Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magasinet Arbejdsmiljø

[senest revideret 31/8 2010]

 

Titel og medium                            

Livet som forandringsprojekt” offentliggjort som klumme i Magasinet Arbejdsmiljø 08 2010 (august)

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Livet som forandringsprojekt

Af Klaus Kjøller

Der er jo to betydninger af ordet ’forandring’. Det er ’forbedring’ og ’forværring’. Og ofte er det sådan at set oppefra – fra ledelsen, forældrene, kæresten – så betyder forandring forbedring. Men set nedefra – fra de ansatte, børnene og én selv – så betyder nøjagtig den samme forandring forværring. I hvert fald betyder det set nedefra en masse besvær. Men også her har ledelsen en hel anden opfattelse. Der skal forandres, fordi der er noget der skal gøres lettere og mere rationelt.

De besværligheder, som opstår her og nu for børnene, når familien flytter væk fra alle de gamle legekammerater, mere end indhentes, når far bliver direktør i Geneve og har sin familie omkring sig. Modstanden mod forandring hænger ofte sammen med, at de besværligheder, som straks opstår, er lette at få øje på. De langsigtede forbedringer er derimod ofte et spørgsmål om tro. Derfor er de ansattes, børnenes og min tro på og helst også: kærlighed til ledelsen så vigtig, for at forandringsprojekter skal have en chance.

Det største forandringsprojekt i et menneskeliv er forandringen fra foster til nyfødt. Det gælder både for globetrottere, geniale hærførere og bogholdere. Og ved fødslen er der ikke meget andet at gøre end bare at lade sig føde. Man har ikke engang selv valgt de forældre, som har sat forandringsprojektet i gang. Hvor man tidligere fik det hele ind med navlestrengen, så skal man nu selv suge maden i sig. Og med gråd og andre metoder forsøge at gøre ledelsen opmærksom på de behov, man har i den nye situation: Man skal klædes af og på, sove, skiftes, bades, trøstes.

Også når man begynder at gå i institutioner: vuggestue, børnehave, skole, er der store forandringer, som man kun er ganske lidt herre over. Men det gør ikke noget, for selv om man røg ind i denne verden uden at ville det, så har man vænnet sig til den og lært, at den har meget at byde på. Forandring kan fryde.

Når børn begynder i skole, så sker det derfor med store forventninger. Efter nogle år i skolen, sker der så ofte det, at der opstår en vis ”skoletræthed”. Mange børn lærer i skolen kedsomheden at kende: rutiner, gentagelser. Det gør dem meget forandringsparate, bare ikke altid på den måde, som læreren, dvs. lederen, forestiller sig. Mange børn lærer her at bekæmpe kedsomhed ved at gøre oprør på forskellige fantasifulde måder, som overskrider både god tone og anstændighed. Det syder og sprudler i ungerne af forandringsparathed, men det sprutter ofte i alle andre retninger end dem, som chefen, læreren, ønsker.

Kønsdriften står for det næste store forandringsprojekt. Det kan være svært med et parforhold, men det er ofte værre uden. Tør man gifte sig? Tør man lade være? Og ligegyldigt hvad man vælger, så er det som regel helt umuligt at finde ud af, om besværet med forandringerne var umagen værd. Hvornår skal man gøre facit op? Ved kobber, guld- eller granitbrylluppet? Eller ved tredje skilsmisse? Hertil alle problemerne omkring børneavl: Hvornår gør man det regnskab op, som klart viser, om det var besværet værd? Enhver, der har prøvet lykken med avl og opdræt af børn, ved at problemet, om det var besværet værd, slet ikke eksisterer – for  man valgte at gøre det og hænger på konsekvenserne. Derfor vil man gå vidt for at forsvare det som et rationelt projekt.

Nøjagtig som en virksomheds ledelse vil gøre med ethvert forandringsprojekt, som de har sat i søen. Hvad enten det er sket af tvang eller af egen indre drift ud fra tågede motiver. Ellers ville ingen jo anse ledelsen for at være ansvarlig.

 

Klaus Kjøller, d. 22/7 2010

                

Øverst i dokumentet