|
|
Reform = en beordret intern
krise
Ekstra arbejde for de
ansatte er den eneste sikre konsekvens af enhver reform, som en
topledelse gennemfører.
Af Klaus Kjøller
Kommunalreform,
politireform, skattereform, arbejdsmarkedsreform, velfærdsreform.
Reformerne er over os. Nogle er allerede kommet, andre har vi i vente.
Reformer tager
sig helt forskelligt ud afhængigt af, om man ser dem oppefra eller
nedefra.
Set fra
regeringens eller topledelsens vinkel er reformer nødvendige. Det kan
være, fordi virkeligheden har ændret sig og gjort gældende regler og
love mindre hensigtsmæssige. Det kan også være, fordi regering eller
topledelse simpelt hen har brug for at demonstrere handlekraft og
initiativ. I den bedste af alle verdener skyldes reformer selvfølgelig
altid meget fornuftige og nødvendige formål.
Set fra de
ansattes vinkel er en reform en krise, som topledelsen tvinger
afdelingen ud i. En reform betyder, at der ændres i de formelle regler
og strukturer. Det tvinger afdelingen og hermed den enkelte ansatte ud
i en masse ekstra arbejde. Ændrede regler og procedurer skal læres og
praktiseres. Ofte følger der også øget krav om evaluering, rapportering
og om mange møder, hvor personalet instrueres og drøfter, hvordan man
kan implementere det nye i afdelingens hverdag.
Dette ekstra
arbejde er den eneste sikre konsekvens af enhver reform, som en
topledelse gennemfører. Reformens officielle formål er altid det
allerbedste, men meget ofte er det vanskeligt at måle, i hvilken grad
dette eksplicitte mål nås. I hvert fald er det ofte vanskeligt at
forklare de ansatte, at alt deres ekstra arbejde og besvær gør verden
bedre på den måde, som reformen havde til formål. Det er selvfølgelig
ekstra svært, hvis fx presse og eksperter kan berette om en masse
direkte dårlige følger af en reform. Således som det fx foregår i denne
tid med politireformen. Et andet historisk berømt eksempel på en
mislykket reform er den reform under Schlüter-regeringen i 1980’erne,
som skulle forenkle og nedskære antallet af regler og bestemmelser i
det offenlige. Regelvæksten fortsatte uden respekt for reformen og er
siden eksploderet, og det er svært at få øje på fx sproglige og andre
forenklinger i den juridiske sprogbrug. I dag har den stadig mere
intime forbindelse med EU-systemet gjort enhver tanke om en lokal dansk
regelforenkling så absurd, at ingen dansk regering kan sætte det på
dagsordenen.
I 2003 fik
universiterne en ny lov. Det betyd bl.a. en reform af ledelsesformen.
Næsten alt, som
tidligere blev ordnet decentralt i kollegiale forsamlinger, styres nu
centralt i et hierarki af ansatte ledere, som er bundet af
fem-års-kontrakter. Det tankevækkende er, at denne reform i retning af
et sovjetisk system med femårsplaner er blevet indført af en regering
med en statsminister fra Danmarks liberale Parti, Venstre – med bred
politisk støtte i Folketinget. Ingen har endnu kunnet se nogen
praktiske resultater i form bl.a. af højere undervisnings- eller
forskningskvalitet eller større produktivitet. Derimod er de
administrative byrder vokset mere end vist nogensinde tidligere i
universiteternes historie. Det stiller betydelige krav til
afdelingsledelsen at skabe begejstring omkring sådan en reform.
Reformer kan
ikke undgås. Enhver topledelse vil jævnligt give ordren: Reform! I rent
selvforsvar må man i afdelingen have sin egen prioriterede liste over
jordnære ting, som kan gøres bedre. Disse gode ting må man så se at få
mest muligt virkeliggjort under dække af at det indgår i ledelsens
stort tænkte og flot iscenesatte reform. Kun på denne måde kan
afdelingslederen få de ansatte til at synes, at topledelsens store
reformer giver en form for mening.
Klaus
Kjøller, d. 18/12 2008
Øverst i dokumentet
|
|
