|
|
Livet som forandringsprojekt
Af Klaus Kjøller
Der er jo to betydninger af ordet ’forandring’. Det er ’forbedring’ og
’forværring’. Og ofte er det sådan at set oppefra – fra ledelsen, forældrene,
kæresten – så betyder forandring forbedring. Men set nedefra – fra de
ansatte, børnene og én selv – så betyder nøjagtig den samme forandring
forværring. I hvert fald betyder det set nedefra en masse besvær. Men også
her har ledelsen en hel anden opfattelse. Der skal forandres, fordi der er
noget der skal gøres lettere og mere rationelt.
De besværligheder, som opstår her og nu for børnene, når familien flytter
væk fra alle de gamle legekammerater, mere end indhentes, når far bliver
direktør i Geneve og har sin familie omkring sig. Modstanden mod forandring
hænger ofte sammen med, at de besværligheder, som straks opstår, er lette at
få øje på. De langsigtede forbedringer er derimod ofte et spørgsmål om tro.
Derfor er de ansattes, børnenes og min tro på og helst også: kærlighed til
ledelsen så vigtig, for at forandringsprojekter skal have en chance.
Det største forandringsprojekt i et menneskeliv er forandringen fra foster
til nyfødt. Det gælder både for globetrottere, geniale hærførere og
bogholdere. Og ved fødslen er der ikke meget andet at gøre end bare at lade
sig føde. Man har ikke engang selv valgt de forældre, som har sat
forandringsprojektet i gang. Hvor man tidligere fik det hele ind med
navlestrengen, så skal man nu selv suge maden i sig. Og med gråd og andre
metoder forsøge at gøre ledelsen opmærksom på de behov, man har i den nye
situation: Man skal klædes af og på, sove, skiftes, bades, trøstes.
Også når man begynder at gå i institutioner: vuggestue, børnehave, skole,
er der store forandringer, som man kun er ganske lidt herre over. Men det gør
ikke noget, for selv om man røg ind i denne verden uden at ville det, så har
man vænnet sig til den og lært, at den har meget at byde på. Forandring kan
fryde.
Når børn begynder i skole, så sker det derfor med store forventninger.
Efter nogle år i skolen, sker der så ofte det, at der opstår en vis
”skoletræthed”. Mange børn lærer i skolen kedsomheden at kende: rutiner,
gentagelser. Det gør dem meget forandringsparate, bare ikke altid på den
måde, som læreren, dvs. lederen, forestiller sig. Mange børn lærer her at
bekæmpe kedsomhed ved at gøre oprør på forskellige fantasifulde måder, som
overskrider både god tone og anstændighed. Det syder og sprudler i ungerne af
forandringsparathed, men det sprutter ofte i alle andre retninger end dem,
som chefen, læreren, ønsker.
Kønsdriften står for det næste store forandringsprojekt. Det kan være
svært med et parforhold, men det er ofte værre uden. Tør man gifte sig? Tør
man lade være? Og ligegyldigt hvad man vælger, så er det som regel helt
umuligt at finde ud af, om besværet med forandringerne var umagen værd.
Hvornår skal man gøre facit op? Ved kobber, guld- eller granitbrylluppet?
Eller ved tredje skilsmisse? Hertil alle problemerne omkring børneavl:
Hvornår gør man det regnskab op, som klart viser, om det var besværet værd?
Enhver, der har prøvet lykken med avl og opdræt af børn, ved at problemet, om
det var besværet værd, slet ikke eksisterer – for man valgte at gøre det og hænger på
konsekvenserne. Derfor vil man gå vidt for at forsvare det som et rationelt
projekt.
Nøjagtig som en virksomheds ledelse vil gøre med ethvert
forandringsprojekt, som de har sat i søen. Hvad enten det er sket af tvang
eller af egen indre drift ud fra tågede motiver. Ellers ville ingen jo anse
ledelsen for at være ansvarlig.
Klaus Kjøller,
d. 22/7 2010
Øverst i dokumentet
|
|