|
|
Opråb til alle mobbere
Af Klaus Kjøller
Der er en arbejdsplads, hvor mobning foregår helt åbenlyst, ja nærmest
skamløst. Ledelsen griber yderst sjældent ind – selv mod meget grove
tilfælde, bare man husker at sige hr. og fru. Denne arbejdsplads er Christiansborg.
Lars Løkke Rasmussen mobbes blandt andet med, at der er bilag, som han har
glemt at aflevere, eller som han har placeret forkert i journalen. Lykketoft
mobber ham sammen med andre rigsrevisorer for at have givet for mange penge
til de private sygehuse. Og Pia Kjærsgaard mobber ham for at være for usynlig
i værdipolitikken.
Helle Thorning-Schmidt mobbes især, fordi hun ikke nåede at slå Fogh, før
han slap væk. Hun mobbes også, fordi
hun sammen med Villy Søvndal har givet de Radikale et ultimatum. Villy
Søvndal mobbes, fordi han ikke altid kan huske, hvor mange plejehjem han har
besøgt. Lene Espersen, fordi hun endnu ikke har skaffet de Konservative nogle
flere stemmer. Men især mobbes Naser Khader. Både fordi han ikke havde
forstået sit eget partis skatteforslag under seneste valgkamp, fordi han
forlod det parti, han stiftede, og fordi han udtænkte et burkaforbud, som
justitsministeriet mener er grundlovssstridigt. Han mobbes også, fordi han
egentlig også helst ville forbyde burkaer i folks egen have.
Men den, som mobbes mest, er nok Pia Kjærsgaard. Hun mobbes af alle andre
end af sine egne og regeringspartierne. Tilsyneladende tager det slet ikke på
hende med denne massive mobning. Tværtimod er det, som om hun stimuleres og
bare mobber tilbage. Og hun mobber især de Konservative, som har svært ved at
mobbe tilbage for ikke at gøre hende mere sur, så hun mobber dem endnu mere
og kræver flere indrømmelser ved finanslovsforhandlingerne.
Mobning i politik har mange former. Overalt, hvor der er et ømt punkt, kan
der mobbes. Og det bliver der også. Folk, som ikke kan tåle at blive mobbet,
bør holde sig langt væk fra politik.
Og så har jeg endda ikke nævnt satiriske tegninger og revuer. Her mobbes
vores mest fremtrædende politikere for ting, de ofte er helt uskyldige i, fx
en stor næse, en særlig sprogtone, en imponerende frisure, en stor vom eller
en mærkelig gangart og markant tøjstil.
Og alligevel sidder mobbeofret selv nede i salen og ler mest af alle af
sin parodist. Og køber de mest satiriske tegninger i original og viser dem frem
som indrammet trofæ på sit kontor.
Politikere har et særligt forhold til mobning. Selv når de mobbes
allermest, må de ikke ligne én, der er ked af at blive mobbet. I valgkampe rejser
de ofte rundt i landet med dem, de mobber allermest og hårdest, og mobber løs
på hinanden til vælgernes store jubel. Bagefter tager de så en øl sammen. For
at mobbes godt offentligt, skal man helst kunne lide hinanden. Man sidder jo meget
i kulissen og sludrer, inden man går ind på scenen og mobber.
I politik er det let at dokumentere mobningen, for den foregår for øjnene
af hele befolkningen. Og der mobbes i bander, som mobber gensidigt. Den meget
grove mobning, som den enkelte politiker rammes af, udløser varm støtte i politikerens
egen mobbebande, partiet. Mobning udefra undergraver derfor aldrig
politikerens selvopfattelse, men styrker den.
Til alle jer der i hemmelighed mobber kolleger rundt om på
arbejdspladserne, så de bliver ulykkelige og melder sig syge: Stop som
skabsmobbere! Spring ud som mobbere! Gå ind i politik, og vis os alle hvad I
duer til. Det har både jeres arbejdsplads og landet brug for.
Klaus Kjøller,
d. 24/9 2009
Øverst i dokumentet
|
|