Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magasinet Arbejdsmiljø

[senest revideret 17/3 2012]

 

Titel og medium                            

Robotstøvsuger og menneske” offentliggjort som klumme i Magasinet Arbejdsmiljø 3 2012 (marts).

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Robotstøvsuger og menneske

Af Klaus Kjøller, forfatter og lektor

 

Ja, jeg ved godt, at overskriften er forkert. Det er rækkefølgen, det er galt med. Mennesker kommer selvfølgelig altid før støvsugerrobotter og andre maskiner.

Men overskriften er ikke ment som en provokation. Den omvendte rækkefølge skyldes, at jeg helt nøgternt har indset, at jeg selv egentlig er en maskine. En maskine af den særlige slags, som kaldes menneske. Jeg er en maskine omgivet af andre maskiner som biler, computere, mobiltelefoner, flyvemaskiner. Og støvsugere, hvoraf nogle kan køre selv, og derfor kaldes robotstøvsugere. Mange andre maskiner end støvsugere kan også bevæge sig selv rundt i en kompliceret verden uden at støde ind i noget, f.eks. flyvemaskiner, som efter sigende flyver og lander mest sikkert, hvis piloterne holder nallerne for sig selv, så de ikke kommer til at lave fejl, som en maskine aldrig ville have begået. Alligevel er der ingen mennesker, der siger, at de fløj på ferie i en robotflyver. Mennesket er endnu ikke modent til at finde det acceptabelt, at mennesker lægger krop til at blive transporteret af robotter. Ikke engang metroen i København kaldes jo for et robottog, men bare for et førerløst tog.

Og ingen kunne drømme om at sige, at de sms’ede til kæresten på deres robottelefon, selv om telefonen er langt klogere end en robotstøvsuger. I stedet hæfter man sig ved den ret platte egenskab ved telefonen, at den er mobil, dvs. at den altid er med døgnet rundt, ligegyldigt hvor man går og står, sidder og ligger.

Folk, som efter alle presseskriverierne om robotstøvsugernes indtog i ældresektoren tror, at det er støvsugerne, der fører an i robotternes erobring af menneskenes verden, er altså meget naive. Robotterne sniger sig ind på os fra alle sider, forklædt som alt muligt andet. Og de robotter, vi har tættest på og er mest afhængige af, hedder ikke engang robotter. Denne klumme er f.eks. heller ikke skrevet på en robotskrivemaskine, men på en computer.

Sandheden er, at vi slet ikke kan leve uden robotterne.

Og de er også allerede trængt ind under huden på os. Bogstaveligt talt. En pacemaker, som skal sørge for at hjertet holder rytmen, kaldes ganske vist ikke en robot, men det er det jo. For pacemakeren giver hjertet et stød, når den registrerer, at det er nødvendigt. Ligesom robotstøvsugeren drejer, når den finder det nødvendig for at undgå et bordben. I de kommende årtier vil nanoteknologien gøre det muligt at sende hærskarer af  bittesmå robotter ind i en menneskekrop, hvor de selv vil finde vej rundt i alle kroppens kroge for at udbedre allehånde fejl og mangler.

Og mere og mere af os kan efterhånden udskiftes med kunstige lemmer og organer. Den dag nærmer sig, hvor rub og stub kan udskiftes: Nervebaner, blodkar, alle kroppens forskellige celler. Og alle de informationer og erfaringer, som vi rummer i hjernen, plus alt det, som vi genetisk er programmeret til, er jo bare informationer, som i øjeblikket ligger i neuroner, men som snart vil kunne scannes over på en harddisk. Og så vil alle de informationer, som et menneske er, kunne bæres videre i nogle kunstige vævstyper i en maskine af langt større holdbarhed end de mennesker, som i øjeblikket fødes, udstyret med alt for skrøbeligt og forgængeligt materiale. Og som sådanne robotmennesker vil vi leve evigt.

Vil vi så stadig have brug for robotstøvsugere? Næppe. Hvem har nogensinde hørt om robotstøvsugere i Himmerige, hvor man allerede i dag lever det evige liv?

 

Klaus Kjøller, d. 22/2 2012

                

Øverst i dokumentet