|
|
Reform = en beordret intern krise
Ekstra arbejde for de ansatte er
den eneste sikre konsekvens af enhver reform, som en topledelse gennemfører.
Af Klaus Kjøller
Kommunalreform, politireform, skattereform, arbejdsmarkedsreform,
velfærdsreform. Reformerne er over os. Nogle er allerede kommet, andre har vi
i vente.
Reformer tager sig helt forskelligt ud afhængigt af, om man ser dem oppefra
eller nedefra.
Set fra regeringens eller topledelsens vinkel er reformer nødvendige. Det
kan være, fordi virkeligheden har ændret sig og gjort gældende regler og love
mindre hensigtsmæssige. Det kan også være, fordi regering eller topledelse
simpelt hen har brug for at demonstrere handlekraft og initiativ. I den
bedste af alle verdener skyldes reformer selvfølgelig altid meget fornuftige
og nødvendige formål.
Set fra de ansattes vinkel er en reform en krise, som topledelsen tvinger
afdelingen ud i. En reform betyder, at der ændres i de formelle regler og
strukturer. Det tvinger afdelingen og hermed den enkelte ansatte ud i en
masse ekstra arbejde. Ændrede regler og procedurer skal læres og praktiseres.
Ofte følger der også øget krav om evaluering, rapportering og om mange møder,
hvor personalet instrueres og drøfter, hvordan man kan implementere det nye i
afdelingens hverdag.
Dette ekstra arbejde er den eneste sikre konsekvens af enhver reform, som
en topledelse gennemfører. Reformens officielle formål er altid det
allerbedste, men meget ofte er det vanskeligt at måle, i hvilken grad dette
eksplicitte mål nås. I hvert fald er det ofte vanskeligt at forklare de
ansatte, at alt deres ekstra arbejde og besvær gør verden bedre på den måde,
som reformen havde til formål. Det er selvfølgelig ekstra svært, hvis fx
presse og eksperter kan berette om en masse direkte dårlige følger af en
reform. Således som det fx foregår i denne tid med politireformen. Et andet
historisk berømt eksempel på en mislykket reform er den reform under
Schlüter-regeringen i 1980’erne, som skulle forenkle og nedskære antallet af
regler og bestemmelser i det offenlige. Regelvæksten fortsatte uden respekt
for reformen og er siden eksploderet, og det er svært at få øje på fx
sproglige og andre forenklinger i den juridiske sprogbrug. I dag har den
stadig mere intime forbindelse med EU-systemet gjort enhver tanke om en lokal
dansk regelforenkling så absurd, at ingen dansk regering kan sætte det på
dagsordenen.
I 2003 fik universiterne en ny lov. Det betyd bl.a. en reform af
ledelsesformen. Næsten alt, som
tidligere blev ordnet decentralt i kollegiale forsamlinger, styres nu
centralt i et hierarki af ansatte ledere, som er bundet af fem-års-kontrakter.
Det tankevækkende er, at denne reform i retning af et sovjetisk system med
femårsplaner er blevet indført af en regering med en statsminister fra
Danmarks liberale Parti, Venstre – med bred politisk støtte i Folketinget. Ingen
har endnu kunnet se nogen praktiske resultater i form bl.a. af højere
undervisnings- eller forskningskvalitet eller større produktivitet. Derimod
er de administrative byrder vokset mere end vist nogensinde tidligere i
universiteternes historie. Det stiller betydelige krav til afdelingsledelsen
at skabe begejstring omkring sådan en reform.
Reformer kan ikke undgås. Enhver topledelse vil jævnligt give ordren:
Reform! I rent selvforsvar må man i afdelingen have sin egen prioriterede
liste over jordnære ting, som kan gøres bedre. Disse gode ting må man så se
at få mest muligt virkeliggjort under dække af at det indgår i ledelsens
stort tænkte og flot iscenesatte reform. Kun på denne måde kan afdelingslederen
få de ansatte til at synes, at topledelsens store reformer giver en form for
mening.
Klaus Kjøller,
d. 18/12 2008
Øverst i dokumentet
|
|