at lede ved at
folde sig ud som menneske. Denne skræk for det uformelle bekræftes af hendes
øjeblikkelige uvilje mod at tale med pressen. Samme syndrom lider Birthe Rønn
i øvrigt af. Denne demonstration af formel magt til ikke at tale med pressen
må undre. Enhver professionel politiker burde jo vide at der kun er en eneste
sikker effekt af det: Vælgerne opfatter politikeren som arrogant. Og hvis den
historie som de eventuelle anonyme kilder så leverer gods til, samtidig har
den pointe at politikeren lider af magtbrynde og er dårlig til at lytte, så
er den historien bare hjemme med dobbelt styrke.
Når gruppemedlemmerne er utilfredse
med deres partiformand, så kan politiske journalister altid skrive
interessante artikler om lederens optræden på fortrolige møder. Næste træk er
formandens. Nogen gange kan det være svært at skelne mellem journalisters
rapportering fra det politiske og så politikernes rent politiske arbejde med sagerne.
Underrubrik: ]
Eksistentialisten Albert Camus
påstod at der egenligt kun var et interessant spørgsmål i verden, nemlig:
Hvorfor er livet værd at leve? Hvis han havde været avisanmelder, kunne han
have spurgt: Hvorfor er morgenavisen værd at læse? Nettet, text-tv og
døgnkværnende nyhedskanaler på tv leverer nyhederne langt hurtigere end
morgenaviserne. Gratisaviserne leverer glæden ved at sidde og bladre i en
papirsavis langt billigere.
Betalingsdagbladene går tættere på
det der allerede er sket, end andre medier. Enhver af de bredt dækkende
betalingsdagblade giver et samlende perspektiv på de mange historier de
fortæller. Og de opdaterer det hver dag. På hver deres måde, i hver deres
stil.
Politiken er efter min vurdering det
af de tre store morgenblade som prioriterer meninger højst. Og det skal være
de rigtige meninger. Det er som om at chefredaktørens høje profil som vittig,
åndfuld, utrættelig og indsigtsfuld regeringskritisk polemiker trækker hele
avisen i den retning. Det giver Politiken et meget enkelt verdensbillede med
to skurke: Bush og hans lokale bugtalerdukke, Fogh. Man ved ikke rigtig om
man skal le eller græde når man for 1017’ende gang ser Roald Als’ geniale
karrikaturtegning af Fogh i skind med kølle. Bladets enorme dækning af
kulturstoffet modsvares af beskeden dækning af erhvervsstof hvor Berlingskes
tidligere chefredaktør, Niels Lunde, dog nu leverer meget indsigtsfulde
kommentarer. Tidligere har bladets fremstilling af erhvervslivet været dansk
presses svar på den fremstilling man finder i tv-tegneserien Simpsons med
Mærsk i rollen som den skamløse kapitalist, Mr. Burns. Politiken er bestemt ikke
bladet for læsere som tænker ret meget over hvor de penge de får i løn,
egentlig kommer fra.
Morgenbladet giver læserne tryghed
ved dagligt at levere en genkendelig, opdateret verden fortalt på den måde
som læseren holder af. Politiken er fx langt mere humoristisk end de to store
konkurrenter. Det er ikke kun tegnerne og faste rubrikker som ATS jeg tænker
på. Det er tydeligt at selv en klummeskribent nederst på en side i sektion 22
forsøger at ramme den særlige fortroligt humoristiske overskudsoptimistiske
vinkel på verden og på forholdet til læserne som er en væsentlig del af
Politikens brand. Her er andre aviser ofte præget af et vist tungsind,
bekymring og patos.
Morgenavisernes politiske
indflydelse ligger i høj grad i at de ind imellem graver uartige historier op
om magtmisbrug. Desværre er det jo sådan at den helt store
journalistudvandring i dansk presse i de senere år er udvandringen fra
dagspresse til virksomheder og organisationer, herunder de politiske partier
hvor mange fremragende journalister gør karriere som højt betalte spindoktorer,
kommunikationschefer og lignende. Morgenavisernes økonomiske overlevelseskamp
fører til en opprioritering af det ret billige menings- og kommentarstof på
bekostning af det yderst omkostningskrævende arbejde med fx at afdække
rævekager i den offentlige administration. Som en art erstatning kan man
fortælle gamle historier som fx Politisken i dag gør på forsiden ”FE jagtede
dansk storspion” hvor man ud fra en kommende bog fortæller en historie fra
1960’erne. Det er lidt svært at se hvad den historie skal på forsiden for.
Den står mere passende i PS-sektionen.
Men der er jo faktisk jævnligt
historier om aktuelt magtmisbrug at fortælle. Og sådanne historier bygger
ofte på lækager fra embedsfolk som jo kender dem. Men de læses sjældent i
Politiken. Denne søndag har Berlingske Tidende en skandalehistorie om Region
Midtjyllands højt profilerede import af indiske læger. Når denne og andre
lignende historier så sjældent findes i Politiken kan det skyldes at lækkende
embedsmænd vurderer at der er større politisk effekt i at historien bringes i
et blad som ikke kan mistænkes for at køre en ensidig, topstyret propaganda
mod regeringen.
|