Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magasinet Arbejdsmiljø

[senest revideret 27/10 2009]

 

Titel og medium                            

”Opråb til alle mobbere” offentliggjort som klumme i Magasinet Arbejdsmiljø 2009, nr. 10 (oktober).

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Opråb til alle mobbere

 

Af Klaus Kjøller

Der er en arbejdsplads, hvor mobning foregår helt åbenlyst, ja nærmest skamløst. Ledelsen griber yderst sjældent ind – selv mod meget grove tilfælde, bare man husker at sige hr. og fru. Denne arbejdsplads er Christiansborg.

Lars Løkke Rasmussen mobbes blandt andet med, at der er bilag, som han har glemt at aflevere, eller som han har placeret forkert i journalen. Lykketoft mobber ham sammen med andre rigsrevisorer for at have givet for mange penge til de private sygehuse. Og Pia Kjærsgaard mobber ham for at være for usynlig i værdipolitikken.

Helle Thorning-Schmidt mobbes især, fordi hun ikke nåede at slå Fogh, før han slap væk.  Hun mobbes også, fordi hun sammen med Villy Søvndal har givet de Radikale et ultimatum. Villy Søvndal mobbes, fordi han ikke altid kan huske, hvor mange plejehjem han har besøgt. Lene Espersen, fordi hun endnu ikke har skaffet de Konservative nogle flere stemmer. Men især mobbes Naser Khader. Både fordi han ikke havde forstået sit eget partis skatteforslag under seneste valgkamp, fordi han forlod det parti, han stiftede, og fordi han udtænkte et burkaforbud, som justitsministeriet mener er grundlovssstridigt. Han mobbes også, fordi han egentlig også helst ville forbyde burkaer i folks egen have.        

Men den, som mobbes mest, er nok Pia Kjærsgaard. Hun mobbes af alle andre end af sine egne og regeringspartierne. Tilsyneladende tager det slet ikke på hende med denne massive mobning. Tværtimod er det, som om hun stimuleres og bare mobber tilbage. Og hun mobber især de Konservative, som har svært ved at mobbe tilbage for ikke at gøre hende mere sur, så hun mobber dem endnu mere og kræver flere indrømmelser ved finanslovsforhandlingerne.

Mobning i politik har mange former. Overalt, hvor der er et ømt punkt, kan der mobbes. Og det bliver der også. Folk, som ikke kan tåle at blive mobbet, bør holde sig langt væk fra politik.

Og så har jeg endda ikke nævnt satiriske tegninger og revuer. Her mobbes vores mest fremtrædende politikere for ting, de ofte er helt uskyldige i, fx en stor næse, en særlig sprogtone, en imponerende frisure, en stor vom eller en mærkelig gangart og markant tøjstil.

Og alligevel sidder mobbeofret selv nede i salen og ler mest af alle af sin parodist. Og køber de mest satiriske tegninger i original og viser dem frem som indrammet trofæ på sit kontor.

Politikere har et særligt forhold til mobning. Selv når de mobbes allermest, må de ikke ligne én, der er ked af at blive mobbet. I valgkampe rejser de ofte rundt i landet med dem, de mobber allermest og hårdest, og mobber løs på hinanden til vælgernes store jubel. Bagefter tager de så en øl sammen. For at mobbes godt offentligt, skal man helst kunne lide hinanden. Man sidder jo meget i kulissen og sludrer, inden man går ind på scenen og mobber.

I politik er det let at dokumentere mobningen, for den foregår for øjnene af hele befolkningen. Og der mobbes i bander, som mobber gensidigt. Den meget grove mobning, som den enkelte politiker rammes af, udløser varm støtte i politikerens egen mobbebande, partiet. Mobning udefra undergraver derfor aldrig politikerens selvopfattelse, men styrker den.

Til alle jer der i hemmelighed mobber kolleger rundt om på arbejdspladserne, så de bliver ulykkelige og melder sig syge: Stop som skabsmobbere! Spring ud som mobbere! Gå ind i politik, og vis os alle hvad I duer til. Det har både jeres arbejdsplads og landet brug for.

 

Klaus Kjøller, d. 24/9 2009

                

Øverst i dokumentet