Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magasinet Arbejdsmiljø

[senest revideret 3/2 2013]

 

Titel og medium                            

Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af” offentliggjort som klumme i Magasinet Arbejdsmiljø 1 2013 (januar).

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af

Af Klaus Kjøller, forfatter og universitetslektor

Som lektor med arbejdsplads på universitetet igennem mange år har jeg aldrig været udsat for vold fra studerende eller kolleger. Mine personlige erfaringer med emnet er derfor begrænsede. Det nærmeste jeg kommer, er, at jeg som institutleder gennem 5 år, ofte blev mødt med klager over, at der var for lidt sexchikane på arbejdspladsen. Og den, der førte an i klagerne, var kontorpersonalets kvindelige tillidsrepræsentant. Hun var en yderst erfaren, respekteret person, som havde været på alle kurser. Hun vidste altså præcis, hvad hun talte om. Det gjorde jeg også, så jeg skulle ikke nyde noget.

Men i mit liv som forsker i politisk kommunikation går der sjældent en dag, uden at der popper interessante eksempler på fysisk vold på arbejdspladsen op i medierne. Jeg tænker her ikke så meget på historier om den vold fra psykiatriske patienter, stofpåvirkede skadestuebrugere eller demente ældre, som f.eks. sygeplejersker og sosu’er udsættes for. Denne vold er omfattende og fortjener stor opmærksomhed, hvad dette temanummer jo også viser. Men denne vold er egentlig ikke så politisk interessant, fordi de, der udfører den, ikke bruger den bevidst til at skaffe sig fordele med. Volden skyldes sygdom eller rus. Det er ansvarsfri vold.

Heroverfor står så den vold, som mennesker bevidst bruger til at rage fordele til sig. Det er den vold, som f.eks. fængselsbetjente eller politifolk udsættes for. Der har således på det seneste været en del medieopmærksomhed om, at det var ret let for indsatte at smugle mobiltelefoner og stoffer ind. Medierne mistænker personalet for at se gennem fingre med det – og desuden nedtone stærke fangers magt i fængslerne – for at undgå at provokere de stærke fanger til at lade volden eskalere. Og det er velkendt, at der er områder i Danmark, hvor en almindelig politipatrulje ikke vover sig ind, f.eks. Christiania og visse ghettoområder.

Fængslerne og politiet er arbejdspladser, som er kronisk ramt af vold, som bruges bevidst af borgere til at opnå fordele med. Når fængsels- eller politibetjente systematisk ignorerer borgeres brud på visse regler visse steder, kan det forsvares med, at de blot følger et af de gode råd til voldsramte arbejdspladser (på Arbejdsmiljoviden.dk): ”Arbejdet skal planlægges, så forekomsten og alvorligheden af voldsepisoder bliver mindst mulig.”

Et af de seneste eksempler på en arbejdsplads, som er ramt af bevidst vold, giver TV2’s afsløringer af, at pushere dagligt trængte ind på asylcentret Sandholm, terroriserede de lovlige beboere og overnattede, inden de næste dag drog til Vesterbro for at fortsætte den ulovlige handel. Så måtte den asylcenteransvarlige fra Røde Kors på direkte TV forklare, hvorfor man ikke havde politianmeldt de voldelige overgreb fra pusherne. Mediernes mistanke var, at Røde Kors-ansatte ignorerede eller nedtonede overgrebene i et forsøg på at undgå, at alting blev endnu værre. Og for at undgå at problemerne slap ud i medierne med dårlig omtale for arbejdspladsen til følge. Det ville f.eks. gøre det endnu sværere at rekruttere personale til det krævende arbejde.

Medierne forsøger altså at hjælpe de ansatte på disse kronisk voldsramte arbejdspladser med at sørge for, at de bevidst voldelige elementer ikke får påfaldende stor succes. Det vil medierne garanteret også gøre i det nye år. Til gavn og glæde for alle fredselskende borgere. Godt nytår!

 

Klaus Kjøller, d. 6/1 2013

                

Øverst i dokumentet