Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magasinet Arbejdsmiljø

[senest revideret 27/1 2009]

 

Titel og medium                            

”Reform = en beordret intern krise” offentliggjort som klumme i Magasinet Arbejdsmiljø 2009, nr. 1 (januar). Under samme overskrift som i manus.

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Reform = en beordret intern krise

Ekstra arbejde for de ansatte er den eneste sikre konsekvens af enhver reform, som en topledelse gennemfører.

Af Klaus Kjøller

Kommunalreform, politireform, skattereform, arbejdsmarkedsreform, velfærdsreform. Reformerne er over os. Nogle er allerede kommet, andre har vi i vente.

Reformer tager sig helt forskelligt ud afhængigt af, om man ser dem oppefra eller nedefra.

Set fra regeringens eller topledelsens vinkel er reformer nødvendige. Det kan være, fordi virkeligheden har ændret sig og gjort gældende regler og love mindre hensigtsmæssige. Det kan også være, fordi regering eller topledelse simpelt hen har brug for at demonstrere handlekraft og initiativ. I den bedste af alle verdener skyldes reformer selvfølgelig altid meget fornuftige og nødvendige formål.

Set fra de ansattes vinkel er en reform en krise, som topledelsen tvinger afdelingen ud i. En reform betyder, at der ændres i de formelle regler og strukturer. Det tvinger afdelingen og hermed den enkelte ansatte ud i en masse ekstra arbejde. Ændrede regler og procedurer skal læres og praktiseres. Ofte følger der også øget krav om evaluering, rapportering og om mange møder, hvor personalet instrueres og drøfter, hvordan man kan implementere det nye i afdelingens hverdag.

Dette ekstra arbejde er den eneste sikre konsekvens af enhver reform, som en topledelse gennemfører. Reformens officielle formål er altid det allerbedste, men meget ofte er det vanskeligt at måle, i hvilken grad dette eksplicitte mål nås. I hvert fald er det ofte vanskeligt at forklare de ansatte, at alt deres ekstra arbejde og besvær gør verden bedre på den måde, som reformen havde til formål. Det er selvfølgelig ekstra svært, hvis fx presse og eksperter kan berette om en masse direkte dårlige følger af en reform. Således som det fx foregår i denne tid med politireformen. Et andet historisk berømt eksempel på en mislykket reform er den reform under Schlüter-regeringen i 1980’erne, som skulle forenkle og nedskære antallet af regler og bestemmelser i det offenlige. Regelvæksten fortsatte uden respekt for reformen og er siden eksploderet, og det er svært at få øje på fx sproglige og andre forenklinger i den juridiske sprogbrug. I dag har den stadig mere intime forbindelse med EU-systemet gjort enhver tanke om en lokal dansk regelforenkling så absurd, at ingen dansk regering kan sætte det på dagsordenen.

I 2003 fik universiterne en ny lov. Det betyd bl.a. en reform af ledelsesformen. Næsten alt,  som tidligere blev ordnet decentralt i kollegiale forsamlinger, styres nu centralt i et hierarki af ansatte ledere, som er bundet af fem-års-kontrakter. Det tankevækkende er, at denne reform i retning af et sovjetisk system med femårsplaner er blevet indført af en regering med en statsminister fra Danmarks liberale Parti, Venstre – med bred politisk støtte i Folketinget. Ingen har endnu kunnet se nogen praktiske resultater i form bl.a. af højere undervisnings- eller forskningskvalitet eller større produktivitet. Derimod er de administrative byrder vokset mere end vist nogensinde tidligere i universiteternes historie. Det stiller betydelige krav til afdelingsledelsen at skabe begejstring omkring sådan en reform.

Reformer kan ikke undgås. Enhver topledelse vil jævnligt give ordren: Reform! I rent selvforsvar må man i afdelingen have sin egen prioriterede liste over jordnære ting, som kan gøres bedre. Disse gode ting må man så se at få mest muligt virkeliggjort under dække af at det indgår i ledelsens stort tænkte og flot iscenesatte reform. Kun på denne måde kan afdelingslederen få de ansatte til at synes, at topledelsens store reformer giver en form for mening.

Klaus Kjøller, d. 18/12 2008

                

Øverst i dokumentet